Første dag i haven

Jord under neglene

Fredag bød på solskin fra en næsten skyfri himmel. Krokussen spredte skamløst sine kronblade og gav humlebien adgang til livets nektar. Naturens kredsløb er i gang igen - som utallige år før på denne årstid.

Solen lokkede manden i haven til årets første legemsøvelser med haveredskaberne. Et par buske blev flyttet, hækken mod nord blev klippet, og blade revet sammen.

I ren begejstring bedyrede jeg, at vi aldrig tidligere havde været i haven så tidligt på sæsonen. Men desværre - eller rettere heldigvis - har vi bloggen. Dagbogen, hvor det meste noteres og skrives ned.

Og bloggen viser, at vejret i år er sådan cirka som sidste år - og forrige år. Faktisk skal vi helt tilbage til 2013, hvor det var rigtig koldt helt ind i midten af april. Dengang var vi næsten en måned bagefter, men ellers var fredagens sol og havearbejde ganske normalt.

Normalt eller unormalt; så var det under alle omstændigheder dejligt at få jord under neglene. En skøn tid venter forude.

Traner i mosen

Forårsfornemmelser

Da dagen dæmrede torsdag morgen hørte jeg stærenes gadedrengefløjt for første gang i år. Det er et sikkert tegn på forår.

Da jeg senere på dagen havde et møde i Aalborg, kunne jeg ikke lade være med at slå et slag forbi Lille Vildmose på vej hjem. Måske var det også forår her.

Det var nu ikke fordi det bød på det helt store. En elg i det fjerne og så de sædvanlige rådyr.

Men netop som jeg havde besluttet at vende næsen hjemover, fik jeg øje på et par traner ikke langt fra vejen. Og sandelig om ikke der gik et par mere lidt længere væk.

Tranerne tog fotografen med ophøjet ro og rodede videre i jorden efter føde. For mit eget vedkommende havde jeg lidt svært ved at tage den med ro. Jeg blev ramt af bukkefeber, for det var det tætteste, jeg nogensinde har været en af Danmarks største fugle. Sådan cirka 20 - 30 meter. Desværre generede det høje græs, selv om en trane måler godt en meter i højden.

På vejen hjem mødte jeg for resten også et par strandskader nede ved dæmningen. Det er også et umiskendeligt forårstegn - så nu begynder sæsonen for fuglefoto for alvor...

Sorte fasaner

Det nye sort i jagt

Her er den så: En vaskeægte sort fasan.

Tirsdag kom jeg forbi Ryå ved Birkelse Hovedgård. I hjørnet af en majsmark ved et lille krat myldrede det med fasaner.

Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, for godset driver en omfattende jagtvirksomhed og sætter derfor fasaner ud. Men det var første gang, jeg kom på skudhold af en sort fasan. Jeg har den seneste tid bemærket, at de sorte fasaner er blevet mere almindelige på egnen - og har længe overvejet at skrive en artikel om fænomenet, men mangel på fotos har holdt mig tilbage.

Artiklen må vente, for billederne er ikke helt gode. Krattet var for tæt til ordentlige fotos, men nu er jeg da på vej...

Normalt blander fasankokkene sig ikke med hunnerne, men
netop nu er det ynglesæson, så de fine fornemmelser er lagt på hylden.

Her er en normalt udseende fasankok. Bemærk de to
 hunner i baggrunden. Det er camouflagekunst på højt plan.

Messerschmitt fundet ved Birkelse

Skoleelev med metaldetektor fandt styrtet fly

Tysk kram. Motoren fra det styrtede fly er næsten uskadt.

Daniel måtte udtale sig til adskillige medier i dag.

Krigens gru kom uhyggeligt tæt på for den 14-årige Daniel Rom Kristiansen fra Birkelse, da han skulle skrive en opgave om anden verdenskrig til skolen. På familiens marker fandt han nemlig resterne af et tysk jagerfly og den dræbte pilot.

Mens Daniel arbejdede på skoleopgaven, gik han sammen med sin far ud på familiens marker for at finde rester fra et fly, som deres bedstefar havde fortalt styrtede tæt på gården i november 1944. Umiddelbart efter styrtet dukkede tyskerne op, og man regnede derfor med, at der var ryddet op.

Men Daniel fandt adskillige metalstumper med sin metaldetektor. Med en gummiged begyndte familien at grave og fandt flyet i syv meters dybde. Her dukkede der også ligrester op mellem vragdelene, og politiet blev tilkaldt.

Politiet har spærret findestedet af.

Derfor blev marken, der tidligere var mose, spærret af politiet her til morgen, så man kan få samlet resterne af piloten sammen. Desuden blev bomberydderne fra Skive tilkaldt for at undersøge, om der eventuelt er ammunition tilbage.

Der er derfor ingen adgang til selve fundstedet, men Daniel og hans familie havde forinden blandt andet fundet motoren, et halehjul og flere maskingeværer fra vraget. Tingene er samlet i familiens lade, hvor pressen tirsdag formiddag fik adgang til at fotografere effekterne.

TV2 oplyste her til middag, at der er tale om et træningsfly af typen Messerschmitt Bf-109.

Flytypen var en af tyskernes foretrukne og gav blandt andet englænderne stor modstand under slaget om England. Bf-109 var et ensædet jagerfly, og der blev fremstillet over 35.000 eksemplarer under krigen.

Fundet af det tyske fly er lidt af en sensation, og det blev straks lidt af tilløbsstykke for medierne med TV2-News i spidsen med nyhedshelikopteren - og selvfølgelig med Dovregubben som den berømte rosin i pølseenden.

Et af flyets hjul.

Ude til højre ses en del af bevæbningen.

Messerschmitt Bf-109.

Stort medieopbud i Birkelse.

V for Villy

Når mediefolk fejrer sig selv

Læserne har måske bemærket, at der de seneste dage har været stille på bloggen. Det beklager jeg, men jeg har været optaget "anderswo...".

Lørdag var der nemlig generalforsamling i Kreds 6 under Dansk Journalistforbund. Her sidder jeg i bestyrelsen og var således også medarrangør af Maren-festen, der fulgte generalforsamlingen, og som er en festlig sammenkomst for nordjyske mediefolk. Under festen overrækkes Maren, som er de nordjyske mediefolks hæder til en kollega, der har gjort det godt.

Årets pris gik til Mogens Jørgensen fra TV2-Nord for en TV-serie om serie 6-holdet fra Ulsted, der ikke spiller for at vinde, men alligevel finder stor fornøjelse ved samværet på holdet.

Der er helt sikkert nogen, som mener, at netop Mogens Jørgensen er et kontroversielt valg. Han er jo mest kendt for hyggelige programmer med såkaldt almindelige mennesker. Personligt mener jeg, at det er et godt og modigt valg. der påskønner en TV-medarbejder, der har respekt for sine medvirkende og deler deres glæde over hverdagen og den daglige dont fjernt fra Københavns dagsordensættende og selvoptagne mediekarrussel.

Som altid ved den slags begivenheder, hvor jeg deltager som deltager, har jeg ingen fotos, men til gengæld har jeg valgt at illustrere historien med et "diplom", som kredsen overrakte formanden gennem otte år, Villy Dall, der trådte tilbage fra formandsposten.

Diplomet var egentlig blot ment som et takkekort, men da jeg blandt en række fotos af Villy Dall så Tove Kochs foto af en V-tegns-visende formand på en af de lange gange i EU-parlamentet i Strasbourg, var ideen der selvfølgelig til et diplom med temaet "V for Villy".

I gabestokken

Ingen er fejlfri

Det måtte jo ske. Med en samlet daglig produktion af tekst svarende til fire til fem A4-sider må det nødvendigvis på et tidspunkt gå galt for bloggens ydmyge forfatter.

Det skete forrige mandag, hvor jeg var ophavsmand til et bestilt indlæg i Nordjyske Stiftstidende. I teksten ville jeg gerne udtrykke, at noget var i gære, men jeg sprang over, hvor gærdet er højest, så gæren blev desværre til et gærde.

Fejlen blev desværre ikke opdaget af hverken mig selv eller avisens ellers dygtige medarbejdere, men til gengæld sprang den i øjnene på min gode blogger-kollega og skolekammerat Per Lyngby, der ikke var sen til hovere. Det er han i sin gode ret til, for jeg holder mig bestemt ikke tilbage, når andre laver fejl.

I dag må jeg så også se mig udstillet på bagsiden af Nordjyskes første sektion, hvor den slags fejl stilles til offentlig beskuelse i rubrikken "Jamen, det stod der...".

Fejlen kan ikke undskyldes, men en forklaring er der, for naturligvis kender jeg forskel på gærde og gære. Desværre sker der det, når man som jeg skriver blindskrift, at der ikke er forbindelse til hjernen. Blindskrift er en teknik til at skrive hurtigt, og hvor fidusen netop er, at man ikke bruger hjernen, for den er et forsinkende mellemled. Så fingrene skriver lydskrift - og ikke retskrivning. Sådan er det, og derfor er det naturligvis vigtigt at læse omhyggelig korrektur. Og det skete altså ikke i det konkrete tilfælde.

Men ingen er som bekendt fejlfri. Heller ikke Nordjyskes sprogredaktør, Ove Nørhave, der i dagens citat i "Jamen, det stod der..." fra mandagens køkkenskriverier citerer mig og har glemt et "t" i enden af "voldsom". Så nu står der vel 1-1?

Stille radio

Slut med Hans Otto

Foto: DR Type 1/Bjarne Bergius Hermansen

Tirsdag den 28. februar var det slut med Hans Otto Bisgaard som en fast del af bloggerens og sandsynligvis en stor del af familien Danmarks morgenritual.

For mit personlige vedkommende betyder det sikkert også, at radioen bliver mere stille, selv om det egentlig var den stille radio, der var Hans Ottos speciale i programmet Godmorgen Danmark. Programmet har i årevis kørt på P4 og P5 i den stille time mellem fem og seks; det tidspunkt, hvor natholdet går i seng, og morgenfolkene vågner.

Stille radio var nemlig Bisgaards speciale. Han har en helt unik evne til blidt og roligt at tale sig ind i hjerterne på morgenstarterne. Et godt musikvalg af overvejende ældre popmusik og en behagelig blød stemme med i øvrigt ikke al for meget overflødig snak gjorde dagens begyndelse til en god oplevelse.

Godmorgen Danmark programmet stod i grel modsætning til dagens norm i Danmarks Radio, hvor de fleste programmer er styret af et computergenereret musikvalg kaldet powerplay inspireret af musikbranchens nyeste salgsønsker og med talende papegøjer som studieværter. Som regel unge mennesker uden livserfaring og uden noget særligt på hjerte - bortset fra en usigelig selvglæde ved at få landets mest lyttede mikrofoner stillet til rådighed på licensbetalernes regning.

Indrømmet - jeg havde våde øjne, da Hans Otto for sidste gang var i æteren tirsdag morgen. Men til det sidste leverede han varen med gode og elskede musiknavne som Elvis, Billy Preston, Beatles og slet ikke at forglemme Booker T & The MG's. Og så selvfølgelig dagens højdepunkter med et citat til dagen og vejen og Naturkalenderen med et aktuelt indslag fra det derude - og naturens cirkulerende gang er efter min mening bedre radiostof end alverdens krige og ulykker.

Morgenerne bliver aldrig de samme herefter. Bisgaards afløser på programmet er Julie Bundgaard. Hun er bestemt ikke uden evner, men i lighed med andre radioværter holder hun meget af at sniksnakke om sig selv.

Fremover vil jeg være at finde på P5. For Godmorgen Danmark er strøget fra den digitale kanal. Godt det samme for i stedet er kanalens natmusik forlænget med en time. Det er ren jukeboks uden forstyrrende studieværter. Det forekommer mig med det aktuelle musikvalg at være den bedste afløser for Hans Otto Bisgaard.

Med Hans Otto Bisgaards afgang er et væsentligt argument for en licensen og mediemastodonten DR forsvundet.

Ølands-tærte

Nyt fra bagværkets overdrev

Jeg har kreeret en ny kage. Den smager slet ikke så ringe, så jeg har døbt den Ølands-tærte...

Det begyndte egentlig med, at jeg lige skulle snakke med fruen i huset, der i modsætning til mig ser fjernsyn. På skærmen var der en eller anden klaphat, som var i gang med at lave fyldte chokolader med, oh rædsel, nougat og chili.

I bunden af Ølands-tærten lægges et halvt stykke
 After Eight og en teske kagecreme.

I min begrænsede verden kan chili altså ikke bruges til andet end chili con carne, men vi faldt i snak om problemet, og jeg bekendtgjorde, at hvis jeg nogensinde skulle lave fyldte chokolader, så blev det mere traditionelt med for eksempel marcipan og pebermynte. Snakken gik videre - og pludselig var ideen der til en helt ny kage, som jeg altså kalder Ølands-tærte.

Jeg begyndte med at røre en universaldej på 250 gram mel, 175 gram smør, 50 gram sukker og to æggeblommer. Det hele æltes med hænderne, til den er fin og glat og sættes til side, mens den sætter sig lidt.

Imens lavede jeg en gang kagecreme.Start med at flække en vanillestang og bland kornene godt med 15 gram sukker. Rør et æg og to teskefuld maizena i sukkerblandingen. Herefter varmer man en kvart liter mælk til kogepunktet, men det må endelig ikke koge. Det hældes under omrøring sammen med de øvrige ingredienser. Herefter skal hele blandingen tilbage på komfuret og varmes igennem under stadig omrøring, til det tykner.

Til sidst lavede jeg en crumpledej med marcipan. Cirka 75 gram mel, 75 gram flormelis, 100 gram smør og 150 gram marcipan. Det æltes sammen til en blød dej.

Herefter rullede jeg grunddejen ud i 12 små cirkler, som jeg placerede i en muffinform, så dejen danner små skåle. I bunden af skålen kom jeg et halvt stykke After Eight og en teske kagecreme.

Herefter rullede jeg marcipandejen ud i cirka 1/2 cm tykkelse og stak 12 stykker ud, som jeg placerede som låg på tærterne, som jeg lukkede ved at bukke kanten let ned.

På toppen af den brandvarme kage placeres
 et stykke After Eight, som smelter.

Det røg herefter i ovnen. 200 grader uden varmluft i cirka 15 minutter - og her skal man altså passe på, for det går lige pludselig lynhurtigt med bruningen på grund af det høje sukkerindhold i marcipandejen.

Da jeg havde taget tærterne ud af ovnen, placerede jeg et stykke After Eight på hver, mens de endnu er brændvarme. Chokoladen smelter - og det ser ret lækkert ud...

Når tærterne er kølet af, er de klar til servering. Jeg ser for mig, at de kan bruges som tilbehør til en frugtdessert - eller måske til eftermiddagskaffen i stedet for Othelloen.

Men prøv det. Det smager altså godt...

P.s. Bundene havde ikke taget megen farve - og næste gang bager jeg dem 10 minutter, inden jeg samler tærterne.

Mit glemte Jylland

Og ravnene skrige ved Karup å

Onsdag eftermiddag var jeg til et møde i Aalborg, og om aftenen holdt jeg foredrag i Herning. De to begivenheder lå så tilpas tæt i kalenderen, at det ikke gav mening at køre hjem i mellemtiden, men omvendt gav det mig tid til stille og roligt at køre mod Herning.

Det blev lidt af en øjenåbner. Som sædvanligt var det kun med besvær, at jeg kom igennem Viborgs omfattende net af ringveje og rundkørsler i megastørrelse. På mit indre kort ser Viborg stadig ud, som byen gjorde i halvfemserne - og jeg har svært ved at forliges med al det vokseværk og laven om, der er foregået, mens jeg boede i Grønland og Norge.

Men efter Viborgs trængsler fulgte så en herlig tur mod Herning over Karup. Det er cirka 30 år siden, at jeg har kørt den tur sidst - og jeg havde helt glemt, hvor smuk turen forbi Hald Ege og Dollerup Bakker er. Det er faktisk mit glemte Jylland, og vi skal helt sikkert på udflugt til den egn på et tidspunkt. Jeg er ret sikker på, at fruen også vil glæde sig over de krogede ege og de pittoreske barakker ved Hald - og Dollerup bakker lader jo ikke den grønlandske natur meget tilbage i sit ellers noget begrænsede format.

I øvrigt er Herning for en halvgammel mand også noget besværlig i trafikal henseende, men forinden nåede jeg lige en power-nap på en rasteplads i plantagen ved Flyvestation Karup, mens solen gik ned. Det var også et smukt syn, selv om jeg forinden havde spejdet forgæves efter den Draken, der i gamle dage tronede foran flyvestationen. Den er vistnok rustet op, og tilbage står kun fundamentet. Sic transit gloria mundi...

Spredt fægtning

Lidt opsamling fra Vildmosen

Gulspurvene bliver ekstra gule i "den gyldne time" omkring solopgang.

Fredag morgen var jeg en tur i Lille Vildmose ved solopgang. Det kom der blandt andet et par agerhønse-fotos ud af, som jeg fortalte forleden.

Men morgenen bød altså også på andet end agerhøns. Så her er lidt spredt fægtning fra en senvinter-morgenstund i Lille Vildmose.

Viberne er kommet tidligt i år og bebuder snarlig vår.

Musvågen smuttede som sædvanligt, da den så kameraet.

Rådyrene er en fast bestanddel af turen til Vildmosen.

Sangsvaner i luften over Tofte Sø.