I skoven skulle være gilde

Hul på efteråret

Henrik holder paellaen i bevægelse, så den ikke brænder på, Søren
giver den som køkkenskriver, men er i virkeligheden bare sulten - og
 jeg har grebet den store slev for at se aktiv ud. Foto: Carl Fryland

Så har der været gang i paella-panden igen.

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg finder paella-panden frem, når vi tager hul på efterårssæsonen i det lille Sct. Georgs Gilde.

Det skete tirsdag aften i Wasa Wasa-hytten mellem Svenstrup og Godthåb. En gammel kending af en hytte, hvor vi har været så tit - og som har en god størrelse til et lille sluttet selskab - for vejret var ærlig talt ikke med os. Bygerne kom og gik, og der blæste en strid vestenvind, så maden blev indtaget indendørs.

Men paellaen blev selvfølgelig lavet over bål. Paellaen er en lidt under blanding af skaldyr og kylling, men fantastisk velsmagende. Jeg har efterhånden en del rutine i det og plejer at forberede det hele hjemmefra, så når først vi står ved bålstedet, skal det hele bare samles. Og med masser af gode hjælpere, er det altså ingen sag...

Paellaen blev i øvrigt ledsaget af tigerrejer med hvidløgsbrød og aioli til forret og til dessert rabarbertærte med flødeskum. Rigtige mænd spiser som bekendt ikke creme fraiche.

Og så lige et tip til alle bål-paella-entusiasterne. Når bålet kører, løgene og baconen stegt af, ris og bouillon simrer, så har jeg de sidste par gange hældt ansjoser på. Ansjoserne er Middelhavets svar på Maggi-terningen og giver en god og fyldig bund i smagen.