fredag den 21. december 2007

Årets længste nat

I går var det årets korteste dag - eller som franskmændene optimistisk udtrykker det: årets længste nat.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes - måske spirende polarkuller. I hvert fald var det som om, at der var lidt lysere heroppe i dag ved middagstid. Nej, når sandheden skal frem, skyldes det nok fuldmånen og at det var regnvejr i går - for så hurtigt går det alligevel ikke, selv om vi nu er ovre det værste. Jeg kan heller ikke lade være med at illustrere udviklingen med et billede, som jeg tog den 24. juni sidste sommer i Grøtfjord - en times kørsel herfra ude ved Atlanterhavskysten. Så dejligt er der i Nordnorge om sommeren, og det er der altså kun seks måneder til.
Nu er al det her med polarkuller og den arktiske nat imidlertid ren teori for Dina og mig. I morgen tager vi til Danmark for at holde juleaften hos mine forældre i Farsø - i øvrigt for første gang i syv år. Andenjuledag tager vi til Kina, hvor målet er det kinesiske svar på Hawaii - badeparadiset Hainan i det sydkinesiske øhav tæt på grænsen til Vietnam. Her er det planen at ligge i palmernes skygge og suge ny energi, indtil vi vender næsen hjemover igen den 6. januar.
Af samme grund tør jeg ikke love alt for mange indlæg bloggen i den kommende tid og vil derfor benytte lejligheden til på egne og Dinas vegne at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: