onsdag den 16. juli 2014

Vikingerne slår tilbage

Minder fra ungdommens tabte paradis

Bloggeren som 14-årig i patruljehytten i Grønnerup.
Snart skal rygsækken og teltet pakkes – og så går turen til Stevninghus i Sønderjylland. Til spejderlejren ”Vikingerne slår tilbage”, hvor der venter 14 dages tjeneste som redaktør i den interne pressetjeneste.

Som altid glæder jeg mig vildt meget til at få røgen i næsen og se en stor spejderlejr rejse sig på en bar mark. Der er ikke megen larm. Det meste foregår stille og roligt – men med militær præcision – for alle ved, hvad der skal gøres. Det er en opvisning i spejderbevægelsens allermest grundlæggende principper – børn leder børn – og at man kan bygge en by uden uddannede pædagoger og løftede voksne pegefingre.

Falken på den nye bro - bygget til
 landspatruljeturneringen "Kon-Tiki" i vinteren 1971/72.
Det er i år 45 år siden, at Det Danske Spejderkorps første gang holdt landslejr på Stevninghus. Lejren hed Ny Hedeby og samlede 8.000 spejdere, der i godt en uge levede et rigtigt vikingeliv, som det kunne have foregået i den rigtige Hedeby for 1.000 år siden.

Der blev høvlet og tømret, udvundet trækul og tjære, der blev smedet, kokkereret, bagt og vævet – alt sammen på samme måde som vikingerne ville have gjort det.

I årene forinden havde 1.000 frivillige bygget et halvt hundrede landnamshytter på lejrpladsen og vikingeskibet Imme Gram var også en del af forberedelserne.

I 1969 var jeg desværre et år for ung til at deltage i lejren, men vikingestoffet var gået spejderne i blodet, og i årene efter var spejderarbejdet inspireret især af de gamle håndværksmetoder, hvor man ikke brugte søm og skruer, men navler og dyvler og rigtigt håndværk med øksen som det primære værktøj.

Mine forældre foran Falkens hytte.
I 1. Farsø Trop, hvor jeg efter udstået fire års ulvetid blev spejder i 1970, havde vikingestoffet bidt sig mere end almindeligt fast. Det skyldtes ikke mindst en landmand med stor veneration for spejderarbejdet, Frede Rasmussen, der generøst overlod sin plantage på knap 20 hektar overvejende granskov  i Grønnerup nær Limfjorden til Farsø-spejdernes forgodtbefindende.

Det blev min ungdoms tabte paradis. Her byggede vi i første halvdel af halvfjerserne vores egen lille spejderby med tre landnamshytter, ildsteder, paradeplads og et omfattende stisystem med flere store broer.

Det var her, hvor drenge blev til mænd, som et af spejderbevægelsens gamle slagord lyder – langt fra de usunde gadehjørner, der på den tid var synonymt med fortabelsens evige mørke.

En god del af 1. Farsø Trop foran Egernets hytte.
Lidt var der om snakken. For det var i Grønnerup, jeg fældede mit første træ – med økse selvfølgelig. Maden bestod ofte af lige dele makrel i tomat og friskfangede blåmuslinger, skrubber og ål fra Limfjorden, så det var også her, jeg for alvor fattede interesse for at lave mad – over bål ganske vist – og det var her, jeg lærte alle de friluftsfærdigheder, som resten af livet har været mig til ubeskrivelig glæde og nytte.

Om efteråret stod der kålrabier på menuen, og manglede vi mælk, købte vi det af landmanden. Rigtig komælk - upasteuriseret, uhomogeniseret og med fløde på toppen. Det var sundt, og hver mundfuld var en stor vaccination mod alskens dårligdomme.

Næsten hver weekend og de fleste ferier gik turen til Grønnerup. Otte km på cykel frem og otte km tilbage igen. I sommer, sol, regn, slud og sne. Uforglemmelig er blandt andet en voldsom snestorm i november 1972, hvor sneen lå så højt, at vi var nødt til at bære cyklerne de otte kilometer hjem søndag aften.

Vikingeinteressen førte også til en tilværelse
 som sømand på et vikingeskibet Vågan. Her i rollen
 som høvedsmand (styrmand) ud for Lofoten
i Nordnorge efteråret 2000..
Drenge blev til mænd – for som oftest opholdt vi os i Grønnerup uden voksent opsyn. Så der blev da også eksperimenteret. Her lærte jeg at drikke øl som en viking – selv om der vist ikke lige stod noget om det i spejdernes arbejdsstof.

På egnens gårde var der også en del jævnaldrende piger, der gerne kom på besøg hos drengene i skoven – og her trådte jeg de første besværlige skridt ad kærlighedens tornebestrøede, men sødmefyldte stier. Ikke alle pigernes fædre var lige tilfredse med det arrangement, skulle jeg hilse at sige.

I dag er det hele væk. Frede Rasmussens gård er solgt – og spejdernes glade øksehug lyder ikke længere mellem granerne. Der er ikke noget særligt at se – men en gang i fremtiden vil der sikkert være en arkæolog, der vil undre sig gul og blå over at have fundet en vikingeboplads med ølkapsler fra 1970’erne i jorden.
   
Evigt ejes kun det tabte – og jeg vil for altid være formet af den muntre ungdomstid i skoven i Grønnerup.

Her fik jeg lov til at udvikle mig på mine egne præmisser og i mit eget tempo – det som er spejderbevægelsens største styrke. Nu skal gælden betales tilbage – og derfor deltager jeg naturligvis i ”Vikingerne slår tilbage” i slutningen af juli – så den opvoksende generation på trods af heldagsskole og 24 timers samfundsmæssig omsorg også får de samme muligheder, som jeg har haft. 

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. juli 2014.

Ingen kommentarer: