lørdag den 8. december 2007

Vintertur til Sommerøy

Vi har denne weekend besøg af Aaju - en grønlandsk geologi-studerende fra Tromsø. Aaju er oprindeligt fra Qaqortoq, og vi mødte hende ved lidt af et tilfælde, da vi lige var flyttet herop.
Dagen er gået med en køretur til Sommerøy og så har Dina og Aaju moret sig med at spille Olsen. De siger godtnok, at de spiller 10, men jeg ved bedre. Når grønlændere er sammen, spiller de Olsen - altid under vilde skænderier om, hvilke regler der faktisk gælder for spillet. De varierer nemlig en del fra by til by.
Turen til Sommerøy var ganske god. Vejret var fint - frostklart og vindstille. Undervejs øste Aaju gavmildt af sin geologiske viden, og da landskabet ude omkring Sommerøy på mange måder kan minde om Grønland, så var turen både spændende og interessant.
Sommerøy er et rigtigt sommerhusområde små 70 kilometer vest for Tromsø ude ved Atlanterhavet. Vi gik en lang tur, inden vi sluttede på Havfruen - den lokale beverdingel - med chokolade og vafler.
På denne årstid burde der være stille og fredeligt derude. Men for en gangs skyld var der stor aktivitet i havnen. Flere trawlere var i gang med at losse - og det har vi faktisk aldrig set før derude.
Da vi kom hjem igen fik vi blæksprutteringe med tsaziki. Aftensmaden stod på lammekølle og gratinerede rodfrugter - alt i alt en god dag.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: