lørdag den 28. juli 2012

Pionerarbejde

Praktisk spejderi

Et stolt øjeblik for de grønlandske spejdere.
Udover de 25 grønlandske spejdere deltager også Sct. Georgs Gildet fra Nuuk i Spejdernes Lejr 2012. Den store lejr med 35.000 deltagere fra alle danske spejderkorps foregår i disse dage ved Holstebro.

Mandag gav gildebrødrene fra Nuuk en hånd med, da de grønlandske spejdere skulle bygge spisebord og andet inventar til lejrpladsen. Materialet er granrafter - og det er ikke helt ligetil.

Spisebordet endte som et kæmpemæssigt solsejl.
De fleste af gildebrødrene har en fortid som spejdere i Danmark - og de gav derfor deres viden om pionerarbejde i granrafter videre til de grønlanske spejdere. Det blev en spændende eftermiddag både for spejdere og gildebrødre - og det var et stort øjeblik, da spisebordet kunne rejses. Efter rejsegildet gik de grønlandske spejdere videre med arbejdet på egen hånd - og arbejdet tog en anden, mere kreativ og alternativ retning. Under alle omstændigheder tjener det, der skulle have været et spisebord, nu som et kæmpe-solsejl i den grønlandske lejr - og beskytter dermed de kuldevante grønlændere mod den bidende danske sommersol.

Ingver, Pia og Harry fra Nuuk-gildet
 er beredt ved fadølshanen.
Sct. Georgs-gruppen fra Nuuk er på ni personer inklusive undertegnede blogger - og når de ikke hjælper de grønlandske spejdere, serverer de hyggelige gildebrødre fadøl i en cafe for lejrens hjælpere.

Samtidig suger gildebrødrene indtryk til sig, som skal bruges, når gildet næste år skal hjælpe de grønlandske spejdere med deres landslejr i Narsarsuaq.



Ingen kommentarer: