Udviklingen af overlydspassagerflyet Concorde i tresserne inspirerede den europæiske flyindustri til et tættere samarbejde, som skulle tage kampen op mod amerikanske Boeing og McDonald-Douglas, som dengang dominerede markedet for passager-jets. Det resulterede i Airbus Industries, der i dag sammen med Boeing producerer størstedelen af de passagerfly, der dagligt flyver rundt deroppe i himlen over os.
Første gang jeg fløj Airbus var i 2000 på en fem timer lang flyvning med en Airbus A320 på Air Canadas rute mellem Ottawa og Vancouver. Det er ikke mange år siden, men det var ærlig talt lidt af en aha-oplevelse. For hvor det tidligere var ingeniørerne, som prægede udformningen af fly, var det tydeligt, at denne Airbus var udformet af designere, som satte passagererne og ikke teknikken i højsædet. Dette kom nok tydeligst til udtryk på fly-toilettet, hvor vandhanen var udformet som en vandhane - og ikke som en teknisk anordning, som skulle kunne give vand gennem en sindrig betjening. Det er som sagt ikke mange år siden, men dengang var det ærlig talt lidt af en revolution, at man kunne vaske hænder uden at skulle tage både hænder og fødder i anvendelse for at presse lidt vand ud af hanen - og Boeing er da også kommet efter det.
Airbus A320-familien består af stort set identiske modeller med betegnelserne A318, A319, A320 og A321. Flight deck og teknik er ens, det er stort set kun antallet af passagerer, som gør forskellen.
SAS opererer 4 A319 og 8 A321 - og specielt på en rute som CPH-OSL, hvor A321 flyver i rotation med Boeing 737 - verdens dårligst indrettede fly - er Airbussen passagerernes darling. På ruten - og i øvrigt også dansk indenrigs her til Nordjylland - flyver Airbussen i en enklasses konfiguration med seks sæder i rækken - og her er det tydeligt, at der er betydeligt mere plads i kabinen i Airbussen - selv om kabinerne for den uøvede iagttager ser identiske ud. I den forbindelse snyder illustrationen, for det er fra et Air Canada-fly med firesæders opstilling på Business Class - og så er der altså ganske meget plads, skulle jeg hilse at sige. Air Canada-versionen rummer 174 passagerer mod SAS-versionens 198.
Airbus A320-familien er beregnet for kort- og mellemdistancerne. Da SAS i for nogle år siden i et par sæsoner havde en sommerrute til Kangerlussaq, fløj man med A319 - og i respekt for selskabets store bedrifter specielt i det arktiske foregik flyvningen med det fly, som hedder Christian Valdemar efter Danmarks kronprins - og som ved leveringen i 2006 i anledning af SAS 60 års jubilæum havde den gamle bemaling med dragehovedet. For drengerøve som undertegnede er det et ganske særligt fly som giver gode minder om selskabets fordums storhed, hvor SAS virkelig var et dominerende selskab. Disse tider er desværre forbi - ligesom flybranchens magi!
Der er siden 1987 produceret næsten 4.500 fly i A320-familien - og det er stadig i produktion. Siden produktionsstarten er 22 eksemplarer udgået som følge af totalhavari. I Danmark bruges flytypen udover af SAS også af Thomas Cook Airlines. Udover Air Canadas og SAS' versioner af flyet, har jeg også fløjet med flyet hos Air France. Det franske selskab var i øvrigt det første til at tage flytypen i brug i 1987.
Jesper
Foto: SAS, Air Canada
Min egen frokostavis
5 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar