Blog om blog

Dovregubben har i den forløbne måned fejret sin to års fødselsdag - i al stilhed.
Men det har været to spændende år. Det, der startede som en lidt nørdet udforskning af internettets muligheder, er blevet en spændende fritidsbeskæftigelse for mig. Det skyldes ikke mindst den helt overvældende modtagelse, som bloggen fik, da jeg efter de første spæde øvelser fik fundet den redaktionelle form.
Det daglige besøgstal ligger nu mellem 30 og 70 og indtil nu har der i alt været flere end 14.000 klik på bloggen, som har resulteret i opslag på over 23.000 sider. Gennemsnitligt varer et besøg et minut og 37 minutter. Cirka halvdelen af det samlede forbrug ligger på faste læsere - og til alle jer vil jeg da sige mange tak for opbakningen og kommentarerne. Det forpligter - og så længe, I gider læse, hvad jeg skriver, vil jeg blive ved.
45 % af opslagene på Dovregubben kommer via søgemaskiner - og det er sjovt at se, hvad det er, der lokker folk ind i butikken. De fem mest brugte søgeord er pr dags dato: lutefisk, sparkstøtting, rønnebærgele, Jesper Hansen Straumsbukta og modne fotomodeller. Det sidste ord morer mig altså, for der sidder åbenbart nogle gamle grise derude i cyberspace og søger på modne fotomodeller. Jeg antager, at de får sig en ganske ubehagelig overraskelse, når de opdager, at søgeordet leder hen til en artikel om musvitterne i haven i Straumsbukta.
På de næste fem pladser finder vi mirabellesaft, Oro Jaska Beana, surströmning, Jesper Hansen Tromsø og Henningsvær musikfestival. (Husker du ikke Oro Jaska Beana, så var det den samiske sang, som vandt det nordiske MGM sidste år.)
Ser vi på søgeordene som helhed, er det især emner som mad og natur, der lokker læserne til - og det afspejler vel egentlig meget godt den redaktionelle linje.
Fornøjelsen ved at skrive bloggen er helt på min side - men det er dejligt, at andre også finder fornøjelse ved det. Så vi tager et år mere. Jeg håber i det kommende år at kunne udvide bloggen til en egentlig hjemmeside med opskrifter, gallerier og nogle af alle de ideer, som ikke rigtigt har passet ind i blogformatet, men nu får vi se, hvad der sker hen ad vejen. Under alle omstændigheder; Velkommen til Dovregubbens tredje leveår!

Ha' det
Jesper

P.s. Brugerstatistikken fortæller forresten også, at Dovregubben har haft besøg fra 76 forskellige lande. Jeg vil godt vædde på, at der har været et par stykker, som ikke har forstået et ord dansk, for det er så fjerne steder som Togo, Azerbaijan, Oman og Uruguay, der er med nederst på listen.

Pigdæk

Onsdag har vejret skiftet mellem regn og sne her i Tromsø - Nordens Paris som byen så smagfuldt omtales i turistbrochurerne.
Sneen blev heldigvis ikke liggende, og der har ikke været antydningen af glat føre, men ikke desto mindre valgte jeg at få pigdæk på bilen. Det er ganske vist lidt tidligt måske, og det smerter mig da også at køre på tør vej med dem, men udsigten til, at der måske ligger sne i morgen tidlig, fik mig afsted til værkstedet.
Når man ser udkørslen fra den ejendom, jeg bor i, håber jeg, at man forstår, hvorfor jeg lidt krysteragtigt allerede har skiftet til pigdæk. Den bakke er simpelthen livsfarlig i snevejr - og jeg skal altså ikke udsætte mig for hele byens smådeltagende grin, fordi danskeren ikke kan styre sin bil i sne som en ordentlig nordmand!
Desværre er min pigdæk ved at være lidt slidte - det er nu tredje sæson, de kører, men jeg håber, at de kan stå vinteren igennem. Eventuelt må jeg bytte for- og baghjul på et tidspunkt for at forlænge levetiden, men nu får vi se. Får vi masser af sne, er det ikke noget problem, men bliver det en dårlig vinter uden sne, så bliver de i hvert fald slidt ned. Så nu er det næsten lige før, at jeg håber på en rigtig snevinter!

Ha' det
Jesper

Pisk eller gulerod?

Om det var udsigten til at finde en gulerod, der fik Dina i gang med at luge i det gamle kartoffelbed, skal jeg lade usagt.
Men kendsgerningen er, at hun fandt denne lidt sølle, selvsåede gulerod, der mest af alt giver mindelser om vores katastrofale forsøg med gulerodsavl i Nordnorge i fjor.
Men i øvrigt fik gulerodens form os begge til at tænke på en lille lavbenet, bredmåset grønlænder, som vi har set så ofte, da vi boede i Grønland - og nej, det er ikke Dina, jeg tænker på. (Klik eventuelt på billedet for en forstørrelse.)
Dina synes, at guleroden er så sjov, at den skal deles med bloggens læsere. Så må vi jo se, om der er nogen i omgangskredsen, der føler sig truffet af beskrivelsen af guleroden.

Ha' det
Jesper

Manden i søen

Psykologisk set er kriminalkommissær Erlendur Sveinsson fra politiet i Reykjavik en ganske interessant person, traumatiseret fra barndommen som han er, fordi hans bror forsvandt sporløst på fjeldet, da de to knægte var ude at lede efter får. Erlendur er aldrig kommet sig over oplevelsen, og nu driver traumet ham gennem den ene forsvindingssag efter den anden i den islandske hovedstad.
Manden i søen er den fjerde roman i Arnaldur Indridasons serie om Erlendur Sveinsson, og som altid ligger nøglen til forbrydelsen godt skjult i fortiden. Manden i søen er en rigtig koldkrigsroman og giver et spændende indblik i, hvad der skete dengang på den store Atlanterhavsø med massiv tilstedeværelse af såvel amerikanere som østeuropæere. Især er det en isnende beskrivelse af en rodløs islandsk ungdoms møde med de autoritære og menneskefjendske kommunistiske regimer i øst og de bristede illusioner. Bogen giver et godt billede af, hvad der sker med menneskene, når de giver sig i socialismens vold - og er alene derfor værd at læse.
Samtidig er der en god portion humor i bogen, der midt i den store nordiske depression også forholder sig ironisk til fænomenet. Jeg kan godt lide dette replikskifte:
- Var han depressiv, spurgte Elinborg (...).
- Ikke mere end de fleste islændinge. Han forsvandt om efteråret, hvis det siger noget.
Ja, vi er i et miljø, der er malet i de grå farver. Det regner, det er koldt, og det er mørkt. Og midt i alt det dunkle, våde mørke, finder vi svaret på vore inderste gåder. Men samtidig er der lyspunkter, og Erlendurs kærlighed til patologen Valgerdur udvikler sig ganske romantisk, ligesom der altså er en pragtfuld sidehistorie med en mand, som gradvist (måske) arbejder sig ud af et traume, fordi han bilder sig ind, at han er skyld i, at konen blev dræbt ved en tilfældig færdselsulykke.
Til slut lige en advarsel - man skal altså holde tungen lige i munden for at holde styr på alle de islandske navne i bogen. Erlendur, Valgerdur, Haraldur, Sigurdur og så videre - i den dur.
Jeg giver seks tørfisk - altså fuldt hus - til Manden i søen. Det er måske lige i overkanten til en så stille og rolig og meget psykologisk historie, men bogen er spændende, troværdig og helstøbt - og kan altså absolut anbefales. Dog med den lille krølle, at jeg vil anbefale, at man læser de tre foregående bøger i serien først.

Jesper

Hyldest til skraldespanden

Jeg skifter med jævne mellemrum fly i Værnes, som er lufthavnen i den midtnorske by Trondheim.
Værnes er en typisk moderne, stor provinslufthavn i Norge med lidt charterflyvning, forbindelser til lokalområdet og til blandt andet Oslo og København. Omgivelserne er ganske pæne og uden for indenrigsterminalen finder man et lille gårdanlæg med bænke og blomsterbede. Her sidder jeg så ret ofte og nyder min madpakke og en smøg, mens jeg venter - uden at jeg egentlig har tænkt nærmere over omgivelserne - altså bortset fra de mange smukke blomster.
Men sidste gang jeg var der, gik det op for mig, at der da vist er noget galt. Prøv at lægge mærke til den pompøse placering af skraldespanden i midten. Omgivet af farvede fliser som centrum i en stjerne. Der er vel næppe nogen skraldespand i verden, som har flottere placering. Faktisk er det en hyldest til skraldespanden, som hermed har fået sin plads i kunsthistorien - hvis det var så vel.
For uden at have undersøgt det nærmere, tror jeg snarere, at der er tale om en nødløsning. Arkitekterne har garanteret planlagt, at der skulle være en skulptur i midten af gårdhaven. Måske en modernistisk hyldest til det rejsende menneske? Måske en buste af en af de norske luftfartspionerer? Måske borgmesteren i Trondheim, fordi han var så fremsynet at kæmpe for lufthavnen? Hvem ved? Men midlerne har ikke slået til. Byggeriet af den ny lufthavn har sikkert sprængt alle rammer, så der ikke har været råd til kunsten.
Og hvad gør man så? For pladsen vil se lidt underlig ud, hvis ikke der står et eller andet. Så har en eller anden smart sjæl sikkert fundet på, at vi kan da altid stille en skraldespand der - indtil vi får råd til kunsten.
Og således har vi skabt en hyldest til skraldespanden. Denne taknemmelige tingest som ukritisk tager imod alt, hvad vi fodrer den med. Og den er såmænd lige så køn som meget såkaldt kunst, så for brugerne af gårdhaven gør det næppe den store forskel.

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne II

Når sandheden skal frem - og den slags ligger mig som bekendt meget på sinde - så har jeg ingen som helst erindring om mit livs første flyvetur.
Luftdåben fandt sted ganske kort tid efter min fødsel i 1958 - og angiveligt skulle turen have foregået fredeligt slumrende på min mors skød. Strækningen var København - Tirstrup, og i sagens natur har jeg ingen som helst viden om, hvilket materiel der blev brugt på den pågældende afgang.
Men alle sandsynligheder taler for, at der var tale om en Convair CV-440-75 Metropolitan, som SAS i 1956 havde indkøbt 20 eksemplarer af. Metropolitan var op gennem 60'erne slideren i dansk indenrigsflyvning, indtil jetalderen i 1976 sendte denne arbejdshest på pension. Så vidt jeg kan google mig frem, er Metropolitan blevet brugt på stort set samtlige danske indenrigslufthavne på et eller andet tidspunkt.
CV-440 Metropolitan havde sin jomfruflyvning den 6. oktober 1955, og der blev produceret cirka 1.000 eksemplarer af typen, som blev anvendt af de fleste vestlige luftfartsselskaber. Med sine 44 - 56 sæder var flyet et ganske lille fly efter vore dages målestok. Marchhastigheden var 465 km/t og rækkevidden var 756 km ved max payload - altså fuldt lastet.
Jeg har fundet et billede af en Metropolitan i Tirstrup lufthavn. Det er ganske vist ikke fra 1958, men derimod fra åbningen af en ny terminal i 1972. At Metropolitanen optræder på billedet fra denne sikkert store begivenhed, siger vel lidt om flyets betydning, indtil det blev afløst af DC-9 erne i 1976. Den flytype skal vi nok komme tilbage til senere.
Seks af SAS' Metropolitans var indregistreret i Danmark. Efter SAS-tiden har de fortsat karrieren ude i den store verden. Et af dem - Hans Viking, OY-KPA styrtede den 17. januar 1982 ved Pearl Harbour i Honolulu på Hawaii. I alt 52 CV-440 Metropolitans er totalhavareret med 333 dødsfald til følge. Det var i øvrigt en Metropolitan variant - model CV-540, der 8. september 1989 styrtede i havet 18 km nord for Hirtshals. Ulykken, der er den værste nogensinde i dansk luftrum, kostede 55 mennesker livet.
Jeg vil godt lige tilføje, at SAS allerede i begyndelsen af 60'erne også brugte jetfly på enkelte afgange til blandt andet Tirstrup. Det var den legendariske Caravelle. Når jeg husker det, så er det fordi min onkel boede tæt ved Tirstrup lufthavn - og jeg erindrer tydeligt, at vi ofte gik ud i haven for at se Caravellen på indflyvningen. Jetfly på dansk indenrigs var nemlig noget af det nærmeste, man kunne komme science-fiction dengang. Denne flyspotning, allerede inden jeg begyndte i skolen, har sikkert haft stor betydning for min fremtidige interesse for flyvning.


Jesper

Foto: Danish Civil Aircraft Register/Leo Larsen og Aarhus Airport

Luft under vingerne

Der hersker næppe nogen tvivl om, at jeg er dybt fascineret af flyvning. Jeg har altid været optaget af fugle og bliver aldrig træt af at se, hvordan de mestrer flyvningens kunst til fuldkommenhed.
For fuglene er det et spørgsmål om at overleve. Sådan er det ikke for os mennesker, men vi er også tiltrukket af luftens store oceaner. Gennem tiderne har vi forsøgt at lure fuglene kunsten af - og det er lykkedes. Siden brødrene Wright og Ellehammer gik i luften i begyndelsen af det forrige århundrede, har flyvningen udviklet sig til en hobby, en kunst, en industri og i krig et spørgsmål om overlevelse - ligesom hos fuglene.
Som dreng var den store drøm at blive pilot - men en realistisk vurdering af mine nærsynede øjne slog hurtigt den drøm ud af hovedet. Det har dog ikke forhindret mig i at blive "bolværks-pilot" - og jeg har inde i hovedet et stort katalog over flyvende oplevelser og registreringer af, hvornår jeg har fløjet og med hvilke flytyper, jeg har fløjet.
Det har nemlig maget sig så heldigt, at jeg i kraft af mine jobs har haft en tæt tilknytning til luftfartsindustrien som passager. Specielt i mine år i Grønland har jeg haft mange - også temmelig drabelige og spændende - oplevelser i luften. I øjeblikket pendler jeg næsten hver uge mellem Danmark og Norge, så jeg får mere end rigeligt stillet mit behov for at flyve - og jeg må indrømme, at jeg sover det meste af tiden, når jeg flyver. Til min store ærgrelse ofte også under starten, som jeg ellers mener, er det allersjoveste ved flyvning.
Jeg vil fremover her på bloggen under overskriften Luft Under Vingerne videreformidle nogle af mine erfaringer og nogle af oplevelserne. Det vil ske i indlæg med passende mellemrum, så det ikke bliver alt for kedeligt og trivielt. I første omgang planlægger jeg en lille serie om alle de forskellige flytyper, som jeg har fløjet i gennem tiderne - og alene på det felt er der vel stof til det næste halve års tid...
Jeg er klar til take-off - er du?

Roger, over and out
Jesper

Godt nyt til svampyrerne

2009 vil blive husket som et rigtigt svampeår her i det nordlige Norge. Den norske nationalsvamp – steinsopp – står tæt som trædesten ude i naturen og lader ingen i tvivl om, hvorfor den har fået navnet Steinsopp – stensvamp.
De mange svampe er gefundenes fressen for alle svampeelskere - vi kan jo kalde dem for svampyrer. Steinsoppen er jo den, som vi kalder Karl Johan på dansk, og mange betragter den som den fineste spisesvamp overhovedet.
Og ja - den smager såmænd udmærket - men min egen favorit er nu kantarellen. De er i år blevet solgt i norske supermarkeder til priser så lave, at det ikke en gang er umagen værd at ligge på knæ en hel eftermiddag i en granskov for at samle en lille kurv. Så jeg har simpelthen købt et par kilo og slæbt dem med til Danmark. Her er de blevet ristet i smør for at få vandet ud af dem, og de ligger så klar i fryseren til at sætte prikken over i'et på nogle af efterårets vildtsaucer og gryderetter.
Forresten har jeg altid syntes, at en steinsopp eller Karl Johan mere ligner en tvebak end en sten, men sådan er der jo så meget. Fidusen ved Karl Johan er, at det er en rørhat, hvilket vil sige, at undersiden er dækket med rør i stedet for lameller. Det gør, at den ikke rigtig kan forveksles med nogen giftig svamp, så det er en god demokratisk svamp for alle. Når jeg tilbereder Karl Johan - eller dens fætter birkerørhat - plejer jeg at smide rørkødet væk og nøjes med den egentlige svamp. Der er som regel rigeligt af den og en svamp kan nemt veje et halvt kilo. Resten af kødet skærer jeg i mindre stykker, som jeg tjekker omhyggeligt - for både orme og snegle holder særdeles meget af rørhatte. Og så kan den ellers bruges akkurat som champignon. Prøv at undgå at skylle den, men tør den forsigtigt af med køkkenrulle i stedet - den tåler kun vand dårligt, så den minder såmænd også på den måde om de menneskelige svampe, jeg kender. Og ellers står der jo bare tilbage at sige: Velbekomme!

Ha' det
Jesper

Brumbassen

Der er egentlig ikke så meget at sige til dette billede. Humlebierne har kronede dage i den varme sensommer - og de svirrer om alle blomsterne i haven. For en humlebi har to bestemmelser her i livet - ikke alene skal den sørge for at få sin egen genmasse givet videre i form af nye små humlebier; den skal også give en hjælpende snabel til blomsternes bestræbelser for at give deres gener videre til nye generationer.
Det er naturens gang - og det hverken kan eller skal vi gøre noget ved. Så lad os bare nyde synet af den flittige humlebi med blomsterstøv på skulderen. Du kan se det tydeligt ved at klikke på billedet og få en forstørrelse.

Ha' det
Jesper

Efterårsjævndøgn

I dag den 22. september er det efterårs-jævndøgn. Det vil sige, at solen i dag på sin bane mellem Krebsens og Stenbukkens vendekreds passerer ækvator. Det sker i aften kl. 23.18. Teoretisk betyder det, at dag og nat er nøjagtig lige lange - uanset hvor på jorden vi befinder os. Teoretisk betyder det også, at vi på den nordlige halvkugle går ind i vinterhalvåret. Tæller man efter, vil man imidlertid opdage, at vores vinterhalvår er cirka en uge kortere end den sydlige halvkugles vinterhalvår, som indtræder den 20. marts. Denne unøjagtighed skyldes, at jordens bane rundt om solen, der som bekendt tager et år, ikke er cirkulær, men eliptisk i vores favør, og sådan at jorden er tættest på solen ved vores vintersolhverv.
Solens op- og nedgang i Aalborg-området er i dag kl. 7.08 og 19.18, hvilket giver 12 timer og 10 minutter - altså lidt mere end det teoretiske halve døgn. Det skyldes solens afbøjning i atmosfæren, som betyder, at vi ser solen cirka fem minutter før, den egentlig står op og også fem minutter efter, at den egentlig er gået ned. Rent geometrisk er afbøjningen på cirka 0,4 grader. Afbøjningen varierer i øvrigt i forhold til afstanden til ækvator og i dag var solopgang og solnedgang i Tromsø kl. 6.24 og 18.47, svarende til en afbøjning på 0,8 grader.
Disse unøjagtigheder i virkeligheden i forhold til teorien skal vi ikke brokke os over - for det giver os lidt mere sol, end vi egentlig har fortjent. Så hurra for det.
Og så er det jo også sådan, at vi mennesker snyder lidt og lægger fingeren på vægten, så der er endnu en måneds tid til, at vi skal stille uret tilbage, fordi sommertiden er ovre. Det sker i år den 25 oktober.
Dagens billede er solopgangen over Gjøl Bredning taget fra dæmningen søndag morgen.

Ha' det
Jesper