mandag den 29. marts 2021

Supervalg i Grønland

Fire valg - et folk

Når grønlænderne går til stemmeurnerne den 6. april, er der tale om et rigtigt super-valg. For der skal vælges nye medlemmer til stort set alle demokratiske institutioner i det vidtstrakte, men tyndtbefolkede land. På valgdagen skal befolkningen tage stilling til, hvem der skal sidde i Inatsisartut (Landstinget), kommunalbestyrelserne, bygdebestyrelserne og menighedsrepræsentationerne (svarer til danske menighedsråd).

Ligesom i Danmark er der valg til kommunalbestyrelserne hvert fjerde år, så valgdatoen har været kendt længe. Og det var derfor også nærliggende at vælge dagen til nyvalg til Landstinget, da Naalakkersuisut (regeringen) i februar måtte kaste håndklædet i ringen efter en turbulent valgperiode siden sidste valg til Inatsisartut, der fandt sted 24. april 2018.

Grønland er en del af Rigsfællesskabet, så de grønlandske valg er også interessant i dansk sammenhæng, selv om danske medier kun i begrænset omfang har omtalt det. Det er nu heller ikke helt let at dække, for Grønland er i disse corona-tider nærmest lukket land. I hvert fald frem til den 18. april, hvor de nuværende rejserestriktioner udløber.

I øjeblikket er det ikke muligt at få lov at rejse ind i Grønland uden tilladelse fra landets corona-stab – og tilladelsen gives kun i særlige tilfælde som dødsfald eller sygdom i familien, uopsætteligt arbejde og lignende. Og hvis man får lov, skal man i fem dages karantæne og efterfølgende negativ coronatest, før man bliver sluppet løs i samfundet.

Den meget restriktive indrejsepolitik har kostet dyrt især for turistindustrien. Til gengæld er Grønland sluppet nådigt gennem pandemien med kun 31 tilfælde og overhovedet ingen døde blandt en befolkning på 56.000 indbyggere. Der er derfor heller ikke krav om mundbind i butikker – og i det hele taget leves livet ganske normalt i de grønlandske byer.

Der er derfor bred tilslutning til corona-politikken – og det er ikke coronaens skyld, at der nu skal være valg til Inatsisartut.

Valget blev udskrevet efter lang tids politisk uro omkring den Siumut-ledede regerings-koalition, der udover Siumut bestod af Demokratiit og det lille løsrivelsesparti Nunatta Qitornai, der blandt andet tæller den kendte og kontroversielle tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget Aleqa Hammond.

Uroen begyndte i efteråret, hvor landstyreformanden Kim Kielsen blev væltet som formand for partiet Siumut. Ny formand for Siumut blev landstingsmedlemmet Erik Jensen, der tidligere har siddet i regeringen, men som trak sig i efteråret 2019 i protest mod Kim Kielsen og Siumuts position i blandt andet fiskeripolitikken, der er et af de væsentligste spørgsmål i grønlandsk politik.

Magtkampen i Siumut skabte uro i regeringskoalitionen, for hvem skulle egentlig bestemme Siumuts politik? Landsstyreformand Kim Kielsen eller partiformand Erik Jensen. Uroen førte til, at Demokratiit i begyndelsen af februar forlod regeringen. Tilbage stod så Kielsen med resterne – og måtte så den 16. februar nødtvunget udskrive valg, da det stod klart, at han ellers ville få et flertal imod sig i Inatsisartut.

Kim Kielsen, der har været formand for Naalakkersuisut siden 2014 genopstiller, men har holdt en meget lav profil i valgkampen. Og officielt er det Erik Jensen, der er det store Siumut-partis kandidat som ny landsstyreformand.

Spørgsmålet er nu, om Siumut, der har stået i spidsen for alle grønlandske regeringer siden 1979 bortset fra 2009 til 2013, fastholder positionen som det regeringsbærende parti. Realistisk set er det kun det gamle venstrefløjsparti Inuit Ataqatigiit (IA) med formanden Múte B. Egede i spidsen, der kan true Siumut.

Et af valgkampens helt store spørgsmål er et stort mineprojekt ved Narsaq i Sydgrønland, der kan skaffe beskæftigelse i et område præget af arbejdsløshed. Det drejer sig om de såkaldte sjældne jordarter, som der er stor efterspørgsel på i blandt andet mobiltelefon-industrien. Et biprodukt ved udvindingen er uran – og mange frygter at projektet kan medføre radioaktiv forurening i området.

Det er jo ikke særligt tillokkende – specielt ikke fordi Sydgrønland også er landbrugsområde. Der er mange fåreholdere – og man har også succes med en spirende kvægdrift, kartoffelavl og andre grøntsager på egnen.

Siumut er ikke helt klar i mælet i det spørgsmål. Man går principielt går ind for projektet, men partiet har også hørt vælgernes modstand, så man forsøger sig med en helgardering, så det er noget med, at man går ind for det, hvis ellers det er sikkert. IA er klart imod, mens Demokratiit og Naleraq er tydeligt for.

Naleraq argumenterer for, at Grønland har brug for indtægter, hvis man skal være selvstændig – og så betyder risiciene mindre. Partiet er i øvrigt – af akkurat samme grund – modstander af, at Grønland  tilslutter sig Paris-aftalen.

Ellers er valgkampen præget af gamle travere i Grønlandsk politik – som blandt andet fiskeripolitikken, hvor der er mange stemmer i at støtte det indenskærs fiskeri. Fisk og skaldyr udgør 85 procent af den grønlandske eksport, så det er meget vigtigt spørgsmål, mens man venter på anbefalingerne fra den fiskeri-kommission, der blev nedsat efter forrige valg til Inatsisartut.

Der bliver naturligvis også talt om det grønlandske sprogs rolle i samfundet – og der bliver også talt selvstændighed. Langt de fleste går ind for en eller andet form for selvstændighed, men det er nu mit indtryk, at de mere nære problemer går forud i den aktuelle valgkamp.

Blandt andet diskuterer man – ligesom i Danmark – udflytning af de offentlige institutioner fra Nuuk til kysten. Det er et varmt emne i forbindelse med et landstingsvalg, der foregår samtidig med et kommunalvalg. Der er næsten ingen grænser for, hvad politikere uden for hovedstadskommunen forestiller sig kan flyttes til netop deres hjemegn.

Det gør også valgkampen interessant i Aalborgs venskabskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hovedstaden Nuuk ligger. Kommunen har længe været på kollisionskurs med Naalakkersuisut om boligpolitikken. Nuuk er præget af vækst – og der er i øjeblikket 11 års ventetid på en lejlighed. Indbyggertallet i Nuuk vokser årligt med flere indbyggere end man kan nå at bygge til. Kommunen satser derfor på at engagere pensionskasserne i boligbyggeriet, men på grund af uenigheden med Naalakkersuisut er dette projekt sat på pause.

Kommuneqarfik Sermersooq er interessant, fordi kommunen i flere perioder er blevet ledet af en borgmester fra en borgmester fra IA. Tre af de øvrige fire grønlandske kommuner har borgmestre fra Siumut. IA-borgmesteren Kommuneqarfik Sermersoooq er Charlotte Ludvigsen, der overtog posten for et par år siden efter den populære Aasi Chemnitz Narup, der nu kandiderer til Inatsisartut.

Modkandidaten til borgmesterposten er ny i kommunalpolitisk sammenhæng. Det er Martha Abelsen fra Siumut, der er landsstyremedlem for sociale anliggender i Naalakkersuisut. Abelsen kender kommunen udmærket, hvor hun i en lang årrække har været sekretariatschef.

Charlotte Ludvigsen står i spidsen for en kommune i stor udvikling. Det bliver næppe mindre, når byens nye lufthavn står færdig i 2023. Lufthavnen gør det muligt at flyve direkte til Nuuk fra resten af verden i modsætning til i dag, hvor alle internationale flyvninger går via den tidligere amerikanske base Kangerlussuaq i Midtgrønland.

Der er masser af aktivitet i hovedstaden, der blandt andet har planer om en stor ny forstad små ti kilometer fra centrum. Men Kommuneqarfik Sermersooq er også verdens største kommune i geografi – på størrelse med Frankrig. Den rækker tværs over indlandsisen til de to eneste byer i Østgrønland – Ittoqqortormiit og Tasiilaq. Dette er udkantsgrønland, så det basker – så er mange synspunkter, der skal forenes.

Jeg vil vare mig for at spå om valgenes udfald på nuværende tidspunkt. Grønlandske politikere kæmper hårdt for pladserne – og der er en tradition for at ”trække kaniner op af hatten” i de sidste debatter.

Men man skal ikke undervurdere Siumuts betydning i det grønlandske samfund. På trods af uroen om formandsposten har partiet en tradition for at rykke sammen, når det gælder. Siumut har mange medlemmer og minder på mange måder om en engelsk fodboldklub med mange fans, der stemmer på partiet – uanset hvordan partiet spiller.

Debatten kører livligt i de grønlandske medier. Tonen er hård, og grønlænderne holder sig bestemt ikke tilbage på Facebook og sociale medier. Men mediernes valgkampsdækning er koncentreret om de store sager og de største byer, så det er ikke alt, der dukker op til overfladen, for Grønland er også et lille samfund, hvor familie og lokal forhold spiller en stor rolle.

Når der så samtidig er valg til både Inatsisartut, kommunalbestyrelser og bygderåd, bliver det de nære ting, der afgør valget. Så jeg tror ikke på noget jordskredsvalg i Grønland i denne omgang. Men valget afgør forhandlingspositionerne, når der skal findes ny regering og nye borgmestre for de kommende år. Så det er et vigtigt valg – og det bliver spændende at se, hvem der skal styre kajakken de kommende år.

De grønlandske partier

Siumit: Grønlands største parti. Socialdemokratisk. Har været regeringsbærende siden Hjemmestyrets indførelse i 1979 – og har haft stor indflydelse i grønlandsk politik. Partiet har været arkitekten bag mange reformer. Siumut har en lang tradition for interne magtkampe. Går ind for grønlandsk selvstændighed med tiden. Partiet har den ene af Grønlands to pladser i Folketinget, hvor den tidligere Miss Danmark-kandidat Aki-Matilda Høegh-Dam deltager i Socialdemokratiets gruppemøder.

Inuit Ataqaqatigiit: Oprindeligt et stærkt venstreorienteret parti med stort fokus på grønlandsk selvstændighed. Partiet er med årene blevet mere moderat og markedsfører sig generelt på ansvarlig, gennemtænkte og besindige løsninger. Stærk modstander af mineprojektet ved Narsaq. IA havde formandsposten i den første grønlandske regering efter Selvstyrets indførelse i 2009. Partiets medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz Larsen, er generelt respekteret blandt danske politikere for sin stilfærdige insisteren på, at grønlandske politikere skal høres i alle spørgsmål, der vedrører Grønland.

Demokratiit: Borgerligt parti, der vægter økonomi og erhvervsspørgsmål højt. Demokratiit har været plaget af en del udskiftninger på topposterne. Partiets formand er den unge grønlandske badmintonstjerne Jens Frederik Nielsen. Demokratiit har under corona-krisen siddet på posten som Naalakkersuisuts medlem for Sundhed, hvor sygeplejersken Anna Wangenheim på pressemøderne har manet til besindighed og tålmod.

Nunatta Qitornai: Det lille parti, der går stærkt ind for Grønlandsk selvstændighed, har siddet i Naalakkersuisoq siden valget i 2018, hvor Vittus Qujaukitsoq har været ansvarlig for finans-området. Partiet opstiller blandt andre tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget Aleqa Hammond. Nunatta Qitornai har siden sidste valg levet et ret stille liv i den offentlige debat i Grønland.

Atassut: Grønlands gamle liberale parti, der er positivt indstillet over for Rigsfællesskabet. Partiet har de seneste år gennemgået et generationsskifte, men har haft svært ved at trænge igennem i den offentlige debat. Partiet var i perioden 1977-98 repræsenteret i Folketinget af Otto Steenholdt, der efter sin pensionering flyttede til Klarup, hvor han døde i 2016.

Naleraq: Partiet er stiftet af den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen efter hans brud med Siumut i 2014. Partiet taler især bygderne og udkantsgrønlands sag og er en stærk fortaler for udflytning af institutioner fra Nuuk. Partiet er overvejende liberalt og stærkt kritisk over for de offentligt ejede aktieselskaber som blandt andre Air Greenland. Partiet foreslog for nylig, at den store grønlandske offentligt ejede boligmasse skal foræres til lejerne.

Samarbejdspartiet: Et lille parti, som blev stiftet kort før sidste valg. Partiet er stærk fortaler for Rigsfælleskabet. Som det eneste grønlandske parti har Samarbejdspartiet også en lokalafdeling i Danmark. Hidtil er partiet repræsenteret i Inatsisartut af Tillie Martinussen, der som en enmandshær har markeret sig stærkt i debatten om specielt børns vilkår. Hun nyder stor respekt for sit ihærdige parlamentariske arbejde, men partiet har været en del plaget af intern ballade det seneste års tid.

Kronikken, Nordjyske Stiftstidende 29. marts 2021

2 kommentarer:

Karl Schytz sagde ...

Jeg tror Ane Hansen i Kommune Qeqertalik vil have det dårligt med at bliver kategoriseret som en siumutter

Jesper Hansen sagde ...

Pinligt. Der er hermed rettet. Tak for hjælpen...