Entreprenøren pakker sammen
En lille detalje: Jeg har støbt en lille trappe ved hoveddøren - og fandt med lidt besvær nogle granitfliser i en passende størrelse, som matcher chaussestenenes farve. |
På papiret er det nu efterår - men september plejer da at byde på hæderligt vejr, så der er ingen grund til at fortvivle. Men sommeren går uomtvisteligt på hæld, og den seneste uge er gået med blandt andet at lukke nogle af sommeren mange projekter, så lad os lige tage en tur rundt på parcellen...
For et par uger siden blev jeg færdig med at lægge chausse-sten på den nye indgang til huset. Det har taget lidt tid, fordi det har været svært at få stenene til at sætte sig rigtigt under sommerens tørke - men nu ligger de sådan nogenlunde fast, så søndag kunne jeg endelig feje den overskydende stenmel væk og nyde den flotte, regnvåde granitoverflade. Chaussestenene er kantet med en smal pigstensbelægning.
I dagene op til Dinas fødselsdag fik jeg renoveret sydfacaden, men fik aldrig givet sokkeltjære. Det nåede jeg lige torsdag - inden regnen begyndte.
Sidste weekend satte jeg et par trapezplader op under østaltanen, så vi nu kan sidde der i tørvejr - uanset om det regner, hagler eller sner. Når først caprifolierne bliver rigtigt tætte, bliver det en herlig plads, der kan bruges hele året - men jeg er da begyndt at overveje, om jeg måske skal lave en vinterhave langs østgavlen, nu jeg alligevel er begyndt med overdækningen...
Tilfældigvis havde den lokale tømmerhandel tilbud på flotte tagrender og nedløbsrør i stål fra Lindab, så halvtaget har fået lidt mere finish, end det først var planen.
I den forløbne uge blev vi også færdig med havepejsen, der nu har fået top på og er blevet vandskuret. Den blev selvfølgelig taget i brug med det samme - bare for lige at tjekke trækket. Og det virker! Stadig mangler der at blive monteret låge i pejsen, så jeg også kan bruge den som røggiver til røgeriet, men lågen er på vej og kommer forhåbentlig på plads i løbet af ugen.
Endelig er der blevet tid til at give røgeriet en gang maling, så det nu fremstår i svenskrødt - akkurat som de andre "avlsbygninger" på parcellen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar