Roman om en forbrydelse

Det er efterhånden en rum tid siden, at jeg sidst har skrevet om bøger her på bloggen. Det skyldes ikke, at jeg er holdt op med at læse - men derimod at jeg har brugt de seneste måneder på en genlæsning af Sjöwalls og Wahlöös dekalog - ti-binds-værket "Roman om en forbrydelse".
Det er intet mindre end et mesterværk. Som Arne Dahl skriver i forordet til nyoversættelsen af "Strisser, strisser": "Det er usædvanligt, at en litterær tradition har et biologisk forældrepar". Men det er ikke desto mindre tilfældet. Ægteparret Sjöwall og Wahlöö kom til at danne skole med 10-bindsværket - og er i dag inspirationskilde for de mange mere eller mindre talentfulde krimier, som nu oversvømmer supermarkedernes bogreoler. Faktisk virker det som om, at det er et salgsargument i sig selv, at en bog er en del af en planlagt ti-binds-serie.
Det svenske ægtepar fik succes, fordi det med det samfundskritiske perspektiv gjorde kriminal-litteraturen acceptabel på parnasset i en munkemarxistisk tid, hvor der bestemt ellers ikke var plads til god underholdning på det litterære marked. For det andet skyldes successen, at det kriminelle håndværk er i orden. Bøgerne er velskrevne og spændende. Endelig - for det tredje - at Sjöwall og Wahlöö introducerede den kollektive politiroman på skandinavisk - med en særlig form for svensk melankoli, men også med plads til en - blandt hovedpersonerne - nuanceret persontegning og udvikling. Det er denne persontegning, som løfter bøgerne langt op over den trivielle underholdningslitteratur - og det er nok i virkeligheden her, at fagets udøvere i dag virkelig fejler.
For mit eget vedkommende begyndte det lidt bagvendt. Den første bog, jeg læste, var nemlig den sidste - "Terroristerne" - fra 1975. Men det skete i de følsomme gymnasie-år - og jeg var solgt med det samme. Og jeg har nu med jævne mellemrum labbet alle ti bind i mig til fortsat fornøjelse og glæde.
I 1999 tog jeg endda på en 14 dages pilgrimsfærd til Stockholm, hvor jeg - med bøgerne som guide - gennemtravede Stockholm og ikke mindst byens tunnelbanesystem. Jeg besøgte S:t. Eriksplan, hvor Manden på taget holdt til, jeg besøgte Bagarmossen, hvor Martin Beck boede i de første bøger - og ja, jeg besøgte selvfølgelig også Gamla Stan, hvor han flyttede til efter skilsmissen.
Selvfølgelig blev det også til et besøg på Sveavägen, hvor Oluf Palme blev skudt i 1986. Et drab, hvis forklumrede opklaring på forunderlig vis bliver forudsagt i netop Terroristerne. For Sjöwall og Wahlöö kunne deres Sverige. De havde et sikkert øje for samfundets styrker og svagheder - for det var jo det, som var forbrydelsen: "det svenske socialdemokratis forræderi over for de sande socialistiske principper, et svigt der skabte et bureaukratisk, menneskeforagtende system i stedet for det ”folkhem”, der oprindelig var målet", som krimi-eksperten Anton Koch-Nielsen skriver.
Når det så er sagt, skal det også med, at det er den kritiske vinkel, som er "Roman om en forbrydelses" største svaghed. Indimellem render analyserne simpelthen af med forfatterne - og man kan med fordel springe et par sider over - og sommetider virker forfatterparrets persontegning altså lidt for sjovt gammeldags, fodformet, ja, nærmest sovjetisk, for eksempel med deres fremhæven af brede fødder som en del af det kvindelige skønhedsideal, for slet ikke at tale om den voldsomme udpensling af the-scenerne hjemme hos Rhea Nielsen. Det er muligt, at det var vigtigt at drikke the på venstrefløjen - men her går det altså over gevind.
Genlæsningen er sket i skønsom blanding af den gamle oversættelse og Bjarne Nielsens nyoversættelse fra 2005. Men nyoversættelsen klæder mesterværket. Væk er for eksempel det meget altmodische udtryk "radiobil", som er erstattet med det mere tidssvarende "patruljevogn".
Men ellers er tidsbilledet en væsentlig del af oplevelsen, når man læser bøgerne. Sjöwall og Wahlöö lagde selv meget vægt på, at bøgerne skulle foregå i det år, hvor de udkom - og på den måde er bøgerne også et vægtigt bidrag til forståelsen af en forandringens tid, der aldrig kommer igen.
Det er nu 45 år siden, at Roseanna - det første bind i serien udkom. Derfor er bøgerne også klinisk renset for brug af mobiltelefoner, internet og andet teknologi-flip. Tilbage står godt gammelsdags politi-fodarbejde - og det er en sand fornøjelse i sig selv.
Det kan diskuteres, om det er rimeligt at udnævne et af de ti bind som bedre end de andre. Men hvis det skal gøres, vil jeg da gerne pege på nummer fem - "Brandbilen som forsvandt".
Plottet er som sædvanlig i orden, men det parallelle forløb om brandbiler, som forsvinder, hæver denne bog højt op over gennemsnittet. Forresten kan jeg også godt lide bogen, fordi Gunvald Larsson - min favorit-biperson - har en fremtrædende rolle og her demonstrerer maksimal handlekraft, arrogance og overlegenhed.

(Fortsættes)

Jesper