tirsdag den 9. november 2010

Bøf Lindstrøm

Det er i Danmark en almindelig antagelse, at det svenske køkken i vid udstrækning kun består af mellanøl, surstrømning, knækbrød og krebsekalas.
Men det svenske køkken kan nu også byde på mange andre lækkerier. Sammenlignet med Norge og England er svenskerne i hvert fald gourmeter på et særdeles højt plan.
En af specialiteterne er Bøf Lindstrøm, som kort sagt smager himmelsk -og som samtidig udmærker sig ved at være relativ fedtfattig i sig selv. Det sædvanlige tilbehør til Bøf Lindstrøm er ganske vist bløde løg og brasede kartofler med tyk brun sovs, men bøfferne smager så godt, at de sagtens kan kombineres med for eksempel coleslaw, gulerodssalat eller andre tunge salater, ligesom retten er velegnet til grøntsagsblandinger og kartofler tilberedt på 117 forskellige måder.
Rettens ophav, Henrik Lindstrøm, var opvokset i Skt. Petersborg og besøgte i 1862 Hotel Witt i Stockholm. Her bad han kokken om at lave en bøf med typisk russiske ingredienser som rødbeder og kapers - og straks fra begyndelsen var en succes født. Bøf Lindstrøm minder alvorligt om ristet, rørt tatar og gik derfor lige i hjertet på de tatarglade svenskere.
Det er nemt at lave Bøf Lindstrøm. Man tager et halvt kilo magert, hakket oksekød, et æg, en håndfuld kapers og en håndfuld hakket rødbede, blander hele herligheden og tilsætter salt og peber. Bøfferne formes med en ske ligesom frikadeller, dog gerne en anelse større, og steges kort på panden, så de stadig er let røde og saftige, når de serveres.
Det er da ikke så svært - og det smager som sagt himmelsk.

Velbekomme
Jesper

1 kommentar:

Lyngby sagde ...

Hej Jesper
En klassiker. Her i huset hakker jeg også gerne lidt løg og putter i farsen, evt med lidt bacon også.

I øvrigt tak for blomsterhilsen ved min mors båre.