Alt på et bræt

Travlhed på foderpladsen

Sneen har givet travlhed på foderbrættet. Blandt andet har vi i dag haft mange af de farvestrålende kvækerfinker på besøg. Det er første gang i denne vinter.

Dagens billede byder desuden på gråspurv og grønirisk.

Kjørmes Knud

Gode vejrvarsler

Det har sneet hele natten - og det er Kyndelmisse.

Kyndelmisse er en vigtig dag i folkemeteorologien. Blandt andet varsler sne på dagen tidlig vår - og det betragter de fleste vel som gode tidender.

Kyndelmisse betragtes også som vinterens midte, hvor bønderne helst ikke skulle have brugt mere end halvdelen af vinterfoderet, hvis de skulle klare sig til foråret.

Kyndelmisse kaldes også for Kjørmes Knud - og mangen en skoleelev har vel gennem tiderne funderet over, hvem han var, ham Knud, som optræder i sidste linie af Aakjærs "Sneflokke kommer vrimlende"...

Kjørmes er en sammentrækning af kermesse, altså lysmesse - på latin Candelarum - for det er dagen, hvor den katolske kirke velsigner stearinlys, fordi det er 40 dage efter Jesu fødselsdag.

Jeppe Aakjærs kendte og muntre sang er forresten en sand opvisning i rim-smederi med strofer som "Det ryger ind ad sprækkerne - til pølserne på rækkerne - og fårene ved hækkerne..."

Hyggesne

Vinteridyl på Øland

Egentlig burde jeg forlængst have ligget under dynerne og sovet min skønhedssøvn. I morgen er der atter en dag og et program, der skal passes.

Men jeg kan altså ikke rigtig tage mig sammen til at gå i seng. For det sner uden for - og det er bare så pænt. Så i stedet tog jeg kamerastativet og gik lidt ud for at fotografere nogle af de få vintersekunder, som denne vinter åbenbart lader os nøjes med.

Og her er billederne så - uden yderligere kommentarer eller billedtekst.

Nytårskuren

Døde fugle med vegetartilbehør

Waldorff-salaten var aftenens vegetariske indslag.

Fredag var der nytårskur i det lille sildelaug, hvor en lille, hård kerne af øens gourmænd mødes. Og nytårskur må endelig ikke forveksles med slankekur.

Farseret fasan.

Nytåret blev ikke skudt ind ind, men spist ind. I mangel af gode sild - det er ligesom ikke rigtig årstiden - gik det vildt til med fasan på menuen. Farseret fasan oven i købet. Fars er som bekendt bedst, når mor har rørt den, men i aftenens anledning var det nu mændenes tur til at røre farsen til en rigtig farsret, der kunne bruges til farseret fasan.

Det var jenne gue sager, der kom i - og fuglene struttede af sundhed, men for en sikkerheds skyld fik de også tøj på i form af tynde skiver skinke.

Fasanerne blev serveret med rødvin, kartofler og liflig brun vildtsauce - hvilket egentlig burde være nok, men desuden af hensyn til folkesundheden skulle vi også have lidt grønt, hvilket vi fik i form af salat fra et hotel i New York. Nærmere bestemt Waldorff Hotel, hvor foretagendets maitre d'hotel Oscar Tschirky i 1896 opfandt den legendariske salat med fløde, mayonnaise og bladselleri som væsentlige ingredienser. Valnødderne kom først til i 1928, hvor hotellet i øvrigt nogle år tidligere havde skiftet navn til Waldorff-Astoria.

Ostegratineret krabbekød.

Til forret stod menuen på en gang ostegratineret krabbekød og tilhørende hvidvin - bare sådan for at lægge bunden.

Snakken gik livligt - meget livligt endda - og alt, alt for hurtigt blev det tid til opvask og hvad dertil hører. "Og hvad dertil hører" tæller blandt andet Øland-sangen, som vi hakkede os igennem uden sangblade.

Det skal være løgn, har jeg lovet. Så til næste møde medbringer jeg nye sangblade...

Sovsens vennekreds.

La Cocotte

Kylling med rodfrugter

Maskinparken er blevet udvidet med en støbejerns-cocotte.

Uden sammenhæng i øvrigt var La Cocotte navnet på en af de første danske Michelin-restauranter. Stedet havde sin storhedstid i slutningen af 80'erne - blandt andet på grund af køkkenchefen, Jan Cocotte-Pedersen, der blev verdensberømt i det lille land for sin menu til Oscar-vinderen Babettes Gæstebud.

Men det korte af det lange er, at Dina længe har ønsket sig en cocotte, der dybest set bare er et aflangt kogekar med låg, som man sætter i ovnen. Ideen er, at låget holder på aroma og saft, så maden er fuld af god smag.

Så da Bilka havde en cocotte på tilbud i sit rabatmærkecirkus, var det bare med at få klistret nogle rabatmærker i samlehæftet, så vi kunne hjembringe en flot, rødemaljeret støbejerns-cocotte - og jeg blev dermed flyttet lidt længere fra den dag, hvor køkkenet går ned på udstyr.

Dyret skulle prøves - og det gjorde jeg lørdag aften. En fuldfed fransk hanekylling blev gnedet med salt og peber udvendig såvel som indvendig.

Så er kyllingen klar til at blive brunet.

10 fed hvidløg og et par rødløg blev pillet. Tre gulerødder, en mindre sellerirod og en halv snes kartofler blev skrællet og skåret i tern.

Herefter stegte jeg 150 gram bacon i tern - selvfølgelig tørsaltet og hjemmerøget - og lagde det i bunden af cocotten. Herefter brunede jeg grøntsager, dog ikke kartoflerne, og løg ganske let i fedtet fra baconen, krydrede med salt, peber og lidt stødt enebær og lagde det i cocotten. De rå kartofler stillede jeg til side.

Så brunede jeg kyllingen i smør på panden, så den blev fin at se på. Den blev lagt ned til grøntsagerne, en halv flaske hvidvin og et par laurbærblade blev tilsat, hvorefter cocotten røg i ovnen ved 200 grader.

Efter en halv time tilsatte jeg kartoflerne,, og efter yderligere en halv time hældte jeg væden i en lille gryde og jævnede med en smørbolle. Herefter hældte jeg saucen tilbage og kyllingen fik yderligere fem minutter i ovnen.

Så var hele herligheden færdig - og når jeg skriver herlighed, så mener jeg det. Kyllingen var perfekt - saftig og mør, og grøntsagerne med den ganske kraftige sauce var simpelthen et himmerigsmundfuld.

Det var et lidt stort arbejde til en lørdagskylling - men det var alle anstrengelserne værd.

...Og så er der serveret. Velbekomme.

Vinterhugst

Så røg tjørnene

Tjørnene er væk - og det hele virker lidt åbent. Men
bare vent, til der kommer blade på træerne. Magda Jensen
lever på lånt tid, men får lov at leve et par år endnu
- indtil afløseren bliver stor nok til at give
mirabeller i en passende mængde.

Solen skinnede tirsdag fra en skyfri himmel.

Det blev startskuddet til havesæsonen 2015 - oven i købet på den hårde facon med gang i kædesaven.

Jeg har en del gamle og mere eller mindre vindskæve træer på parcellen. De skal væk, men da jeg hader for voldsomme forandringer på en gang, foregår det stille og roligt, så der ryger et træ eller to om året.

På den måde kommer det ikke til at virke så voldtomt, når træerne er væk - og jeg har god tid til at plante andre træer i forvejen.

I år var turen kommet til et par gamle tjørne og en voldsom stor gren i Magda Jensen-mirabellen nede i baghaven. En teknisk set noget besværlig opgave, der krævede lidt planlægning, for mirabellen og tjørnene var godt sammengroet.

Nu kan grenene få lov at ligge og tørre en måneds tid,
inden jeg sætter en tændstik til det hele...

Det gik der en eftermiddag med - og så må oprydningen komme senere, når forårets store afbrænding at haveaffald løber af stabelen om en måneds tid.

Tirsdagen blev forresten også dagen for årets første frokost i drivhuset. Temperaturen var 15 grader og med lidt hjælp fra gasovnen var der herligt i glashuset. Det var en god investering, da vi sidste år lavede drivhuset om til en hyggekrog - og ikke bare et produktionssted.

Bacon III

Så er der serveret

Her til morgen tog jeg seks kilo friskrøget bacon ud af røgeovnen - og det var altså en umenneskelig fristelse.

Så mandag morgens fødeindtag blev lidt ud over det sædvanlige her på matriklen.

Normalt nøjes jeg med en rugbrød med ost, og i weekenderne somme tider et par rundstykker. Efter at have boet i Norge nærer jeg stadig en vis veneration for frisk morgenbrød, der er en totalt ukendt luksus blandt barbarerne i broderlandet.

Men i dag blev det altså til hele svineriet - bogstaveligt talt. Frisklavet bacon stegt på pande og røræg - ren hotelstandard og slet ikke noget, der hører en hverdag til. Men undskyldningen var god nok: Baconet skulle testes.

Og ja - det bestod med UG og kryds og slange. Det smager bare så godt....

Sne, sol og søndag

En på alle måder velsignet søndag

Det er højsæson for gæs i nabolaget. Nu er jeg ikke ligefrem
gåseekspert, men jeg tror, at det er kortnæbbet gås - altså en
vintergæst fra Svalbard.

Præsten har fået nyt arbejde.

Derfor var der i dag afskeds-gudstjeneste i Oxholm kirke med barnedåb, altergang og hele den tyrkiske musik med efterfølgende sognefrokost i medborgerhuset.

Sådan noget er lige noget for Dina, mens jeg er noget mere tilbageholdende i religiøse udskejelser. Så mens Dina fik Guds ord med på vejen, tog jeg ud på vejen i Guds fri natur.

Naturligvis bevæbnet med kamera og store linser, for lyset var godt med både sne og høj himmel. Her er et par af dagens skud.

Frosten har næsten lukket Ulvedybet, så fiskehejrerne
stimler sammen ved vågerne.

Et par sølvmåger og et par krager fik dagen
 til at gå med at slås om en død fisk.

Gråspurvene og skovspurvene ude i forsythia-buskene
har underholdt med forårs-fuglesang hele dagen.

Bacon II

I røg og damp

Baconen som den så ud i røgeovnen søndag
morgen. Overfladen er begyndt at tage lidt farve.

Efter at mit bacon in spe havde ligget i salt og krydderier nogle dage, tog jeg kødet ud af køleskabet tirsdag morgen og smed det i en spand koldt vand.

Her fik det lov at stå et par timer, mens det værste salt i overfladen blev trukket ud. Derefter tørrede jeg kødet omhyggeligt og lagde det til tørre på tørrepladsen i brændeskurret. Temperaturen var tæt ved nul og luftfugtigheden omkring de 80, så jeg vovede chancen med en udendørs tørring.

Det gik da også sådan lige. Lørdag formiddag kom kødet så i røgeovnen, hvor det lå og gassede sig hele dagen ved cirka fem grader. Her søndag morgen har jeg tændt op i ovnen igen, og det kommer nok til at passe med røg resten af dagen. Sikkert lidt varmere efterhånden som solen får magt, men jeg tror nu ikke, at temperaturen i røgeovnen på noget tidspunkt kommer over de 20 grader.

Røgetiden passer udmærket. De fleste opskrifter siger to gange tolv timer, så det skal nok passe. Så mon ikke, mandagens morgenmad hedder bacon og æg - friskrøget bacon oven i købet?

Trykknap-syndromet

Kontaktbesvær

Tryk på den røde knap, Tintin...

Der var krise i det lille hjem…

Lillemor skulle starte opvaskemaskinen og trykkede på en knap, men der skete ikke noget. Så blev der trykket en 10-15 gange mere. For en sikkerheds skyld fik alle de andre knapper også lige et dask, mens maskinen gik i gang med et forkølet brag og derefter gik helt i stå, mens lamperne blinkede som et kinesisk juletræ.

Sådan en situation kræver maskulin ro og overblik. Så jeg lod opvaskemaskinen blinke færdig, slukkede lige så stille for den og tændte den så igen. Efter et par sekunder gik den i gang og kørte helt efter bogen – og jeg kunne indkassere et beundrende og forelsket blik fra Lillemor, der glædede sig over at have et rigtigt mandfolk i huset.

Jeg ved ikke, om læserne kender situationen – altså at en maskine eller en lampe ikke lige tænder i samme sekund, som man trykker på knappen. Den slags traumatiske oplevelser kan drive det moderne menneske til stress og vanvid, for i vor moderne forkælelse er vi blevet vænnet til, at ting virker – og at de reagerer prompte.

Jeg læste for mange år siden en artikel om fænomenet. Den var skrevet af en tysk psykolog, som betegnede det som ”das Druckknöpfe-Syndrom” – trykknap-syndromet. Tyskeren betragtede det som en slags kollektiv psykose, der havde ramt det vestlige menneske.

Noget er der om snakken – og det ikke bare i de små hjem. Vort samfund er ramt af et stort kollektiv trykknapsyndrom, hvor vi skriger på reformer, hver gang noget tilsyneladende ikke virker – og så når reformerne ikke virker, kræver vi yderligere reformer.

Resultatet er velkendt. Folk går ned med stress som aldrig før. For når man skal bruge tid på at ændre tingene, går tiden fra det, som man egentlig er ansat til at lave – og de mange reformer har gjort Danmark til en tabernation, hvor verdens største offentlige sektor samtidig er verdens mest ineffektive.

Vi kunne alle have det så godt og så trygt her i vores lille smørhul – hvis altså det ikke var fordi reformerne kommer fra vore politikere i våde ildelugtende klatter som fra den nok så bekendte spædkalv.

For er der nogen, der lider af ”das Druckknöpfe-Syndrom” og en hel stribe andre syndromer i øvrigt, så er det vore politikere, der jo skal vise handlekraft – og i virkeligheden bare ødelægger det hele med mindre elegance end elefanter i en glasbutik.

Tag nu situationen efter det tragiske attentat i Paris. Pludselig mener politikerne, at trusselsbilledet er forværret – og at det er nødvendigt at give efterretningstjenesterne flere midler og beføjelser.

Det er ren varm luft – for normalt er politikerne jo ikke tilbageholdende med at begrænse efterretningstjenesternes muligheder. Jeg tillader mig også at tvivle på, at truslen er blevet større. Den har været der hele tiden, men det er åbenbart først nu gået op for politikerne.

I øvrigt har PET jo ind til videre haft held med at skåne landet for de værste ting, og gør det efter min mening ganske godt. Jeg synes, det vil være synd, hvis PET pludselig skal til at bruge tid på at oplære en masse nye medarbejdere og lave retningslinjer for nye beføjelser – i stedet for at passe arbejdet, og bare fordi politikerne føler trang til at vise handlekraft.

Vi har det efter omstændighederne trygt og godt i Danmark. Lad os glæde os over det – og så klappe hesten i stedet for at handle i panik.

Det gælder i øvrigt i alle livets forhold. If it works, don’t fix it, som amerikanerne siger…

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. januar 2015.