Moskus ved Nuuk

Hverken får eller ko

Det er altså ikke bare hår. En voksen han vejer over 300 kg.

Nuuk Ugeavis kunne i sidste uge bringe en lille zoologisk sensation. Der er set moskusokser ved Ameralik.

Nu er sensationen nok til at overse for biologer, jægere og lignende folk, der færdes dagligt i omegnen af Nuuk - men kendsgerningen fra mit perspektiv er, at da jeg forlod den grønlandske hovedstad i 2007 var den nærmeste moskusokse set i Akia cirka 80 km nord for Nuuk - og nu er hippiekøerne at finde syd for byen.

Det er lidt af en bedrift, for moskusokserne må nødvendigvis ind over indlandsisen for at komme til Ameralik - og Nuuk Ugeavis kan da også berette, at der tidligere er set moskus ved nunatakkerne - fjeldtoppe omgivet af is - på kanten af indlandsisen.

De vestgrønlandske moskusokser stammer fra en
udsætning i Kangerlussuaq i slutningen af 60'erne.

Moskusokserne i Vestgrønland er efterkommere af 27 dyr, der blev udsat i Kangerlussuaq - 400 km nord for Nuuk - i slutningen af 60'erne. Dyrene kom oprindeligt fra Nordøstgrønland - og udsætningen har været en succes.

Man regner med, at der er over 25.000 dyr i dag, og Grønlands Naturinstitut betegner det som verdens hurtigst voksende bestand. Det er naturligvis den voldsomme vækst i antallet af dyr, der tvinger dyrene på vandring ind over golde gletchere og tilfrosne fjorde.

For jægerne er det godt nyt. Moskusoksen er et eftertragtet trofæ - og rigtigt tilberedt også en kulinarisk delikatesse. Men sådan har det ikke altid været.

I slutningen af 90'erne var rensdyrbestanden på et meget lavt niveau - og kommunalbestyrelsen i Nuuk diskuterede derfor muligheden af at udsætte moskusokser i området ved Kapisillit.

Nuuk og nærmeste omegn. Kortudsnittet
 dækker godt 100 x 150 km.

Den debat kan stadig den dag i dag få mig til at tvivle på demokratiet. Der var nemlig opstået et rygte om, at rensdyr og moskusokser ikke kunne leve side om side. Moskus fælder voldsomt om sommeren - og rensdyrene skulle angiveligt spise ulden, få forstoppelse og lide en frygtelig sultedød. Vi havde fat i et utal af biologer og alskens eksperter - og ingen af disse kloge mennesker kunne bekræfte historien. Men ammestuehistorien havde fat i kommunalbestyrelsen - og det endte naturligvis med, at udsætningsplanerne blev nedstemt.

Sandheden er, at moskus og rener går efter forskellige fødeemner - og de lever fint side om side. Det er moskussernes succes beviset på, for i samme periode er rensdyrbestanden kommet på fode igen. Og da der nu er moskus syd for Nuuk, må man sige, at naturen har taget sagen i egen hånd. Måske det er et tegn om, at politik og natur går dårligt hånd i hånd?

Billedet er taget på sydsiden af
Watson River ved Kangerlussuaq (SFJ).

Moskusoksens latinske navn er Ovibos Moschatus. Ovibos er en sammentrækning af ovis - får og bos - køer, for i mange år troede man, at moskussen var en blanding af disse to dyreracer. Genetisk forskning har imidlertid fastslået, at moskus er beslægtet med visse gedearter - og det er det, man skal tage hensyn til, når man tilbereder moskuskød. Det bliver ikke godt, hvis man udelukkende behandler det som oksekød.

Jeg har i øvrigt en anden sjov historie om hippiekøerne, som de også kaldes, fra mit arbejde i Nuup Kommunea. Det var i 2006, hvor man diskuterede den grønlandske kommunalreform. Bygden Atammik havde i den forbindelse ytret ønske om at komme sammen med Nuuk i stedet for Maniitsoq. Det skete et par dage før, at Nuup Kommunea havde modtaget brev fra Naturinstituttet om, at de første moskus var observeret i Akia - Nordlandet. Borgmester Agnethe Davidsens kommentar: - Der kan I se. Alle vil til Nuuk!

Hertil - og ikke længere...

I 90'erne var jeg ret ofte i Kangerlussuaq - og der har jeg set moskusokser mange gange. Billederne til historien her stammer fra 1996 - den eneste gang, hvor jeg har været rigtig tæt på de store dyr.

Det var lidt med hjertet i halsen, men jeg ville altså have billederne - og jeg var hele tiden klar til at løbe, for det er bestemt ikke ufarligt. Normalt er de fredelige, men de kan pludselig blive meget sure - og så er det med at komme væk, for de kan løbe meget stærkt - og stopper ikke, fordi der tilfældigvis står en fotograf.

Jeg betragter det som ungdommeligt vovemod - og ville nok ikke gøre det i dag. Men dengang havde jeg heller ikke telelinser og moderne teknologi. Så det er ægte håndholdt dogme-naturfoto. Billederne er scannede papirbilleder, så det kniber desværre lidt med kvaliteten.