Ingstrup Bogby
Intet bord uden Bähncke - ingen bog uden bænke... |
Jeg optrådte i forsamlingshuset, inden Leif Davidsen gik på scenen i Baptistkirken. Foto: Helle Bak Andreasen |
Hovednavnet var forfatteren Leif Davidsen, der optrådte midt på eftermiddagen på den store scene - i dette tilfælde Baptistkirken - mens vandbærerne og dermed mig selv inklusive måtte varme publikum op under mere ydmyge former i forsamlingshuset.
Jeg var første mand på scenen efter åbningen, der blev foretaget af Jammerbugt kommunes formand for blandt andet kulturen, Helle Bak Andreasen. Hun spillede flot op til min fortælling om bogen "Hver Fugl Synger..." med en bemærkning om, at kulturen blomstrer nedefra, hvis ellers politikerne forstår at holde fingrene for sig selv...
Ingstrup Bogby er et godt eksempel. Ideen om en bogby var oprindelig kommunal, men det var der ingen interesse for i de små Jammerbugt-byer. Men så snart hele det kommunale embedsapparat stak piben ind, skete der en masse i Ingstrup, der erklærede sig selv for bogby - og siden har skabt en masse aktiviteter i bogens verden. Jeg vil ikke tøve med at sige, at det er lykkedes Ingstrup-folkene at omdanne byen til en stor boghandel.
Udover selve festivalen er der blandt andet opstillet bogskabe på hjul rundt i byen. Her kan man for små penge købe en bog. Og da en god bog sagtens kan læses i det fri, er der også bænke ved siden af bogvognene.
- Ingen bog uden bænke, som de siger i Ingstrup.
Rundt i Ingstrup Bogby finder man på strategiske steder bogvogne med tilhørende bogbænke. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar