Torsdag aften fik jeg en helt ubeskrivelig lyst til en biograf-tur.
Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag - så det var bare med at komme af sted. Så vidt jeg lige husker, er det faktisk 10 år siden, at det sidst skete. Det var storfilmen Pearl Harbor, der lokkede - og sikkert også årsagen til, at jeg er noget træt af at gå i biografen, for den film var ærlig talt lidt af en skuffelse sammenlignet med den fantastisk flotte flyverfilm Tora Tora Tora fra 1970.
Jeg har ellers i mine yngre dage holdt meget af biograf-mørket. Jeg blev nærmest flasket op med det i teenage-årene, hvor jeg havde et fritidsjob som kontrollør i Farsø Bio, der forlængst er revet ned - og i årene i Aalborg var jeg da en flittig gæst i biograferne både af lyst og rent professionelt.
Men nu skulle det altså være. Allerhelst havde jeg set Tintin i Spielberg-fortolkningen, men den slags betragtes åbenbart som børnefilm og vises derfor kun om eftermiddagen. Så ud af et udbud af mig ubekendte film, hvoraf jeg faktisk vil betegne de fleste som børne- eller ungdomsfilm, endte valget på jadakkernes nye epos Den sidste rejse, der er lanceret som en genopdagelse af den forlængst datoudløbne Jydekompagniet.
Filmen har fået helt fantastisk dårlige anmeldelser, så der var sådan set ingen tvivl om, at det måtte være en film netop for mig.
Og hvad skal jeg sige? Tjaaah, det er i hvert fald en højst alternativ komedie med de to muntre gutter i en temmelig sort tjubang-historie. Filmen har et umiskendeligt strøg af instruktøren Lasse Spang Olsens morbide trang til at aflive persongalleriet brat og voldsomt. Egentlig ikke så ringe med gode referencer til jydebrødrenes hidtidige karriere, men skæmmet af et sparebudget, der nok gør filmen mere velegnet til TV end det store lærred og biografmørket - og det er temmelig sikkert også det gustne overlæg bag. Men OK, der er lavet film med 100 gange så stort et budget, som er mere kedelige - og jeg tror nu nok, at det nemt kan blive en vane at komme i biografen igen.
Cycling instead of running
18 timer siden
1 kommentar:
Hej Jesper
Tin Tin kan bestemt anbefales - også i 3D-versionen.
VH
Per Lyngby
Send en kommentar