søndag den 31. oktober 2010

På fuglekig i Asaa

Kattegat-kysten ved Asaa er karakteriseret af strandeng og lavt vand. Det er et område, hvor der er gode muligheder for at finde rav, men også den fugleinteresserede kan finde nogle rigtige godbider her.
Lørdag formiddag så jeg blandt andet denne flok lysbugede knortegæs. Det er en rigtig polarfarer, som yngler i Nordøstgrønland, Svalbard og Sibirien. Her i trækperioden er stort set hele bestanden samlet i Danmark, og vi er overvintringssted for cirka 80 % af bestanden. Vi har derfor et stort ansvar her i landet for, at netop denne gåseart har det godt.
Knortegåsen er den mindste af de danske gåsearter - ikke meget større end en gråand. Den lever af blandt andet ålegræs og tang, men i takt med at bestanden har været stigende de seneste år, er den også gået på land og spiser græs og mos. Som alle gæs kan knortegåsen blive ganske gammel med en såkaldt "forventet levetid" på 24 år.
Udover knortegæssene bød turen blandt andet på en del svaner - både knopsvaner og som billedet med de flyvende fugle viser, sangsvaner.
Endelig stødte vi på en enlig edderfugl i havnebassinet i Asaa.

Jesper

Grønlandsk proviant

I Grønland taler man grønlandsk og dansk. Det ved de fleste - også selv om de aldrig har været der.
Men det er knap så kendt, at det danske sprog på denne verdens største ø lever sit eget liv - og vel nærmest kan kaldes en dialekt. Ikke så meget på grund af et specielt tonefald eller særegne grammatiske konstruktioner, men fordi der i Grønland er nogle specielle ord og talemåder, som kan synes underlige i en normaldanskers ører.
Et godt eksempel er udtrykket "Grønlandsk proviant", der betyder grønlandske råvarer i kulinarisk sammenhæng. Almindeligvis betyder provint "forrådsmad" på dansk, men på den grønlanske dialekt betyder det slet og ret "mad". Når man spiser grønlandsk proviant, betyder det altså, at man spiser grønlandsk mad.
Det havde vi rig lejlighed til fredag aften, hvor vi var til Ullas fødselsdag. Hendes mand, Bent, har brugt sommerferien på at fiske og jage i Grønland, så fryseren er fyldt op. Fødselsdags-menuen bestod af kogt fjeldørred, som forresten kaldes for laks på dansk i Grønland. Det, som vi forstår ved laks i Danmark, bliver deroppe kaldt for skællaks.
Bagefter var der moskussteg og rendyrsteg med den skønneste brune sovs, og vi sluttede af med blåbæris.
Ulla blev 55 og det betyder jo, at hun er født i 1955. Det er lige sådan noget talmagi, som grønlænderne elsker, så vi var selvfølgelig inviteret til festen klokken 17.55.
Som det ses på billedet var det en god aften med fine gaver til fødselaren. Det er Ulla i den røde kjole.

Jesper

lørdag den 30. oktober 2010

Nu fa-a-almer skoven...















Så er efteråret over os.
Men når det tager sig så smukt ud, som det var tilfældet fredag i Oksholm-skoven, er denne kedelige, men uomstridelige kendsgerning da til at leve med.
Men med efteråret kommer også vintertiden - og vi skal stille urene tilbage ligesom havemøblerne.
Denne fiflen med tiden er noget pjat, som kun giver besvær. Sommertiden blev i sin tid indført under krigen - og genindført under oliekriserne i 70'erne - fordi det angiveligt betyder et lavere energiforbrug om sommeren. Besparelsen opnås ved, at lyset om aftenen varer så længe, at det ikke skulle være nødvendigt at bruge så meget elektrisk lys. Det er sikkert rigtigt nok - men jeg har svært ved at se, at der er nogen gevinst ved at stille uret tilbage om efteråret.
Derfor synes jeg, at vi lige så godt - en gang for alle - burde stille uret en time frem - og så lade det blive der. Så slipper vi for dette halvårlige idioti. Hvorfor det ikke sker, ved jeg ikke, men jeg gætter på, at det er det sædvanlige, når politikere skal træffe beslutninger. Man laver et kompromis - og konstruerer noget, der hverken er fugl eller fisk. Det er simpelthen komplet umuligt for folk, der tænker politisk, at lave noget som helst rigtigt. Og eftersom vintertiden fra at være et nationalt anliggende nu er institutionaliseret i EU-systemet, kan vi være sikker på, at det aldrig bliver lavet om.
Det skal nu ikke få mig til at synke hen i vinterdepressioner, for tilværelsen har jo også meget at byde på om efteråret og vinteren. Den falmende skov er blot en af tingene.

Jesper

torsdag den 28. oktober 2010

Det haver så nyligen regnet

Torsdagen var den årlige Spil-Dansk-dag, hvor Danmarks Radio, kor og orkestre samt ikke mindst mange uddannelses-institutioner sætter den danske sangskat på dagsordenen. En af aktiviteterne er "Danmarks største kor", hvor alle skoleelever i landet synger de samme danske sange på samme tid til et akkompagnement leveret af Danmarks Radio på blandt andet P4/Nordjyllands Radio.
Torsdagen var også dagen, hvor en ordentlig tordenskylle drog henover Nordjylland om formiddagen.
Jeg gik og nussede i værkstedet, da disse to begivenheder krydsede hinanden på uskøn vis. Radioen var tændt, regnen silede ned og trommede voldsomt på bliktaget, klokken var fem minutter over elleve - og pianisten i radioen slog de første toner an til Danmarks største kor og I østen stiger solen op. Alle trækker vejret dybt for at synge den første strofe. "Pling, pling, dingeling... Her er Nordjyllands Radio med en trafikmelding. Et voldsomt regnvejr skaber i øjeblikket problemer på vejen mellem Aalborg og Brønderslev..."
Jeg håber, at de forskellige skoler i Nordjylland brugte en af DR's andre kanaler til musikledsagelsen - for med Nordjyllands Radio som kilde fungerede illusionen om det landsdækkende kor i hvert fald ikke - på grund af trafikmeldingen.
Jeg synes, at det er helt fint med trafikmeldinger. Det er noget af det, som lokale radioer er allerbedst til, men her var det altså, at situationsfornemmelsen knækkede. Det er i hvert fald synd for de mange børn, som stod parat til at deltage i Danmarks største kor og fornemmelsen af fællesskabet om den danske sangskat. Også fordi trafikmeldingen var af den mere overflødige slags - for det var på det tidspunkt åbenbart for selv den mest stæreblinde bilist, at det var regnvejr.
Selv nåede jeg lige at tænke på det morsomme i, at man synger I østen stiger solen op på et tidspunkt, hvor der ikke var så meget som skyggen af sol på himlen.
Jeg håber, at ungerne bagefter fandt trøst i den smukke "Det haver så nyligen regnet".

Jesper

Friske gulerødder

Nattefrosten forleden afgjorde sagen. Gulerødderne skulle op af jorden.
Jeg har ellers gået og trukket det lidt. For der er altså ikke noget så lækkert og sprødt som helt friske nyopgravede gulerødder. Men bevares, de beholder da sprødheden en tid endnu - og inden da skal vi såmænd nok nå at få dem spist. Siden vi begyndte at spise af vore egne gulerødder i slutningen af august, har vi i hvert fald konsumeret halvdelen af årets samlede udbytte, så den resterende del kan vel vare til jul, sådan cirka.
Gulerodsproduktionen har ellers været lidt af en sej proces. Det kolde forår gjorde, at de kom meget sent i vækst. Til gengæld har vi også lært en del om, hvordan de bedst dyrkes i vores jord, så det er planen, at vi skal have et større stykke med gulerødder næste år. Jeg håber på ved hjælp af en drivbænk at komme tidligere i jorden næste år - og så forhåbentlig få sået af flere omgange, så vi kan have egne gulerødder i det meste af et halvt års tid.
Til næste år skal vi nok - af samme grund - også tænke på gulerodsfluerne og deres orm. I år har vi stort set været forskånet for det problem. Vi har kun fundet ganske få gulerødder med orm i, men så heldige tror jeg nu ikke, at vi kan være i fremtiden - specielt ikke når vi øger arealet og sæsonen, så det bliver noget med at plante tagetes mellem gulerødderne og samtidig dyrke dem under fibertæpper. Det ser måske ikke så smukt ud - men i krig og kærlighed gælder jo alle kneb!

Jesper

Basserne og Olsen-banden

Det var bestemt ikke uden bekymring, at jeg købte det seneste nummer af tegneserie-magasinet "Basserne". Forsiden viste nemlig fire af de kendte personer fra Basserne-galleriet forklædt som Olsen-banden og rubrikken "Otto-banden slår sig løs i Basserne".
Mine bekymringer gik på, at jeg ærlig talt havde lidt svært ved at se, hvordan man skulle kombinere det danske nationalklenodium og en amerikansk militær-tegneserie på en smagfuld måde. Erfaringerne viser, at når de store medie-koncerner får dollartegn i øjnene og begynder at høste synergi, konvergens og hvad det nu ellers hedder, når man kombinerer forskellige medie-platforme, ender det som regel med et ualmindeligt ringe produkt.
Heldigvis gik det ikke så galt, for rubrikken nærmer sig faktisk falsk reklame. Bevares, helt løgn er det vel ikke, men...
Heldigvis har folkene på Serieforlaget og folkene på Nordisk Film - begge selskaber i Egmont-koncernen - pli nok til at afstå fra forsøget - når vi altså lige ser bort fra den harmløse og ganske underholdende forside, hvor man blot læner sig op af efterårsferiens premiere på tegnefilmen "Olsen-banden på de bonede gulve".
Rubrikken dækker over, at man i bladet har en konkurrence om billetter til filmen og et par siders redaktionel foromtale af arbejdet med filmen. Relevant nok i et tegneserie-magasin, så det bærer vi over med. Og eftersom Egmont nu en gang sidder inde med rettighederne til såvel Olsen-banden som Basserne, kan man næsten ikke fortænke dem i at gøre gribe den mulighed.
Det er som sagt gjort med pli og med respekt for begge seriers kunstneriske udgangspunkt.
Men vi må nok i fremtiden vænne os til, at vi kommer til at se meget mere af disse konvergensforsøg i både film, litteratur og tegneserier. Når rettighederne samles i store mediekoncerner, er det i hvert fald svært at undgå.
Men forresten er det jo en gammelkendt spøg blandt forfattere, når man lader sine karakterer gå besøg hos hinanden. Sherlock Holmes er jo kendt for at dukke op i mange sammenhænge. Anders And har taget Supermand til sig i form af Stålanden og Supermule, der mest af alt er en djævelsk satire på Supermand. Den svenske krimiforfatter Leif W.G. Persson har i sit persongalleri en kriminal-assistent ved navn Anne Holdt, der er stort set lige så feministisk som den lesbiske norske kriminalforfatter af samme navn. Og sådan kunne jeg blive ved med eksempler på, hvordan man inden for den kunstneriske friheds rammer på en smagfuld måde kan give udtryk for sine sym- og antipatier - ved at benytte konvergens-fænomenet.

Ha' det
Jesper

P.s. Konvergens er sådan lidt af et modeord i mediebranchen. Det er det, som vi oplever, når for eksempel en journalist fra Danmarks Radio laver en historie både til radioavisen og til TV-avisen, eller når medierne bruger Facebook som et redskab til at lokke kunderne hen til sig. Konvergens betegner i sin oprindelige betydning to linjer, som løber mod samme punkt.

tirsdag den 26. oktober 2010

Irish Stew

Efteråret er sæson for rustik og kraftig mad med masser af næring, så vi kan holde varmen.
Når regnen siler ned, og vinden hyler i de næsten nøgne træer, er der ikke noget bedre end at sidde ved middagsmordet med ild i brændeovnen og labbe kraftige sager som gule ærter, oksehalesuppe, skipperlabskovs eller brunkål i sig. Det er mad, som vi alle holder af, men som også nemt sætter sig på sidebenene.
En velsmagende undtagelse herfra er irish stew, der, tilberedt som vi nu gør her i huset, i hvert fald ikke er specielt kalorierig.
Irish stew er i sin oprindelse rigtig fattigmandsmad, hvor hovedingredienserne er kål og kartofler samt lidt fårekød. Men der er nu ikke så mange regler, så man kan sådan set selv sammensætte retten af, hvad man nu lige har ved hånden, blot man husker kål og kartofler. Rigtige kendere insisterer vistnok på, at retten skal laves i ovnen, men den kan nu også sagtens laves i en stor gryde på komfuret.
Forleden tog vi et pund lammekød, et kvart hvidkål, et pund kartofler, en kvart selleri, en porre, et par løg og nogle gulerødder alt sammen skåret i tern og lagt i en gryde med en halv liter vand og krydret med salt, peber og et par laurbærblade. Hele herligheden bringes i kog og får lov til at småsnurre i halvanden time uden omrøring. Når tiden er gået, rører man det godt igennem, så det tykner ligesom skipperlabskovs - og så er der ellers ikke andet at gøre end at sige velbekomme. Mums!
Til dessert fik Dina pærer, brunet på panden som brune kartofler og drysset med kanal som en herlig garniture til vanilleis. Det har helt sikkert smagt godt, men siden det var lykkedes mig at blive mæt i kaloriefattig irish stew, sprang jeg denne kaloriebombe over. Jeg skal jo passe på mine venusmål...

Jesper

Dagens ord XXXI

Det er ikke til at holde noget skjult for TV2-Nords hårdtarbejdende journalister - heller ikke når de er på dybt vand. I et indslag om det mislykkede forsøg på at hæve færgen Egholm II i Århus Bugt meddelte den udsendte medarbejder med TV-dramatisk dommedagsrøst: "Alt går, lige som det skal, indtil det går galt!"
Det er der næppe nogen af de sagesløse seere, der vil bestride.

Jesper

mandag den 25. oktober 2010

De nordjyske betonveje















Det er efterhånden ikke hver dag, at aviserne bringer en nyhed, men i weekenden skete der det forunderlige, at Nordjyske Stiftstidende bragte en artikel om noget, der skete lige efter anden verdenskrig - og det var i virkeligheden et brag af en nyhed.
Artiklen handlede om de mange betonveje i Jammerbugt kommune. Blandt andet vejen fra Birkelse til Tranum - Tranum Engevej, der netop i disse dage er ved at blive forvandlet til en almindelig asfaltvej. Disse betonveje går almindeligvis i folkemunde under betegnelsen tyskervejene - velsagtens fordi man antager, at de er bygget af værnemagten.
I artiklen i Nordjyske Stiftstidende påpeger lokalhistorikeren, tidligere skoleinspektør Arne Sloth Kristoffersen, at betonvejene ikke er tyskernes værk, men derimod resultatet af et kæmpemæssigt beskæftigelsesprojekt på den fattige egn i tiden umiddelbart efter krigen. Projektet begyndte i 1947, og byggeriet blev afsluttet så sent som 1964. Vejene i det ellers uvejsomme og øde mose- og kratområde blev bygget mere eller mindre ved håndkraft og trillebøre - og må have været noget af en præstation. Betonen blev produceret i Bratbjerg og blev i begyndelsen transporteret med hestevogne, der dog senere blev afløst af lastbiler. Vejprojektet, der på et tidspunkt beskæftigede op imod 250 medarbejdere, var altså et rent dansk projekt.
Andre steder i landet findes er imidlertid betonveje anlagt af tyskerne - blandt andet i Hanstholm-området og den tidligere vej til Tirstrup Lufthavn. Men ellers er vejbyggeri af beton bestemt ikke fremmed for danske entreprenører. Alene i 1938 blev det til 73 kilometer betonvej, heriblandt Lufthavnsvej i Nørresundby, der stadig eksisterer.
Ellers er betonvejene lidt af en truet race. Den gamle konstruktion er temmelig ujævn og ikke særlig komfortabel at køre på. Desuden har de ældste betonveje en tendens til at blive overordentligt glatte i frostvejr. Jammerbugt kommune bruger i disse dage fem millioner lånte kroner på at asfaltere Tranum Engevej. Så med en omskrivning af H.C. Andersens ord i "Jylland mellem tvende have": Skynd dig, kom! om føje år betonvejen som en asfaltvej står!
Udviklingen behøver imidlertid ikke at gå den vej. Blandt andre Aalborg Portland har i en årrække ofret store ressourcer på at udvikle betonveje, som komfort- og sikkerhedsmæssigt står mål med asfalt. Betonveje er 10 - 20 % dyrere at anlægge end asfaltveje. Til gengæld viser alle undersøgelser, at de nemt holder 50 år uden særlig vedligeholdelse. Set i en ren økonomisk kalkule er der derfor mange gode argumenter for igen at gå over til beton som vejmateriale. Desuden har beton bedre termiske egenskaber end asfalt, så set i lyset af et muligt varmere klima i Danmark, er der meget, som tyder på, at vi i fremtiden igen vil få betonveje i Danmark.
Så måske er det i virkeligheden en rigtig dårlig ide, at Jammerbugt kommune nu er i gang med at asfaltere Tranum Engevej - oven i købet for lånte penge. Og egentlig vel også en hån mod de mange, mange mennesker, der har svedt og kæmpet i dette store beskæftigelsesprojekt.

Ha' det
Jesper

søndag den 24. oktober 2010

Skumbad















Weekenden har budt på rigtigt efterårsvejr. Faktisk har det ikke været vejr at jage en hund ud i.
Det har nu ikke forhindret mig i at tage en tur langs Vesterhavskysten søndag. Trygt siddende i en dejlig lun og vindtæt bil. Egentlig var det tanken at snuppe en rask vandretur langs stranden, men ved Slettestrand stod regnen ned - nærmest i stænger, og i Blokhus var der en voldsom sandfygning, så jeg nøjedes med at nyde naturen i voyeurens rolle.
For der er altså noget ganske fascinerende ved Vesterhavet, når det blæser fra vest, og brændingen står ind mod kysten som et stort skumbad. En stærk påmindelse om det store og uendelige...
Pudsigt nok er det forresten stort set kun hundeejere, som finder på at gå ture, når det er sådan et vejr, som man ifølge talemåden ikke kan jage en hund ud i.

Ha' det
Jesper

fredag den 22. oktober 2010

Kender du typen?

Det er guld værd at kende sine kunder - eller målgruppe - når man har noget at sælge eller et budskab på hjertet.
Denne gammelkendte sandhed kender de i reklamebranchen, og vi ser disciplinen tydeligt demonstreret i TV-programmet "Kender du typen", hvor et par snu reklamefolk render rundt mellem tallerkenrækker og arvesølv i folks hjem for at gætte, hvilken kendis der nu bor her. Programmet fascinerer, fordi det altid er en fornøjelse at se fagfolk arbejde. Og disse reklamefolk har en ekstrem god fornemmelse af det job.
Men vi har nu alle en snert af huden. Vi er hurtige til at have en mening om folk, der har en 2CV i garagen - eller, oh rædsel, har en havenisse stående i indkørslen. I den politiske debat har man den seneste tid hørt en række fremtrædende politikere have en mening om, hvad det er for nogen typer, som bor i de såkaldte ghettoer. Heldigvis var der i hvert fald her på egnen nogen, som ikke ville finde sig i den stigmatisering - og antallet af de nordjyske såkaldte ghettoer er da også blevet reduceret. Jeg er bestemt ikke blind for de problemer, som der er i disse kvarterer, men det generer mig meget, at man sådan skærer indbyggerne i et område over en kam - og kommer med forslag om, at de ikke må gå ud om natten, og at der skal oprettes en særlig politienhed til at tage sig af deres problemer. Det er altså stærkt fornærmende mod de mange gode danskere, der rent faktisk også bor i disse områder.
Når det så er sagt, så må vi altså også finde os i, at blandt andet forsikringsselskaberne bedømmer vores rentabilitet i forhold til, hvor vi bor. En tyveriforsikring koster ikke det samme overalt i landet.
Et firma, Geomatic, har nu sat denne viden i system og har delt landet op i 430.000 små områder, hvor der er en vis sandsynlighed for, at beboerne er af en bestemt type. Desuden har man delt befolkningen ind i 32 forskellige typer med hensyn til læsevaner, indkøbsmønstre, boform, uddannelse og så videre. Firmaet sælger nu denne viden til reklamebureauer og blandt andet flere af de politiske partier, så de kan målrette deres budskaber til den undrende befolkning.
På firmaets hjemmeside kan man taste sin adresse ind og få et bud på, hvilken type man er.
Det har jeg prøvet - og resultatet er på mange måder temmelig fascinerende. Jeg tilhører en gruppe, der betegnes som "Dannevang" - og det er bestemt ikke forkert. Men det er nu ikke alt, der er stor videnskab. Jeg kan blandt andet læse, at på min adresse er der en vis sandsynlighed for, at jeg bor i et ældre hus - ja, vi har sådan set ikke andet end ældre huse i området. Det er jo blandt andet derfor, vi bor her.
Og så er der en oplagt fejl - jeg ser, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg finder edb og ny teknik skræmmende. Nej, siger jeg bare - ikke skræmmende, men smadderirriterende når det ikke virker - og det gør ny teknik som regel ikke!
Men prøv at taste din egne adresse ind. Selv om alt måske ikke er 100 % rigtigt, så ved reklamefolkene ved mere om dig, end du umiddelbart troede.

Med type- hilsen
Jesper

torsdag den 21. oktober 2010

Kokosmakroner

Forskellen mellem kokosmakroner og kokostoppe er ganske akademisk. De ser ens ud og de smager stort set ens. Så set ud fra min synsvinkel kan man lige så godt lave kokostoppe som kokosmakroner, da toppene er betydeligt nemmere at fremstille.
Nu var situationen bare lige den i det lille hjem, at fruen havde lovet at bage kokosmakroner til barnebarnets to-års kaffe-mik på søndag - og så var sagen jævnfør almindelig kvindelogik naturligvis ikke til diskussion. Der skulle bages kokosmakroner - og dermed basta!
Jeg undsagde af samme grund projektet med det samme. Skulle der laves kokosmakroner, var det fruens eget projekt. Men da jeg så resultatet - en gang udsplattede, småforbrændte småkager på pladen, blev jeg alligevel blød om hjertet og ilede til med en hjælpende hånd - og som det ses på billederne, lykkedes det så at lave velsmagende og pæne kokosmakroner i anden omgang.
Forskellen mellem kokosmakroner og kokostoppe ligger først og fremmest i, at der er fedtstof i toppene. Det giver sig selv, at en dej rørt af sukker, æg, kokos og smør er betydeligt nemmere at håndtere end en dej uden smør - simpelthen fordi fedtstoffet virker som bindemiddel. Det er umådeligt svært at få kokos, æg og sukker til binde sammen - og så er det, at de splatter sammen og flyder ud, når de kommer ind i ovnens varme.
Hemmeligheden bag successen ligger i - foruden et betydeligt håndelag og fornemmelse for dej - i at mætte dejsubstansen med kokos, så den bliver meget tør i det. Og så er det ellers med hjælp af en teske og betydelig mængder knofedt bare med at få formet kokosmakronerne på bagepladen. Det kan lade sig gøre - men det er altså betydeligt nemmere at lave denne lille kokosspecialitet, hvis man ser bort fra den akademiske forskel mellem toppe og makroner.
Bagetiden er under alle omstændigheder cirka otte minutter ved 200 grader. Hold et godt øje med ovnen - det går stærkt lige pludselig. Velbekomme.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 19. oktober 2010

Bent Betjent på jagt

Det blev en spændende aften, da vores gode ven Bent tirsdag aften fortalte om sine oplevelser gennem et langt arbejdsliv inden for politiet i Grønland. Det skete ved et møde i Foreningen Norden i Brovst.
Bent gik på pension for et par år siden og flyttede til Asaa sammen med Ulla, som er en af Dinas gode veninder. Han får blandt andet pensionisttilværelsen til at gå med at holde foredrag om sine oplevelser i det grønlandske politi - krydret med gode jagthistorier, for han er også en passioneret jæger, som har nydt godt af den gavmilde grønlandske natur.
Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at aftenen blev en de mere blodige i den ellers fredelige forening af nordister, for som politimand har Bent jo set bagsiden af det grønlandske samfund - en trist historie præget af vold og misbrug. Men i de små samfund er det svært for skurkene at gemme sig - og det er med til at gøre opklaringen nærmest bizart nem. Da han i nogle år arbejdede i den sydgrønlandske by Qaqortoq, vendte hans kontor ud mod torvet - og når han ønskede at tale med af byens forbrydere, kunne han såmænd bare stikke hovedet ud af vinduet og kalde på vedkommende.
Bent er netop kommet hjem fra en jagttur i Grønland - og står hans jagthistorier til troende, så er det næsten lige så nemt at jage rensdyr og moskusokser. Der er bare en hage ved det. Når dyret er skudt, skal det altså også slæbes hjem. Det kræver sin mand at slæbe 30 kilo moskuskølle gennem 10 km uvejsomt fjeldlandskab. Men det er jo heller ikke alting, der skal være lige nemt. Man kan læse mere om Bent på hans hjemmeside.
Jeg har ikke oplevet så drabelige ting som Bent - til gengæld har jeg rigtig mange sjove historier fra tiden i Grønland, som jeg gerne tager ud og fortæller. Har det interesse, kan du kontakte mig via kommentarfeltet eller e-mail-adressen til venstre.

Ha' det
Jesper

mandag den 18. oktober 2010

Telefon-centralen

Da vi i sin tid flyttede ind i det lille hus på Øland, lod jeg mig overtale af en sælger fra TDC til at gå over til bredbånds-telefoni, fordi det angiveligt skulle være meget billigere end god gammeldags telefoni gennem en kobbertråd. Den hurtigttalende unge mand glemte imidlertid lige at nævne, at det betyder, at man kun kan tilslutte en telefon til væggen - i modsætning til almindelig gammeldags telefoni, hvor man kan tilslutte et ubegrænset antal telefoner.
Nu havde vi imidlertid et antal trådløse telefoner, så skaden var til at overse - men det betød, at jeg måtte sende mine gode, gamle telefoner på pension.
Jeg har imidlertid ikke nænnet at skille mig af med dem, så nu har jeg oprettet et helt lille telefon-museum - en telefon-central på den lange gang oppe på loftet. Her kan man blandt andet se to eksemplarer af noget af det smukkeste, der nogensinde er præsteret inden for dansk design. Det er Jacob Jensens navnkundige 76E-telefon, som i halvfjerserne blev udviklet af Kirk-fabrikkerne i Horsens som standard-telefon for Jysk Telefon. Min første telefon fra 1983 - den hvide til venstre - er stadig den dag i dag fuldt funktionsdygtig, og som det ses, holder designet også stadig vand. Noget af det smarteste ved telefonen var, at man kunne få den i et utal af farver, som det ses til højre med den gule model.
I midten har vi en Beocom 2000, som var den første telefon fra Bang & Olufsen. Den var standard-model hos Tele Greenland, da jeg i sin tid flyttede til Grønland. Designet er umiskendeligt Bang og Olufsen. Knap så smukt som 76E og bestemt ikke uden problemer. Blandt andet er røret meget let og har en tendens til at ryge af holderen ved et uheld, men på den anden side satte netop denne telefon - typisk for Bang og Olufsen - nye standarder for lydkvaliteten i telefoner, og på den måde har den jo haft sin mission. Derfor har den selvfølgelig også sin plads i min lille telefon-central på loftet.

Ha' det
Jesper

Færdigt arbejde

Lørdag eftermiddag kunne jeg invitere fruen på et glas køligt og sprudlende Cava i drivhuset.
Det er bestemt ikke hverdagskost at sidde og bælle mousserende vin i det lille drivhus på Øland, men jeg synes altså, at jeg skulle sige "færdigt arbejde" på en ordentlig måde.
Lige fra morgenstunden havde jeg nemlig knoklet med at lave et stort og flot arbejdsbord til drivhuset.
Resultatet blev godt - og i store træk udført, som det var tænkt. Kun en enkelt gang måtte jeg pille noget fra hinanden og lave det igen - på grund af en regnefejl. For min arbejdsmetode er i høj grad sådan noget med at prøve mig frem. I managementverdenen kalder man det vistnok "Trial and Error" - og den metode rummer jo en stor risiko for, at ting skal laves flere gange for at lykkes.
Med bordet slipper vi for i fremtiden at sidde på hug, når der skal laves noget i drivhuset - og samtidig giver bordet mulighed for at have planter i flere etager. Det kan indimellem være ganske nyttigt, når drivhuset kun er på 10 kvadratmeter.
Forresten opdagede jeg, at drivhuset, som vi har overtaget fra den forrige ejer, er pilskævt. Jeg kan nemlig garantere, at bordet er i vater - men det er altså også stort set det eneste, som er i vater i drivhuset. Derfor ser bordet faktisk lidt skævt ud - ganske uretfærdigt.
Men en herlig lørdag, hvor jeg kunne udstøde et dybfølt "færdigt arbejde".

Ha' det
Jesper

søndag den 17. oktober 2010

Far til fire på Bornholm

Efterhånden er gammelmandskanalen TV2 Charlie det eneste TV, som jeg gider se - når vi ser bort fra genudsendelserne af "Hvornår var det nu, det var?" på DR-K.
Søndag aften leverede Charlie varen til UG med kryds og slange. Det er selvfølgelig filmen "Far til fire på Bornholm" fra 1959, jeg tænker på.
Filmen indledes med en kostelig scene, hvor familien med Karl Stegger i hovedrollen gør morgengymnastik til radioen. Karl Stegger er en af dansk films helt store skuespillere - om ikke den største - og at se ham gøre morgengymnastik er komedie på højt plan.
Far til fire på Bornholm er ren nostalgi og giver minder om en tid, hvor en mand var en mand - og hvor alle i øvrigt kendte deres plads. Her er der ikke meget oprør - men derimod sommer, sol og søndag - hver eneste dag. Tilværelsen er ganske problemfri, for eksempel i en scene fra filmen, hvor faren fortæller om sine økonomiske problemer - men de er da ikke værre, end at der er friske rundstykker på bordet, og naboen bliver inviteret til en kop kaffe. Det er også en film med en rigtig happy ending, hvor en alvorlig sygdom selvfølgelig ikke kureres på et højt specialiseret gigant-sygehus, men derimod af god gammel fantasi og venskab.
Sproget er en ren fornøjelse at lytte til. Her er ikke noget med "fuck you", hvorimod replikker som "Av for Søren" og "Den er mægtig" er fuldt gangbare - og giver god mening. Man kunne ønske, at dagens ungdom blev tvangsindlagt til at se den slags film.
Som de fleste film fra den tid er "Far til fire på Bornholm" et sandt overflødighedshorn af sange, der siden har opnået klassikerstatus. Blandt andet stammer "Bornholmervalsen" fra denne film - så lad os lige tage den:


Ha' det
Jesper

Rimfrost i jordbærbeddet















Natten til lørdag fik vi så sæsonens første strejf af nattefrost. Ikke meget, men nok til at det kunne ses i form af lidt rimfrost på plænen og pudsigt nok især i jordbærbeddet. På den modsatte side af huset, hvor haven er lidt mere lukket, var der slet ingen rim.
Det er helt efter kalenderen, når sæsonens første nattefrost forekommer i midten af oktober, for det kan ske lige fra slutningen af august til slutningen af november, så weekenden før efterårsferien må siges at være ganske normalt.
Jeg husker i hvert faldt tydeligt rimfrosten og de kolde morgener fra alle de spejderture, som jeg har været på i efterårsferien. Og selvfølgelig også de klare dage, hvor solen skinnede. For det er nu engang sådan, at klart vejr er forudsætningen for frost på denne årstid.
Jeg tog forresten en tur ned ad Memory Lane natten til søndag og sov udendørs - men det blev nu nok også årets sidste udendørs søvn. Sammen med kulden faldt der voldsomt meget dug - og det var ærlig talt en lidt klam fornøjelse, selv om temperatuen ikke nåede under frysepunktet her på Øland.
Bemærk på det nederste billede, at jeg nu har fået brænde til vinteren - så nu venter der i den kommende tid en del timers arbejde ved huggeblokken.

Ha' det
Jesper

fredag den 15. oktober 2010

Fra arkivet: Udrykning

Jeg er i gang med at få styr på alle mine billeder fra tiden i Grønland. Og der er nok at holde styr på, for der blev fotograferet næsten hver eneste dag.
I mine mange år i informationsafdelingen i Nuup Kommunea tog jeg del i det daglige liv i Grønlands største by. Jeg var med dem, når de sejred', og jeg var med dem, når de fejred', som der der står i flagsangen. Jeg mødte høj og lav, og jeg var med, når der blev festet, og når der blev sørget. Ofte med kameraet i hånden og ofte så der blev produceret den daglige historie til kommunens hjemmeside.
En af mine gode samarbejdspartnere var brandvæsenet i Nuuk. Jeg har ikke tal på de store og små ildebrande, ulykker og øvelser, som jeg har fotograferet. Men samarbejdet rakte videre, for det var også brandvæsenet, som stod klar og hjalp mig med en stige, en dykker eller en speedbåd, hvis jeg havde brug for det til en god historie.
Alligevel hørte det til sjældenhederne, at jeg havde lejlighed til at fotografere alt brandvæsenets materiel på en gang. Men i 2001 var lejligheden der. Desværre på en sørgelig baggrund - terrorangrebet på New York den 11. september, hvor adskillige brandfolk mistede livet under udøvelsen af deres gerning. Sammen med billederne her på siden, skrev jeg den 24. september under overskriften "Sørgende brandfolk" dette særdeles kortfattede og nøgterne telegram:
"I lighed med brandstationerne i de europæiske lande markerede også brandfolkene på brandstationen i Nuuk tabet af flere end 300 amerikanske kolleger i forbindelse med forrige uges terrorangreb.
I Nuuk mødtes brandfolkene kl. 13, hvor man holdt to minutters stilhed. Herefter kørte samtlige 14 slukningskøretøjer i kortege med blåt blink rundt i Nuuk og Nuussuaq.
Tilbage til brandstationen blev der holdt en lille sammenkomst med koner og børn, hvor brandstationen var vært ved kaffe og brød."


Jesper

Smoking

Torsdag aften havde jeg for en gangs skyld lejlighed til at lufte min smoking - noget det ellers har skortet på, mens vi boede i Norge.
Jeg kunne med tilfredshed konstatere, at den stadig passer - og jeg følte mig ganske godt tilpas.
For selv om det måske ikke altid lige ser sådan ud, så er en smoking faktisk noget af det mest behagelige tøj, der findes. Det er tøj, som er skabt til festlig udfoldelse - hvor der ikke er noget, der strammer, selv om man måske kommer til at spise lidt ekstra. Samtidig er jakken ganske let, så man kan bære den indendørs i et ellers meget varmt festlokale. Så jeg ser da også frem til, at der i fremtiden vil komme mange andre lejligheder, hvor jeg kan iføre mig dette festlige kostume.
Dina syntes, at den højtidelige lejlighed skulle foreviges, så selv om billedet teknisk set ikke er faldet så heldigt ud, synes jeg alligevel, at jeg vil dele det med bloggens læsere.

Ha' det
Jesper

torsdag den 14. oktober 2010

Sir Cliff

Det engelske teenageidol, sanger og sangskriver samt ikke mindst Sir, Cliff Richard, fyldte torsdag 70 år.
Nu er det ikke fordi jeg er specielt forfalden til Cliffs bløde pop og velpolerede attitude - intet ligger mig faktisk fjernere - men alligevel kan man ikke underkende mandens betydning for udviklingen af ungdomskulturen og og pop-rocken. Indirekte har han vel også en del af skylden for, at et af mine ynglingsorkestre - The Shadows - overhovedet eksisterer.
Jeg må også - omend noget nødtvungent - indrømme, at jeg faktisk har været til koncert med Cliff Richard - oven i købet på Wembley - af alle steder. Og det var bestemt en oplevelse - en skræmmende oplevelse. Dog ikke på grund af musikken, men på grund af publikum.
Det var tilbage i begyndelsen af 90'erne. Jeg var i London på en såkaldt studietur. Det var belønningen for veludført arbejde - og den fik ikke for lidt på både den kulturelle front og pubfronten. Blandt andet skulle vi til koncert med Cliff Richard. Desværre var der gået kuk i billetreservationerne, så der manglede en billet - min billet.
Løsningen på problemet blev, at mens resten af gruppen sad pænt tilbagetrukket og i passende afstand til scenen, blev jeg kompenseret med en ganske kostbar billet til fjerde række lige foran scenen. Umiddelbart lignede det jo en god handel, så jeg satte mig troskyldigt på min plads - mellem hundredvis af midaldrende, engelske husmødre, som havde brugt æggepengene på en god plads til deres ungdoms store idol. Det hæftede jeg mig dog ikke ved - til at begynde med.
Men det kan nok være, at jeg opdagede, at jeg var ene hane i kurven, da Cliff Richard entrede scenen. For med et trylleslag rejste alle disse velvoksne kvinder sig og besteg jublende stolene ivrigt svingende med store håndtasker - mens lille jeg, der jo ikke delte deres hysteriske begejstring for idolet, pænt blev siddende på min stol - et kort øjeblik.
For jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg troede, at min sidste time var kommet. Disse furier var simpelthen overvældende - og jeg så ikke anden mulighed end at rejse mig og stille mig op på stolen bare for at overleve. Husmødrene var blevet som teenagers igen - og den slags er som bekendt livsfarlige, når de er i flok. Jeg overlevede ved at hyle som de hunulve, jeg var i blandt - og det er jo en gammelkendt overlevelsesstrategi kendt fra utallige situationer i menneskehedens lange historie.
Om musikken og Cliff Richards optræden husker jeg intet.
Forresten skulle jeg senere i mit liv komme til at høre en del til Cliff Richard. For min chef i Nuuk, borgmester Agnethe Davidsen, var - som de engelske kvinder - en stor fan af Sir Cliff. Faktisk så stor en fan, at hun fejrede sit sølvbryllup i Danmark ved at invitere familien i Tivoli til koncert med dette engelske popidol.
Jeg har valgt en video med en af de Cliff Richard-sange, som aldrig blev et stort hit. Til gengæld får Hank Marvin lov til at trykke den af på guitaren. En del af billederne giver forresten et ganske godt billede af modne kvinders reaktion, når de hører Cliff Richard.


Ha' det
Jesper

onsdag den 13. oktober 2010

Dum ide

Nem-ID er sådan en sag, der rummer kimen til at blive årtiets stænklap-affære - for det er endt med at blive en rigtig dum ide, som jeg ikke spår lang levetid.
Selve ideen med en fælles nøgle til alle de forskellige tjenester på internettet er ellers god. Det er jo efterhånden ganske mange koder og sikkerhedsnøgler, man ellers går rundt og husker på. Derfor burde udførelsen også gøre tilværelsen nemmere for borgerne.
Men med et oldnordisk pap-kort som kodenøgle er det endt med en ren stenalder-løsning, som bestemt ikke vil holde længe. Faktisk mener jeg, at det er en skandale, at man vover at ulejlige stort set hele nationen med sådan en gang ugennemtænkt bras.
Sådan et papkort vil uvægerligt blive væk mellem 3M-sedler, gamle kvitteringer og hvad man ellers har i lommerne og i skrivebordsskuffen - og så er man for alvor tabt i cyberspace.
Jeg begriber simpelthen ikke, hvad der får nogle mennesker til i vore dage at lave en pap-løsning - og det i et land, hvor det gældende politiske mantra ellers er, at vi skal være kreative, innovative og omstillingsparate.
Den øjeblikkelige løsning på problemet er en ny udformning af kodekortet, så det ligesom får lidt gemmeværdi og respekt omkring sig - eventuelt et regulært plastikkort. Hvis man ikke kan finde ud af det i Danmark, kan man eventuelt kigge over skuldrene på nordmændene og se, hvordan fjeldaberne har udformet deres system.
Her er det for eksempel et kreditkort, som rummer sikkerheds-nøglen. Sammen med kortet får man udleveret en lille kortlæser udformet som en nøglering - og hver gang man stikker kortet i læseren får man så en ny seks-cifret nøgle, som giver adgang til det forjættede land.
Se, det er en løsning med perspektiv og fremtid indbygget - og jeg vil anbefale folkene bag Nem-ID at se på en sådan løsning hurtigst muligt. Ellers så lurer der altså en ny stænklap-affære lige om hjørnet...
Hvis man ikke lige husker stænklap-skandalen, så kan jeg da repetere, at det var den daværende indenrigsminister Hans Hækkerup, som i 1963 gjorde det lovpligtigt for biler at have stænklapper. Ministeren havde observeret, at biler uden stænklapper sprøjtede snavs op på andre trafikanter og fodgængere. Stænklapperne viste sig ikke at virke og løsningen var desuden dyr og upraktisk. Hækkerup måtte fremsætte en ny lov med forbud mod stænklapper to år efter. En rigtig ommer...

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne XII















En gang var vandflyverne det dominerende transportmiddel i luften over Grønland. Det var i 50'erne og 60'erne, hvor man brugte de navnkundige og i øvrigt ikke særligt komfortable Catalinaer. Den har jeg desværre aldrig prøvet at flyve med.

Denne artikel i serien om flyene i mit liv handler om vandflyveren, som i en kort periode i midten af halvfemserne var et spændende og billigt alternativ til Grønlandsflys helikoptere.
Det er en meget speciel oplevelse at flyve med et vandfly. Selve flyvningen adskiller sig ikke væsentlig fra anden flyvning, men både start og landing er noget helt for sig selv. Vand yder modstand, og første gang, jeg prøvede takeoff med vandflyveren, nåede jeg da at overveje, om vi nogensinde kom i luften. Det tog, hvad der føltes som en evighed, inden flyet slap bølgerne og var airborne. Omvendt når man lander. Her spiller vandmodstanden også ind - og opbremsningen er ganske voldsom. Opbremsningen får også flyet til nærmest at stå på halen - og jeg skal da ikke sige mig helt fri for, at jeg første gang vistnok et kort sekund troede, at nu går det altså galt. Sådan gik det som bekendt ikke - og efter et par starter og landinger fandt jeg ud af, at det var helt normalt.
Den grønlandske vandflyver var en Cessna 208 monteret med pontoner og med plads til en 8-9 passagerer. Den havde registringsbetegnelsen OY-IRP og var købt i USA, hvor den var fremstillet i 1989. Flyet var lækkert indrettet med læderstole og rimeligt med plads - og var i luften meget behageligt at flyve i.
OY-IRP tilhørte selskabet Suluit Air, der blev stiftet i 1993 af en gruppe grønlandske erhvervsfolk - Svend Junge, Villy Hansen, Arne Niemand og et par stykker mere foruden KNI og Royal Greenland. Direktør og pilot i selskabet var det senere grønlandske landstingsmedlem Per Rosing-Petersen. Som forretning betragtet blev selskabet af mange årsager ikke nogen succes - og aktiviteterne blev indstillet i 1998, hvor vandflyveren blev solgt til Norge.
Her fik den indregistreringen LN-SEA og blev forresten verdensberømt i Danmark under den store strejke samme år, hvor en norsk forretningsmand brugte flyet til at flyve til Danmark med gær, som han så byttede for billig dansk øl. I dag er flyet indregistreret på Virgin Islands (De Vestindiske Øer) under betegnelsen VH-LMZ og har en australsk ejer.
I midten af 90'erne kunne Suluit Air tilbyde taxaflyvning i Grønland fra punkt til punkt til en pris, der var cirka en fjerdedel af prisen med helikopter. På det tidspunkt var der kun fire landingsbaner i landet, så vandflyvning var et godt og billigt alternativ til helikopterne. Det kan derfor undre, at det så alligevel ikke blev en succes. Jeg har i forbindelse med denne artikel talt med Villy Hansen og Per Rosing-Petersen - og det vil næppe være en fornærmelse mod nogen at sige, at en del af problemet lå i selve selskabets interne forhold. Men det alene kan nu ikke gøre det. Forskellen mellem det lille selskab - og så Grønlandsflys mange helikoptere og massive tilstedeværelse i Grønland gjorde en del af forskellen. Og det er nok her, vi har forklaringen, for nogen år tidligere havde også selskabet Nuna Air forsøgt sig med et vandfly - ligeledes uden succes.
Man kan så undre sig over, hvorfor Grønlandsfly ikke har forsøgt sig med den form for trafik, efter at man gik væk fra Catalinaerne i 1965. Men her er forklaringen den, at de store investeringer i helikoptere og helikopter-infrastrukturen har gjort, at man har vurderet at en satsning på begge transportformer ville risikere at gøre begge dele urentable.
Det ligger nærmest i sagens natur, at de første fly i Grønland var vandflyvere. Det var fly, som blev brugt som støtte for en række ekspeditioner i de fjerne og ugæstfri egne langt mod nord. Efter at USA trådte ind i anden verdenskrig ændrede det sig, og de store flyvepladser i blandt andet Narsarsuaq og Kangerlussuaq blev anlagt. I perioden fra krigens slutning til midten af 60'erne opstod et stigende behov for civil flyvning på den store ø - og det foregik frem til 1965 med militære og civile Catalina-fly, hvor de blev afløst af S-61 helikopterne. Den dag i dag kan man i Nuuk se rampen i Nordhavnen, hvor Catalinaerne kørte på land. Billedet er fra først i tresserne, og Catalinaen holder midt i den nuværende elværks-bygning.
Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var det ikke nogen særlig behagelig eller betryggende oplevelse at flyve med Catalinaerne - og flytypen tegner sig da også for en af de værste ulykker i Grønlands historie. Den 12 maj 1962 sank et Catalina-fly under landingen i Godthåb, og 15 af de 21 ombordværende omkom.
OY-IRP var et for Grønland særdeles fleksibelt fly, da det ud over at lande på vandet også var velegnet til at lande på is. I de hårde vintre i midten af 90'erne fløj flyet masser af forsyninger til de nordgrønlandske byer og bygder. Landingsbanen lå jo bogstavelig talt lige uden for døren - og det er min overbevisning, at hvis der havde været politisk vilje til det, så havde det grønlandske hjemmestyre kunnet undgå nogle store investeringer i landingsbanerne på vestkysten, hvis man havde satset mere på vandfly som et alternativ til helikoptere.
Julemandsbilledet er mit julekort fra julen 1996, og det er taget i Kapisillit i bunden af Godthåbsfjorden.

Jesper

Foto: Thorkild Nielsen, Villy Hansen, Air Greenland

tirsdag den 12. oktober 2010

Timber....

Det helt igennem fantastisk flotte efterårsvejr gør det til en sand fornøjelse at arbejde udendørs i disse dage.
Jeg er nu blevet færdig med mine regnvands-anlæg, så tirsdag morgen fandt jeg kædesaven frem.
Dels var der lidt brænde, som skulle saves, og dels har jeg for længst besluttet, at et elmetræ i hjørnet af baghaven skulle væk. Træet er sikkert selvsået og har snydt sig til en fribillet i bøgehækken over mod naboen. Men det står lige klos op ad det bøgetræ, som allerede nu er så stort, at det udgør en markant hjørnepæl på parcellen.
Sagen har været diskuteret med naboen - og vi er enig om, at dette ene bøgetræ i hækken skal få lov at vokse uhæmmet - og det vil i løbet af den næste halve snes år blive et meget flot træ, tror vi. Men elmetræet, der har en snes år på bagen, stod i vejen og fik bøgen til at vokse skævt, så det måtte væk.
Nu er det en lidt omstændelig affære at arbejde med kædesav, så jeg plejer at samle opgaverne - og tager så flere ting ad gangen. Det skyldes, at det jo ikke er et helt ufarligt redskab - og man skal derfor - hvis man da ikke er dumdristig - iklæde sig et omfattende sikkerhedsudstyr. Udover hjelm, visir og høreværn er det nogle specielle sikkerhedsbukser, som er fyldt med med lange, tynde kulfibre, der stopper motoren på kædesaven, hvis den skulle komme på afveje. Altsammen trygt og godt, men altså også lidt omstændeligt og temmelig varmt at bære. Men kædesaven er et effektivt redskab, så når først man er klædt på til opgaven, ja, så går det jo som en kniv i smør.
Forresten er det egentlig lidt uretfærdigt, at vores trang til at regulere og styre trævæksterne går ud over elmetræet. For elm er faktisk en del af den oprindelige trævækst i Danmark, hvorimod vi for bøgens vedkommende - her nord for Limfjorden i hvert fald - er på nordgrænsen for dens naturlige vækstområde. Men omvendt er det naturligvis også derfor, at bøgen skal have en hjælpende - motorsav!

Ha' det
Jesper


søndag den 10. oktober 2010

Fingeren















Almindeligvis er det en strafbar handling at vise sin langefinger til politiet, men tilsyneladende ser man ikke så alvorligt på det, når det går den modsatte vej. I hvert fald er der ingen tvivl om, at denne unge, grønlandske politiassistent er voldsomt utilfreds med, at mit kamera fangede ham på fersk gerning, da han havde kørt patruljevognen i grøften i Sisimiut vinteren 1993.
Nu skal det med, at Sisimiut på det tidspunkt var en meget livlig, lille by med en fri og utvunget tone folk i mellem - og jeg har da aldrig nogensinde overvejet at klage over fingeren. Den afslappede stemning var med til, at jeg tabte mit hjerte til Grønland - for her i dette arktiske paradis er der ikke den store forskel på folk. Samfundet er simpelthen for lille til, at nogen kan sætte sig op på en piedestal og bilde sig ind, at de er noget. Skulle det ske, vil de i hvert fald hurtigt blive til grin.
Jeg fandt billedet i weekenden, da jeg var i gang med at sortere i mine mange billeder fra årene i Grønland. Stedet er som sagt Sisimiut, årstallet 1993, lang tid før digital-kameraerne holdt deres indtog på markedet for alvor. Det var faktisk også først året efter, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med PhotoShop, som er det program, jeg den dag i dag behandler billeder med. Det var forresten også dengang, at man skulle læse Illustreret Videnskab, hvis man ville vide noget om internettet.
I sådan en lille vestgrønlandsk by var der på det tidspunkt ikke nogen fotohandler, så hvis man fotograferede, fremkaldte man også billederne selv.
Som man vil se, er billedet lidt gulnet. Det tyder på, at jeg har sjusket med fixeringen - så fingeren er egentlig temmelig velfortjent.
Jeg fandt forresten mange andre sjove, spændende og interessante billeder i arkivet. Nogle af dem vil helt sikkert dukke op her på bloggen med jævne mellemrum i den kommende tid.

Ha' det
Jesper

lørdag den 9. oktober 2010

Mere rødt

Netop nu er jordbær-beddet fyldt med flotte, røde farver. Desværre er det ikke store, velsmagende, solmodne jordbær, som giver denne klædelige rødmen.
Det er tværtimod efterår, død og forfald, som viser sig fra sin allersmukkeste, sirenelokkende og fortryllende side. I nogle få dage antager bladene en rød ligdragt, inden de lige så stille visner væk og bliver til muld - og dermed har sluttet naturens forunderlige kredsløb.
Men selv om vi nu skriver oktober, er det hele ikke bare død og ulykke, derude. Der er sandelig også små overraskelser. Blandt andet bemærkede jeg, at en af forsythia-buskene er begyndt at blomstre - ganske vist sådan i det små, men alligevel...
I den fjerneste ende af haven opdagede jeg pludselig, at der var hindbær. De blev plantet i midten af juni - og jeg havde overhovedet ikke regnet med, at de skulle give frugt allerede i år. Men en god snes bær blev det alligevel til. Det tyder godt for fremtiden - ikke mindst fordi det også ser ud til, at de planter, som jeg fik forærende af Carina i Lundby Krat, er en sort, som giver bær meget sent. Det er en fordel, fordi de så ikke bliver så udsat for orm, der ellers kan være lidt af en plage i hindbær.
Men uanset hvordan vi ender og drejer det, må vi nok erkende, at efteråret er kommet for at blive. De seneste uger har vi primært haft østlig og nordlig vind, som bærer kulde med sig, uanset om solen skinner. Den kølige vind minder meget om Arktis, så vi føler os godt hjemme med det - og er ellers lidt spændte på, hvordan vinteren vil blive i år. Sneskovlen er hængt på plads i carporten - og med en sådan rettidig omhu skulle det såmænd ikke undre mig, hvis der overhovedet ikke kommer sne...

Ha' det
Jesper

Svenskrød

Overalt i Norden kan man se træhuse malet i en særlig mørk rød farve. Farvehandlerne kalder den svenskrød og håber vel, at det giver associationer til svensk ødegårds-idyl og landlig hygge i bedste Emil fra Lønneberg-stil.
Den røde farve er et symbol på på den nordiske kultur og en del af vores folkesjæl - og så er den en del af en historie om vores evne til at overleve i et klima, som bestemt ikke er venligt over for trækonstuktioner. Forresten er det også historien om en bunddemokratisk farve, som er nem og billig at fremstille - og hvor alle kan være med.
Grundlæggende fremkommer den røde farve ved at blande en rødlig metalforbindelse med olie. I den originale svenske maling, som kaldes for falu-rød sker det ved at bruge kobberoxid, som er et biprodukt fra kobberproduktionen i Falun, men også jernoxid og okker kan bruges. Disse forbindelser kan i øvrigt også bruges som farvepigmenter i kalk. I Norge er jernoxider temmelig frit tilgængelige i fjeldene - og her brugte man i gamle dage såmænd fiskeolie som basis.
Den røde farve var i Norge helt klart fattigmands maling, som man selv fremstillede på gårdene og i fiskerlejerne. Var man ved muffen og havde råd, kunne man vise det ved at bruge den noget dyrere hvide maling, som er fremstillet af importeret zink. Det betød, at man i gamle dage ofte malede facaden på huset hvid, mens resten af huset var rødt. Og i gamle dage i Norge var facaden på huset den side, som vendte mod vandet - for indtil for ganske få år siden var båden nemlig det basale transportmiddel i det store og vildsomme land. Da vi i sin tid boede i Straumsbukta i Nordnorge var det lejede hus hvidt, mens det tilhørende bådehus og laden på den modsatte side af vejen var rød, hvilket vel vidner om en vis velstand oprindelig på det fiskerige sted ved Straumsfjorden uden for Tromsø. Det norske navn for den røde farve er da også låverød, som betyder lade-rød.
Også i Grønland er den røde farve meget brugt. Her kaldes den sommetider for KGH-rød. Det skyldes, at i det gamle Grønland var alting jo styret af staten. Det skete gennem forskellige etater, som alle havde deres egen bygningsfarve. GTO, Grønlands Tekniske Organisation, havde grønne bygninger, telegrafvæsenet brugte blåt, sygehusvæsenet gult, administrationen grå - og altså KGH, den Kongelige Grønlandske Handel brugte rød. Sådan kan man overalt i Grønland se på ældre bygninger, hvem der i sin tid har været den oprindelige ejer. På billedet, som viser området ved kolonihavnen i Nuuk, ser man tydeligt, at "Handelen" har domineret området ved havnen.
Jeg går i øjeblikket og overvejer, om jeg skal skrive mig ind i den nordiske folkesjæl og male brændeskuret og værkstedet svenskrødt. Det har i dag en lidt kedelig, men neutral farve, der med et pænt ord vel bedst kan beskrives om army-grøn. Andre knap så pæne ord kan du jo selv finde på!
Nu har jeg tænkt mig, at bygningen først skal males til næste sommer, men for at se, om svenskrødt nu også er en god farve, har jeg som et eksperiment malet min nye "tømmershop" og den gavl, som vender væk fra vejen med fattigmands-farven. Jeg synes selv, at det er blevet ganske flot - og har sådan set allerede besluttet mig. Det skal med, at det færdige resultat selvfølgelig bliver med hvide sternbrædder, karme og lister - akkurat som man har gjort det overalt her i Norden gennem århundreder.
Men altså først til næste år!

Ha' det
Jesper