Fra Limfjordens bredder...: Kirken i Paamiut

Velkommen

Jeg er 66 år og bosatte mig i 2009 i Østerby på kanten af Limfjorden og tæt ved Gjøl-dæmningen. Østerby ligger i et område, der hedder Øland, og beboerne kalder sig øboere, selv om vi er landfast med Thy, Han Herred og Vendsyssel. Jeg er indehaver af blandt andet en højtryksrenser og en kædesav.

Jeg prøver at leve et enkelt liv med en høj grad af selvforsyning - uden at være fanatisk. Jeg driver en blandet landhandel med den gode historie på alle hylderne - uanset om jeg arbejder som journalist, rådgiver eller foredragsholder.

Før jeg flyttede til Øland, arbejdede jeg som seniorrådgiver i Arktisk Råds sekretariat i Tromsø i Nordnorge. Inden da var jeg 15 år i Grønland. De sidste 12 år i Nuuk, hvor jeg var informationschef i kommunen. Før mit arktiske eventyr begyndte, slog jeg mine folder i den aalborgensiske medieverden, hvor jeg blandt andet arbejdede som tekstforfatter og TV-producer.

Alle tekster og billeder på denne blog er omfattet af de almindelig regler om ophavsret. Billeder og tekst må ikke kopieres uden tilladelse. Det er dog tilladt at citere korte uddrag og referere fra teksten mod opgivelse af kilde. Hvor ikke andet er nævnt er fotografen undertegnede. Øvrige fotos og videoer tilhører efter min bedste overbevisning "public domain" og tjener udelukkende illustrative formål - og vil øjeblikkeligt blive fjernet efter anmodning fra eventuelle rettighedshavere.

torsdag den 5. oktober 2017

Kirken i Paamiut

Fredens Kirke

Kirken i Paamiut er inspireret af de norske stavkirker.

Der er mange, der mener, at den er Grønlands flotteste kirke. Flot er den i hvert fald; kirken i Paamiut.

Kirken i Paamiut hedder Fredens kirke (Eqqissinerup oqaluffia) og er tydeligvis inspireret af stilen fra de norske stavkirker. Den ligner heller ikke rigtig nogen anden grønlandsk kirke. Den blev opført i 1909 og er tegnet af den danske arkitekt Helge Bojsen-Møller, der slog streg til næsten alle offentlige bygninger i Grønland i første halvdel af 1900-tallet.

Paamiut lider under et ufortjent lidt dårligt ry, fordi stedet blev hårdt ramt, da torsken forsvandt i slutningen af firserne. Byen var Grønlands absolutte torskecentrum, så eksistensgrundlaget forsvandt bogstavelig talt fra den ene dag til den anden. Det medførte massiv arbejdsløshed og fraflytning, og Paamiut var i mange år skæmmet af rækker af tomme boligblokke. De fleste er væk nu, og der arbejdes fortsat på kondemneringen, der besværliggøres af asbest - og så den kendsgerning, at der virkelig blev bygget tæt i tressernes Paamiut.

Fabrikschef Ilannguaq Abrahamsen
med en kasse lækre snekrabber.

Siden 1985 er befolkningstallet faldet fra 2500 til cirka 1400 i dag,, hvor udviklingen ser ud til at vende. Jeg har besøgt byen med jævne mellemrum siden begyndelsen af 90'erne - og under mit seneste besøg for et par uger siden fornemmede jeg stor optimisme og fremtidstro, blandt andet på grund af planerne for en stor vandfabrik i byen.

Jeg besøgte også Royal Greenlands fabrik, der blandt andet producerer krabber foruden stenbider, torsk og hellefisk - og her kunne fabrikschefen berette om periodiske problemer med at skaffe arbejdskraft. De store snekrabber fra området er lidt af en lækkerbidsken, fandt jeg ud af, da vi splejsede til en kasse af de tallerkenstore skaldyr.

Paamiut er for resten også berygtet for sin tåge. Den kan virkelig være tæt, men forleden var vejret nu fint og lunt, selv om det var overskyet. Og turen til Paamiut foregik i en fantastisk solopgang, så jeg er ikke den, der klager...