Auktion

Første, anden, tredje...

DR1 lægger åbenlyst op til en familiesaga. Foto: DR

Torsdag havde DR1 premiere på en serie om Bruun Rasmussens Auktionshus. Dermed lægger vores nationale public service-station sig i kølvandet på blandt andre Discovery og History Channel, der de seneste år har bragt adskillige serier om auktioner af mere eller mindre lødig karakter.

Nu er der ingen tvivl om, at Bruun Rasmussen hører til i den mere seriøse del af markedet - og TV-serien kom da også godt fra start, selv om jeg stadig krummer tæer over den tåbelige speak. En hysterisk mandsstemme forsøgte krampagtigt at gøre hver eneste lille fis i firmaet til et spørgsmål om liv eller død. Det var fuldstændigt overflødigt, for Jesper Bruun Rasmussen, hans børn og hans ansatte er da spændende mennesker i sig selv.

Lidt af en "Coffee Table Book".

Det er forresten ikke så lang tid siden, at jeg læste en bog om det københavnske auktionsfirma. I stakken af bøger på natbordet lå nemlig Palle Scmidts "Auktion" fra 2004. Det er ikke stor litteratur, og bogen er hurtigt læst, men giver alligevel et fint indblik i den særlige kunst, som kunstauktioner jo også er.

Bogens største styrke har den nu nok som "Coffee Table Book". Den er trykt i stort format med masser af billeder af nogle af de spændende kunstværker, Bruun Rasmussen har solgt.

Blandt andet byder bogen på en af de allerførste sider på et gensyn med en god, gammel kending fra Nuuk Kunstmuseum. Det er J.E.C. Rasmussens "Grønlændere på deres Sommerreise" fra 1878. Det er et mageløst flot billede - og er det dyreste billede i Sven Junges kunstsamling, der er rygraden i Nuuk Kunstmuseums samling.

Svend Junge ved "Grønlændere på deres Sommerreise".
 Foto fra "Portræt af en samler", Nuuk TV 2007.

Jeg lavede kort tid før Sven Junges død i 2007 to portrætudsendelser af den kunstglade mand. Her fortalte han blandt andet om auktionen, hvor maleriet røg op i svimlende 1,2 millioner kroner. Bogen siger forresten 1,3 millioner kroner, men hvad betyder 100.000 kroner fra eller til i de kredse? Vurderingssummen var 350.000 kroner.

J.E.C. Rasmussen (1841-1893) var den første af de danske grønlandsmalere, men er også kendt som marinemaler. Egentlig var Svend Junge mere interesseret i den knap så kostbare Emanuel Petersen, som han havde en kæmpesamling med, men andre kunne da også gøre det - og specielt da han kunne snuppe netop dette Rasmussen-maleri for næsen af Mærsk McKinney-Møller, var det også en god historie at fortælle. Hr. Møllers fond stod af allerede ved 700.000 kroner.

Personligt finder jeg nu også Emanuel Petersen mere interessant end Rasmussen, men prismæssigt ligger Rasmussen højere, da der har været større international interesse for ham. Måske det har noget med hans lidt skagensagtige lys at gøre.

TV-serien om Bruun Rasmussen løber over ti afsnit. Jeg håber da, at der også bliver tid til et indslag eller to om grønlandsmalerne. 

Grønlændere på deres Sommerreise. J.E.C. Rasmussen 1878.

Dagens ord LIX

Læsbarhedsindeks

Et meget langt ord. Foto: Erik Reimann.

Dagens ord er nummer 59 i rækken - og da 59 med romertal skrives LIX, er det selvfølgelig lix, der er dagens ord.

Lix er en forkortelse af læsbarhedsindeks. Kort fortalt er det et tal for, om en tekst er let eller svær at læse. Man beregner det ved at finde det gennemsnitlige antal ord pr. sætning (punktum) i teksten. Hertil lægger man andelen i procent af lange ord. Ved lange ord mener man i denne sammenhæng ord med flere end seks bogstaver. Hvis summen af de to tal er under 35, er teksten i teorien let at læse.

Lix er et forsøg på at sætte tal på noget, der i virkeligheden ikke kan måles. For sprog handler også om syntaks, grammatik og ikke mindst følelser. Derfor skal man være forsigtig med at bruge lix - og det kan bedre betale sig at stole på en fornemmelse. Spørg for eksempel, om din gamle onkel, der kun gik syv år i skole, kan læse teksten. Hvis du tror, at han kan det, er den sikkert god nok.

Lix er ikke andet end en dummeregel i stil med regelen om, at man ikke må begynde en sætning med "Og". Det er selvfølgelig noget sludder. Det må man godt, men det er trættende for læseren, hvis man gør det hele tiden. Og det er i virkeligheden hemmeligheden bag et godt sprog. Det skal være varieret. Så spiller lix en mindre rolle. 

Denne tekst har et lix på 25. Det betyder i teorien, at den kan læses af de fleste. Mon dog? Det er næppe alle, der overhovedet gider læse en tekst om tekst.

Tågeskær

Mellem vinter og vår

Her - på den sidste nat i februar - ligger landet indhyldet i tåge. Det er kampen mellem vinter og vår, der giver sig et højst synligt og kontant udslag. For når den kolde jord møder vårens varme, stiger fugten til vejrs og svøber landet i sin dragende og magiske dragt.

Her er udsigten, som den tog sig ud fra herreværelsets altan ved midnatstide...

Den kolde nat varsler forårets komme.

Knud Rasmussen

Blandt søens folk

Knud Rasmussen i Hanstholm havn.

Knud Rasmussen er ikke alene en af Danmarks kendteste polarforskere - det er også navnet på et af Søværnets nyeste inspektionsskibe.

Der er selvfølgelig en sammenhæng, for mens Knud Rasmussen i sin tid turede rundt i Arktis på hundeslæde, skal skibet ved egen kraft sejle rundt i de store, øde og kolde vande rundt Grønland. Det kaldes suverænitetshåndhævelse - og er ganske enkelt en manøvre, der går ud på at vise flaget. Glemmer man det, kan andre stater jo nemt forledes til at tro, at vi er ligeglade. Det så man blandt andet i begyndelsen af trediverne, hvor Norge forsøgte at erobre Nordøstgrønland fra Danmark. Episoden kom for den internationale domstol i Haag, og nordmændene tabte med et brag. Resultatet var blandt andet Knud Rasmussens fortjeneste.

Et par havkajakker giver mandskabet adspredelse
 på de lange vagter mellem isfjeldene.

Der er derfor ingen tvivl om, at navnet Knud Rasmussen var velvalgt, da Søværnet i 2008 skulle navngive det første af en stribe nye inspektionsskibe til at afløse de aldrende inspektionskuttere af Agdlek-klassen fra halvfjerserne.

Knud Rasmussen har netop været i Danmark - og gæstede søndag Hanstholm Havn, da skibet er adopteret af Thisted kommune. Som takt og tone i de kredse foreskriver, kvitterede Søværnet for adoptionen med et åbent skib-arrangement - og jeg var selvfølgelig med.

Det var sjovt og spændende - for i 2000 sejlede jeg i en periode med inspektionskutteren Agdlek, som Knud Rasmussen afløste i 2008, for at lave et TV-program om livet om bord på de små kuttere i de øde og kolde arktiske farvande. 

Knud Rasmussen er kun let bevæbnet - men et TMG M/50
kan såmænd nok holde ubudne gæster væk.
Maskingeværet er i øvrigt i sin grundkonstruktion en
 gammel svend med rødder tilbage til anden verdenskrig.

Der var en verden til forskel. Knud Rasmussen er cirka fire gange så stor som Agdlek - dobbelt så lang og dobbelt så bred - og slet ikke så hyggelig som de små kuttere, hvor den tretten mand store besætning levede sammen i modgang og medgang på ganske få kvadratmetre. Sådan er det ikke på Knud Rasmussen. Her har personellet egne kahytter - og skibet er så stort, at der endog er helikopterdæk ombord.

Da man udviklede Knud Rasmussen-klassen, var et af problemerne netop skibenes størrelse. Man ønskede større skibe af mange gode grunde, men hvor de små kuttere kunne komme omkring i de snævre fjorde i Grønlands enorme skærgårde, er mulighederne mere begrænset med et stort skib.

Derfor var det vigtigt med et helikopterdæk, som gør skibet i stand til at støtte helikopteroperationer, blandt andet i forbindelse med eftersøgninger - og på den måde udvides skibets operationsmuligheder betydeligt,

Dagmar på udrykning med 40 knob. Foto: Storebro AB.

Desuden er Knud Rasmussen - udover to almindelige RIB'er (gummibåde med fast bund) - også platform for indsatsbåden SAR1 - Dagmar. Det er et spændende koncept, som er udviklet af det svenske forsvar. Dagmar kan bære op til ti mands besætning eller fire bårer, stikker sølle  90 cm og går på en god dag 40 knob. Dagmar er forresten navngivet af Nuuks nuværende borgmester Asii Narup Chemnitz.

Kahytten på Dagmar kan rumme fire bårer eller ti mand.

Som sagt var de små kuttere et hyggeligt bekendtskab - kendt i alle de små havne på Vestgrønland, men der ingen tvivl om, at de nye store skibe er med til at højne sikkerheden til søs i Grønland. Udover Knud Rasmussen er søsterskibet Ejnar Mikkelsen operativt - og endnu et skib i klassen er ved at blive bygget på Karstensens skibsværft i Skagen.

CV sejler stadig rundt i Grønland.

Besøget på Knud Rasmussen var i øvrigt også et kært gensyn med Christian Vagn-Andersen, CV- gnisten fra Agdlek, da jeg sejlede med skibet for 13 år siden, og som jeg i øvrigt har haft mange hyggelige stunder sammen med i Nuuk. CV, der som garvet mariner bor på Nyboder, er en del af den faste stok af søfolk, som har tabt hjertet til Grønland - og som støtter missionerne med et stort kendskab til de lokale forhold.

CV's oplevelse af Knud Rasmussen i forhold til Agdlek kan kort sammenfattes til, at ombord på det store skib bruger man telefonen, når man skal snakke sammen. - På Agdlek kunne vi bare stikke hovedet op af lugen og råbe til hinanden.

 Knud Rasmussen-klassen er bygget til overvågning og suverænitetshåndhævelse i Arktis og derfor kun svagt bevæbnet. Men skibene er en del af Søværnets StanFlex-koncept og kan forholdsvis nemt rigges om til skarpe missioner. Hvis det bliver aktuelt, skal skibet bemandes med 38 mand, hvor det i Grønland kun har en besætning på 18.

Agdlek i havnen fotograferet i 2000 i havnen i Narsaqsuaq, hvor jeg
 afmønstrede efter et begivenhedsrigt fiskeriinspektionstogt.

Bræjkin Nyt

Fra vores egen lille verden

Fra dengang nyheder var spændende - og nyheder! 
Foto: WikiPedia.

- Godaften og velkommen til Bræjkin Nyt. Stasministeren holder i dag pressemøde, og jeg spurgte hende, om hun er holdt op med at lyve for vælgerne.

Svarede hun 1- Ja, det holdt jeg op med, samtidig med at min mand sprang ud – altså fra Eiffeltårnet, 2- Det har jeg aldrig gjort, 3- Man har et standpunkt, til man tager et nyt?

Du har nu et minut til at essemesse dit svar. Så trækker vi lod om en ejpat blandt de rigtige svar. Mens I essemesser, kan vi lige få tid til et indslag fra et sted i Jylland, hvor en flok jyder tidligere i dag demonstrerer mod dyremishandling. Vi skal advare mod meget voldsomme billeder….

Sådan forestiller jeg mig fremtidens TV-nyheder. Og den fremtid er sikkert lige om hjørnet.

Oplæseren fra Bræjkin glemte i øvrigt at fortælle, at demonstrationen var arrangeret af DR i anledning af, at TV2 havde arrangeret en hesteslagtning – selvfølgelig ikke med en rigtig hest, men alligevel…

Medierne – og især de elektroniske – er i øjeblikket inde i et lemminge-agtigt, selvforstærkende kapløb mod afgrunden. Troværdigheden er for længst sat over styr, fordi ingen længere tager den gode, gamle sandhed seriøst. ”Hvorfor skulle vi tale sandt, når ingen andre gør det?”, synes ræsonnementet at være. Billedet af et samfund i totalt forfald.

DR har som bekendt haft sine sager. Jeg nævner i flæng EBH-demonstrationen, foromtalen af statsministerens nytårstale – og Borgen hører vel også til i den her genre. En særlig ondartet udgave af genren er de såkaldte skjult-kamera-programmer, hvor journalister optræder som agents provocateurs og skubber til et væltende læs – alt sammen i nyhedsformidlingens hellige navn.

Ikke bare de landsdækkende media, men også lokale TV-Nord kan være med. I en ellers spændende og oplysende serie, hvor den altid venlige, hyggelige og i øvrigt dygtige Per Jensen spiser sig gennem nordjyske hoteller, fortælles tre historier i en slags fup eller fakta, hvor seeren så skal gætte, hvilke historier der er sande. Det er gøgl – og det er overflødigt tidsspilde.

Sådan i de lidt mere stille stunder beklager mediearbejderne naturligvis, at formkravene til moderne nyhedsformidling er under forandring, som det kryptisk formuleres. Problemet er her, at man mener, at nyheder skal formidles – ikke bare berettes. Seerne, lytterne, læserne er jo som bekendt dovne og dumme og forstår ikke en dyt.

Det er derfor, at vi overfodres med tåbelig TV-journalistik, hvor speaken med dyb stemme og i dramatisk nutid fortæller: ”Den 31. februar 2011 sidder Jens Jensen i sin bil. Pludselig ringer telefonen…” Speaken er ledsaget af billeder af en figurant, der sidder i en bil og pludselig og umotiveret tager sin mobiltelefon frem. Skift til nærbillede af mobilskærmen, ud igen til total, hvor manden tager telefonen op til øret og siger hallo.

Ja, hallo – tror medierne, at vi er dumme? Det kan da bestemt være den eneste grund til, at voksne mennesker bruger tid på at producere den slags åndeligt pygmæstof.

Det er også i den hellige formidlings navn, at alle indslag skal kommenteres af såkaldte eksperter – uden hensyntagen til, at mange eksperter jo har en interesse i sagen. DR har rationaliseret sig ud af dette problem ved at ansætte en række såkaldte korrespondenter, der kan gøre det ud for eksperterne. Dette er det journalistiske Nirvana, hvor journalister interviewer journalister. Så kan det simpelthen ikke være mere interessant.

Fejlen består i, at medierne tænker kvantitativt. Seertal fremfor kvalitet. Jo flere nyheder, jo bedre. De lever i deres egen mikroverden, hvor præmissen er, at offentligheden efterspørger nyheder 24 timer i døgnet. Det er der simpelthen ikke nyheder til, hvis man ikke sætter overliggeren lidt lavt – og måske selv arrangerer nyhederne, eller i det mindste skubber lidt til virkeligheden.

Det har magthaverne også erkendt, og forbruget af såkaldte informationsmedarbejdere og spindoktorer til at producere fiktionsnyheder er voldsomt stigende. Det er tankevækkende, at Dansk Journalistforbunds fagblad i sin seneste udgave kan konstatere, at informationsmedarbejderne det seneste år har oplevet en reallønsfremgang, mens de ”almindelige” journalisters løn falder. Tja, når ikke en gang journalister kan forholde sig til virkeligheden, så kan jo ligeså godt ansætte en flok luksusprostituerede informationsmedarbejdere og spindoktorer til at skabe virkeligheden.

Da sagen om EBH-demonstrationen kørte, gjorde DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup et sikkert velment forsøg på at stoppe dramatiseringen af DR’s nyheder. Den gode sag stoppede i den journalistiske andedam, for kollegerne havde mere travlt med at forholde sig til, hvor vidt han havde ret til at udtale sig – end om det egentlige indhold. Det er også spin – uvist at det er svært at se offentlighedens interesse i den vinkel.

De traditionelle media er inde i en hård konkurrence med de såkaldte sociale media. Her er der ingen, der kvalitativt skelner mellem fiktion og virkelighed. I dette pseudo-univers er der kun en ting, der tæller – og det er antallet af ”likes”. Man kan i øvrigt købe ”likes” i bundter hos visse asiatiske firmaer.

Medierne er inde i en dødedans. Den kan kun standses, hvis man igen begynder at tage brugernes behov og ønsker alvorligt. Og vi ønsker først og fremmest den ubesmykkede sandhed – og intet som helst andet. Og hvis der ingen nyheder er – så spil dog noget musik i stedet for at træde vande på en ikke-historie.

Sommer, vinter, høst og vår – sandheden altid består. Så lær det dog!

Første gang offentliggjort i Nordjyske Stiftstidende 23. februar 2013.

Baren er vokset

Lidt knofedt hjælper altid

Resultatet af en formiddags knofedt.

Der er sikkert nogen, der mener, at det ikke var særlig gennemtænkt, da jeg i sin tid besluttede mig for, at bardisken i fredagsbaren skulle være af ubehandlet eg. Et eller andet kunstigt laminatprodukt er da meget mere funktionelt og til at holde.

Rigtigt. Men nu er resten af rummet møbleret med eg - og når det nu skal være, er eg altså noget af det mest taknemmelige.

Torsdag var tiden kommet. Egepladen var begyndt at se rigtig træls ud - og det er da også næsten to år siden, at jeg sidst har været over den.

Så først en grundig afvaskning med brun sæbe. Det får træets årer til at rejse sig lidt, så herefter tager man et stykke fint sandpapir på slibeblokken og giver hele overfladen en ordentlig omgang. Det er her, man virkelig kan tale om knofedt - og for hver slibning bliver pladen altså lidt mere glat og blank. Det vil altså sige, at pladen faktisk bliver flottere med tiden - og det er jo værd at tænke på, mens man bruger sandpapiret.

Bardisken skal stryges med årerne.

Når jeg laver knivskæfter, fremprovokerer jeg faktisk denne effekt ved at dyppe skæftet i vand og derpå slibe adskillige gange. Knivskæfterne bliver efter slibningen imprægneret med olie, så de kan tåle vand og hårdt brug.

Den behandling har jeg ikke lyst til at udsætte baren for - for den må egentlig gerne se lidt ubehandlet ud. Men alligevel - for at forhindre at spildt øl og andet godt laver al for dybe mærker i træet - runder jeg behandlingen af med en gang bivoks. Ganske økologisk og naturligt - og efter at voksen er tørret af, ser baren ud som ny.

Desværre er den ikke vokset i størrelsen, men den er dog vokset, når jeg er færdig med den. Lidt upraktisk, ja, men flot at se på - og det er altså kun en gang om året eller sådan, at baren skal have den helt store tur.

Pensionerede spejdere

Boys will be boys...

Voksne spejdere som samfundshjælpere.

Det var ikke uden en vis bæven, at jeg tirsdag tog en kigger med på programmet Royalisterne på DR. 

I foromtalen til programmet hed det blandt andet, at man ville møde en flok pensionerede spejdere, som ville invitere Dronningen på en sejltur på Slotssøen i Kolding.

Min bæven skyldtes, at journalister erfaringsmæssigt kan få de mest besynderlige historier ud af spejderbevægelsens gøren og laden - som oftest fordi spejderbevægelsens ideer om anstændig opførsel ligger temmelig langt fra den redaktionelle hverdag. Når man i vore dage - helt frivilligt og uden at få noget for det - tager et medansvar og får ting til at ske, må man i den journalistiske logik nødvendigvis være lidt sær og småtosset.

Det viste sig - som jeg nu nok havde på fornemmelsen - at indslaget handlede om en flok medlemmer af Sct. Georgs Gilderne i Kolding. Og jeg skal da være den første til at indrømme, at det ikke lige var gildernes yngste medlemmer, der havde påtaget sig tjansen som bådlaug ved Slotssøen. Men nu er det at være spejder jo ikke et erhverv - det er noget, man er hele livet igennem. Og derfor giver det dårlig mening, når DR omtaler disse gildebrødre som pensionerede spejdere.

Alligevel er jeg ikke utilfreds. Programmet gav faktisk et flot billede af disse modne spejdere, der havde fundet en opgave at stå sammen om. Det var nogle hyggelige mænd, som helt klar nød samværet - og var i harmoni med sig selv.

Men nu håber jeg altså ikke, at det vinder indpas at betegne medlemmer af Sct. Georgs Gilderne som pensionerede spejdere. Dels fordi man jo ikke kan blive pensioneret som spejder og udtrykket derfor ikke giver mening - men også fordi man er spejder hele livet.

Da jeg i sin tid blev spejder, var jeg otte år - og jeg blev medlem af Sct. Georgs Gilderne i 1992 som 34-årig. Dengang var det almindeligt at omtale gilderne som en sammenslutning af gamle spejdere - og jeg har derfor brugt en del år på at ændre det til en sammenslutning af voksne spejdere. Og skal jeg nu til at kæmpe mod pensionerede spejdere bliver det godtnok op ad bakke.

Jeg mener... Da jeg var 34 generede det mig at blive kaldt gammel spejder. Nu er jeg 54, og så skal jeg stadig finde mig i at blive kaldt gammel spejder. Den kamp bliver ikke nemmere de næste tyve år. For om tyve år er jeg jo formodentlig både gammel, pensioneret og spejder. Uha, uha...

Dagens ord LVIII

Et ords fødsel

Amerikansk politi på ståknallert i Washington april 2009.

Et nyt dansk ord har set dagens lys. Det er "ståknallert", som betegnelse for en såkaldt "Segway".

En Segway er en amerikansk opfindelse - blandt andet til transport af vagtpersonale og lignende, der har behov for at tilbagelægge store afstande, men som i dag gør det til fods. Segwayen har to hjul ved siden af hinanden og betjenes stående på en platform over akslen mellem hjulene. Køretøjet er elektrisk og betragtes derfor af nogle mennesker som miljøvenligt.

Senest har Hjørrings borgmester fundet på, at kommunen skal ansætte gamle mennesker som turistguider - og disse skal så bevæge sig rundt i byen på Segway-maskiner. Det blev blandt andet fortalt i et Ritzau-telegram søndag - og her blev Segwayen omtalt som en ståknallert. Fra Ritzau har udtrykket mandag bredt sig til stort set alle danske media.

Dt er for en gangs skyld en sproglig nydannelse, som jeg kun kan bifalde. Det er en uskik, når varemærker bliver til begreber, som det for eksempel skete med den transportable båndafspiller, der jo blev kaldt walkman efter Sonys navn på produktet. Engelsk-klingende udtryk er heller ikke særligt kønne på dansk - og jeg hilser det derfor velkomment, at der nu - et eller andet sted - sidder en kreativ dansker, som har fundet på at kalde segwayen for en ståknallert.

Lidt historisk har det da også været, sådan at opleve et ords fødsel. Jeg håber, at udtrykket bider sig fast - selv om jeg stadig savner en forklaring på, hvad det er, en ståknallert kan, som en almindelig knallert, cykel eller et par flade konvolutter ikke kan!

Lidt om mine kilder: Jeg har tjekket både Segway og ståknallert på google og sproget.dk. Såvidt jeg kan se, har ordet ikke været brugt på dansk før den 17. februar 2013. Hvis jeg tager fejl, modtager jeg gerne en kommentar.

Fjernsyn for ørn

Så gik den søndag...

Vestjysk TV kæmpede en brav, men forgæves kamp for
 at få en ørn i kassen. Foto: Henrik Jespersen.

Søndag morgen var den herligste morgen. Temperaturen lå lidt over frysepunktet, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Det var også Ørnens dag - og jeg blev derfor enig med min kusine om, at det lige var anledning til et møde på Vejlerne, hvor der var organiseret ørnekig - ikke af Ørneværnet, men Dansk Ornitologisk Forening.

Desværre holdt det gode vejr ikke. Det var blæst op, og der lå en fæl tåge over hele Thy, da vi mødtes på dæmningen ved Bygholm.

Der var forresten heller ikke nogen meldinger om ørn, så vi besluttede ret hurtigt at fortsætte hjem til kusinen i Thisted for en bid brød. Lige da vi var ved at gå, blev jeg stoppet af en medarbejder fra TV Midtvest, som godt lige ville vide, hvad der får ellers normale mennesker til at bruge en søndag på at kigge efter ørne.

Jeg svarede efter bedste evne, for jeg havde egentlig lidt ondt af den stakkels TV-dame. Sendt i byen efter ørne, men med udsigt til det rene ingenting. Og hun virkede virkelig som en, der tænkte "Hvad laver jeg her?".

Sådan gik den søndag. En god frokost i Thisted og fem sekunders berømmelse i vestjysk TV, men ingen ørn...

Mad-nostalgi

Friturestegt camenbert

Halvfjersernostalgi på tallerkenen.

Da jeg i slutningen af halvfjerserne boede i Århus i en kort periode, var det helt store hit friturestegt camenbert med solbærsyltetøj - og mon ikke de fleste erindrer det som lidt af en halvfjerserdille.

Retten findes imidlertid stadig - og mine gode venner, Ingrid og Mogens, har da også med stor succes fornylig sat friturestegt camenbert på menukortet på deres Restaurant Colosseum i Sønderborg.

Man kan selv lave det. Det er såmænd ikke så svært, hvis ellers man kan finde camenbert i trekanter. Ellers må man selv skære dem - og så sætte dem i køleskabet i en god uges tid, så de kan danne skorpe. For en god ordens skyld skal det nemlig lige understreges, at uanset hvor godt man panerer, kan det ikke lade sig gøre, hvis ikke der er skorpe på osten.

Jeg snød - og købte den panerede
camenbert færdiglavet i Metro.

Man kan selvfølgelig også springe over, hvor gærdet er lavest - og købe den panerede ost færdig. Det er der heller ikke så mange butikker, der fører - men da jeg i dag var en tur i Metro, faldt jeg tilfældigvis over færdige, panerede camenberts.

Så var der ikke langt fra tanke til handling. Derfor stod den denne lørdag eftermiddag på friturestegt camenbert til kaffen. Det smagte lækkert - også af mere, men så meget havde jeg desværre ikke købt. 

Det kan nu være godt det samme. For det er altså en halvfjerserret - og det vil sige, at det er mad fra før, vi overhovedet begyndte at tænke på kalorier, fibre og andet godt. For det er jo ikke gjort med selve osten og paneringen. Retten skal jo serveres med solbærsyltetøj - og ikke mindst franskbrød med rigeligt smør. Og i vore puritanske tider er den slags jo ikke særlig politisk korrekt, så man skal sikkert lade være med at snakke højt om, at man har hang til friturestegt camenbert.