Oppe i træet

Nyt tiltag i certificeringsjunglen

Oppe i træet, der sidder sgu jeg...

Jeg troede ikke min egne øjne. Det måtte simpelthen være en aprilsnar i utide.

Men den var god nok. Over et helt opslag fortalte avisen jublende om det seneste tiltag i den danske certificeringsjungle. Nu skal lærere, pædagoger og såkaldte inklusionsvejledere certificeres som instruktører i træklatring. Det glade rablende vanvid og bekymringsindustriens sejr over den sunde fornuft, simpelthen.

I artiklen kan man læse, at en flok træklatrende skolelærere, pædagoger og en enkelt inklusionsvejleder har været på et to-dages begynderkursus, et instruktørforløb på fem dage, brugt træningsdage og selvtræningsdage formodentlig i arbejdstiden samt ikke mindst læst et kompendium på 80 sider og endelig brugt en hel arbejdsdag på at gå til eksamen– alt sammen for at lære noget, som de fleste normale børn kan finde ud af helt uden at læse en bog.

Spild af tid og spild af penge – akkurat som resten af heldagsskolen. For hvis nu børnene gik lidt mindre i skole og fik lidt mere fritid, så kunne de lære at klare sig selv.

Begejstringen over at have sat sig tungt på børnene kender næsten ingen grænser blandt skolelærerne, pædagogerne og inklusionsvejlederen i Stiftens artikel. For en amerikansk undersøgelse har vist, at børns faglige indlæring ”boostes”, når de udfordres motorisk. ”De får et ”adrenalinkick”, hedder det videre – og afslører disse offentligt ansatte formyndere som repræsentanter for den talende klasse, hvor der ikke er noget som helst i den her verden, der kan udtrykkes med få ord.

Det er simpelthen skidesjovt at klatre i træer , kunne de bare have sagt.

Men den slags forenklinger finder man nok ikke i amerikanske undersøgelser – og lærere, pædagoger og inklusionsvejledere får næppe en høj løn for at dyrke udpræget lystbetonede fritidssysler i arbejdstiden, hvis det kan forklares med få og enkle ord.

Børn har altid klatret i træer. Det er et instinkt, og det er et led i dannelsesprocessen og ikke mindst i erkendelsen af, hvor grænserne går – og den erkendelse går altså tabt, hvis der står en velmenende pædagog og griber ungerne, når de dummer sig.

Som barn klatrede jeg i træer – og det var livsfarligt. Ingen tvivl om det. Men når man har siddet oppe i træet og set Limfjorden en halv snes kilometer væk i en halv dags tid, glemt aftensmaden og drømt om fjerne horisonter – uden at skulle tænke på pædagogernes, lærernes og inklusionsvejledernes arbejdstid, så der også sået et frø med udlængsel og en tro på egne evner, som er langt større end noget andet.

Det er det råstof, som foretagsomhed og virkelyst bliver skabt af – og her hjælper heldagsskole og velmenende voksne kun lidt. Certificeringer og eksamensbeviser er ikke andet end blålys, som kun er gangbar valuta i et samfund, hvor menneskene har tabt tilliden til hinanden.

Det er på tide, at vi finder ud af, at det ikke er vigtigt at gøre tingene rigtigt, men at gøre de rigtige ting – og at vi stoler på instinkt, fingerspitzgefühl og egne evner. For i den sidste ende kan vi alligevel ikke stole på, at der kommer nogen som helst og hjælper. Det ser vi jo alt for tydeligt i dette samfund, hvor løftebrud og kunsten at tage et nyt standpunkt er ophøjet til statsmandskunst.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. oktober 2015