Nu også med naturhegn
Et naturhegn er til glæde for biodiversiteten på parcellen og til glæde for den dovne haveejer. |
Derfor har jeg nu bygget et såkaldt naturhegn. Ideen er, at al hækklip, grene og så videre, som jeg ellers enten skal brænde om foråret eller køre på genbrugspladsen, er et glimrende materiale til at bygge et hegn med.
Arbejdet er i gang... |
Jeg har nu i et par år fulgt et tilsvarende projekt i en af de spejderhytter, jeg ofte kommer i. Det viser sig, at hegnet synker ret voldsomt med tiden - og der bliver derfor plads til nyt grenaffald.
Det er sådan set ret nemt at bygge. To rækker pæle af de billigste trykimprægnerede sættes i jorden med cirka 60 - 70 centimeters mellemrum og samme afstand mellem rækkerne. Så lægger man grene og kvas ned i mellem, gerne nogle godt lange grene ind i mellem til at stabilisere - og så fungerer der bare.
Som en ekstra gestus over for naturen og biodiversiteten byggede jeg en pindsvinerede af en oversavet palle og nogle gamle fliser i enden af hegnet ind mod en hæk. Siden jeg sidste år byggede det første pindsvinebo under nogle buske, har vi nemlig haft fast pindsvinehjælp mod dræbersneglene - og det ser faktisk ud til også at have båret frugt. Så det er ren win-win med et naturhegn...
For enden af hegnet har jeg bygget et pindsvinebo - for pindsvinene er vores venner i kampen mod dræbersneglene, så kun det bedste er godt nok til en pindgris. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar