tirsdag den 24. september 2013

Månefestival

Kinasnak

Kinesiske elskende skal se på månen på samme tid,
hvis de ikke har mulighed for at være sammen til
månefestivalen.
Så passerede vi efterårsjævndøgn - og om mindre end tre måneder vender det hele igen mod lysere tider.

Men i slutningen af sidste uge havde vi alligevel noget, der kunne minde om de lyse sommernætter - her i slutningen af september. For ikke alene var vi begunstiget med dejligt, stille vejr. Aftenerne var også månelyse i fuldmånens skær.

Og det var ikke en hvilkensomhelst fuldmåne - nej, det var festival-fuldmåne.

Den kinesiske månefestival - Riget i midtens svar på vores høstfest - finder altid sted på den 15. dag i den ottende måne efter kinesisk kalender, hvilket altså i år var den 19. september, hvor der jo var fuldmåne.

Månefestivalen i år var noget ganske særligt, da månen følger en eliptisk bane. Afstanden mellem jord og måne svinger derfor en lille smule - og hvert 21. år er månen særlig tæt på jorden. Det skete i år, og der vil altså gå 21 år, til det sker igen. Derfor var der lidt ekstra knald på de kinesiske festligheder i år.

Den kinesiske månefestival er primært en familiefest, hvor man samles om et godt måltid og månekager, men der er også stærke romantiske traditioner forbundet med månefesten. På en sådan aften bør de unge elskende være sammen, drikke vin, spise månekage og gå ture i måneskinnet.

Selv hvis et par ikke har mulighed for at være sammen fysisk, kan de alligevel være sammen på det mentale plan ved at se på månen på samme tid. Det skulle angiveligt være et ofte brugt tema i kinesisk poesi - og det er i hvert fald en meget smuk tanke.

Ingen kommentarer: