onsdag den 14. marts 2012

Sørøg

Natten til mandag var det koldt i Nuuk. Minus 26,7 grader blev der målt - og det er faktisk den næstlaveste temperatur, der nogensinde er målt i den grønlandske hovedstad.
Det fortæller DMI på sin hjemmeside, hvor det også afsløres, at kulderekorden for Nuuk er på minus 27,3 grader. Interessant taget i betragtning at den danske kulderekord er på minus 31,2. Det er vel de færreste danskere, som tænker på, at det kan blive koldere i lille Dannevang end i Nuuk.
Den tredjelaveste temperatur i Nuuk er på minus 26,6 og fra 4. marts 1997. Jeg husker det selv ganske tydeligt. Fra midten af februar og den første uge af marts var det bitterligt koldt netop i 1997. I flere uger blev den lille hovedstad holdt i et jerngreb af kulde. Ikke fordi det gjorde os så meget - de fleste i Nuuk er trods alt mere eller mindre vant til frostgrader, men alligevel...
Men specielt en begivenhed i de dage mindes jeg nu med stor fryd. Byen havde besøg af en større delegation fra den internationale presse. Virkelig Gentlemen of the Press som færdedes hjemmevant både på de bonede gulve og i byens natteliv. Ikke noget problem i det, men i samarbejde med søværnet havde vi arrangeret en sejltur i Godthåbsfjorden med inspektionsskibet Hvidbjørnen. En ren opvisningstur, der skulle vise den internationale offentlighed, at det ikke kan betale sig at stjæle fisk i de grønlandske farvande. Og en kærkommen mulighed for søværnet til at demonstrere, at man behersker de arktiske farvande til fuldkommenhed.
Så vi var ikke mere end lige kommet ud af havnen, da skipper besluttede at arrangere en lille redningsøvelse. Havarirullen foreskriver i den forbindelse, at gæster ombord på skibet skal samles på helikopterdækket. Så den fine flok af journalister måtte altså ud af messens varme og stille til mandtal på helikopterdækket i et par og tyve graders frost og en stiv nordenvind. Under normale omstændigheder får man en overlevelsesdragt og redningsvest udleveret, men nu var det jo kun en øvelse. Nej, hvor de gode skriverkarle frøs - klædt i pæne habitter og med tynde sko, som de var. Nogen af dem var nogle godt tørstige karle med en i forvejen pæn blåviolet ansigtskulør, men jeg skal da love for, at de allesammen nåede at blive godt blå i kraniet, inden skipper efter ti minutter forbarmede sig over dem - og afblæste øvelsen. Hehe, så kan de jo lære det - altså at klæde sig ordentligt på i Grønland.
Havet omkring Nuuk er isfrit hele året på grund af havstrømmene. Der sker derfor det, når lufttemperaturen falder ned under 17 graders frost, at havet begynder at dampe - akkurat som en kop varm te i koldt vejr. Fænomenet kaldes sørøg - og er et godt fysisk varsel om, at der ikke er den helt store grund til udendørs aktiviteter.
Som regel oplever man det i Nuuk-området et par dage i februar hver vinter. Det er ret fascinerende, fordi man jo på den måde kan fotografere frost, så man på billedet kan se, at det er rigtig dejligt koldt derude. Og det er altså det, som nuummiutterne (folk fra Nuuk) har oplevet de seneste dage.
Fotoet er fra 2003, så vidt jeg lige husker. Et eller andet sted i mine gemmer har jeg også billeder fra den famøse tur med Hvidbjørnen i 1997, men jeg kan desværre ikke lige finde dem i skrivende stund. Hvis de dukker op, skal jeg nok bringe dem her på bloggen.

1 kommentar:

papagreenfoto sagde ...

hej Jesper
her er lige et lille link fra 2008
http://www.dmi.dk/dmi/nuuk_damper_i_kulden , hvor der er flere foto af det bl.a et af mine