Hopla

100 år på Leisner-skalaen

Otto Leisner ville mandag være fyldt 100 år. Foto: DR-type 1

En gang i min barndom sad vi køkkenet en morgen i december. Radioen kørte med morgennisserne, der det pågældende år havde Otto Leisner som programvært.

- Jeg var nær ikke kommet ind ad døren, lød stemmen fra den populære TV-mand i højttaleren.

- For julen står jo for døren..., fortsatte Leisner.

Det var en rigtig Leisner-vits. Plat og dårlig og lige nøjagtig så sjov, som vi kan lide humor i det danske land mand og mand imellem.

Det var sådanne brandere, der var med til at give Otto Leisner, der i går ville have fyldt 100 år, sin store folkelige succes.

På parnasset var han ilde set på grund af sin folkelige popularitet og den legende lethed, der var hans varemærke. Den slags var slet ikke populært i 60'ernes og 70'ernes marxistiske og kulturradikale elite, der sad tungt på statsradiofonien og dikterede, hvad folket skulle høre. Det var dengang programmer om livet på et ungarsk landbrugskollektiv kunne sendes i den bedste sendetid. Der skulle være en mening i al ting - og letbenet underholdning uden budskaber var "kommercielt" og dermed en skamplet på den danske kultur.

Otto Leisner blev af kollegerne i Danmarks Radio beskyldt for at formidle ”…småborgerlighed, forloren familieidyl, ren reaktionær kakkelbordseskapisme og opium for folket” (i følge Wikipedia. Det har desværre ikke været muligt for mig at finde oprindelsen til citatet.)

Paradokset var bare, at de kulturradikale mørkemand havde brug for folk som Leisner, Jørn Hjorting og ikke mindst Jørgen Mylius. De kunne nemlig sælge billetter og skaffe seere og lyttere til den altdominerende danske medievirksomhed - og uden lyttere og seere er den slags virksomhed som bekendt uden gennemslagskraft.

Det er akkurat det samme, som gør sig gældende i dag, hvor DR producerer underholdning som X-Factor og Melodi Grand Prix, selv om det næppe har meget med public service at gøre. DR's egne undersøgelser viser nemlig, at de populære shows trækker seere til TV-avisen, der jo er flagskibet i den kulturradikale meningsdannelse og de stadig forsøg på at opdrage danskerne til at have de rigtige meninger.

På den måde kommer de populære mediestjerner mest af alt til at fungere som Stalins nyttige idioter, men pyt med det. Jeg mener fortsat, at Leisner var en stor helt, fordi han med helt enkle midler og uden opblæsthed lavede god underholdning. Den slags er en sjældenhed.

Det giver mig forresten anledning til at fyre lidt af fra arkivet. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har fundet dette lille leksikale indslag - men morsomt og sigende er det i hvert fald:

Leisner (n.) fork. L: Enhed for en vittigheds styrke. En vittighed på 1 Leisner vil være morsom i 1 sekund ved 1 atmosfæres tryk for en gennemsnitsperson tilhørende 100% samme kulturkreds. Da enheden er meget lille, opgøres vittigheder normalt i kilo-Leisner (kL) eller mega-Leisner (ML). Således er en vittighed, der er morsom i et døgn på 86,4 kL.

Enheden er opkaldt efter den danske tv-vært, Otto Leisner (1917-2008), som gennem en menneskealder udforskede enhedsvittigheden, hvilket var af stor betydning for tv-shows, hvor en latter på et sekund er optimal for showets fremdrift.