Fire valg - et folk
Når grønlænderne går til stemmeurnerne den 6. april, er der tale om et rigtigt super-valg. For der skal vælges nye medlemmer til stort set alle demokratiske institutioner i det vidtstrakte, men tyndtbefolkede land. På valgdagen skal befolkningen tage stilling til, hvem der skal sidde i Inatsisartut (Landstinget), kommunalbestyrelserne, bygdebestyrelserne og menighedsrepræsentationerne (svarer til danske menighedsråd).Ligesom i Danmark er der valg til kommunalbestyrelserne hvert fjerde år, så valgdatoen har været kendt længe. Og det var derfor også nærliggende at vælge dagen til nyvalg til Landstinget, da Naalakkersuisut (regeringen) i februar måtte kaste håndklædet i ringen efter en turbulent valgperiode siden sidste valg til Inatsisartut, der fandt sted 24. april 2018.mandag den 29. marts 2021
Supervalg i Grønland
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/29/2021 02:05:00 PM
2
kommentarer
onsdag den 24. marts 2021
Det spirer
Tyvstart på havearbejdet
Det kribler og krabler i de små hænder for at komme i gang med haven. Men jorden er fortsat kold, og vi døjer med nattefrost.Men et eller andet skulle der ske, så forrige weekend gik jeg amok på værkstedet og lavede en spirereol af nogle gamle klemlister, som jeg havde liggende på lageret. Reolen står nu i spisestuen ved døren ud til terrassen, hvor der er masser af sol og varme.Det giver resultater. Det er altsammen frø, jeg høstede sidste efterår. Både studenternelliker, frøkenhat og tallerkensmækkere er på vej op af jorden. Til gengæld kniber det med tagetes og isbegonier. De sidste er lidt af et eksperiment, så dem har jeg heller ikke de store forventninger til. Så det gør ikke så meget - og når først sæsonen begynder, plejer de at være billige i butikkerne.Til gengæld undrer det mig, at tagetes ikke rigtig bliver til noget. De er ellers normalt nemme at fremavle. Men jeg har lidt rod i frøene, så det er måske frø fra forrige år? Jeg ved det ikke, men det er ikke for sent, for der flere frø på værkstedet - og vi skal nok få dem op af jorden på et tidspunkt.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/24/2021 09:33:00 AM
0
kommentarer
tirsdag den 23. marts 2021
Blandede bolcher
Morgendyr
![]() |
Kortnæbbede gæs. Alle fotos er klikbare. |
Oddere er smukke og sjove dyr. Så da jeg for en uges tid siden tidligt om morgenen fik et glimt af en odder nede ved dæmningen, gav det blod på tanden. Måske var odderen et vanedyr, som svømmer den samme tur hver morgen?
Men en håndfuld fotos af dyrelivet ved dæmningen netop nu blev det alligevel til. Og de billeder skal læserne naturligvis ikke snydes for. Her i lidt spredt orden og blandet kvalitet...
![]() |
Rådyr. |
![]() |
Fiskehejre. |
![]() |
Stor skallesluger, han. |
![]() |
Store skalleslugere, fruen til højre med voldsomt morgenhår. |
![]() |
Troldand, han. I baggrunden gråænder. |
![]() |
Hvinænder. |
![]() |
Gravænder. |
![]() |
Store skalleslugere. |
![]() |
Krikande-armada. |
![]() |
Hare. |
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/23/2021 03:32:00 AM
0
kommentarer
mandag den 22. marts 2021
Erantis og krokus
Forårsbebudere
Jeg er slet ikke i tvivl. Erantis er min yndlingsblomst.Den lille gule forårsbebuder viser sig allerede lige efter nytår. Først en lille gul knop - og sidenhen de rigtige steder et tæppe af små, gule blomster. Men nu er det ved at være slut, og de allerførste erantis er allerede ved at visne.Heldigvis er der nye overalt for de gamle, der faldt. For nu kommer krokusserne for fuldt drøn.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/22/2021 04:46:00 AM
0
kommentarer
lørdag den 20. marts 2021
Sort, sort, sort...
Sorte svaner
Sort sol er tilsyneladende det nye sort blandt naturglade danskere, der gerne holder i kø for at se stærene flokkes i Lille Vildmose.Det gider jeg ikke, så jeg nøjes med en tur i nabolaget - og så kan man se sorte svaner. Jeg mødte to af slagsen mellem en flok sangsvaner fredag eftermiddag på Fristrup Enge nær Aabybro.De sorte svaner er hverken fejlfarver eller mutationer, men svaner af anden etnisk oprindelse. Indført for mange år siden til Europa fra Australien og New Zealand for at pynte i parkanlæg og dyrehaver. Undslupne eksemplarer ses jævnligt i Danmark, hvor de sagtens kan leve.De betragtes derfor som en invasiv art. Dog er risikoen for, at de breder sig eksplosivt vurderet til lav, så det går nok endda. De formerer sig jo ikke i samme takt som dræbersneglene, men det kan da ikke udelukkes, at de kan blive til et problem, hvis vi ikke passer på.De sorte svaner er relativt fredelige planteædere, men jeg ved ikke, om de kan være lige så galsindede som knopsvaner. Det har man erfaret down under, hvor man har importeret knopsvaner fra Europa til de australske byparker. Det er ikke gået så godt, for vores nationalfugl er en arrig fætter, der slår voldsomt fra sig, hvis man generer den - især i yngletiden. Et stensikkert bevis på, at verden ville være et mere fredeligt sted, hvis hvert bord passede sit.Jeg har tidligere set sorte svaner i voldgraven ved Voergaard og andre parkanlæg, men det er første gang, jeg ser fuglene i naturen. For en uges tid siden blev to observeret ved Nors i Thy. Måske det er de samme fugle.
Jeg synes, at det er en flot fugl, så jeg kan godt forstå, at den danske landadel har importeret dem til voldgravene. De røde næb og de hvide undervinger matcher jo også nationalfarverne, selv når det ser allermest sort ud.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/20/2021 08:38:00 AM
0
kommentarer
På vulkaner - igen...
Jorden spyr
![]() |
Screendump: Google |
Fredag aften begyndte et vulkanudbrud på Reykjanes-halvøen nær den islandske hovedstad Reykjavik. Udbruddet skete klokken 22.15 dansk tid nær et fjeld med det pittoreske navn Fagradalsfjall, der ligger fire kilometer fra Den Blå Lagune og små ti kilometer fra lufthavnen i Keflavik.I følge Iceland Review er flyvningerne på Keflavik genoptaget, efter de var midlertidigt indstillet en times tid efter udbruddet.Der har gennem længere tid været mange jordskælv på Reykjanes-halvøen, så udbruddet kommer ikke som den store overraskelse. Hyppige jordskælv er nemlig et sikkert tegn på, at proppen snart ryger af en vulkan.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/20/2021 01:59:00 AM
0
kommentarer
torsdag den 18. marts 2021
Et skud hagl
Ustadigt vejr
Som and skal man vare sig for hagl - især i jagtsæsonen...
Nu er det ikke længere jagttid, så troldænderne i Ulvedybet tog det ganske roligt, da der sent tirsdag eftermiddag drev en haglbyge over egnen.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/18/2021 02:01:00 AM
0
kommentarer
tirsdag den 16. marts 2021
Det rene pib
Pibeand
![]() |
Billederne er klikbare. |
Mandag eftermiddag gik turen til Haverslev Mølledam, hvor der i øjeblikket er masser af pibeænder - og de var bestemt til at snakke med i det ellers noget blæsende og kolde vejr.Mølledammen er et godt sted at fotografere, fordi den ligger nærmest i niveau med vejen adskilt af et lavt dige. Her kan man så sidde lunt og godt i bilen uden at forstyrre ænderne. Men i øvrigt er pibeænderne ret tillidsfulde - og det var i sin tid en af de første fuglearter, jeg kom tæt på, da jeg flyttede til Øland.Pibeand er en meget fotogen and - især andrikken med det store røde hoved med den gule blis. Den yngler kun sjældent i Danmark, men hvert år i træktiderne forår og efterår besøges vi af mange 100.000 pibeænder, der raster i Vadehavet og Vejlerne. Den yngler i Nordskandinavien og Sibirien helt over til Beringstrædet mellem Rusland og Alaska.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/16/2021 04:12:00 AM
0
kommentarer
mandag den 15. marts 2021
Søde sager
Harevælling og glaseret hamburgerryg
Fruen - Hjemmestyret - spurgte stilfærdigt, om jeg måske vidste noget om, hvordan man glaserer en hamburgerryg...Den slags skal man ikke sidde overhørigt, for i virkeligheden er det en meget grønlandsk måde at forlange lækkerier på bordet. Man formulerer det ikke direkte i et krav, men som en henkastet bemærkning. Det giver modparten - altså mig - mulighed for at sige nej uden at tabe alt for meget ansigt og starte en større diskussion. Meget nyttigt i en kultur, hvor man har levet sammen på små isolerede bopladser, hvor det ikke er hensigtsmæssigt med lange diskussioner om bagateller.Så lørdag aften stod den selvfølgelig på glaseret hamburgerryg i det lille hjem. Og hertil brune kartofler og grønlangkål i den ikke vendsysselske version.Indtil jeg flyttede til Aalborg i 1979, kendte jeg ikke andre måder at servere grønkål på. Men da jeg kom til Aalborg, fandt jeg ud af at folk i arbejderbyen og vendelboer betegnede vores form for grønlangkål - stuvet grønkål - meget stærkt nedsættende som harevælling.Det blev en såkaldt øjenåbner, for sidenhen har jeg udelukkende spist vendsysselsk grønlangkål - op til jul, især, og altid med stor fornøjelse, for det smager virkelig godt.Men nu var chancen der for at brillere med harevælling, som vel at mærke i ret mange år var fast nytårsmenu i mit barndomshjem - og ledsaget af hamburgerryg og brune kartofler.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/15/2021 07:42:00 AM
2
kommentarer
søndag den 14. marts 2021
Bulletin fra musefronten
Fred hviler over land og by
Efteråret bød på en veritabel krig med musene. Næsten dagligt gik der en ny halsbåndmus (og også et par husmus) i fælderne, som jeg har placeret strategiske steder på parcellen.Men i begyndelsen af december var det slut - og jeg slap af med krapylet. Fælderne har dog fået lov at stå. Fredag var der så bid igen. En spidsmus på værkstedet.Det er jeg lidt ked af. For på trods af navnet er spidsmus ikke gnavere, men ganske harmløse insektædere. Så faktisk lidt af et nyttedyr i modsætning til de rigtige mus.Spidsmusen er et de mindste pattedyr i den danske fauna. Kun overgået af - som navnet siger - dværgspidsmus. En lille fætter med en glubende appetit, som spiser, hvad der svarer til 75 procent af sin kropsvægt i døgnet. Det kan være et problem i vinterperioden, hvor der ikke er så mange insekter. Derfor kan spidsmusen mindske muskel- og benmassen i vinterperioden. Med op til 15 procent. Lidt har jo også ret.Spidsmus bliver ikke særligt gamle. Et års tid eller halvandet. Til gengæld er det et liv i overhalingsbanen. Spidsmusens puls er på op til 1400 slag i minuttet. Når ynglesæsonen går i gang her til april, kan den nå at føde tre kuld a op til otte unger.Jeg tør ikke tage musefælderne ned. Det vil være hybris - også selv om det så koster en spidsmus eller to livet. Sin lidenhed til trods er spidsmus ikke et sjældent eller udryddelsestruet dyr, selv om den dog er på listen over totalfredede dyrearter.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/14/2021 12:16:00 PM
0
kommentarer
fredag den 12. marts 2021
Jeg er normal
Multinational pest
Krænkelses-hysteriet kender ingen grænser. Bogstaveligt talt – for de multinationale selskaber går forrest i galskaben.Den hollandsk-britiske mærkevare-producent Unilever, der blandt andet markedsfører shampoo, har netop annonceret, at man stopper salget af hårsæbe af typen normal – angiveligt for at sikre, at ingen kunder skal føle sig ekskluderede, fordi de har fedtet hår, der er fuld af skæl eller bare en hud, der er for tør - og altså ikke ”normal”.
Det er jo fint nok, men hvad så med alle os, der føler os normale? Givetvis det store flere flertal, simpelthen fordi flertallet er normalt.
Det er dybt krænkende, at den store multinationale koncern ekskluderer alle os, der har et relativt normalt hår. Altså sådan lidt småfedtet og småskællet, men i øvrigt som hår mest – anbragt på hovedet i varierende tykkelse lidt efter alder og frisure.
Hvad skal vi nu gøre? Købe shampoo til fedtet hår, vel vidende at så bliver håret afhængigt og kræver mere? Og så vaske efter med skælshampoo, fordi håret skæller, når der bruges fedtreducerende hårsæbe.
Det er skruen uden ende – og det er nok også den virkelige forklaring på, at brand managerne hos Unilever klapper i deres små hænder. Det ih og åh så inkluderende smukke tiltag øger omsætningen – og bundlinje er jo det eneste interessante, når man arbejder i globale virksomheder.
Der er jo også det forhold, at de mere specielle varianter af hårsæbe som regel er dyrere. Det giver et større dækningsbidrag – og altså alt i alt en bedre forretning for Unilever. Jeg nægter simpelthen at tro på, at Unilever gør noget smukt – bare for deres blå øjnes skyld.
Det er cool business, og der falder næppe et blad til jorden i Unilever, uden at det bidrager til indtjeningen i koncernen, der i øvrigt har den tidligere Mærsk-direktør, Niels Smedegaard Andersen, som bestyrelsesformand.
Men det kan hurtigt blive et tveægget sværd. For vi lever jo i et samfund, hvor markedet er frit – og efter det seneste års krænkelseshysteri må der efterhånden være et stort marked i alle os, der er normale – og ærlig talt ikke synes, at det er særlig interessant eller øger livskvaliteten at få en diagnose.
Jeg holder af hverdag – som Dan Turéll sagde – og jeg holder af det normale.
Jeg opfatter også mig selv som normal, men det må læserne selv bedømme. Jeg spiser den samme slags brød, det samme pålæg (fortrinsvis grå leverpostej fra Stryhns), bruger den samme sæbe, det samme opvaskemiddel, den samme biltype og så videre, som jeg altid har gjort. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om forandringer – og slet ikke, når de bliver påduttet mig af multinationale koncerner.
Det er slemt nok, at klimatosserne vil have mig til at spise mindre kød – og sundhedsapostlene vil have mig til at stoppe med at ryge og drikke bajere.
Men der skal altså også være plads til alle os andre. Det er respektløst og uartigt, når Unilever dømmer det normale til at være ekskluderende.
I øvrigt er hårsæbe vel også ekskluderende over for andre sæbetyper? I hvert fald et lettere overflødigt velfærds- og velstandsprodukt.
Jeg har i lange perioder opholdt mig i vildmarken og på øde steder. Der går det fint med almindelig håndsæbe, opvaskemiddel, en æggehvide eller hvad der nu lige er for hånden, når håret skal vaskes.
På kanten, Nordjyske Stiftstidende 12. marts 2021
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/12/2021 07:27:00 PM
0
kommentarer
torsdag den 11. marts 2021
Vraggods
Gamle biler i søgelyset
Almindelig nysgerrighed drev mig i formiddags til Aggersund, hvor Vesthimmerlands kommune med støtte fra politiet gik i gang med at rydde op hos en brugtvognsforhandler, der stabler biler på sine ejendomme i den lille Limfjordsby, hvad enhver kan forvisse sig om, når man kører på vejen mellem Løgstør og Fjerritslev.Det er en gammel sag, hvor brugtvognsforhandleren gennem mange år har drevet gæk med myndighederne og ikke mindst reglerne for godt naboskab, så det ville jeg da godt lige se nærmere på. Måske var der gode fotos.Det var bare ikke helt ligetil, for det viste sig, at aktionen foregik nede i et villakvarter, og politiet havde spærret området af. Men det lykkedes mig da alligel at finde et sted med nogenlunde udsyn fra bilen. For det regnede fælt - og så vigtig var opgaven altså heller ikke for mig.Det massive politiopbud, der lige kan skimtes i form af taget af en politibil i baggrunden, skyldes angiveligt, at en medarbejder fra Vesthimmerlands kommune ved en tidligere lejlighed var blevet bidt af brugtvognshandlerens hund. Den ugerning kan man næppe fortænke hunden i - det er vel derfor man har vagthunde.Dagen i dag var velvalgt, for brugtvognsforhandleren, der nu kan imødese en regning for oprydningsarbejdet, var ikke hjemme. Han har i følge Nordjyske nu bebudet et sagsanlæg mod kommunen. Sådan har vi det jo så sjovt i Djøf-Danmark.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/11/2021 10:13:00 PM
0
kommentarer
Lille spejl
Nationalfugl
Vejret er slået om. Det er blevet normalt dansk gråvejr. Men forleden - i tirsdags havde vi det herligste forårsvejr. Det blev brugt til en tur til Ulvedybet - som så mange gange før.
Her fangede jeg lige denne narcisistiske knopsvane. Men når man er så flot som nationalfuglen, må man også godt være lidt glad for sig selv.
Det var i øvrigt slet ikke nødvendigt at bevæge sig for at se fugle denne dag. De kan ses bogstavelig talt i baghaven. På naboens gamle kartoffelmark havde tusindvis af gæs slået sig ned og forlystede sig med de gamle kartofler, der er efterladt i jorden. De har fået frost og er blevet søde - en rigtig gåse-lækkerbidsken.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/11/2021 09:07:00 AM
0
kommentarer
søndag den 7. marts 2021
André Rieu ved skovsøen
Coronahår
Vi opfører os meget corona-korrekt. Det indebærer blandt mange ting også, at jeg naturligvis ikke har været til frisøren længe.
Men det er skinnet, der bedrager. Rent musikalsk rækker mine evner i det musikalske næppe til nogen sammenligning.
Med til corona-korrektheden hører også, at vi henlægger familie-sammenkomsterne med Anne og Henrik til Guds frie natur. Lørdag eftermiddag blev det til en tur til kronhjorte-revirerne dybt inde i Tingskoven. Og hertil hører naturligvis også en skovsø. Lørdag eftermiddag dog uden kronhjorte.
Tingskoven var et godt valg på denne noget blæsende lørdag. Inde i skoven herskede den dybe, stille ro, mens en stiv kuling fra Jammerbugten flåede i trætoppene og mindede os om, at vi bor i det nordjyske, hvor det som bekendt blæser 300 dage om året. Resten af tiden stormer det.
Dyreliv var der ikke meget af. Vi så en musvåge og hørte lidt blåmejser - og så masser af spor og efterladenskaber fra rådyr og kronhjorte, men det var så alt.
Alligevel en god tur med kaffe og kringle. Jeg var lidt tømmermandsramt oven på fredagens havevejr - og her er en frisk tur i skoven den bedste kur.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/07/2021 05:20:00 AM
0
kommentarer
fredag den 5. marts 2021
Forår, fest og farver
Årets første skestork
![]() |
Flere fotos nedenfor. Alle fotos er klikbare. |
Foråret er over os, og fuglene har sat fjerene op til tant og fjas. Det gælder om at se godt ud, når kampen om en plads i fremtidens genpulje går i gang.
Efter februars islæg er Ulvedybet nu ved at vågne op til årets helt store begivenhed, så der er et leben uden lige. Nye trækarter kommer til, og andre er på vej væk.
Blandt andet vinterens store træk af sangsvaner, der har været på tålt ophold på de lokale marker. Om føje tid går turen tilbage til Fenno-skandinavien og Sibirien, men en stund endnu kan vi nyde deres trompeteren og det karakteristiske gule næb.
Det gælder også de store skalleslugere, der mæsker sig i Limfjordens ål. Nu vender de tilbage til Nordnorge, hvor der er flere redepladser - og masser af laks, som er deres foretrukne sommermenu.
Onsdag aften så jeg årets første skestork. Det er tidligt. Normalt plejer de først at ankomme omkring månedsskiftet til april. Det var desværre efter solnedgang i skumringstimen, så det blev kun til et hurtigt doku-foto. I samme skumringstime fik jeg også et glimt af en ravn. Det er en flot fugl, som jeg holder meget af.
Blishønsene har vi hele året. Det er nok en lidt overset skønhed i den danske natur. For de sorte fugle med den hvide blis har de skønneste røde øjne - akkurat som bloggeren om morgenen...
De første strandskader ankom i sidste uge - og dem skal vi nok se mere til. I mellemtiden kan vi så nyde synet af forårskåde stære. De kommer snart ind i haverne på jagt efter redekasser. Hold øje med dem, for de har også skiftet til forårstøjet - og skinner metalgrønt som aldrig før.
Og så er der jo gæssene. Der er mange - og også mange arter. Imponerende er det, når tusindvis af gæs morgen og aften trækker rundt i distriktet på jagt efter føde. Det larmer - og ind i mellem falder der også en klat fra himlen. Men det er god gødning, så det er såmænd bare et tegn på, at alle gode gaver kommer ovenfra...
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/05/2021 07:29:00 AM
0
kommentarer