Spild af tid - og dog...
Så lørdag eftermiddag havde vi aftalt at tage en tur til Lille Vildmose. Den tur var dømt til fiasko allerede fra starten. Skyerne hang tungt over landet, og chancen for at fotografere fugle var nærmest nul - simpelthen fordi der ikke var lys nok.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er som om dette efterår har budt på mere mørke end normalt - svarende til mindst et blændetrin. Måske er det sommerens mange brande rundt i verden, der har formørket himlen. Måske er det bare almindelig træls efterårsvejr.
Så ingen foto - og for resten heller ingen elge. Praktisk taget ingen dyr overhovedet. Bortset fra en enkelt solsort, et par ænder og så de gråsorte konik-heste, som blev sat ud i Vildmosen for 14 år siden. I lighed med elgene trives de fint i mosen, og flokken er både vokset og har givet avlsmateriale til andre udsætningsprojekter.
Men altså - en hest er nu en hest, og de er altså ikke så sjove at fotografere som fugle. Men vi fik da en tur ud af det - og lidt har som bekendt også ret...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar