Plage eller ressource?
 |
| En delikatesse. |
Sarte, degenererede bysjæle tåler naturligvis ikke måger. For mågen er jo den rene skinbarlige natur – og den slags er farligt og forbudt for børn.
I mågens nærhed er der sex, vold, lort, larm, opportunistisk frås i tarveligt forarbejdede fødevarer – og i det hele taget et festligt leben, der på forbløffende vis ligner menneskenes. Og det er måske det, der i virkeligheden er problemet: Mågerne minder i deres bramfri adfærd alt for meget om mennesker – og den lighed er svær at kapere for det narcissistiske, højt uddannede og dannede bymenneske, der har taget patent på civiliseret opførsel og god smag.
Så i disse dage går anonyme, kommunale jægere – uden kendingsmærker som russiske kommandosoldater – på jagt i byernes baggårde og regulerer bestanden.
De kommunalt ansatte jægere nyder et privilegium, som ikke er tilgængeligt for almindelige mennesker.
Det er en skam – for måger er natur og dermed også en ressource. Gennem årtusinder har menneskene både jaget mågerne og samlet deres æg. Den slags er ikke tilladt i Danmark – for vi har glemt at være naturlige i almindelig bekymring for naturens naturlige tilstand.
I 2007 flyttede jeg til Tromsø – denne hyggelige nordnorske by med et endog stort antal værtshuse, og som ved festlige lejligheder omtaler sig selv som Nordens Paris. I Norge er pral lidt af kunstart – og man må godt prale. Og kan tromsøværingerne ikke finde på andet at prale af, så hævder de stolt, at Tromsø er den norske by med flest måger.
Der er noget om snakken. For nede ved havnen skuer polarforskeren Roald Amundsen ud mod polarhavet, mens mågerne i stride strømme skider på nationalhelten.
Det var i foråret i maj – og midnatssolen gav nattelivet en ekstra dimension. Jeg skulle forrette tre års tjeneste som seniorrådgiver i Arktisk Råds sekretariat, der holder til på byens polarcenter – en kæmpemæssig kontorbygning som rummer en lang række virksomheder og institutioner med relation til den arktiske verden.
Fredag eftermiddag begav konen og jeg os ud i byen for at nyde en stille pils på fortovet foran Skarven – byens insted – stedet, hvor man kommer for at blive set.
Eftermiddagen blev til aften – og snakken gik livligt mellem de små borde på fortovet. Ved siden af os sad Salve, der var direktør i en af virksomhederne i polarcentret – og han var meget interesseret i min kone.
Hun er nemlig grønlænder og ved en masse om, hvordan man tilbereder sæl. Det interesserede Salve, for han havde licens til at jage sæler – og havde fryseren fyldt med sælkød. Nu var vi jo tilflyttere, så han ville da også gerne introducere os til en af de lokale forårstraditioner - mågeæg.
Så inden vi vidste af det, sad vi i Salves dejlige have i et af byens bedre kvarterer – og fortærede hårdkogte mågeæg pyntet med gaffelbidder og ledsaget af ægte russisk vodka i rigelige mængder. En rigtig himmerigsmundfuld – og sundt var det garanteret. Det blev en uforglemmelig nat – i midnatssolens skær.
Mågeæg er en delikatesse, som vi ikke bør snyde os selv for. Hvis man mener, at der er for mange måger, så vil det være en indlysende løsning igen at tillade indsamling af mågeæg til konsum i Danmark. Og kan æggene ikke gøre det alene, kan vi jo begynde at spise mågerne.
For mange år siden var jeg på højskole på Lofoten – og erhvervede mig i den forbindelse norsk jagttegn. Det brugte vi højskoleelever blandt andet til at jage svartbag og sølvmåge. Det er en stor delikatesse. På hver side af brystet sidder en prægtig engelsk bøf – blodig, mør og på cirka 300 gram. Rigtig mandfolkemad – og hvis man holder sig til ungfuglene, smager det vidunderligt med brun sovs og masser af bløde løg.
Så hvorfor ikke gøre som nordmændene? Betragt mågerne som en ressource i stedet for en plage og genindfør jagt og ægsamling. På den måde bliver mågerne til glæde for hele befolkningen – og ikke bare nogle få skatteyderbetalte, kommunale mågejægere.
Fra Nordjyske Stiftstidende 21. marts 2014.
