Et langt liv i få ord
Ditte Hansen, Gråbølle 68, Farsø, 90 år. |
Edith Hansen, der hele sit liv blev kaldt Ditte, blev født på gården Skovvang nær Tirstrup. Efter endt skolegang i Rosmus kom hun efter sin fars ønske i huset hos lægen i Tirstrup. Siden fulgte en periode som stuepige på flere godser og præstegårde samt et job som kokkepige på Roden ved Vejle.
Ambitionerne rakte imidlertid videre, og efter et forskoleophold på Testrup Højskole begyndte hun på sin 25 års fødselsdag uddannelsen som sygeplejerske på Ebeltoft sygehus.
Efter endt uddannelse arbejdede hun som sygeplejerske i Grenå, Helsingør, Kjellerup, Viborg og Bergen, inden hun sammen med sin søster og flere gode veninder blev ansat på Statshospitalet på Oringe. Her mødte hun administratoren Mogens Hansen, som hun blev gift med i 1957. Som følge af mandens arbejde flyttede hun de følgende år en del rundt, inden parret i 1963 slog sig ned i Farsø sammen med sønnen Jesper, der er født i 1958, og datteren Birgitte, der kom til i 1961.
Parret byggede i 1967 eget hus på Postbakken, og huset var i mange år den trygge ramme om familiens liv. Ditte Hansen satte pris på at holde både hus og den store have pænt og ordentligt. Hun tog også del i børnenes aktiviteter og var blandt andet på en del spejderlejre som ”tante”.
Ægteparret flyttede i 1998 til Syvsovergården tæt ved Farsø Sø. Svigtende helbred gjorde det sværere at tage del i husholdningen, men til det sidste insisterede hun på selv at passe og arrangere sine blomster.
Ditte Hansen efterlader ægtefællen Mogens Hansen, sønnen Jesper, der bor på Øland, og datteren Birgitte, der er bosat i Ringe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar