mandag den 30. september 2013

Naturfotografen

Nyt fokus

Biolog-faget kan føre til alt. Det kan den grønlandske naturfotograf Carsten Egevang snakke med om. Karrieren begyndte nemlig med et ganske almindeligt forskerjob på Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik.

Carsten Egevang er dybt fascineret
af den grønlandske natur.
Her var der brug for kameraet til almindelig dokumentation - men efterhånden tog fotointeressen over, og i dag kan Carsten Egevang skrive naturfotograf på visitkortet.

- Mit arbejde fordeler sig i dag med 70 procent til fotoet og 30 procent til biologien, siger Carsten Egevang. - Men det er desværre ikke ensbetydende med, at jeg også tjener 70 procent af min indtægt på billederne.

Det er ellers gået stærkt, siden Carsten Egevang stiftede billed-bureauet Arc-Pic for en halv snes år siden. Foruden et omfattende salg af fotos fra den grønlandske natur har Carsten Egevang udgivet flere bøger i det kostbare coffee-table-formet, ligesom det er blevet til adskillige priser i internationale fotokonkurrencer.

Hellere sidde i fjeldet og tænke på kirken end
sidde i kirken og tænke på fjeldet." Carsten Egevang har
gjort Roald Amundsens berømte citat til sit motto.
Det meste af overskuddet er investeret i fotogrej. - For når man sidder ude i den grønlandske natur fjernt fra alting, skal grejet bare virke. Så må jeg acceptere, at jeg ikke kan flyve med Grønlandsfly uden at betale overvægt, fortæller Egevang.

Fra bare at tage billeder af en fugl er fokus ændret for Carsten Egevang.

- Grønland er noget helt særligt - anderledes end for eksempel Svalbard, hvor man nemt kan komme tættere på dyrene - og derfor er det vigtigt for mig, at mine billeder viser dyrene i en grønlandsk sammenhæng - både i forhold til natur og mennesker, siger Carsten Egevang.

Jeg mødte Carsten Egevang første gang, mens jeg boede i Nuuk. Carsten fortalte om havternerne på Hunde Ejland - og ikke mindst havternens fascinerende trækmønster mellem Grønland og Antarktis, der sandsynligvis gør den lille, men i øvrigt også ganske arrige fugl til lidt af en rekordholder i langdistance-flyvning.

Carsten er en dygtig fotograf - så derfor synes jeg, at det kunne være ekstra morsomt at have et par fotos af fotografen. Jeg tog derfor kameraet med, da Carsten Egevang torsdag aften holdt foredrag i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Det skulle jeg måske ikke have gjort. For efter foredraget blev jeg overfaldet af en grå hjelm, der mente, at jeg havde ødelagt hendes intense og følelsesladede oplevelse af foredraget.

Her må man altså have mig undskyldt. Det var altså et foredrag og ikke et bønnemøde eller en Mozart-koncert. Hvis ikke man kan fotografere til et foredrag om foto, hvor kan man så fotografere?

Ingen kommentarer: