søndag den 25. oktober 2015

Trampejagt

Føde under fødderne

Den unge hættemåge tramper i fjordbunden - og straks
 vrimler det med føde. Genialt, simpelthen!
 Myndighederne fusker endnu en gang med døgnrytmen, så i dag var det pludseligt lyst igen, da turen gik til bageren efter søndagsmorgenbrød.

Så jeg kørte forbi dæmningen med kameraet. Der fik jeg en hel enestående opvisning, hvor en ung hættemåge demonstrerede fourageringens enkle kunst. Den stod i vandkanten og trampede - akkurat som en lille dreng med nye gummistøvler tramper rundt i en vandpyt. Og efter lidt trampen var så blot at stikke næbbet ned i vandet og labbe i sig af de mange smådyr, der blev hvirvlet op fra fjordbunden.

Det har jeg aldrig set før, men det så ganske effektivt ud - og jeg fik en stribe perfekte fotos. Bemærk sprøjtet ved den ene fod.

Med 400-millimeteren fangede jeg også en bil på dæmningen, hvor solen lige nøjagtig rammer bakspejlet - og så blev det også til en gråandehan, der viser sit flotte blå vingespejl.

Solen glimter i bakspejlet...
... Mens gråandehannen viser fotografen
agterspejlet - og ikke mindst det flotte vingespejl.

Ingen kommentarer: