Lækker mad og mange kiks
Sotto Vento ligger oven på en tyskerbunker. |
Målet var Sotto Vento - en italiensk restaurant bygget på toppen af en tyskerbunker midt i byen. Dina er ret begejstret for stedet - og som regel plejer hun at spise noget skaldyr af en art, og jeg napper en pizza.
Men i dagen anledning skulle der lidt ekstra på bordet. Så Dina valgte en tallerken grillede jomfruhummere og kæmperejer på en bund af soltørrede tomater samt en banana split til dessert.
Lækker og velsmagende marineret laks i rigelige mængder. |
Maden har jeg ikke de store kommentarer til. Den var god, rigelig og veltillavet, som altid på Sotto Vento. Men alligevel var der en del småfejl undervejs.
Betjeningen er typisk for sommerlandet. Ikke faguddannet serveringspersonale - typisk studerende med mere eller mindre personality og flair for jobbet. Søde lyshårede piger, som med lidt hjælp fra arbejdsgiveren kunne have reddet aftenen hjem til en sublim oplevelse. Men der var for mange kiks - og det falder primært tilbage på dårlig ledelse.
Det er ikke lige til at se det - men det er et dejligt stykke torsk. Man burde nok have undladt at dække torsken helt med sovs. |
Til maden serverede nogle fine små, friskbagte brødstykker. Lune og lækre - og med smør til. Men det er decideret kikset, at man dækker op i cafeteriastil med en gaffel og en steakkniv rullet omkring en serviet. Prøv lige at fiske blødt smør ud af en portionspakke med en steakkniv. Det er umuligt - og jeg bad derfor om en smørrekniv. Dette ønske kunne man ikke opfylde, fordi man åbenbart ikke havde andet end steakknive.
Når man serverer skaldyr, kan man som gæst forvente, at der følger skylleskål og en skål til skallerne med i serveringen. Her fik vi det først, da vi bad om det - men prompte og uden tøven, hvilket efterlod os med en fornemmelse af forglemmelse. Den ønskede skaldyrsgaffel indgik dog ikke i restaurantens bestik-sortiment.
En dejlig tærte med et lidt syrligt jordbærfyld. |
Og for at vende tilbage til bestikket, så er det altså også lidt kikset at spise tærte med en langskaftet cappuccino-ske. Her ville en kagegaffel klart have været på sin plads.
Alt dette til trods tøver jeg ikke med at anbefale Sotto Vento. Priserne er ikke ligefrem discount, men alligevel rimelige - og maden er altid god. Sotto Vento er en familierestaurant - og lokalerne er store. Det samme er lydniveauet, når restauranten er fyldt med børnefamilier. Mit råd er: Besøg stedet tidligt eller sent om aftenen.
2 kommentarer:
Maden var god - hvordan smagte de mange kiks?
Ret kikset:)
Send en kommentar