tirsdag den 2. november 2010

Arven fra Warhol






















Jeg har gennem nogen tid gået og puslet med et udsmykningsprojekt til gavlen på mit nye redskabsrum ud mod vejen.
Jeg bestemte mig ret hurtigt for, at udsmykningen skulle udformes som et træskærer-arbejde, der sådan rent stofligt vil stå godt til både gavlen og omgivelserne. Jeg lagde mig også ret hurtigt fast på, at det skulle være to relieffer med et par let genkendelige grønlandske ikoner - havørnen og pukkelhvalens hale.
For at komme i gang med arbejdet, havde jeg brug for nogle skabeloner, som jeg lavede i Illustrator - et tegneprogram i Adobe-familien. Som et lille sidespring i arbejdet har jeg prøvet at lege med skabelonerne i PhotoShop - og det er der kommet ovenstående Warhol-inspirerede collage ud af.
Warhol var en af de helt store kunstnere i 60'erne og vakte en del furore med sin popkunst, hvor han arbejdede med kendte symboler som for eksempel en Heinz-ketchupflaske.
Et af hans mest berømte værker er collagen med billeder af Marilyn Monroe i "underlige" farver. Teknikken er silketryk, hvor billedet dannes ved at trykke en række farveseparerede forme. Warhol opnåede det sjove udtryk ved at bytte rundt på formene, så de blev brugt til andre farver end den oprindelige - og det er altså den teknik, som jeg lod mig inspirere af i min lille stiløvelse.
Forresten udsatte Warhol også vores egen dronning for samme behandling - og jeg havde faktisk i en årrække en plakat med det motiv hængende på mit værelse. Plakaten er desværre kastet bort - slidt op af utallige flytninger.
Men tilbage til udsmykningen på gavlen. Jeg regner bestemt med at blive færdig med arbejdet i morgen. På fredag holder vi en rigtig herrefest for sommerens byggeprojekter - og der skal det afsløres. Så selv om jeg her har løftet lidt af sløret for, hvad det kommer til at forestille, må bloggens læsere altså væbne sig med tålmodighed til weekenden, hvor jeg nok skal bringe billeder af det store arbejde.

Jesper

1 kommentar:

Dortheivalo sagde ...

Her i Sisimiut flager man stadig på halvt, når der er begravelse, ligesom flaget er på halvt ved sygehuset, når nogen dør. Du har ganske ret i, at det er en sympatisk tradition.