En af de mest spillede sange den seneste uge er forståeligt nok "Kringsatt av fiender" med tekst af den norske forfatter Nordahl Grieg.
Man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver berørt af teksten og ikke mindst melodien - især netop nu i lyset af de tragiske begivenheder i Oslo forrige uge.
Teksten er som sagt skrevet af den norske digter Nordahl Grieg i 1936. Grieg var pacifist og digtet, som egentlig hedder "Til ungdommen" er jo også stærkt pacifistisk. Pacifismen er en smuk tanke, som netop hører ungdommen til - men set i bagklogskabens ulideligt klare lys næppe særlig realistisk, hvad Grieg også måtte sande, da han i begyndelsen af anden verdenskrig flygtede til England, hvor han oven i købet fik en militæruddannelse og døde under et bombetogt til Berlin. Som så mange andre modstandere af "vold og krig" er han begravet i en tysk massegrav.
Jeg har jo haft fornøjelsen at være på højskole i Norge, og her sang vi naturligt nok sangen med passende og jævne mellemrum - og derfor rører det mig også dybt at høre den netop i disse dage.
Men en ting irriterer mig ganske voldsomt: Hvorfor skal Danmarks Radio igen og igen spille netop Kim Larsens udgave af sangen? Det er jo ikke andet end - jeg fristes til at sige tæppebankermusik - og på netop Larsens særlige flade københavnske tonefald bliver alt smukt ved sangen forfladiget og ligegyldigt. Læg hertil at samme Larsen jo bestemt ikke - på trods af en karriere med bred folkelige appel - er særlig folkelig i sin almindelige indstilling, men netop indtager den velbjergedes magelige synspunkter.
For at vise, hvor smukt Kringsatt av fiender virkelig kan fremføres, har jeg fundet en indspilning med Herborg Kråkevik, som var meget populær i Norge for en halv snes år siden. Hun er eksponent for den særlige gren af norsk kvindelig skønsang, som vi ellers mest kender her i landet fra Sissel Kjirkebø, men Norge har sandelig også andre sanglærker.
Interessant er forresten, at melodien til denne næsten urnorske sang slet ikke er skrevet af en nordmand, men derimod den danske komponist Otto Mortensen. Han betragtes som den sidste komponist inden for den tradition, som kaldes "den danske sang", hvis kendteste eksponent helt bestemt er Carl Nielsen. Otto Mortensen har blandt andet skrevet melodien til "Du danske sommer, jeg elsker dig...". Han skrev melodien til "Til ungdommen" i 1952.
Cycling instead of running
12 timer siden
1 kommentar:
Smuk, smuk stemme. Og så er det ligemeget at melodien er dansk
/Per
Send en kommentar