Spild af tid

Den olympiske drøm er død

Diskoskasteren i Botanisk Have rummer mere liv
end nogen TV-transmission fra OL. Foto: Wikipedia

Den olympiske drøm er død – og derfor er det spild af tid og gode ressourcer, når vi de næste fjorten dage ikke kan åbne et medie uden at blive orienteret om sportstosser, der kæmper om hundreddele af sekunder og brøkdele af millimeter– som om det kunne gøre verden til et bedre sted.

Den olympiske bevægelse var i sin græske oprindelse et symbol på fred. Nationerne skulle mødes i fredelig kappestrid.

Imidlertid er der intet, der tyder på, at denne smukke, men naive målsætning holder vand. I den moderne tid har vi, mens der har været lege hvert fjerde år sådan cirka, oplevet to verdenskrige, en kold krig, adskillige boykot-aktioner og politiske udelukkelser af mere eller mindre subtile årsager. Senest er det gået ud over Rusland, fordi alle elsker at drille Putin, og fordi landet angiveligt ikke holder sin dopingsti ren.

Så der er intet, der tyder på, at den olympiske bevægelse skaber fred. Uanset den olympiske bevægelses smukke mål er krig er kommet for blive. Man kan snarere citere den tyske militærteoretiker Clausewitz, der sagde, at krig er polikkens fortsættelse med andre midler, og hævde, at sport er politik – bare med andre midler.

Det vidste allerede Hitler i trediverne – og han var jo kendt som en sand idrætsmand med et ædelt hjerte. Det drejer det sig om at være hurtigere, højere og stærkere – for fædrelandets skyld. For enhver pris. Vi jubler jo, når danskerne vinder – uanset hvordan sejren kommer i hus.

Danmarks Radio kører i øjeblikket en trailer, der fortæller om en dansk medaljevinder, der nægtede at røre sine børn flere måneder inden de olympiske lege. Han ville ikke risikere at blive smittet af sygdom inden den afgørende triumf.

Meningen er vist nok, at vi skal beundre dette menneskelige udskud af en sportsmand, der vil ofre alt for at vinde. Glemt er den olympiske eds ord om, at det er vigtigere at deltage end at vinde. Jeg mener, at denne besættelse af at vinde er sygelig. Han burde søge behandling, skamme sig og blive hjemme og passe sine børn, der helt sikkert får ubodelige sår på sjælen af faderens afvisning.

Men sport er ikke alene politik. Det er også en vare. Millioner står på spil i reklamemuligheder, fjernsynsrettigheder og underholdningsværdi. Og når der er penge på spil, så giver det ikke mening at tale om moral.  

Det er såre naturligt, så kan det faktisk ikke hidse mig op, at der mere eller mindre systematisk bliver brugt doping. Når der er penge på bordet, gælder alle kneb. Alene det at sportsudøverne får en særlig kost er jo dybest set en form for doping. Vi ser jo aldrig en gourmet eller en drukmås deltage i topidræt. Det bør egentlig oprøre alle dem, der taler om, hvor vigtigt det er med inklusion.

Sport er altså politik og en vare. Derfor bør det heller ikke tages så seriøst, som blandt andet Danmarks Radios dækning af begivenheden ligger op til. Herregud, de deltager jo kun for at tjene penge. Det var også derfor, at deltagerne i handicap-OL for nogen tid siden var sure, fordi de fik mindre i medaljepenge end de ikke handicappede. Det er jo åbenbart vigtigere at vinde penge end at deltage.

Jeg er oprørt over, at man i det hele taget kan få et økonomisk udbytte ud af at deltage. Hvis idrætsbevægelsen nogen sinde skal have et folkeligt mandat som ægte amatører og en massebevægelse kan man lære meget af blandt andet spejderne, hvor deltagerne – også ledere - altid selv betaler for at deltage, og hvor der ikke er store pengepræmier for at gøre sig umage.

Med de mange penge i idrætsverdenen undrer det mig for resten, at medierne dækker de store sportsbegivenheder med sportsjournalister. I vore dage hører idræt altså hjemme på erhvervsredaktionerne.

Når idrætsverdenen er blevet moralsk degenereret og afhængig af penge, skyldes det blandt andet TV-rettighederne, hvor man betaler millioner bare for at få lov til at dække begivenheden journalistisk. I stort set alle andre sammenhænge vil et krav om betaling for journalistisk dækning få journalister til at vende om og rejse hjem. Men ikke når det drejer sig om sport. Så tager man gerne en licensskat-betalt arbejdsferie i et gennemkorrupt og kriminelt fjernt land, der er kendt for sit behagelige sommerklima.

Derfor vil de kommende fjorten dage vil blive et langt maraton-løb for TV-seerne, mens sporten buldrer ud fra alle DR’s medieplatforme.

Så hellere genudsendelser af gamle danske film. De giver sig i hvert fald ikke ud for at være andet end underholdning. Sport giver sig ud for at være underholdning, men er i virkeligheden forfængelighedens marked, politik og en vare – og jeg kan simpelthen ikke se, at der ligger en særlig public service i at referere minutiøst fra en sportsbegivenhed, hvor deltagerne får løn for at deltage.

Hvis folk vil se den slags,, skal de altså betale selv på de særlige sportskanaler. Det kan ikke være meningen, at det skal finansieres med tvangslicens i et statsligt drevet mediemastodont.

Men nu er der jo ikke megen retfærdighed til – hverken i sport eller politik. Så det bliver der næppe lavet om på i et land, hvor ledende politikere er villig til at bruge millioner af skattekroner på at få prologen til Tour de France til Danmark, mens vore ældre går for lud og koldt vand.

Så jeg resignerer, betaler ved kasse 1 og passer min have i stedet. For vore dages kommercielle idræt kan i hvert fald ikke få mit blæreindhold i kog.

"På kanten" i Nordjyske Stiftstidende 5. august 2016.