Ud i det fri

Vær beredt

Min lille lune rede under birken.

Fredag-lørdag var jeg på tur med de gamle spejdere.

Bare sådan almindelig hygge, lidt god mad, en lang vandretur og så selvfølgelig lidt porseplukning til vinterens brændevin.

Men spejderånden lever fortsat - og jeg har for vane ved den slags lejligheder blot at medbringe liggeunderlag og sovepose. Når trætheden så melder sig, så er det bare at finde et træ og lægge sig. Nemmere kan det ikke være - og på denne årstid er det jo heller ikke særlig koldt.

Fredag aften var det endog særdeles lunt, da jeg smed mig under træet. Men ved tre-tiden om natten kom der en uvarslet byge. Det havde været nemt at gå indendørs til de andre svagpissere - men heldigvis var grejet i orden.

Så på med bivuakovertrækket - og så kunne jeg sove videre under birketræet. Regn eller ej. Det er rettidig omhu - eller som vi siger på spejdsk: Vær beredt!

AAL-TOS

Mest for fly-nørder

Gardermoen var i øvrigt lige så trøstesløs som altid.

Turen til Tromsø foregik med SAS - og tilfældigvis passede tidspunktet med den daglige SAS-afgang klokken 14 direkte fra Aalborg til Oslo. Det var lækkert at spare turen omkring København og helt fantastisk at ankomme til Tromsø blot fire timer efter afgang.

Ruten har eksisteret i et halvt års tid, men bliver nedlagt 1. oktober. Det forstår jeg desværre alt for godt - for afgangstidspunktet midt på eftermiddagen er ikke særlig erhvervsvenligt. Tidspunktet skyldes, at ruten beflyves med en Boeing 737, der er hjemmehørende i Oslo og står ledig midt på dagen, men det vi har brug for her i Nordjylland er altså afgange om morgenen, så jeg håber, at SAS eller andre på et tidspunkt igen vil overveje ruten og finde et mindre fly, så ruten kan beflyves morgen og aften.

Resignation og tomhed præger blikket hos alle passagerer
 på Gardermoen, hvor man drives rundt som kreaturer.

Det er fire år siden, at jeg sidst har været på Gardermoen. Lufthavnen har ikke ændret sig nævneværdigt siden sidst - og er fortsat en af verdens mest deprimerende lufthavne med alenlange køer overalt - selv i SAS' Fasttrack, hvor ideen ellers er, at man skal komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen.

Som i mange andre lufthavne, bygges der også om og til i Gardermoen, så da vi landede fra Aalborg, var der ikke en ledig gate - og vi blev derfor transporteret til ankomsthallen i bus. Bemærk på fotoet de resignerende, tomme og opgivende blikke på passagererne. Sådan har jeg det, hver gang jer er på Gardermoen.

En undersøgelse i Norge har vist, at mange forretningsrejsende vil strække sig temmelig langt for at undgå lufthavnen. Det forstår jeg - og da jeg tidligere tog turen til Tromsø en gang om ugen, fløj jeg ofte via Trondheim.

Boeing 717 fra Blue One på TOS.

Denne gang fløj jeg via Stockholm på hjemturen. Det tager den samme tid og er ikke dyrere, men man undgår Gardermoen. Turen til Arlanda foregik med SAS-datterselskabet Blue One og en Boeing 717.

Det var sjovt - for jeg havde ellers ikke troet, at jeg igen skulle flyve i DC9/MD80-90/Boeing 717-familien. For et års tid siden deltog jeg jo i SAS afskedsflyvning med typen.

Nu er Blue Ones 717 en af de nyeste af slagsen - bygget i 2000 - og man kan altså stadig støde på flytypen især i Finland, hvor selskabet har ni eksemplarer. Men den bruger meget brændstof - og tiden arbejder imod flytypen.

SAS bød på korv i Arlanda. Foto: Dina

Arlanda bød i øvrigt på en behagelig overraskelse. Vi ankom ved firetiden torsdag eftermiddag - og det var netop på det tidspunkt, at personalet i SAS Business Loungen begyndte at lange hotdogs over disken. Det viser sig, at det er en fast tradition i loungen torsdag eftermiddag - og vi sagde selvfølgelig jatak til en gang korv. Så sparede vi aftensmaden den dag.

Torsdagspølserne er forresten en ide, som svenskerne har kopieret fra nordmændene. For torsdagspølserne var i mange år et af de få lyspunkter i Gardermoen.

Den flotte T-haleprofil på DC9/MD-80/90 og Boeing 717.

Polaria

Tæt på den arktiske natur

Sælsomt! En sæl med hvalros-skæg.

Helt i tidsånden er Polaria et eksempel på
 løssluppen og mærkværdig arkitektur.

Polaria er Fram-senterets oplevelses-center.

Det ligger på havnen i Tromsø - som et par isskosser skubbet op på stranden og ved siden af Frams kæmpestore kontorbygning.

Her er der mulighed for at komme tæt på den arktiske natur - både i form af akvarier og et sælarium. Desuden er der en række arktiske naturformer fremstillet i papmache og udstoppede dyr, så man kan komme helt tæt på scenarier, der ellers er de færreste beskåret.

Polaria er bygget sidst i 90'erne og er ikke stort sammenlignet med for eksempel Kattegat- eller Nordsøcentret. Men da det mig bekendt er det eneste sted, der helt ensidigt fokuserer på den arktisk natur er det alligevel et besøg værd - især for de mange tusinde turister, der hvert år besøger Tromsø, og som aldrig har prøvet at bo i Arktis.

Det er en magisk verden. Jeg har selv prøvet det.

I Polaria kan man nok se, men ikke røre et af verdens
 mest griske rovdyr - sælen.

Polarlomvierne på fuglefjeldet. I Grønland
kaldes den alk - og er en stor delikatesse.

Fisk, krabber og søpindsvin kan studeres i de mange akvarier.

Skarven er forresten navnet på et af Tromsøs mange værtshuse.

Spis lokalt

Nordnorske specialiteter på menuen

Rensdyrpølse med nypotetmos.

Onsdag spiste vi på Emmas Dromme-kjøkken - Tromsøs stærkeste og mest hippe spisested inden for den højere cuisine og det lokale svar på top-restauranter som Noma.

Det var dog kun til lunsj (frokost) og det var i den mere folkelige afdeling indrettet i stueetagen i det gamle karrehus i Kirkegata i Tromsø - så serveringen var måske ikke det ypperste, Drømmekjøkkenet kan byde på, men så i hvert fald inden for en ramme, hvor de fleste kan være med rent økonomisk.

Vi valgte to forskellige frokostretter. Jeg fik en variant over den berømte svenske korv med mos - rensdyrpølse med nypotetmos og Dina valgte røget hvalcarpaccio.

Personalet denne dag var en ung pige - sikkert studerende - og hun vidste ikke meget om mad, fandt jeg ud af, men betjeningen var i orden omend præget af lidt forvirring.

Der var ikke noget at udsætte på rensdyrpølsen, men det er nu altid problematisk at lave pølse ud af magert kød, som rensdyr uomtvisteligt er. Pølsen havde bid, men manglede ærlig talt lidt i smagen. Selve anretningen var underlig asymmetrisk på den kvadratiske tallerken.

Kartoffelmosen var let og lind - og der var garneret med syltet rødløg. Det var lidt af et hit - og jeg skal i hvert fald prøve at sylte rødløg i den kommende uge. Jeg fik opskriften af kokken, men den er ganske enkel. 200 gram sukker, 2 dl vand og 3 dl eddike koges og hældes over 8 udskårne rødløg - trækker i 24 timer og er så klar til servering.

Røget hvalcarpaccio.

Den røgede hvalcarpaccio smagte umiskendeligt af hval, men manglede ærlig talt lidt røgsmag. Jeg kan godt mistænke Emmas Drømmekjøkken for at holde lidt igen med smagen på frokostretterne for at ramme så bredt et publikum som muligt, men det er synd. For røget kød skal altså smage af røg - også i et ellers røgforskrækket Norge. Tilbehøret var plukket salat, tomat, mozzarella og igen den uforglemmelige syltede rødløg.

Begge retter er rimelige bud på brug af lokale råvarer - og til portionspriser på omkring et par hundreder norske kroner var der så rigeligt på tallerkenen, at vi også blev mætte - ikke mindst takket være det tilhørende hjemmebagte og lune ciabatta med hvidløgssmør.

Vi var jo i Norge - og jeg var kørende, så hele herligheden blev skyllet ned med koldt postevand.

Glimt af Tromsø

- Og et enkelt glimt af solen

Tørfisk-stativerne er noget af det første, man ser, når man lander
på Flyplassen i Tromsø. Netop disse stativer er ikke til operativ brug
 - men er kunst, der understreger byens tilknytning til det
traditionelle fiskerierhverv.

I den forløbne uge var vi et par dage i Tromsø. Rundt og hilse på gamle steder og gamle venner - og også lidt arbejde.

Det var en dejlig tur - når vi altså lige ser bort fra vejret, der skuffede fælt.

Jeg havde håbet på fede nordlysfotos - og havde endog slæbt et stativ med hele vejen derop af samme grund. Oven i købet havde vi indlogeret os på en bed and breakfast uden breakfast 40 km uden for byens lys for at få de helt rigtige fotos. Men tunge og særdeles regnfyldte skyer skyggede for ethvert udsyn til en stjerneklar aftenhimmel med mulige nordlys.

Men det var nu alligevel en god tur - og det blev til nogle lange køreture rundt i det storladne landskab, hvor jeg så kunne dyrke landskabsfotograteringen.

Det er en genre, jeg ikke har gjort meget i. Sjældent kan et foto yde naturen fuld retfærdighed - og sjældent har jeg i det daglige reportagefoto brug for den slags billeder. Men her er i hvert fald et udvalg med udsyn til dejlige Troms.

Sidstedagen bød på spredt solskin og huller i skyerne fra morgenstunden.

Gigantiske fjelde ved Sæterbukta på "bagsiden" af Kvaløya.

Udsigten fra Sommerøya mod Håja er nok et af
de mest fotograferede motiver i Troms.

Den diminutive hovedgade på Hillesøya.

Kirken på Sommerøya er særdeles maritimt inspireret.

Overalt var der lavthængende og regntunge skyer.

Vores gamle bopæl i Straumsbukta. Huset er nyt, men mit gamle
værksted fra 1902 står stadig. Sammenlign eventuelt med dette billede.

Den temmeligt skæbnesvangre terrasse på Hotel Sommerøy,
hvor jeg i 2006 under indflydelse af store mængder fadøl og midnatssol
besluttede at søge jobbet i det nyoprettede sekretariat for Arktisk Råd.

I Norge kan de...

Hvorfor så ikke i Nordjylland?

Fram-senteret i Tromsø er i dag hjemsted for
flere end 300 arktiske arbejdspladser.

I skrivende stund befinder jeg mig i Tromsø – hvor jeg tidligere har boet og arbejdet.

Tromsø kaldes ofte for Nordens Paris. Med en fortid som hvalfangstcentrum og en nutid som universitetsby er antallet af værtshuse efter norske forhold bemærkelsesværdigt stort – og folk i Tromsø er generelt mindre bornerte end nordmænd flest.

For den triste kendsgerning er jo, at der ikke er så meget pænt at sige om vort norske broderfolk – bortset fra at de altså er så flinke og rare, at det sommetider næsten gør ondt at se på.

Det norske køkken – i det omfang det overhovedet giver mening at tale om et sådant – er med få undtagelser en omsejlende katastrofe, kvinderne er ikke særligt feminine i deres fremtoning antageligt på grund af overdrevent skiløb , og priserne er gruopvækkende høje. 22 kroner for en øl og sådan er det hele vejen. Men flinke, rare og ”tolle” folk er de…

Men folk i Tromsø er nu noget helt særligt – entreprenante og stædige og præget af den barske natur her 700 km nord for polarcirklen.

Byen markedsfører sig også som Porten til Ishavet. Den ligger lige for, når man i mange år har været det fysiske bindeled til Svalbard. Det var Tromsø, fangstmændene fra Svalbard kom til, når de var på permission ofte med en isbjørneunge under armen til stor moro for gutterne på værtshuset – altså lige til bjørnen blev lidt større.

Derfor vrimler det med isbjørne i Tromsø – selv om dyret aldrig har haft hjemme her. På alle hoteller og i mange butikker er en udstoppet isbjørn en del af udsmykningen – og det lokale bryggeri Mack brygger naturligvis en isbjørneøl.

Det var også Tromsø, der var udgangspunktet for mange af Roald Amundsens ekspeditioner, så byen har en lang historie i norsk polarforskning.

Det var baggrunden for, at Tromsø i sin tid fik tildelt Norsk Polarinstitutt som led i en generel udflytning af norske statsinstitutioner. Instituttet driver polarforskning – blandt andet også på Antarktis - og er rådgivningsorgan i forvaltningen af Svalbard.

Da instituttet skulle flyttes til Tromsø, fik man ideen til Norsk Polarsenter - det nuværende Fram-senter. Et stort kontorhus med i dag over 300 arbejdspladser, hvor en lang række virksomheder med tilknytning til nordområderne og polarforskningen er samlet. I tilknytning er der et mindre oplevelsescenter, Polaria, med akvarier, sælarium og naturligvis store tableauer fra polarforskningens historie.

Fram-senteret er et kraftcenter i international klasse inden for polarforskning og forvaltning – og modtager hver dag besøgende fra hele verden – også selv om det er både dyrt og besværligt at komme til Tromsø.

Det er hverken dyrt eller besværligt at komme til Nordjylland – og med Aalborgs rolle som ”Porten til Grønland” kunne jeg godt forestille mig et polarcenter i den nordjyske hovedstad. Et hus som samler alle de nordjyske institutioner, der har med Grønland at gøre – og som også kan tiltrække institutioner fra andre landsdele og måske endda fra udlandet. Samtidig kunne dette center også blive hjemsted for nogle af Aalborg kommunes indsatser for at hjælpe grønlændere og ikke mindst Det Grønlandske Hus i Aalborg.

For resten kunne vi også lade os inspirere af Tromsø på en anden måde. På byens havn står en kæmpeskulptur, der forestiller Roald Amundsen, som en hyldest til Norges store, måske største søn.

Nu er de fleste danske polarhelte som Knud Rasmussen foreviget i mange andre sammenhænge – men hvad med at lave en skulptur, der hylder vore dages polarhelte? Her tænker jeg på alle de grønlandske studerende, der tager til Aalborg fjernt fra hjemmet for at få en uddannelse, så de kan vende hjem og være med til at bygge fremtidens grønlandske samfund.

Et par ideer, som jeg håber vil spire i fremtiden – udtænkt i en sen nattetime under tunge regnskyer mellem fjeldene omkring Tromsø, og mens jeg venter på bare et lille glimt af lidt nordlys.

For hvis de kan i Norge, så kan vi også i Nordjylland.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 5. september 2014.

Nyt fra bærfronten

Jordbær, brombær, hindbær...

Så er de ny jordbær godt i vej...

Endelig fik vi en dag med tørvejr - og det var til at komme i jorden.

Så i dag fik jeg plantet den nye generation af jordbærplanter. Det burde allerede være sket for et par ugers tid siden - og planterne har stået klar i drivhuset. Men det var altså først i dag det skete, selv om jorden ellers også var gjort klar for adskillige dage siden.

Brombærrene er på finalen.

For sådan er det jo, når man har med naturen og et temmelig autonomt klima at gøre. Når vi har brug for regn, får vi tørke - og når vi har brug for tørvejr, regner det. Det bliver ikke anderledes - og det er sikkert derfor, det er spændende.

For den tørre og varme sommer har i hvert fald været god for brombærrene. De kører på sidste vers nu - og jeg har desværre ikke nogle billeder af de mange flotte bær, vi har haft. Men som det ses, er der lidt skrællinger tilbage - og måske med lidt sol de kommende dage, kan det være, at der kommer endnu flere.

Hindbærsæsonen er netop begyndt.

Nu begynder hindbærrene også at blive modne. Jeg klipper normalt mine hindbær temmelig sent på foråret for at skubbe høsten til efteråret. For så undgår vi alt for meget orm og utøj i bærrene - og som man kan se på billedet, ser denne strategi ud til at lykkes.

Endnu er vi ikke kommet så langt, at der bliver hindbær og brombær til fryseren - for vi spiser dem, efterhånden som de modnes. Men planterne breder sig, og der bliver flere og flere, så mon ikke vi kan begynde at tænke på fryseren til næste år?

Espalier-æbler

Forsmag på glæderne

Flotte æbler - lige til at plukke i slutningen
af august. Det passer på Discovery.

Æbleespalieret ude ved vejen gror fornuftigt og planmæssigt, efter at jeg i vinterens mulm og mørke plantede det om - fordi jeg var kommet til at plante træerne lidt for tæt.

Faktisk går det så godt, at jeg nu kan høste de allerførste æbler derude.

Æblettæerne gror fornuftigt og efter planen.

Det er værd at notere - for principielt var det slet ikke planen, at vi allerede skulle have æbler derfra i år. Det er nemlig sådan, at man under opvæksten fjerner alle blomsterne, så træerne kan bruge energien på at vokse - og ikke producere æbler.

Men to af træerne vokser helt efter bogen - og har den perfekte form, så jeg kunne altså ikke nænne at fjerne alle skuddene, så jeg har en lille håndfuld æbler i de to træer.

Det giver så en ny udfordring. For planteskolemanden på Bakken foreslog i sin tid, at jeg plantede fem forskellige sorter, så jeg fik lidt variation - og sådan at æblerne ikke bliver modne samtidigt. Det var jeg med på, men jeg fik desværre ikke noteret, hvilke sorter der er plantet. Så nu er spørgsmålet: Hvad er det.

Discovery er et flot og meget sødt æble.

Det ene træ er ret sikkert en sort, der hedder Discovery. Det passer med farverne - og med, at de allerede nu er modne.

Til gengæld aner jeg ikke, hvad det andet træ er for noget. Æblerne er fine røde og ligner en mellemting mellem discovery og Ingrid Marie. Sidstnævnte er det dog ikke - for Ingrid Marie har jeg andetsteds i haven, og jeg er helt sikker på, at de fem sorter alle er nogle, som jeg ikke havde i forvejen.

Gode bud modtages gerne.

Det ligner Ingrid Marie, men er det ikke. Så hvad er det så?

Vandkants-Aalborg

Et festligt lag i Fjordbyen

Jens Morten har fotograferet mig så
 ofte - men onsdag tog jeg så revanche.

Onsdag var det så min gamle ven Jens Mortens tur til at blive 65.

Jens Morten er jo en festlig mand - og det ville have lignet ham dårligt, hvis ikke han benyttede lejligheden til at gøre dagen til en rigtig fest.

Så han havde indbudt en udsøgt skare af mænner til frokost på Sørensens Badehotel - hans dejlige hus i Fjordbyen helt nede i vandkanten.

Vi var tilsagt til kl. 12.59. Så var der rundvisning i huset - det tog et minut - og på slaget 13 satte vi os til bords. Det blev en hyggelig dag. Mange af folkene havde jeg ikke set i næsten 25 år, så der gik lidt tid med at sætte folk på plads i hukommelsen, men snart gik snakken.

Udsigten i Fjordbyen er der ikke noget i vejen med.

Som sædvanlig bød dagen også på et af Jens Mortens skæve påfund. Det omdelte sanghæfte bød på Internationale og Snart dages det, brødre. Fejende flotte sange fra arbejdersangbogen - men ikke lige kendt repertoire for denne udsøgte skare, så det var en udfordring.

For mit eget vedkommende var det mit første besøg i Fjordbyen - dette Aalborgs svar på Christiania - og det var bestemt positivt. Udsigten fejler ikke noget - og vi sluttede da også festen på Fjordbyens Kulturcenter, som det lokale værtshus så ubeskedent hedder.

Hvad der skete, kommer i øvrigt ikke offentligheden ved - men en god dag var det. Tak til Jens Morten for det fine initiativ.

Mariehønens død

Edderkopperne har gyldne tider

En effektiv fluefanger i stuen.

Netop nu er det højsæson for edderkopper.

Vi har dem overalt - inde som ude. Og i hvert fald her i huset passer jeg på trods af Dinas skepsis temmelig godt på edderkopperne.

Selvfølgelig er det irriterende og grimt med alle deres spind - men her sidst på sommeren er der altså et voldsomt insektmylder overalt - og så er det godt, at edderkopperne tolder lidt af bestanden.

Edderkopperne gør, hvad de kan - for den lille spindler et ægte rovdyr. Ud af 39.000 beskrevne arter er der kun fundet en enkelt planteæder - resten er rovdyr.

I dag fandt jeg et spind, hvor edderkoppen havde fanget en mariehøne. Byttet bliver vævet ind i en lille kokon, så det ikke kan stikke af og bragt til reden, hvor edderkoppen suger næringen ud af byttet. Ganske uhyggeligt - man naturens orden.

Den store korsedderkop holder til i stuen, hvor den har sat sit spind op foran vinduet. Fluerne tror, at vinduet er vejen til friheden og flyver mere eller mindre direkte i edderkoppens gab. Faktisk ret smart, når jeg nu skal sige det - og fluerne har vi jo mere end rigeligt af her på landet.

Mariehønen bliver bastet og bundet.