Luft under vingerne XV

For nogle dage siden annoncerede Air Greenland, at man netop har købt endnu en DASH 8-200 til erstatning for de bedagede DASH 7, der har tjent selskabet trofast i flere end 30 år.
Men hov, DASH 8!!!! Ordet har så ilde en klang. Var det ikke det fly, som for nogle år siden faldt ned for et godt ord?
Nej, det var det ikke - og alligevel! Men det er altså nødvendigt at holde tungen lige i munden, for en DASH 8 er altså ikke bare en DASH 8. Betegnelsen dækker faktisk over hele fem forskellige flytyper - hvoraf et af dem, DASH 8-Q400, er den berygtede model, som for få år siden voldte SAS helt urimeligt mange problemer. Det vil jeg vende tilbage til i en senere artikel om flyene i mit liv og her fokusere på de tre ældste versioner af flyet - dem med tilføjelsen 100, 200 og 300 i navnet.
DASH 8 blev udviklet i begyndelsen af 80'erne som en afløser for De Havillands DASH 7 - og er betydeligt mere økonomisk i driften. Det skyldes blandt andet modellens to motorer mod DASH 7's fire, men til gengæld har flyet ikke syverens indlysende STOL-egenskaber - altså evnen til at starte og lande på meget korte baner. Derfor er Air Greenland også nødt til at begrænse fragtmængden og antallet af passagerer på mange af Grønlands korte baner. Fuldt lastet kan DASH 8-200 kun lande på flyvepladserne i Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq og Ilulissat, men stadig er det en fornuftig forretning for Air Greenland, simpelthen fordi flyet er mere driftsøkonomisk - og ikke mindst nyere, så reservedele er nemmere at skaffe.
Jeg har fløjet temmelig mange ture med DASH 8 i Nordnorge, hvor SAS-ejede Wideroe bruger flytypen på det såkaldte kortbanenet. Første gang med en 100-model fra Bodø til Svolvær i august 2000. DASH 8-100 er den mindste model i serien med plads til 33 passagerer. Flyet er noget af det nærmeste, man i den branche kommer en rutebil - blandt andet er der bagerst et bredt sæde med plads til fem personer akkurat som i en bus.
Wideroe har 19 fly af typen og bruger dem på lokaltrafikken i Nordnorge - og selve flyoplevelsen minder altså også meget om en rutebil. På en tur tidligt om morgenen i 2001 fra Svolvær til Leknes oplevede jeg endda at være eneste passager i kabinen.
Den slags er med til at gøre flyvningen til en afslappet oplevelse, men ikke desto mindre rummer flytypen også minder om den eneste gang, hvor jeg har været bange for at flyve. Det var på en tur i rasende snestorm mellem Bodø og Svolvær. Flyet blev kastet rundt over Vestfjordens bølger - og stewardessen var nødt til at opgive serveringen af kaffe. Det var meget voldsomt og meget ubehageligt - også selv om jeg har den grundlæggende holdning, at hvis piloterne tør flyve - ja, så tør jeg altså også!
Det er også i en DASH 8 - ganske vist af 300 typen med plads til 50 passagerer, at jeg har oplevet flest starter og landinger på en dag. Det var i 2007, hvor jeg fløj mælkeruten fra Tromsø til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord - altså seks starter og landinger på en god formiddag.
Nu er denne meget driftssikre flytype altså godt på vej ind i Grønland. Air Greenland købte sidste efterår de første to DASH 8-200 med plads til 37 passagerer - og nu er yderlige et fly på vej ind i flåden.
De to fotos af Wideroe DASH 8-100 er taget i 2000 på flyvepladsen i Svolvær - den største by på Lofoten. Bemærk, at landingsbanen bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Det giver ved bestemte vindretninger anledning til at lukke lufthavnen, simpelthen fordi der er risiko for, at landingsbanen bliver overskyllet af bølgerne. For der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt at flyve i Arktis...

Jesper

Foto: Air Greenland og undertegnede