Den amerikanske drøms frontsoldat...
Der er noget tragisk over postkortsælgere, ja, sælgere i det hele taget...
I hvert fald var der for nogle år siden en dansk film, der hed "Humørkortstativsælgerens søn", og den film, som jeg ikke har set, var vistnok en tragikomedie. Googler man Arthur Millers "En sælgers død" (og den er tragisk, ved jeg, for den har jeg læst) bliver sælgeren omtalt som "Den amerikanske drøms frontsoldat" - og frontsoldater er som bekendt kanonføde...
Ikke desto mindre har jeg forsøgt mig i branchen som postkortsælger. Da jeg flyttede til Øland, opdagede jeg, at der ikke fandtes postkort med motiver fra den dejlige ø - og jeg mente derfor, at der var en god mulighed for lidt hurtige penge.
Jeg skulle blive klogere... For postkort er simpelthen bare så gammeldags i vore dage. Der er jo ingen, der sender postkort længere. I Grønland er det ikke noget problem - for der er folk så glade for deres hjemstavn, at de køber postkortene og sætter dem i glas og ramme. Men sådan spiller klaveret altså ikke her på Øland...
Efter fem år har stadig nogle tusinde postkort tilbage - og nogen god forretning er det i hvert fald aldrig blevet. På den anden side er motiverne ret tidløse, så efterhånden går den vel i nul... Forhåbentlig...
Da der fornylig var Øland-messe, stillede jeg op med mine postkort. Nu skulle der ryddes op i lageret, og jeg synes selv, jeg havde et rigtig godt tilbud til de glade øboere. Mange af dem er jo bedsteforældre, så jeg lagde op til en pædagogisk øvelse, når børnebørnene kommer på besøg: Lær børnene, at det er bedre at sende et postkort end en SMS fra dejlige Øland.
Den ide kom der heller ikke noget brød ud af... Men jeg blev interviewet til Jammerbugt TV - og for første gang i mit liv er jeg blevet "bylinet" som Postkortsælger.
Det opfatter jeg bestemt ikke som en tragedie. Men det ville nu lune, hvis jeg kunne sælge lidt flere postkort. Så hvad med at købe en håndfuld postkort til en skarp pris? Klik ind på min webshop...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar