Julebag

Småkager

Der har rigtig været gang i julebageriet i det lille hus på Øland.

Vi går ikke ned på udstyr...

Lysten til småkager har været lidt større end normalt ved juletid, så der er blevet bagt i flere omgange. Det smager jo godt, og småkager er så dejligt nemme at snuppe, når man lige går forbi kagedåsen.

Det er mest bloggeren selv, der står for bageriet, men fruen har da også bidraget med brunkager efter en gammel grønlandsk opskrift.

Jeg bruger altid en universalopskrift bestående af 250 gram smør, et æg, en stang vanille, 200 gram sukker og 350 gram mel. Den er nem at huske fra år til år - og så kan den varieres næsten i det uendelige. Til vanillekranse for eksempel tilsætter jeg lidt hakkede mandler og lidt ekstra vanille, og til spiralkagerne tilsætter jeg lidt kakao til halvdelen af dejen.

Indtil videre er det blevet til vanillekranse, spiralkager, jødekager og korenderkager. Næste gang skal jeg huske også lige at lave finskbrød - dem med perlesukkeret - og så er udvalget komplet til den forestående højtid.

Så er der vanillekranse...

Den første sne

Sne og julemørke

Søndag vågnede vi op til sæsonens første sne. Ikke meget, men dog sne.

Vandstanden er fortsat høj i Limfjorden
 efter sidste uges storm fra vest.

Det er et vink med en vognstang om, at det nu er på tide at skifte til vinterdæk, men jeg vovede dog et øje og tog en tur rundt på distriktets små veje, vel vidende at det nok var mere sikkert at tage en ridetur på Bambi ved islægstide.

Det var lang tid siden, at jeg sidst havde været ude med kameraet, men det var nu ikke fordi motiverne stod i kø i det gustenmørke næsten-vinter-solhvervs-vejr med en skybase i cirka 30 meters højde. Og fuglene? De var ganske og aldeles væk.

Om mindre en to uger vender det, og vi går mod lysere tider igen. Det skal nok blive godt. Og så er der bestilt tid til vinterdækkene onsdag formiddag...

Julehilsen til Grønland 2017

Hyggelig sammenkomst i Musikkens Hus

Det grønlandske kor i Nordjylland, Ikinngutigiit, i en
 næsten psykedelisk kulisse.

Onsdag aften deltog jeg i optagelserne til årets julehilsen til Grønland, der igen i år foregik i Musikkens Hus i Aalborg.

Der var udsolgt i Musikkens Hus.

Som sædvanlig var det en både hyggelig, smuk og rørende begivenhed, der i år foregik i en meget afslappet stemning. Billetterne var udsolgt flere måneder i forvejen, men da jeg deltog rent professionelt var det nu ikke det store problem for mig. Dina var på ventelisten, og det var først i sidste øjeblik, at hun fik sin billet. Så kunne vi sidde i den store sal og vinke til hinanden.

En del af showet var viet ofrene for sommerens tsunami-katastrofe ved Uummannaq. Det var meget gribende og lommetørklædet måtte frem allerede lang tid før den afsluttende Guuterput. Det var så slemt, at programværterne Maria Motzfeldt og Timm Vladimir måtte stoppe optagelserne og gentage oplæggene, fordi også deres stemmer knækkede.

Aftenens store overraskelse var Karina Møller, som jeg ikke har hørt siden en optræden i Anchorage i 2004. Hun var ikke nævnt i programmet, men dukkede op sidst i optagelserne med en helt ny støttesang til tsunami-ofrene - og tog alle med storm med opbakning fra en strygergruppe fra Aalborg Symfoniorkester.

Julehilsen til Grønland bliver i år sendt på DR og KNR den 17. december. Se også omtalen i Sermitsiaq.

Karina Møller præsenterede en ny støttesang til ofrene
 for sommerens tsunami-katastrofe, Tikilluarit.

Jeg har produceret tre artikler om optagelserne. Ingen af stederne
fik jeg desværre plads til dette foto af kokken Lars Jeppesen sammen
 med kæresten, så jeg bringer det lige her på bloggen. Lars er en af
 de helt store fortolkere af de grønlandske fødevarer - og forærede
 mig forleden et kilo marinerede ammassatter, der bare smager
helt fantastisk og vil vække lykke til de kommende
julefrokoster på Nørremarksvej.

Træernes fest II

Juletræer til Grønland

Erling Buus leverer mange af de grønlandske byers juletræer.

Juletræet i Nuuk bymidte er en gave fra Aalborg kommune. Det er en tradition, som stammer tilbage til 2002, hvor Aalborg kommune og den daværende Nuup Kommunea indgik en venskabsaftale.

Juletræerne til Nuuk er alle årene kommet fra skovejer Erling Buus fra Guldbæk syd for Aalborg. Buus driver en stor juletræsplantage på grænsen til Rold Skov, der er Danmarks næststørste skov.

Årets træ er næsten ni meter højt, men det bliver kortet lidt af i forbindelse med opstillingen i bymidten, så Aalborg Kommune skal kun betale for otte meter. Prisen for et større juletræ er 300 kroner pr meter, og med de otte meter til Nuuk er prisen altså 2400 kroner. Hertil kommer transporten med RAL.

Juletræerne er klar til afsendelse. Foto: Erling Buus

Inden træet afsendes fra plantagen, bliver der bundet nogle beskyttende lægter om den skrøbelige top, hvorefter træet svøbes ind i en gigantisk netstrømpe.

- Et træ i den størrelse er typisk mellem 20 og 25 år gammelt, når vi fælder det, fortæller Erling Buus. 

Nuuk er i øvrigt ikke den eneste grønlandske by, der får et juletræ fra plantagen i Guldbæk. I år leverer skovejeren også juletræer på vegne af en række danske kommuner til Uummannaq, Nanortalik, Qaqortoq, Aasiaat, Narsaq og Alluitsup Paa. Det bliver også til et træ til Fuglefjord, der er Aalborgs færøske venskabskommune.

Erling Buus oplyser, at alle juletræerne til Grønland blev afleveret på Grønlandshavnen i Aalborg i slutningen af oktober.

- Juletræet til Nuuk er en fin tradition, som vi gerne holder i live. Træet gives helt i venskabsaftalens ånd med ønsket om en god jul fra borgerne og borgmesteren i Aalborg kommune, oplyser Matilde Kjær Christiansen, der selv er født i Nuuk og nu arbejder som informationsmedarbejder i Arctic Consensus, der er Aalborg Kommunes særlige organisation for arktiske samarbejde, herunder også det daglige samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq.  

Artiklen blev bragt i Nuuk Ugeavis 29. november 2017.

Træernes fest

Julen er træernes fest

Borgmester Malik Berthelsen måler
 træet. Foto: Kenneth Høegh

De senere års klimaændringer har gjort det lidt nemmere at være træ i Grønland. Især i Sydgrønland, hvor der flere steder er tale om regulær skovvækst, men når man nærmer sig polarcirklen bliver der langt mellem træerne.

Men de findes. Det opdagede Qeqqata-borgmesteren Malik Berthelsen, da han forleden var på skovtur i Kangerlussuaq med træ-entusiasten Kenneth Høegh fra Kommune Kujalleq. Her fandt de blandt andet en temmelig høj hvidgran, der klarer sig fint i Kangerlussuaqs varme somre og dybfryserkolde vintervejr.

Kenneth Høegh anslår, at træet er det højeste i Qeqqata Kommunia - og kan også fortælle, at hvidgranen oprindeligt stammer fra Arctic Village i det nordøstlige Alaska.

Supermåne

Naturens gang

Det er fuldmåne, og det er december, som er den tid på året, hvor jorden og månen er tættest på hinanden.

Det får månen til at virke kæmpestor, og det kaldes supermåne i medierne. Der er nu ikke så meget hokus-pokus i det, men flot er det i hvert fald.

Det kan vi så glæde os over, mens vi venter på vintersolhverv den 21. december, og dagene atter bliver længere igen. Det er der nemlig heller ikke noget hokus-pokus. Det er bare naturens gang...

En kongelig affære

International "high-level"

Kronprins Frederik ankom til konfencen sammen med naalakkersuisoq
 Suka Frederiksen og udenrigsminister Anders Samuelsen.

Fotograf-genet styrede helt rutinemæssigt, da Kronprins Frederik fredag morgen åbnede en arktisk konference i København. Lidt royal har man da lov at være - og Frederik er jo også altid mand for et par gode hundeslædehistorier fra Grønland.

Udenrigsministeriets pressemedarbejdere forsøgte at styre begivenhederne og et større presseopbud, da Kronprinsen ankom, men det lykkedes mig for en stund at være uden for poolen, som det hedder, og det øverste foto er i hvert fald taget fra en vinkel, som hverken Billedbladet eller Se og Hør fik. Ikke jordens bedste vinkel, men i hvert fald en anden...

Tilbage i september inviterede Anders
 Samuelsen til en international
"high-level conference". Jeg følte mig
truffet og sagde ja tak...

I indbydelsen til konferencen blev den omtalt som en såkaldt "international high-level". Det er smart, for hvem vil ikke være high-level? Jeg følte mig i hvert fald truffet, og med 300 deltagende direktører, diplomater, pressefolk og politikere fra vores del af Arktis, så lykkedes strategien.

Det blev en fornøjelig dag, hvor jeg mødte adskillige mennesker, som jeg ikke har set, siden jeg i sin tid arbejdede i Arktisk Råd. Mange gange er det jo ikke talerne, men deltagerne som er det mest interessante ved konferencer - og i pauserne blev der minglet godt og grundigt. Det er altid godt at kende de rigtige mennesker - og for mit vedkommende var det altså også en tur ned ad mindernes alle fra tre spændende år som ansat i Arktisk Råd.

Blandt andet mødte jeg Nina, min tidligere chef i Tromsø, og det blev også til et gensyn med samiske Anders Oskal, der er en ivrig fortaler for verdens rensdyravlere. Og så blev det til en masse grønlands-snak - ingen nævnt, ingen glemt, men de var der stort set allesammen, for i virkeligheden er Arktis en meget lille verden.

Det blev også til et kært gensyn med Eigtveds Pakhus, Udenrigsministeriets repræsentationslokaler, hvor jeg i sin tid har tilbragt adskillige mødetimer. Det er smukke lokaler og et godt spisested ikke at forglemme.

Kronprins Frederik er altid en god historie, men rent journalistisk mener jeg, at konferencens tyngde lå i, at det var den første konference i Kongeriget, hvor det såkaldt Arctic Economic Council stod som medarrangør. Rådet, der blev stiftet for fire år siden, er en erhvervs-pendant til Arktisk Råd, og formanden, den finske direktør Tero Rauvaste, gjorde det også godt. Det skal nok blive til et par artikler i den kommende uge.

Frederik mindedes de glade dage på hundeslæde i Grønland
 og fik da også flettet ind, at Mary interesserer sig for
 den såkaldt bæredygtige udvikling.

Kronprinsen hyggede sig i det arktiske selskab.

Udenrigsminister Anders Samuelsen og Kongeriget Danmarks
 arktiske ambassadør Hanne Eskær, Til højre finske Tero Rauvaste,
der er formand for Arctic Economic Council og i baggrunden chefen
for den grønlandske repræsentation i Danmark, Lida Skifte Lennert.

Anders Oskal er en utrættelig talsmand for Association of
 World's Reindeer Herders og en god, gammel ven fra Tromsø.

Kalenderudfordringer

En fejlleverance

I følge den grønlandske tradition kommer der en julenisse og hænger den klassiske grønlandske julestjerne op i alle hjem, hvor der bor artige børn. Det skulle angiveligt ske natten før første søndag i advent.

Hvorvidt den historie er sand eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Bare konstatere at den nisse, der kom forbi Nørremarksvej i hvert ikke kan sin kalender. For stjernen var på plads en uge før første søndag i advent.

Så nu har vi altså taget hul på julen i utide. Det er vi forresten ikke ene om. Skal man tro reklamerne i TV har det været jul længe, og nu er lokalradioen da også begyndte at spille julemelodier.

Det var fruen, der mente, at jeg skulle tage et foto af stjernen - og det har jeg hermed gjort. Men jeg kunne altså ikke dy mig for også lige at køre billedet gennem photoshoppen. Det nærmer sig kunstfoto, selv om billedet hverken er sorthvid eller uskarpt...

Bobler og egetræ

En mangel i opdragelsen

Tre spanske vinfolk i det kolde Nord. Fra højre er det  Pablo
Echavarri fra Baron de Lay, imdten Mereia Vinals fra Codorníu.
Jeg fik ikke lige fat i navnet på kvinden til venstre,
der ligeledes repræsenterede Codorníu.

Man bliver aldrig for gammel til at lære noget, så mandag eftermiddag fik jeg rettet op på en lille detalje, som er smuttet i min opdragelse.

Når man åbner en flaske mousserende vin, skal man ikke fjerne ståltråden fra proppen, men lade den blive siddende, når den er løsnet. Så tager man et solidt greb i proppen med venstre hånd, mens man med højre hånd drejer flasken fra side til side, indtil proppen ryger af med et lille pop...

Så blev jeg så klog! Ikke at jeg nogensinde har haft problemer med at åbne en flaske bobler, men plebejer som jeg er, har jeg altid drejet proppen i stedet for flasken. Det er det altså slut med nu!

Den nye lærdom erhvervede jeg på månedens vinsmagning, der bød på fem slags cava fra det spanske firma Codorníu og fire kraftige rødvine fra det ligeledes spanske vinhus Baron de Ley. En del af vinene kendte jeg i forvejen, men vil godt lige nævne et par stykker, som ikke eller kun sjældent findes i almindelig handel.

Codorníu Jaume Gran Reserva 2012: En rigtig gemme-cava, der på trods af sine fem år på bagen fortsat er ung. Meget traditionel champagne-klon lavet på chardonney, pinot noir og xarel-lo. dufter af ferskner og med en lang eftersmag af grønne æbler og nødder.

Jeg var også ret vild med Codorníu Raventos Brut, der bød på de fineste små og blide bobler. Frisk duft og smag af ananas. Vinen er opkaldt efter Raventós-familien, der i 1872 var de første i Spanien, som producerede mousserende vin efter den traditionelle metode og dermed opfandt Cava, som er det spanske modstykke til Champagne og Crémant.

Jeg smagte også - for første gang - Baron de Leys Finca Monesterio, der er interessant, fordi den indeholder 20 % Cabernet Sauvignon-druer. Cabernet Sauvignon er ikke særlig brugt i Spanien, men resultater er kraftig, mørk rødvin med en duft af - undskyld udtrykket - rovdyrhuset i zoo og smagsnoter af eg og kaffe. Dagens bedste rødvin.

Jeg fik i øvrigt også udvidet horisonten lidt på en anden måde... Normalt går jeg uden om søde og halvsøde mousserende vine, men det gik op for mig, at semi seco (demi sec) har nogle helt specielle kvaliteter i den rigtige sammenhæng. Medarbejderne fra Codorníu anbefalede semi seco-varianten til at rense munden efter hovedretten før desserten. Den er faktisk ret forfriskende med livlige, kraftige bobler og en fin limesmag. Det skal i hvert fald prøves til nytår...

Kameraet lå i bilen, så jeg fik ingen fotos fra smagningen, men jeg fangede lige dagens oplægsholdere i P-huset, da jeg var på vej hjem...

Silderier på Black Friday

Julesild

Med til et sildelaugsmøde hører også lystfiskerhistorier.
Her viser Ole den største sild, han har fanget. Det skete vistnok
 til et enkebal.

Det har næppe undgået opmærksomheden, at det snart er jul. Ude i de små hjem sysles der med klejner, småkager og glögg, mens herren i huset kæmper med at rede ledningerne til julens lyskæder ud.

Giftblanderen bød på flydende mirabeller.

Fredag var der nøjagtig en måned til juleaften - og så var det også den såkaldte Black Friday, hvor forretningerne prøvede at overgå hinanden med gode tilbud. Dagens allerbedste tilbud var dog på Øland, hvor sildelauget mødtes for sidste gang i år.

Det er et traditionsrigt møde i den sluttede kreds af gæve mandfolk på Øland, for det er her, man tilbereder julesilden. Adskillige hundreder af sild har måttet lade livet, så øboerne kan bære julen ind med maner og i overensstemmelse med de allerbedste traditioner for en god sild.

Fremmødet var beskedent: Sølle seks mand mand blev det til, men de fraværende havde gode grunde til fraværet, så det måtte nu blive sådan.

Bjarne og skriverkarlen stod for opgaven med at filettere de fuldfede islandske sild, der udgør råvaren til både de marinerede og kryddersilden. Det gik som en drøm, for det var samtidig lejligheden til at indvie laugets nye filetteringsknive. Når bare værktøjet er i orden, kan mænd jo løse stort set alle verdens problemer og udfordringer.

Rent undtagelsesvis bringer vi et foto
 af skriverkarlen. Foto: Oldermanden

Samtidig gik Ole og HC i gang med at tilberede de stegte sild, der for en god dels vedkommende røg i marinaden til julesildene, mens resten - fire styk pr mand - gik til det afsluttende måltid, der som altid på årets sidste møde stod på stegte sild med kartofler og løgsovs.

Giftblanderen stod for underholdningen med endnu en god blanding - denne gang en brændevin trukket på de vilde mirabeller fra læhegnet ved Søndergårde. Det var en brændevin med tydelige mindelser om serbisk slivovitz, men da ingen af laugsbrødrene mestrer det serbiske sprog, blev den skyllet ned med et russisk "Na zdoróvye".

De stegte sild og løgsovsen blev skyllet ned med købeakvavit fra lageret og øl. Men selv om der blev gået til stålet, var det åbentlyst ikke nok, for aftenen sluttede med den mest ynkelige version af Ølandssangen i mands minde...

Men nu er julesilden i hus, og så er vi sådan set klar til julen på den lille ø...

Aftenens traktement var, som traditionen
byder, stegt sild med kartofler og løgsovs.

Ole og HC i gang med at stege sild vendt i rugmel.

De nye filetteringsknive kom i (s)ilden for første gang.
Det blev fejret med et gruppebillede.