Fotostatkunsten

Når man beskæftiger sig med halvfjersernes design og æstetik, er det især øjenåbnere som Pantons orangerøde plastikmøbler og andre farvestrålende ikoner, som bliver husket. Det er ligesom overset, at det var i den samme periode, at fotostaterne og dermed fotografikken indtog både det offentlige rum og hjemmene som udsmykning.
Blandt andet husker jeg, at en hel væg i forhallen til det dengang nybyggede sygehus i Farsø var udsmykket med en kæmpefotostat - vistnok fremstillet i 24 mindre stykker.
Fotostat er i virkeligheden ikke det helt rigtige ord for den grafiske teknik, men dækker over en reproduktionsmetode, som tillod at lave kæmpeforstørrelser af billeder. Metoden havde sine begrænsninger (det var nærmest fotokopier) og var især velegnet til grafik - for eksempel det som vi i daglig tale kaldte fotostater; altså en grafisk billedfortolkning, hvor kun sort og hvidt er brugt.
Det fangede naturligvis også vores interesse i fotorummet under skoleinspektørens hus på Farsø skole. Her var vi en flok, som både i skoletiden og i fritiden dyrkede fotografiets ædle kunst. Vi havde to lærere - Per Just og Knud Erik Kristensen, og jeg tror, at det var Per Just, som introducerede os til fotostat-kunsten. Og det var ikke helt let.
Først skulle billedet overføres til en litografisk film, som eliminerer mellemtonerne i billedet. Kunsten var at eksponere korrekt, så man fik lige nøjagtig så mange detaljer med i billedet, at det var til at se, hvad det gik ud på - men heller ikke flere. Det skal med, at dengang var der ikke sådan en preview-funktion. Nej, der var ikke andet at gøre end at stole på fornemmelsen, og så fremkalde billedet i hånden og se, om det virkede. Når man så var tilfreds med billedet, som nu var på en filmstrimmel, jeg tror, det var 4 x 6 eller lignende, blev der lavet et kontaktnegativ. Herefter mere eller mindre skilte man et forstørrelsesapparat ad, så det kunne projicere billedet op på en væg, hvor man så kunne eksponere et stykke fotostatpapir - såvidt jeg husker var det i A3-format. Efter fremkaldelsen og tørring stod man så med den færdige fotostat - lige til at montere på et stykke spånplade og hænge op derhjemme.
Jeg erindrer, at det især var motiver med landskaber fra Farsø-egnen, som var yndlingsemnet for denne proces. Og jeg tror nok, at jeg har nogle af fotostaterne liggende i en kasse et eller andet sted i huset på Øland.
Jeg tror, at man skal vurdere fotostaternes store udbredelse den gang som en følge af nogle nye teknologiske muligheder - og i hvert fald er der ikke mange af fotostaterne i det offentlige rum, som har overlevet tidens tand.
Rent teknisk er der heller ikke de store udfordringer i genren mere. Billedet herover (af en grønirisk forresten) lavede jeg på fem minutter i PhotoShop. Og overførslen til papir i en hvilken som helst størrelse kan i dag gøres ved at trykke på en knap på PC'en.
Ikke desto mindre har dette indlæg rørt ved nogle retro-følelser hos undertegnede - så hvem ved? Måske fotostaterne står over for en nostalgisk revival-bølge?

Ha' det
Jesper

P.s. Det er ikke fordi, jeg husker min skolegang i Farsø for særlig meget godt, men "redde Caesari quae sunt Caesaris" - giv kejseren hvad kejserens er - fotolokalerne og fotoundervisningen var helt enestående. Jeg har stadig den dag i dag glæde af timerne i kælderen.