mandag den 30. juli 2012

Lynild

Lynet slog ned på Oxholm Gods

En brandmand kom rigeligt i stødet og måtte en tur
på skadestuen, da lynet mandag aften slog ned på Oxholm.
Beredskabet i Jammerbugt kommune tog ingen chancer, da et lyn mandag ved 19-tiden slog ned i en eltavle på godset Oxholm på Øland.

Halvdelen af Jammerbugt kommunes brandkøretøjer blev dirigeret til godset, da en eventuel brand på godset kunne medføre tab af store kulturhistoriske værdier. Øland kirke er sammenbygget med godset og kirken rummer blandt andet et uvurderligt epitafium over Lewetzau-familien, der residerede på godset i 1600- og 1700-tallet.

Branden var hurtigt slukket.
Heldigvis var branden ikke så voldsom og gav mest lidt røg, da lynet slog ned i godsets hovedtavle. Uheldigvis kom en brandmand lidt rigeligt i stødet, da man havde glemt at slukke for tavlen, inden man begyndte at sprøjte vand på arnestedet. Den uheldige brandmand måtte en tur på skadestuen til observation - men umiddelbart regnede indsatslederen ikke med, at han var kommet voldsomt til skade.

Efter branden trængte godsets stuer til en udluftning.
Lynnedslaget forårsagede en voldsom røgudvikling i godset stuer - og brandfolkenes væsentligste indsats bestod i at åbne godsets mange vinduer i den i øvrigt stille sommeraften.

Tordenvejret var hurtigt overstået - og gav kun godt en millimeter regn i Østerby.

Her ankommer en af de mange tilkaldte brandbiler til Oxholms flotte alle.
Efter branden slukkede politi og brandfolk efter med en flaske kildevand.

Ingen kommentarer: