fredag den 19. oktober 2012

Så til søs...

Danskens vej til ros og magt

Kabelfærgen Udbyhøj i den smalle
Randers Fjord ved Udbyhøj.
Mandag aften skulle jeg holde foredrag i Grenå. En fornøjelig aften med cirka 100 tilhørere og grønlandske fortællinger i byens kulturhus.

Jeg var kommet lidt tidligt af sted hjemmefra - og valgte derfor den lidt langsommere køretur langs kysten over Østhimmerland og Norddjursland til Grenå. Det er en idyllisk tur i noget af det smukkeste danske natur - og et godt alternativ til en stressende motorvej.

Undervejs skal man krydse Randers Fjord - og det kan man blandt andet over fjordmundingen ved Udbyhøj. Her sejler Danmarks eneste kabelfærge - og det er ærlig talt lidt af en parodi på en sejltur.

Fjorden er cirka en halv kilometer bred, færgen er 47 meter lang og sejlturen tager med 6 knob lige knap fire minutter. Men hyggeligt og hverdagsagtigt er det da.

Danmark er jo kendt som broernes land - og det kan da godt undre, at der ikke er bygget en bro på stedet. Det kunne man jo sådan set gøre bare ved at sætte ti færger i forlængelse af hinanden.

Spørgsmålet om en bro på stedet blev også ivrigt diskuteret helt tilbage i trediverne og op til tresserne - men hver gang faldt spørgsmålet på modstand fra Randers, der nødigt ville miste den for handelslivet så lukrative trafik gennem byen.

Nu går den jyske motorvej jo uden om Randers - og spørgsmålet er ikke særligt aktuelt. Så derfor sejler færgen Udbyhøj stadig den dag i dag fire gange i timen - eller efter behov - over den smalle fjord til glæde for folk, der har tid nok - som undertegnede.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hovsa Jesper.

Der er mere end een kabel færge i Dk. En quick søgning på google kom frem med denne som jeg brugte tidligt i 60'erne

http://www.oroe.dk/ostre-ferge.html#.UIDgdBj9kiU

Mvh.,
John J.