Dansk Ornitologisk Forening har brugt juleferien til at undersøge, hvor mågerne sover om vinteren.
På hjemmesiden har man bedt folk over hele landet om at holde øje med de steder, hvor mågerne går til ro.
- Det er en fordel at være mange, når man overnatter, for så er der flere til at holde øje med rovdyr og rovfugle. Fuglenes kollektive overnatningspladser kan også fungere som ”informationscentre”, hvor mætte måger kan trække mindre heldige og sultne artsfæller med ud til føden næste dag, siger ornitologen Hans Meltofte, der har taget initiativet til undersøgelsen af midvinterens overnattende hættemåger og stormmåger.
Undersøgelsen sluttede i dag søndag, men allerede om fjorten dage går det løs igen, når vi allesammen skal være med til at tælle vinterens fugle på foderbrættet. I perioden 15. januar til 13. februar går Den Store Vinterfugletælling på vingerne. Her opfordres danskerne til at holde øje med fuglene i haven - og indberette observationerne via internettet. Alle kan være med - og jeg tør love, at det bliver både sjovt og lærerigt. Ikke mindst i børnefamilier, hvor det er en snild metode til at lære poderne lidt om naturen og fuglene. Det er i år femte gang, at Den Store Vinterfugletælling finder sted.
Her i huset er vi selvfølgelig være med - og vi har allerede tilmeldt os. Det vil jeg opfordre andre til også at gøre.
Jesper
søndag den 2. januar 2011
Hvor sover Måge-Åge?
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
1/02/2011 10:49:00 PM
0
kommentarer
lørdag den 1. januar 2011
Nytårsløjer
Når man ser på billederne her, skulle man ikke tro, at vores nytårsaften var forholdsvis fredelig. Men det var den altså.
Vi var i Farsø og spise - og ud på aftenen kørte vi så til Øland og sad og småslumrede foran fjernsynet indtil midnat. Vi skålede i Pepsi Max - og det var så den nytårsaften.
Inden jeg gik i seng, holdt jeg midnatstime i herreværelset og så på fyrværkeriet inde i Aalborg. Egentlig ville jeg godt have haft et foto af det, men vind med stød op til 22 m/s holdt mig nu inden døre - selv om det var et flot syn.
Nytårsdag kunne vi så stå op til tøvejr og høj sol - og vi måtte konstatere, at vinden rigtig havde moret sig med at lave nytårsløjer i haven.
Den ene af vandtønderne - som jo er tom på grund af frosten - havde taget turen fra tømmershoppen og hen igennem jordbærbeddet - en tur på cirka 20 meter og var endt ved havelågen ind til naboen.
På gårdspladsen havde et af havebordene også været en tur i luften og var endt på hovedet i blomsterbeddet.
Men ellers har vi været fuldstændig forskånet for både raketaffald og nytårsløjer. Gad egentlig vide, om nutidens unge overhovedet laver nytårsløjer? Det gør de nu nok ikke. En enkelt dag om året skal de vel holde fri fra løjerne?
Historisk set er nytårsløjerne jo et levn fra en tid, hvor hverdag og fest var skarpt adskilt - og det kan næppe være tilfældet i dag, hvor man kan opleve et ungt stjernefrø i fjernsynet indrømme, at hun ikke ved, hvad et dusin er.
Den slags er ikke nytårsløjer - det er hærværk!
Forresten er det også hærværk, når Danmarks Radio ændrer Grundtvigs tekst til sangen "Vær Velkommen" og skriver "Velkommen, nytår, og velkommen hid" i omkvædet. Grundtvig skrev altså nyår uden t. Men noget sådant kan man vel ikke længere vente respekt for blandt de dyslektiske zombier, som redigerer medierne i dag! Det er jo de samme mennesker, som partout også vil have et ekstra t ind i nytårsforsæt, så det bliver til det fuldstændigt meningsløse nytårsfortsæt. Akja...
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
1/01/2011 08:35:00 PM
9
kommentarer
fredag den 31. december 2010
Godt nytår

Jeg vil hermed ønske alle bloggens læsere et godt og lykkebringende nytår.
Det forløbne år har været et godt år for "Dovregubben". Godt 17.500 besøg fra næsten 10.000 besøgende er det blevet til - og hver især har brugt godt halvandet minut på hvert besøg. Det er efter undertegnedes bedste overbevisning et flot og forpligtende tal, så jeg fortsætter også næste år med en munter cocktail af de ting, som optager mig i hverdagen.
Billedet er fra arkivet. Nytårsaften 2006 med udsigt mod Nuuk over Qinngorput. Billedet er taget på et tidspunkt, hvor der har været lidt stilstand i festlighederne og det massive festfyrværkeri for henholdsvis det danske, det færøske og det grønlandske nytår. Til gengæld giver nordlyset så en lille opvisning.
Endnu en gang godt nytår!
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/31/2010 01:17:00 PM
2
kommentarer
onsdag den 29. december 2010
Isfiskeri II
For to gamle snetosser som Dina og mig er den indtil videre relativt kolde vinter en enestående chance for at prøve kræfter med isfiskeriets svære kunst.
Der er ikke nogen, som sidder og en hel dag på isen og fryser en vis legemsdel af, hvis det blot handlede om at få fisk på bordet. For resultatet ved isfiskeri står yderst sjældent mål med anstrengelserne.
Ørreder under is er flokdyr. Hvis man er heldig og smider snøren ned i flokken, kan man få mange fisk ud af det - men det er altså lidt ligesom at finde et sandskorn på gulvet i en balsal.
Så ret beset er isfiskeri ikke andet end meningsfyldt tidsspilde. En god anledning til at komme ud i den friske, kolde luft og nyde den fri natur - en anledning til at sidde stille og nyde fuglenes sang på trods af frosten, få lidt sol i hovedet og finde de inderste tanker frem.
Det er en fornøjelse, som man kun sjældent har anledning til her i landet. Men onsdag skulle det være. Madpakken blev smurt og turen gik til Gunderup Fiskepark, hvor vi på forhånd var sikre på, at venlige mennesker havde lavet huller i isen - og hvor der i øvrigt var blevet fanget en ørred på 4,8 kilo tirsdag.
De store ørreder blev det dog ikke til. Vi mener nu begge at have mærket lidt nippen til maddingen, men den ubønhørlige kendsgerning er, at vi ikke fangede noget som helst - bortset fra en god dag i det fri.
Og det er nu heller ikke så ringe. Så det vil jeg stærkt anbefale i her i juleferien.
Jesper
P.s. Læs mere om isfiskeri her.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/29/2010 11:25:00 PM
2
kommentarer
tirsdag den 28. december 2010
Fra arkivet: Masser af sne
De seneste dages voldsomme snemængder på Bornholm fik minderne frem om den værste snevinter, jeg endnu har oplevet. Det var vinteren 97/98 - selvfølgelig i Nuuk. I en periode fra november og frem til den 5. april fik vi i alt 535 centimeter sne.
Nu er det jo ikke sådan, at når der falder godt fem meter sne over en periode på et halvt år, at der så ligger fem meter til sidst. Sneen bliver presset sammen med tiden, men de 535 centimeter er udtryk for, at den samlede nedbør i perioden omregnet til regn ville have svaret til 535 millimeter - og man antager i de teoretiske modeller, at en millimeter regn svarer til en centimeter sne.
Specielt til sidst var det faktisk slet ikke sjovt længere. Hver eneste dag i marts bød på snefald i større eller mindre grad. En enkelt gang så voldsomt, at det svarede til 35 millimeter regn på en time. Der kunne det ikke betale sig at skrabe sneen væk fra bilen, for før man var færdig, var den sneet til igen.
Den dag var vi også udsat for det samme som på Bornholm. Snerydderne måtte give op. Klokken tre om eftermiddagen stoppede man al snerydning - og i timerne forinden var alle, som havde mulighed for det, taget hjem. Herefter var det blot at vente på, at vejrguderne igen var den lille by mildere stemt. Såvidt jeg lige husker, var snerydderne allerede i gang igen dagen efter.
Den 5. april faldt den sidste sne den vinter. Den 6. april stod vi op til strålende sol. Jeg husker det tydeligt, for det var min 40 års fødselsdag - og jeg brugte en stor del af dagen på at rydde sne foran Sct. Georgs Gildets hus, så gæsterne kunne komme frem.
Nu skulle man så tro, at skiløberne og snetosserne havde kronede dage, men der gik såmænd ikke længere end til den 10. april, hvor det blev regnvejr. Det fortsatte den næste måneds tid, så allerede i begyndelsen af juni var al sneen smeltet - akkurat som den plejer.
Nu er man jo temmelig vant til sne i Grønland, men jeg tror nu nok, at vi var temmelig mange, der var ved at være trætte af sneen i slutningen af den vinter. Blandt andet husker jeg, at vi ikke kunne komme ind i vores udhus. Det var ret så irriterende, for det var jo der, vi opbevarede skiene.
Ind i mellem holdt snevejret dog små pauser - og der tog jeg en masse billeder. Det er nogle af dem, som jeg her har brugt.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/28/2010 09:57:00 PM
0
kommentarer
mandag den 27. december 2010
Dagens fugle

Efter flere dages hardcore-juleri med gæstebud og daglige julefrokoster er det nu igen hverdag. Det fejrede jeg ved at sove længe og inderligt denne mandag morgen - og så i øvrigt bare smånusse lidt resten af dagen.
Det blev blandt andet til nogle timer ved foderbrættet på herreværelsets altan - og jeg fik et par pletskud i kassen af nogle af de knap så almindelige fugle.
Specielt kernebideren herover er jeg meget glad for. I følge DOF's hjemmeside er den faktisk en ganske sjælden gæst på foderbrættet - og skønt ret almindelig en af de fugle, man kun sjældent ser i Danmark. Så dette foto vil jeg uden tøven udnævne til dagens pletskud.
Vi har også en del kvækerfinker i øjeblikket. Mange af de kvækerfinker, vi ser i Danmark i disse dage, er trækfugle fra det nordlige Skandinavien - og her i huset er vi ret sikre på, at vores kvækerfinker bringer hilsener med fra tiden i Tromsø, hvor kvækerfinken er lige så almindelig, som dens nære slægtning bogfinken er det i Danmark.
Så er der jo også dompappen, der vel nok er noget af det mest farvestrålende, som man kan have besøg af på foderbrættet. Vi har i øjeblikket adskillige dompapper i haven - og specielt dompaphunnerne er meget dominerende i deres adfærd på foderbrættet. Sådan nogle stride kællinger gider vi ikke - så her bringer jeg billedet af en af de mere fredelige hanner med det flotte, røde bryst.
Dagen i dag bød også på en god nyhed. Jeg modtog besked om, at sidste uges billede af en bogfinkehan på foderbrættet var blevet kåret til ugens billede på virksomheden Land & Fritids Facebook-side. Præmien er 20 kilo fuglefoder, så mon ikke vi nu har foder nok frem til næste efterår? Det er forresten første gang nogensinde, at jeg har deltaget i en fotokonkurrence - og så er det jo ekstra skægt, når man sådan går hen og vinder...
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/27/2010 07:45:00 PM
1 kommentarer
søndag den 26. december 2010
Julemandens værksted
Da jeg her i efteråret blev færdig med at indrette mit nye værksted, åbnede der sig en verden af muligheder for at dyrke den ædle husflidskunst...
Jeg var jo en gang på højskole og lærte der at lave knivskæfter. Med den grundlæggende viden er det muligt at lave en masse andre ting, så da julen nærmede sig, var der ikke langt fra tanke til handling, da min mor fortalte, at hun ønskede sig en kløpind.
Kloen er en messinghånd, som jeg fandt på nettet, mens selve skæftet er lavet af et par stumper rensdyrhorn og et par stykker masurbirk, som jeg havde til overs fra den sidste kniv, jeg lavede. Midterstykket er en kirsebærgren, som jeg havde gemt efter beskæringen forrige sommer.
Arbejdet med kløpinden gav mig mod på at forsøge mig med en stok til min far. Det var nu ikke helt uden problemer, fordi tiden var knap - og jeg havde derfor ikke tid til at finde en finde, afrette og tørre en pind til selve stokken. Men også her kom nettet mig til hjælp - og jeg fandt en fin stok i valnød. Beslaget er af sølv, og der fik jeg lidt hjælp fra en guldsmed i omgangskredsen, så tilbage stod egentlig blot at fremstille skæftet. Det er lavet af rosenstykket fra et rensdyrhorn, som jeg filede i facon - og derefter pudsede op med stadig finere sandpapir, så det fremstår med næsten samme glans som en klavertangent.
Endelig blev der også tid til - for det havde min far rent faktisk ønsket sig - at lave en parkerings-sensor. Jeg lavede en tilsvarende til min egen garage for nogen tid siden. Den kan du læse mere om her.
...Så jeg mener nu, at jeg med god ret kan betegne mit nye værksted som julemandens værksted.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/26/2010 06:10:00 AM
0
kommentarer
lørdag den 25. december 2010
Juleandens endeligt
Så er bordet dækket - og juleanden går sit endeligt i møde.
På juleområdet er vi i høj grad traditionalister. Det indebærer også en accept af, at man ikke kan lave sund og kaloriefattig julemad. Glem det - det kan ikke lade sig gøre!
Men ikke desto mindre forsøgte jeg mig nu alligevel med at skære toppen af kalorieindtaget. Først og fremmest ved at droppe de brune kartofler, som i forvejen - set fra et kulinarisk synspunkt - er en lidt tvivlsom affære. De blev erstattet med en variation over pommes Anne - vi kan jo kalde det pommes and!
Ultratynde kartoffelskiver lægges lagvis i ildfaste portionsskåle, krydres med lidt peber mellem lagene. Så hælder man en skefuld andefond og en skefuld andefedt over det, gratinerer portionsanretningerne 35 minutter i ovnen - og så er de klar til servering.
Køberødkål er også en lidt tvivlsom affære, så det valgte jeg selv at lave i en ganske kalorielet udgave. Et fintsnittet rødkål og et par finthakkede æbler puttes i en gryde, og man tilsætter en sjat vineddike og to deciliter af Rynkebys kalorielette og sukkerfri blandet saft. Der krydres med salt, peber og godt med allehånde. Hele molevitten koges, indtil rødkålen er mør, men ikke længere end at der stadig er bid i kålen - cirka et kvarter. Til sidst får det hele en klat smør, så kålen får en flot glans. Det er smaddernemt at lave - og så smager det tusind gange bedre end et glas rødkål fra Beauvais eller Coop.
Vi rundede selvfølgelig måltidet af med ris a'lamande og de berømte kirsebær fra Amorena Fabbri. Kirsebærrene er jo en sukkerbombe i sig selv, så vi droppede sukkeret i risen. Til gengæld fik a'lamanden et par sødetabletter og et stort skud vanilje, der tidligere er betegnet som et af verdens dyreste krydderier, men i dag er nede i en pris, hvor de fleste kan være med (set til 40 kroner for seks stænger i SuperBrugsen).
Og så er det jo juledag. Flere kalorier venter! Ha en god, fortsat jul.
Jesper
P.s. For en god ordens skyld skal jeg understrege, at ovenstående ikke er diætmad, ej heller diabetikermad, men af hensyn til søgemaskinerne er indlægget tagget som sukkerfri rødkål, sukkerfri ris a'lamande og brune kartofler uden sukker samt spar på kalorierne i julen og kalorielet jul.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/25/2010 05:11:00 AM
1 kommentarer
Etiketter: brune kartofler uden sukker, kalorielet jul, spar på kalorierne i julen, sukkerfri ris a'lamande, sukkerfri rødkål
fredag den 24. december 2010
Juletræet
Så er juletræet på plads.
Efter god grønlandsk tradition pyntede Dina det lillejuleaften, og vi behøver nu ikke at tænke mere på det - altså bortset fra at sætte stikket til lysene i kontakten.
Træet er købt i plantagen lidt længere nede ad vejen - og der var frit valg i hele skoven. Vi valgte et temmelig bredt, åbent træ, som er nemt at pynte - også selv om vi foretrækker en ganske enkel udsmykning uden alt for mange dikkedarer.
Men ellers så sænker julefreden sig over det lille hus på Øland. Vi er så klar, som vi nu kan blive, til en fredelig juleaften for to. Det bliver efter vores fælles traditioner en and til deling. Først lidt ved bordet med tilhørende sovs og kartofler - og resten som snolder, når vi efter gaverne bænker os og påbegynder den årlige Matador-marathon.
Det med at se alle afsnit af Matador i juledagene er en gammel tradition fra årene i Grønland, hvor vi ikke havde så voldsomt meget gæstebud i juledagene. Det forholder sig lidt anderledes nu, hvor vi skal have gæster både første og anden juledag. Så det bliver spændende at se, om vi når alle afsnittene inden nytår.
Nu, hvor det er juleaftensdag, kan vi også konstatere, at det endnu en gang er lykkedes at få julekortene ud. Nogle med gammeldags post og resten pr. e-mail. Desværre kan det nok ikke undgås, at der er en eller anden, som vi lige glemte i forbifarten. Den slags er der heldigvis råd for i vore dage, så hvis du endnu ikke har fået et julekort fra os, så kan du downloade det her.
God jul
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/24/2010 06:51:00 AM
0
kommentarer
torsdag den 23. december 2010
Spark til sneen
Den seneste tids sne og kulde har øget danskernes interesse for sparkstøttingen - dette fine transport-middel til is og sne.
Da jeg tidligere har skrevet et par artikler om sparkstøttingen, har det resulteret i, at nærværende blog er en af de første muligheder, som dukker op, hvis man googler sparkstøtting.
I min brugerstatistik har jeg registreret, at der hver dag i december har været en halv snes besøgende på bloggen, som er henvist fra google via søgeordet sparkstøtting.
Det har også givet sig udslag i flere forespørgsler om, hvor man eventuelt kan købe en sparkstøtting. Jeg vil foreslå, at man henvender sig til den norske postordre-virksomhed Sommerbutikken, der også har et dansk datterselskab. Firmaet har stor erfaring med at levere sparkstøttinger til Danmark.
- Vi har mange henvendelser fra danskere og sender nu flere sparkstøttinger til Danmark hver eneste uge, fortæller Stein Bang-Ellingsen fra Sommerbutikken til Dovregubben.
- De fleste henvendelser kommer via vores norske hjemmeside, men vi er også i gang med at etablere en dansk hjemmeside, siger Stein Bang-Ellingsen, der synes, at det er hyggeligt, at danskerne har fået øjnene op for "sparkens" muligheder.
Sommerbutikken forhandler blandt andet sparkstøttinger fra den finske producent Esla Kicksled, der har produceret sparker i flere end 70 år. Virksomheden har produktudviklet en del og producerer også sparkstøttinger med et mere moderne look. De benyttes blandt andet til konkurrencer. En god sparker kan nå en fart på over 40 km/t, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
Jesper
Tidligere artikler om sparkstøtting:
Morgenstemning
Sparkstøtting-land
Sparkstøttingen
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/23/2010 06:40:00 AM
0
kommentarer