Suppe, steg og is
Jeg arbejder i øjeblikket på en artikel om musikeren Peter Olsen, der er meget populær her på egnen og blandt andet er fast spillemand, når vi holder høstfest her på Øland.
Der skal naturligvis billeder til artiklen, så fredag aften droppede jeg den hjemlige hygge foran tossen - hvilket i øvrigt ikke er noget stort offer - og begav mig til Jambo Feriecenter nær Saltum, hvor Peter skulle underholde ved en fest for fastliggerne.
På den ene side et umuligt sted at fotografere, men det viser jo lidt af hverdagen for en spillemand - og på den anden side så er hardcore reportage under vanskelige forhold sådan set min yndlingsdisciplin inden for fotografiet.
Festen foregik i en stor idrætshal - højt til loftet med blåt gulv og afstribning - og musikeren var stillet op i den ene ende ved siden af baren og med et stort legeland som baggrund. Det er svære odds, men også en fordel, for med den baggrund er det en god ide at gå tæt på og holde isoen lavt. Til gengæld skal man så arbejde med lidt lang eksponering, så det gælder bestemt om at være rolig på hånden.
Jeg har netop gennemgået nattens høst, og det ser fint ud. Her er et par prøver...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar