Supervalg i Grønland

Fire valg - et folk

Når grønlænderne går til stemmeurnerne den 6. april, er der tale om et rigtigt super-valg. For der skal vælges nye medlemmer til stort set alle demokratiske institutioner i det vidtstrakte, men tyndtbefolkede land. På valgdagen skal befolkningen tage stilling til, hvem der skal sidde i Inatsisartut (Landstinget), kommunalbestyrelserne, bygdebestyrelserne og menighedsrepræsentationerne (svarer til danske menighedsråd).

Ligesom i Danmark er der valg til kommunalbestyrelserne hvert fjerde år, så valgdatoen har været kendt længe. Og det var derfor også nærliggende at vælge dagen til nyvalg til Landstinget, da Naalakkersuisut (regeringen) i februar måtte kaste håndklædet i ringen efter en turbulent valgperiode siden sidste valg til Inatsisartut, der fandt sted 24. april 2018.

Grønland er en del af Rigsfællesskabet, så de grønlandske valg er også interessant i dansk sammenhæng, selv om danske medier kun i begrænset omfang har omtalt det. Det er nu heller ikke helt let at dække, for Grønland er i disse corona-tider nærmest lukket land. I hvert fald frem til den 18. april, hvor de nuværende rejserestriktioner udløber.

I øjeblikket er det ikke muligt at få lov at rejse ind i Grønland uden tilladelse fra landets corona-stab – og tilladelsen gives kun i særlige tilfælde som dødsfald eller sygdom i familien, uopsætteligt arbejde og lignende. Og hvis man får lov, skal man i fem dages karantæne og efterfølgende negativ coronatest, før man bliver sluppet løs i samfundet.

Den meget restriktive indrejsepolitik har kostet dyrt især for turistindustrien. Til gengæld er Grønland sluppet nådigt gennem pandemien med kun 31 tilfælde og overhovedet ingen døde blandt en befolkning på 56.000 indbyggere. Der er derfor heller ikke krav om mundbind i butikker – og i det hele taget leves livet ganske normalt i de grønlandske byer.

Der er derfor bred tilslutning til corona-politikken – og det er ikke coronaens skyld, at der nu skal være valg til Inatsisartut.

Valget blev udskrevet efter lang tids politisk uro omkring den Siumut-ledede regerings-koalition, der udover Siumut bestod af Demokratiit og det lille løsrivelsesparti Nunatta Qitornai, der blandt andet tæller den kendte og kontroversielle tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget Aleqa Hammond.

Uroen begyndte i efteråret, hvor landstyreformanden Kim Kielsen blev væltet som formand for partiet Siumut. Ny formand for Siumut blev landstingsmedlemmet Erik Jensen, der tidligere har siddet i regeringen, men som trak sig i efteråret 2019 i protest mod Kim Kielsen og Siumuts position i blandt andet fiskeripolitikken, der er et af de væsentligste spørgsmål i grønlandsk politik.

Magtkampen i Siumut skabte uro i regeringskoalitionen, for hvem skulle egentlig bestemme Siumuts politik? Landsstyreformand Kim Kielsen eller partiformand Erik Jensen. Uroen førte til, at Demokratiit i begyndelsen af februar forlod regeringen. Tilbage stod så Kielsen med resterne – og måtte så den 16. februar nødtvunget udskrive valg, da det stod klart, at han ellers ville få et flertal imod sig i Inatsisartut.

Kim Kielsen, der har været formand for Naalakkersuisut siden 2014 genopstiller, men har holdt en meget lav profil i valgkampen. Og officielt er det Erik Jensen, der er det store Siumut-partis kandidat som ny landsstyreformand.

Spørgsmålet er nu, om Siumut, der har stået i spidsen for alle grønlandske regeringer siden 1979 bortset fra 2009 til 2013, fastholder positionen som det regeringsbærende parti. Realistisk set er det kun det gamle venstrefløjsparti Inuit Ataqatigiit (IA) med formanden Múte B. Egede i spidsen, der kan true Siumut.

Et af valgkampens helt store spørgsmål er et stort mineprojekt ved Narsaq i Sydgrønland, der kan skaffe beskæftigelse i et område præget af arbejdsløshed. Det drejer sig om de såkaldte sjældne jordarter, som der er stor efterspørgsel på i blandt andet mobiltelefon-industrien. Et biprodukt ved udvindingen er uran – og mange frygter at projektet kan medføre radioaktiv forurening i området.

Det er jo ikke særligt tillokkende – specielt ikke fordi Sydgrønland også er landbrugsområde. Der er mange fåreholdere – og man har også succes med en spirende kvægdrift, kartoffelavl og andre grøntsager på egnen.

Siumut er ikke helt klar i mælet i det spørgsmål. Man går principielt går ind for projektet, men partiet har også hørt vælgernes modstand, så man forsøger sig med en helgardering, så det er noget med, at man går ind for det, hvis ellers det er sikkert. IA er klart imod, mens Demokratiit og Naleraq er tydeligt for.

Naleraq argumenterer for, at Grønland har brug for indtægter, hvis man skal være selvstændig – og så betyder risiciene mindre. Partiet er i øvrigt – af akkurat samme grund – modstander af, at Grønland  tilslutter sig Paris-aftalen.

Ellers er valgkampen præget af gamle travere i Grønlandsk politik – som blandt andet fiskeripolitikken, hvor der er mange stemmer i at støtte det indenskærs fiskeri. Fisk og skaldyr udgør 85 procent af den grønlandske eksport, så det er meget vigtigt spørgsmål, mens man venter på anbefalingerne fra den fiskeri-kommission, der blev nedsat efter forrige valg til Inatsisartut.

Der bliver naturligvis også talt om det grønlandske sprogs rolle i samfundet – og der bliver også talt selvstændighed. Langt de fleste går ind for en eller andet form for selvstændighed, men det er nu mit indtryk, at de mere nære problemer går forud i den aktuelle valgkamp.

Blandt andet diskuterer man – ligesom i Danmark – udflytning af de offentlige institutioner fra Nuuk til kysten. Det er et varmt emne i forbindelse med et landstingsvalg, der foregår samtidig med et kommunalvalg. Der er næsten ingen grænser for, hvad politikere uden for hovedstadskommunen forestiller sig kan flyttes til netop deres hjemegn.

Det gør også valgkampen interessant i Aalborgs venskabskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hovedstaden Nuuk ligger. Kommunen har længe været på kollisionskurs med Naalakkersuisut om boligpolitikken. Nuuk er præget af vækst – og der er i øjeblikket 11 års ventetid på en lejlighed. Indbyggertallet i Nuuk vokser årligt med flere indbyggere end man kan nå at bygge til. Kommunen satser derfor på at engagere pensionskasserne i boligbyggeriet, men på grund af uenigheden med Naalakkersuisut er dette projekt sat på pause.

Kommuneqarfik Sermersooq er interessant, fordi kommunen i flere perioder er blevet ledet af en borgmester fra en borgmester fra IA. Tre af de øvrige fire grønlandske kommuner har borgmestre fra Siumut. IA-borgmesteren Kommuneqarfik Sermersoooq er Charlotte Ludvigsen, der overtog posten for et par år siden efter den populære Aasi Chemnitz Narup, der nu kandiderer til Inatsisartut.

Modkandidaten til borgmesterposten er ny i kommunalpolitisk sammenhæng. Det er Martha Abelsen fra Siumut, der er landsstyremedlem for sociale anliggender i Naalakkersuisut. Abelsen kender kommunen udmærket, hvor hun i en lang årrække har været sekretariatschef.

Charlotte Ludvigsen står i spidsen for en kommune i stor udvikling. Det bliver næppe mindre, når byens nye lufthavn står færdig i 2023. Lufthavnen gør det muligt at flyve direkte til Nuuk fra resten af verden i modsætning til i dag, hvor alle internationale flyvninger går via den tidligere amerikanske base Kangerlussuaq i Midtgrønland.

Der er masser af aktivitet i hovedstaden, der blandt andet har planer om en stor ny forstad små ti kilometer fra centrum. Men Kommuneqarfik Sermersooq er også verdens største kommune i geografi – på størrelse med Frankrig. Den rækker tværs over indlandsisen til de to eneste byer i Østgrønland – Ittoqqortormiit og Tasiilaq. Dette er udkantsgrønland, så det basker – så er mange synspunkter, der skal forenes.

Jeg vil vare mig for at spå om valgenes udfald på nuværende tidspunkt. Grønlandske politikere kæmper hårdt for pladserne – og der er en tradition for at ”trække kaniner op af hatten” i de sidste debatter.

Men man skal ikke undervurdere Siumuts betydning i det grønlandske samfund. På trods af uroen om formandsposten har partiet en tradition for at rykke sammen, når det gælder. Siumut har mange medlemmer og minder på mange måder om en engelsk fodboldklub med mange fans, der stemmer på partiet – uanset hvordan partiet spiller.

Debatten kører livligt i de grønlandske medier. Tonen er hård, og grønlænderne holder sig bestemt ikke tilbage på Facebook og sociale medier. Men mediernes valgkampsdækning er koncentreret om de store sager og de største byer, så det er ikke alt, der dukker op til overfladen, for Grønland er også et lille samfund, hvor familie og lokal forhold spiller en stor rolle.

Når der så samtidig er valg til både Inatsisartut, kommunalbestyrelser og bygderåd, bliver det de nære ting, der afgør valget. Så jeg tror ikke på noget jordskredsvalg i Grønland i denne omgang. Men valget afgør forhandlingspositionerne, når der skal findes ny regering og nye borgmestre for de kommende år. Så det er et vigtigt valg – og det bliver spændende at se, hvem der skal styre kajakken de kommende år.

De grønlandske partier

Siumit: Grønlands største parti. Socialdemokratisk. Har været regeringsbærende siden Hjemmestyrets indførelse i 1979 – og har haft stor indflydelse i grønlandsk politik. Partiet har været arkitekten bag mange reformer. Siumut har en lang tradition for interne magtkampe. Går ind for grønlandsk selvstændighed med tiden. Partiet har den ene af Grønlands to pladser i Folketinget, hvor den tidligere Miss Danmark-kandidat Aki-Matilda Høegh-Dam deltager i Socialdemokratiets gruppemøder.

Inuit Ataqaqatigiit: Oprindeligt et stærkt venstreorienteret parti med stort fokus på grønlandsk selvstændighed. Partiet er med årene blevet mere moderat og markedsfører sig generelt på ansvarlig, gennemtænkte og besindige løsninger. Stærk modstander af mineprojektet ved Narsaq. IA havde formandsposten i den første grønlandske regering efter Selvstyrets indførelse i 2009. Partiets medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz Larsen, er generelt respekteret blandt danske politikere for sin stilfærdige insisteren på, at grønlandske politikere skal høres i alle spørgsmål, der vedrører Grønland.

Demokratiit: Borgerligt parti, der vægter økonomi og erhvervsspørgsmål højt. Demokratiit har været plaget af en del udskiftninger på topposterne. Partiets formand er den unge grønlandske badmintonstjerne Jens Frederik Nielsen. Demokratiit har under corona-krisen siddet på posten som Naalakkersuisuts medlem for Sundhed, hvor sygeplejersken Anna Wangenheim på pressemøderne har manet til besindighed og tålmod.

Nunatta Qitornai: Det lille parti, der går stærkt ind for Grønlandsk selvstændighed, har siddet i Naalakkersuisoq siden valget i 2018, hvor Vittus Qujaukitsoq har været ansvarlig for finans-området. Partiet opstiller blandt andre tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget Aleqa Hammond. Nunatta Qitornai har siden sidste valg levet et ret stille liv i den offentlige debat i Grønland.

Atassut: Grønlands gamle liberale parti, der er positivt indstillet over for Rigsfællesskabet. Partiet har de seneste år gennemgået et generationsskifte, men har haft svært ved at trænge igennem i den offentlige debat. Partiet var i perioden 1977-98 repræsenteret i Folketinget af Otto Steenholdt, der efter sin pensionering flyttede til Klarup, hvor han døde i 2016.

Naleraq: Partiet er stiftet af den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen efter hans brud med Siumut i 2014. Partiet taler især bygderne og udkantsgrønlands sag og er en stærk fortaler for udflytning af institutioner fra Nuuk. Partiet er overvejende liberalt og stærkt kritisk over for de offentligt ejede aktieselskaber som blandt andre Air Greenland. Partiet foreslog for nylig, at den store grønlandske offentligt ejede boligmasse skal foræres til lejerne.

Samarbejdspartiet: Et lille parti, som blev stiftet kort før sidste valg. Partiet er stærk fortaler for Rigsfælleskabet. Som det eneste grønlandske parti har Samarbejdspartiet også en lokalafdeling i Danmark. Hidtil er partiet repræsenteret i Inatsisartut af Tillie Martinussen, der som en enmandshær har markeret sig stærkt i debatten om specielt børns vilkår. Hun nyder stor respekt for sit ihærdige parlamentariske arbejde, men partiet har været en del plaget af intern ballade det seneste års tid.

Kronikken, Nordjyske Stiftstidende 29. marts 2021

Det spirer

Tyvstart på havearbejdet

Det kribler og krabler i de små hænder for at komme i gang med haven. Men jorden er fortsat kold, og vi døjer med nattefrost.

Men et eller andet skulle der ske, så forrige weekend gik jeg amok på værkstedet og lavede en spirereol af nogle gamle klemlister, som jeg havde liggende på lageret. Reolen står nu i spisestuen ved døren ud til terrassen, hvor der er masser af sol og varme.

Det giver resultater. Det er altsammen frø, jeg høstede sidste efterår. Både studenternelliker, frøkenhat og tallerkensmækkere er på vej op af jorden. Til gengæld kniber det med tagetes og isbegonier. De sidste er lidt af et eksperiment, så dem har jeg heller ikke de store forventninger til. Så det gør ikke så meget - og når først sæsonen begynder, plejer de at være billige i butikkerne.

Til gengæld undrer det mig, at tagetes ikke rigtig bliver til noget. De er ellers normalt nemme at fremavle. Men jeg har lidt rod i frøene, så det er måske frø fra forrige år? Jeg ved det ikke, men det er ikke for sent, for der flere frø på værkstedet - og vi skal nok få dem op af jorden på et tidspunkt.

Blandede bolcher

Morgendyr

Kortnæbbede gæs. Alle fotos er klikbare.

Oddere er smukke og sjove dyr. Så da jeg for en uges tid siden tidligt om morgenen fik et glimt af en odder nede ved dæmningen, gav det blod på tanden. Måske var odderen et vanedyr, som svømmer den samme tur hver morgen?

Rådyr.

Så de seneste ti dage har jeg været ude med kameraet ved solopgangstid. 

Desværre kom der intet skind ud af den odder, for jeg har ikke set den siden. 

Det er for resten også blevet til et par natture, for varslerne har været gode for Nordlys. Det kom der heller ikke noget ud af.

Men en håndfuld fotos af dyrelivet ved dæmningen netop nu blev det alligevel til. Og de billeder skal læserne naturligvis ikke snydes for. Her i lidt spredt orden og blandet kvalitet...

Rådyr.

Fiskehejre.

Stor skallesluger, han.

Store skalleslugere, fruen til højre med voldsomt morgenhår.

Hvinand.

Troldand, han. I baggrunden gråænder.

Hvinænder.

Gravænder.

Store skalleslugere.

Krikande-armada.

Hare.

Erantis og krokus

Forårsbebudere

Jeg er slet ikke i tvivl. Erantis er min yndlingsblomst.

Den lille gule forårsbebuder viser sig allerede lige efter nytår. Først en lille gul knop - og sidenhen de rigtige steder et tæppe af små, gule blomster. Men nu er det ved at være slut, og de allerførste erantis er allerede ved at visne.

Heldigvis er der nye overalt for de gamle, der faldt. For nu kommer krokusserne for fuldt drøn. 

Krokus er en taknemmelig plante, der breder sig flittigt - blandt andet fordi den formerer sig både ved frø og løgdeling. Så de står efterhånden overalt på parcellen. Selv mellem skærverne ved carporten.

Krokus findes i mange farver og varianter, men der skal ikke herske tvivl om, at min favorit er den klassiske æggeblomme-gule krokus. Det er en værdig afløser for erantis, som spreder glæde og godt humør.

Dagene er ved at blive lange, og solen skinner. Stadig døjer vi med kold vind, men søndag blev en rigtig havedag, hvor jeg fik brændt en ordentlig bunke haveaffald. 

Vindretning og vindstyrke var den rigtige fra morgenstunden, så nu er det gjort. Sidste år skete det først til sankthans.

Jeg er næsten færdig med at lægge hestemøg ud - så de kommende dage står den på hårdt gravearbejde. Men i det friske forårsvejr er det jo også en form for fornøjelse...

Sort, sort, sort...

Sorte svaner

Sort sol er tilsyneladende det nye sort blandt naturglade danskere, der gerne holder i kø for at se stærene flokkes i Lille Vildmose.

Det gider jeg ikke, så jeg nøjes med en tur i nabolaget - og så kan man se sorte svaner. Jeg mødte to af slagsen mellem en flok sangsvaner fredag eftermiddag på Fristrup Enge nær Aabybro.

De sorte svaner er hverken fejlfarver eller mutationer, men svaner af anden etnisk oprindelse. Indført for mange år siden til Europa fra Australien og New Zealand for at pynte i parkanlæg og dyrehaver. Undslupne eksemplarer ses jævnligt i Danmark, hvor de sagtens kan leve.

De betragtes derfor som en invasiv art. Dog er risikoen for, at de breder sig eksplosivt vurderet til lav, så det går nok endda. De formerer sig jo ikke i samme takt som dræbersneglene, men det kan da ikke udelukkes, at de kan blive til et problem, hvis vi ikke passer på.

De sorte svaner er relativt fredelige planteædere, men jeg ved ikke, om de kan være lige så galsindede som knopsvaner. Det har man erfaret down under, hvor man har importeret knopsvaner fra Europa til de australske byparker. Det er ikke gået så godt, for vores nationalfugl er en arrig fætter, der slår voldsomt fra sig, hvis man generer den - især i yngletiden. Et stensikkert bevis på, at verden ville være et mere fredeligt sted, hvis hvert bord passede sit.

Jeg har tidligere set sorte svaner i voldgraven ved Voergaard og andre parkanlæg, men det er første gang, jeg ser fuglene i naturen. For en uges tid siden blev to observeret ved Nors i Thy. Måske det er de samme fugle.

På marken ved Fristrup dyrkede de to sorte svaner synkronspisning. Det så sjovt ud, når de bevægede sig i takt. Jeg går ud fra, at det er en del af parringsspillet. Det er jo sæson for den slags.

Jeg synes, at det er en flot fugl, så jeg kan godt forstå, at den danske landadel har importeret dem til voldgravene. De røde næb og de hvide undervinger matcher jo også nationalfarverne, selv når det ser allermest sort ud.

Rettelse 28.. april 2021: En fejlagtig oplysning om jagt på sorte svaner er fjernet.

På vulkaner - igen...

Jorden spyr

Screendump: Google

Fredag aften begyndte et vulkanudbrud på Reykjanes-halvøen nær den islandske hovedstad Reykjavik. Udbruddet skete klokken 22.15 dansk tid nær et fjeld med det pittoreske navn Fagradalsfjall, der ligger fire kilometer fra Den Blå Lagune og små ti kilometer fra lufthavnen i Keflavik.

I følge Iceland Review er flyvningerne på Keflavik genoptaget, efter de var midlertidigt indstillet en times tid efter udbruddet.

Der har gennem længere tid været mange jordskælv på Reykjanes-halvøen, så udbruddet kommer ikke som den store overraskelse. Hyppige jordskælv er nemlig et sikkert tegn på, at proppen snart ryger af en vulkan.

Jeg har aldrig været ved selve Fagradalsfjall, men hele området er præget af tidligere tiders vulkanske aktivitet. Et temmelig goldt landskab med størknet lava - og somme steder dufter der fælt af svovlforbindelser. Det er også den vulkanske aktivitet i undergrunden, der har skabt grundlaget for Den Blå Lagune, der med lunt kiselholdigt vand er en skøn oplevelse.

Island er vant til vulkanudbrud - og det er mit indtryk, at man har helt styr på situationen. Vejene til og fra Reykjavik er lukket, folk i området opfordres til gå indendørs og lukke vinduerne - og meteorologerne har sendt en helikopter til udbrudsstedet. Her er de første billeder taget med helikopter fra det islandske meteorologiske institut:

Vulkanudbruddet bringer tankerne tilbage til 2010, hvor vulkanen  Eyjafjallajökull spyede aske ud og groundede flytrafikken i stort set hele verden i en måned fra den 21. marts. Så mens flybranchen håber, at de aktuelle trængsler er slut med et digitalt corona-pas, kan det vise sig, at der er nye udfordringer forude.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang for knap 11 år siden, hvor jeg sad vulkanfast i Tromsø i en måned - og hvor jeg for resten var så heldig, at da det hele var slut, kom jeg med det allerførste fly til Grønland den 24. april,

Et skud hagl

Ustadigt vejr

Som and skal man vare sig for hagl - især i jagtsæsonen...

Nu er det ikke længere jagttid, så troldænderne i Ulvedybet tog det ganske roligt, da der sent tirsdag eftermiddag drev en haglbyge over egnen.

Måske ikke lige et klassisk fuglefoto. Men anderledes. Og den slags skal der også være plads til...

Det rene pib

Pibeand

Billederne er klikbare.

Mandag eftermiddag gik turen til Haverslev Mølledam, hvor der i øjeblikket er masser af pibeænder - og de var bestemt til at snakke med i det ellers noget blæsende og kolde vejr.

Mølledammen er et godt sted at fotografere, fordi den ligger nærmest i niveau med vejen adskilt af et lavt dige. Her kan man så sidde lunt og godt i bilen uden at forstyrre ænderne. Men i øvrigt er pibeænderne ret tillidsfulde - og det var i sin tid en af de første fuglearter, jeg kom tæt på, da jeg flyttede til Øland.

Pibeand er en meget fotogen and - især andrikken med det store røde hoved med den gule blis. Den yngler kun sjældent i Danmark, men hvert år i træktiderne forår og efterår besøges vi af mange 100.000 pibeænder, der raster i Vadehavet og Vejlerne. Den yngler i Nordskandinavien og Sibirien helt over til Beringstrædet mellem Rusland og Alaska.

Søde sager

Harevælling og glaseret hamburgerryg

Fruen - Hjemmestyret - spurgte stilfærdigt, om jeg måske vidste noget om, hvordan man glaserer en hamburgerryg...

Den slags skal man ikke sidde overhørigt, for i virkeligheden er det en meget grønlandsk måde at forlange lækkerier på bordet. Man formulerer det ikke direkte i et krav, men som en henkastet bemærkning. Det giver modparten - altså mig - mulighed for at sige nej uden at tabe alt for meget ansigt og starte en større diskussion. Meget nyttigt i en kultur, hvor man har levet sammen på små isolerede bopladser, hvor det ikke er hensigtsmæssigt med lange diskussioner om bagateller.

Så lørdag aften stod den selvfølgelig på glaseret hamburgerryg i det lille hjem. Og hertil brune kartofler og grønlangkål i den ikke vendsysselske version.

Indtil jeg flyttede til Aalborg i 1979, kendte jeg ikke andre måder at servere grønkål på. Men da jeg kom til Aalborg, fandt jeg ud af at folk i arbejderbyen og vendelboer betegnede vores form for grønlangkål - stuvet grønkål - meget stærkt nedsættende som harevælling.

Det blev en såkaldt øjenåbner, for sidenhen har jeg udelukkende spist vendsysselsk grønlangkål - op til jul, især, og altid med stor fornøjelse, for det smager virkelig godt.

Men nu var chancen der for at brillere med harevælling, som vel at mærke i ret mange år var fast nytårsmenu i mit barndomshjem - og ledsaget af hamburgerryg og brune kartofler.

Jeg har ikke min mors opskrift, men lavede grønlangkålen sådan lidt på slump. Jeg smeltede en klump smør i en gryde, tilsatte en god spiseske maizena, som blev rørt til roux - som opbagninger hedder på kokkesprog. Herefter tilsatte jeg lidt kogefond fra hamburgerryggen og to deciliter fløde til en jævn sovs. Endelig tilsatte jeg en pakke hakket grønkål, rørte det godt i gennem og lod det koge lidt. Jeg smagte til med sukker og salt.

Hamburgerryggen blev også lavet på slump. For selvfølgelig ved jeg - selv om fruen havde antydet det modsatte - hvordan man laver glaseret hamburgerryg. Først kogte jeg kødet til en kernetemperatur på 60 grader og lod det hvile en halv times tid. Så befriede jeg kødet for det tilhørende net og smurte det med en kniv med en glasering bestående af en stor spiseske dijon-sennep og tre skeer brun farin. Det kom i ovnen ved fuld varme i ti minutter - godt og vel, mens jeg brunede nogle kartofler på panden.

Jeg har det fint med grønlangkål - vendsysselsk eller ej - mens jeg nok er lidt mere forbeholden over for glaseret hamburgerryg eller skinke. Det er typisk en ret, der findes på restauranternes buffet-anretninger - og jeg er ikke særlig vild efter buffet. Hertil har jeg nok boet for meget på hotel tidligere i livet.

Men jeg slipper ikke for at lave det igen. For fruen var tilfreds - meget tilfreds - og hvad gør man ikke for husfredens skyld i disse coronatider? 

Bulletin fra musefronten

Fred hviler over land og by

Efteråret bød på en veritabel krig med musene. Næsten dagligt gik der en ny halsbåndmus (og også et par husmus) i fælderne, som jeg har placeret strategiske steder på parcellen.

Men i begyndelsen af december var det slut - og jeg slap af med krapylet. Fælderne har dog fået lov at stå. Fredag var der så bid igen. En spidsmus på værkstedet.

Det er jeg lidt ked af. For på trods af navnet er spidsmus ikke gnavere, men ganske harmløse insektædere. Så faktisk lidt af et nyttedyr i modsætning til de rigtige mus.

Spidsmusen er et de mindste pattedyr i den danske fauna. Kun overgået af - som navnet siger - dværgspidsmus. En lille fætter med en glubende appetit, som spiser, hvad der svarer til 75 procent af sin kropsvægt i døgnet. Det kan være et problem i vinterperioden, hvor der ikke er så mange insekter. Derfor kan spidsmusen mindske muskel- og benmassen i vinterperioden. Med op til 15 procent. Lidt har jo også ret.

Spidsmus bliver ikke særligt gamle. Et års tid eller halvandet. Til gengæld er det et liv i overhalingsbanen. Spidsmusens puls er på op til 1400 slag i minuttet. Når ynglesæsonen går i gang her til april, kan den nå at føde tre kuld a op til otte unger.

Jeg tør ikke tage musefælderne ned. Det vil være hybris - også selv om det så koster en spidsmus eller to livet. Sin lidenhed til trods er spidsmus ikke et sjældent eller udryddelsestruet dyr, selv om den dog er på listen over totalfredede dyrearter.

Jeg er normal

Multinational pest

Krænkelses-hysteriet kender ingen grænser. Bogstaveligt talt – for de multinationale selskaber går forrest i galskaben.

Den hollandsk-britiske mærkevare-producent Unilever, der blandt andet markedsfører shampoo, har netop annonceret, at man stopper salget af hårsæbe af typen normal – angiveligt for at sikre, at ingen kunder skal føle sig ekskluderede, fordi de har fedtet hår, der er fuld af skæl eller bare en hud, der er for tør - og altså ikke ”normal”.

 
Det er jo fint nok, men hvad så med alle os, der føler os normale? Givetvis det store flere flertal, simpelthen fordi flertallet er normalt.

Det er dybt krænkende, at den store multinationale koncern ekskluderer alle os, der har et relativt normalt hår. Altså sådan lidt småfedtet og småskællet, men i øvrigt som hår mest – anbragt på hovedet i varierende tykkelse lidt efter alder og frisure.

Hvad skal vi nu gøre? Købe shampoo til fedtet hår, vel vidende at så bliver håret afhængigt og kræver mere? Og så vaske efter med skælshampoo, fordi håret skæller, når der bruges fedtreducerende hårsæbe.

Det er skruen uden ende – og det er nok også den virkelige forklaring på, at brand managerne hos Unilever klapper i deres små hænder. Det ih og åh så inkluderende smukke tiltag øger omsætningen – og bundlinje er jo det eneste interessante, når man arbejder i globale virksomheder.

Der er jo også det forhold, at de mere specielle varianter af hårsæbe som regel er dyrere. Det giver et større dækningsbidrag – og altså alt i alt en bedre forretning for Unilever. Jeg nægter simpelthen at tro på, at Unilever gør noget smukt – bare for deres blå øjnes skyld.

Det er cool business, og der falder næppe et blad til jorden i Unilever, uden at det bidrager til indtjeningen i koncernen, der i øvrigt har den tidligere Mærsk-direktør, Niels Smedegaard Andersen, som bestyrelsesformand.

Men det kan hurtigt blive et tveægget sværd. For vi lever jo i et samfund, hvor markedet er frit – og efter det seneste års krænkelseshysteri må der efterhånden være et stort marked i alle os, der er normale – og ærlig talt ikke synes, at det er særlig interessant eller øger livskvaliteten at få en diagnose.

 
Jeg holder af hverdag – som Dan Turéll sagde – og jeg holder af det normale.

 
Jeg opfatter også mig selv som normal, men det må læserne selv bedømme. Jeg spiser den samme slags brød, det samme pålæg (fortrinsvis grå leverpostej fra Stryhns), bruger den samme sæbe, det samme opvaskemiddel, den samme biltype og så videre, som jeg altid har gjort. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om forandringer – og slet ikke, når de bliver påduttet mig af multinationale koncerner.

Det er slemt nok, at klimatosserne vil have mig til at spise mindre kød – og sundhedsapostlene vil have mig til at stoppe med at ryge og drikke bajere.

Jeg har stor respekt for mindretal. Der skal selvfølgelig tages hensyn til handicappede, sexuelle og etniske minoriteter, de ædru og de almindelige anderledes tænkende. De skal også være her.

Men der skal altså også være plads til alle os andre. Det er respektløst og uartigt, når Unilever dømmer det normale til at være ekskluderende.

I øvrigt er hårsæbe vel også ekskluderende over for andre sæbetyper? I hvert fald et lettere overflødigt velfærds- og velstandsprodukt.

Jeg har i lange perioder opholdt mig i vildmarken og på øde steder. Der går det fint med almindelig håndsæbe, opvaskemiddel, en æggehvide eller hvad der nu lige er for hånden, når håret skal vaskes.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 12. marts 2021

Vraggods

Gamle biler i søgelyset

Almindelig nysgerrighed drev mig i formiddags til Aggersund, hvor Vesthimmerlands kommune med støtte fra politiet gik i gang med at rydde op hos en brugtvognsforhandler, der stabler biler på sine ejendomme i den lille Limfjordsby, hvad enhver kan forvisse sig om, når man kører på vejen mellem Løgstør og Fjerritslev.

Det er en gammel sag, hvor brugtvognsforhandleren gennem mange år har drevet gæk med myndighederne og ikke mindst reglerne for godt naboskab, så det ville jeg da godt lige se nærmere på. Måske var der gode fotos.

Det var bare ikke helt ligetil, for det viste sig, at aktionen foregik nede i et villakvarter, og politiet havde spærret området af. Men det lykkedes mig da alligel at finde et sted med nogenlunde udsyn fra bilen. For det regnede fælt - og så vigtig var opgaven altså heller ikke for mig.

Det massive politiopbud, der lige kan skimtes i form af taget af en politibil i baggrunden, skyldes angiveligt, at en medarbejder fra Vesthimmerlands kommune ved en tidligere lejlighed var blevet bidt af brugtvognshandlerens hund. Den ugerning kan man næppe fortænke hunden i - det er vel derfor man har vagthunde.

Dagen i dag var velvalgt, for brugtvognsforhandleren, der nu kan imødese en regning for oprydningsarbejdet, var ikke hjemme. Han har i følge Nordjyske nu bebudet et sagsanlæg mod kommunen. Sådan har vi det jo så sjovt i Djøf-Danmark.

Lille spejl

Nationalfugl

Vejret er slået om. Det er blevet normalt dansk gråvejr. Men forleden - i tirsdags havde vi det herligste forårsvejr. Det blev brugt til en tur til Ulvedybet - som så mange gange før.

Her fangede jeg lige denne narcisistiske knopsvane. Men når man er så flot som nationalfuglen, må man også godt være lidt glad for sig selv.

Det var i øvrigt slet ikke nødvendigt at bevæge sig for at se fugle denne dag. De kan ses bogstavelig talt i baghaven. På naboens gamle kartoffelmark havde tusindvis af gæs slået sig ned og forlystede sig med de gamle kartofler, der er efterladt i jorden. De har fået frost og er blevet søde - en rigtig gåse-lækkerbidsken.

Larmen var ubeskrivelig, men også hyggelig. Og det er sjældent, at jeg kan tage på gåsegang i baghaven. Men det sker - og det er ret hyggeligt. Akkurat som morgen og aften, når gæssene trækker fra og til natkvarteret på fjorden. Det er en god tid, vi er på vej ind i - trods dagens regn og snusk.

André Rieu ved skovsøen

Coronahår

Vi opfører os meget corona-korrekt. Det indebærer blandt mange ting også, at jeg naturligvis ikke har været til frisøren længe.

Og da der ikke er så meget hår tilbage på toppen af kraniet, mens jeg fortsat har en fyldig hårpragt i nakken, har coronaen resulteret i et prægtigt svenskerhår, der mest af alt leder tankerne mod den populære hollandske orkesterleder André Rieus særprægede manke.

Men det er skinnet, der bedrager. Rent musikalsk rækker mine evner i det musikalske næppe til nogen sammenligning.

Med til corona-korrektheden hører også, at vi henlægger familie-sammenkomsterne med Anne og Henrik til Guds frie natur. Lørdag eftermiddag blev det til en tur til kronhjorte-revirerne dybt inde i Tingskoven. Og hertil hører naturligvis også en skovsø. Lørdag eftermiddag dog uden kronhjorte.

Tingskoven var et godt valg på denne noget blæsende lørdag. Inde i skoven herskede den dybe, stille ro, mens en stiv kuling fra Jammerbugten flåede i trætoppene og mindede os om, at vi bor i det nordjyske, hvor det som bekendt blæser 300 dage om året. Resten af tiden stormer det.

Dyreliv var der ikke meget af. Vi så en musvåge og hørte lidt blåmejser - og så masser af spor og efterladenskaber fra rådyr og kronhjorte, men det var så alt.

Alligevel en god tur med kaffe og kringle. Jeg var lidt tømmermandsramt oven på fredagens havevejr - og her er en frisk tur i skoven den bedste kur.

Tak til Henrik for fotos fra skovsøen.

Forår, fest og farver

Årets første skestork

Flere fotos nedenfor. Alle fotos er klikbare.

Foråret er over os, og fuglene har sat fjerene op til tant og fjas. Det gælder om at se godt ud, når kampen om en plads i fremtidens genpulje går i gang.

Efter februars islæg er Ulvedybet nu ved at vågne op til årets helt store begivenhed, så der er et leben uden lige. Nye trækarter kommer til, og andre er på vej væk.

Blandt andet vinterens store træk af sangsvaner, der har været på tålt ophold på de lokale marker. Om føje tid går turen tilbage til Fenno-skandinavien og Sibirien, men en stund endnu kan vi nyde deres trompeteren og det karakteristiske gule næb.

Det gælder også de store skalleslugere, der mæsker sig i Limfjordens ål. Nu vender de tilbage til Nordnorge, hvor der er flere redepladser - og masser af laks, som er deres foretrukne sommermenu.

Onsdag aften så jeg årets første skestork. Det er tidligt. Normalt plejer de først at ankomme omkring månedsskiftet til april. Det var desværre efter solnedgang i skumringstimen, så det blev kun til et hurtigt doku-foto. I samme skumringstime fik jeg også et glimt af en ravn. Det er en flot fugl, som jeg holder meget af. 

Blishønsene har vi hele året. Det er nok en lidt overset skønhed i den danske natur. For de sorte fugle med den hvide blis har de skønneste røde øjne - akkurat som bloggeren om morgenen...

De første strandskader ankom i sidste uge - og dem skal vi nok se mere til. I mellemtiden kan vi så nyde synet af forårskåde stære. De kommer snart ind i haverne på jagt efter redekasser. Hold øje med dem, for de har også skiftet til forårstøjet - og skinner metalgrønt som aldrig før.

Og så er der jo gæssene. Der er mange - og også mange arter. Imponerende er det, når tusindvis af gæs morgen og aften trækker rundt i distriktet på jagt efter føde. Det larmer - og ind i mellem falder der også en klat fra himlen. Men det er god gødning, så det er såmænd bare et tegn på, at alle gode gaver kommer ovenfra...

På det øverste foto ser vi et krikandepar. Krikænderne er meget sky og kan godt være lidt svære at få ram på, men her lykkedes det altså. Prøv at lægge mærke til, hvor små de er i forhold til almindelige gråænder.