Vort flittige folk

Der var engang, hvor danskerne var stolte af at være danskere

Vort Flittige Folk

Der var en gang, hvor danskerne ikke var en flok klynkere, men et flittigt folk, der spyttede i hænderne og tog fat for at skabe udvikling og velstand - og hvor landets statsminister ikke var en forfængelig akademikerdame uden moral og andet end øjeblikkets modeholdninger. Det var dengang, hvor statsministeren hed Stauning og var en ægte arbejder, der kunne sige tingene lige ud - en djærv mand der kunne tale af karsken bælg - og med største selvfølgelighed havde en  konsistent holdning til, hvad der var ret og rimeligt.

Den kendsgerning blev jeg mindet op forleden, mens jeg ryddede op i min fars efterladenskaber. Blandt mange andre ting også hans barndoms Richs-albummer. Især albummet "Vort Flittige Folk" gjorde stort indtryk.

Albummet er et stykke dansk erhvervsgeografi årgang 1938 og giver en fin beskrivelse af et samfund, hvor man skulle yde, før man kunne nyde - og samfundets store fælles projekt var at sikre de gamle en smuk livsaften.

I 1938 have man stadig respekt for bønderne og
landbruget, som var den bærende søjle i landets økonomi.

Det var et land, hvor størstedelen var beskæftiget med produktion i industri og landbrug, og kun sølle 65.000 var beskæftiget i den offentlige sektor. Det afspejler albummets disposition tydeligt, hvor langt de fleste sider handler om produktion og handel - og kun de sidste fire sider handler om det, der kaldes "andre næringsveje" - heriblandt altså den offentlige sektor, Rigsdagen og Tivolis Pjerrot.

Forordet til "Vort Flittige Folk" er skrevet af statsminister Stauning, og heri hedder det blandt andet i min ortografi: "Lær af bogen at værdsætte flid og arbejde og vær overbevist om, at det kun er ved flittig udnyttelse af kræfterne, at mennesket når til lykkelig tilværelse. Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes værste fjender."

Albummet er også en slags "Hvad kan jeg blive" og er forsynet med udførlige billedtekster, der forklarer lidt om, hvad man laver i forskellige brancher. Billedteksterne er sande tidsbilleder fra en tid, hvor man ikke sad og bandede over pc'ere, som ikke virkede, men brugte kræfterne produktivt. Jeg faldt især for teksten til samlebillede nummer 174: "Grossistkontor." - her igen gengivet i moderne ortografi:

Fra dengang, hvor handel foregik mellem
mennesker og ikke computere.

"En grosserer køber varer i større partier og sælger igen til fabrikker eller til detailhandlere, der sælger varerne i småpartier til forbrugerne. På grossistkontoret behøver man ikke se ret meget til selve den vare, der skal sælges. Handelen foregår ved korrespondance eller pr telefon og med skriftlig bekræftelse af telefonsamtalen. Manden i baggrunden af billedet er netop ved at modtage en telefonordre. Salget foregår ved hjælp af repræsentanter, der berejser hele landet og taler med de enkelte kunder. En repræsentant, længst til venstre, er netop ved at aflægge beretning for forretningens chef. Af kontorpersonalet ses en kontorist og en maskinskriverske. Der findes i alt henved 12.000 grossistvirksomheder her i landet, når forlag, dagblade, auktionsforretninger og lignende regnes med. Det er i virkeligheden næsten alle varer, både råstoffer og færdige varer, der før eller senere må gå gennem grossisthandelen."