Vildtgryde

Rådyr er en af de helt vilde - og lækre delikatesser i det danske køkken. Specielt ryggen og køllerne er oplagt festmad.
Men der er også andet godt kød på dyret - så hvad gør man med det?
Jeg tog en hals og en bov ud af fryseren og pudsede det mest regulære kød af. Resten - ben, sener og så videre - røg i en stor gryde og blev kogt til fond i løbet af en fire timers tid.
Kødet - der blev cirka et kilo ud af det -brunede jeg i en stor gryde, tilsatte en øl, et løg i skiver, lidt hvidløg, et par laurbærblade, salt og peber, hvorefter det fik lov til at simre en god times tid. Så tilsatte jeg seks gulerødder i tern, en bakke snittet østershat, en porre skåret i skiver samt en halv liter fond - og det fik så lov til at snurre videre en halv time mere. Herefter tilsatte jeg en kvart liter fløde og jævnede med Maizena, hele herligheden fik et hurtigt opkog og jeg smagte til med salt og peber. Lidt kulør gav retten den helt rigtige indbydende farve - og så var vildtgryden lige til at servere.
Jeg gav selleri-kartoffelmos til. Kog et kilo kartofler og et kilo selleri en halv times tid, hæld vandet fra - husk at gemme det - hvorefter jeg moste kartoflerne og sellerien med en halv pakke smør. Konsistensen blev justeret med lidt af kogevandet og endelig smagt til med lidt salt og peber.
Der kunne også lige blive en håndfuld rosenkål til - friskplukket fra sidste års planter, der nu ryger op af jorden - og så selvfølgelig en rigtig årgangs-gele af den gode fra Straumsbukta.
Sådan en vildtgryde med mos er herlig mandfolkemad en kold og blæsende dag i marts. Velbekomme.
Men historien slutter ikke her. For benene med de sidste kødrester og fonden ligger stadig i den store gryde. Her har jeg nu tilsat kogevandet fra sellerien, så i morgen har vi en herlig vildtsuppe med gnaveben. Det er nu især husets frue, som sætter pris på den slags. Hun elsker at gnave ben og slubre marv i sig. Jeg synes, at det er lidt for besværligt, så jeg nøjes nu nok med suppen - og supplerer med en god gammel leverpostejmad.