fredag den 21. marts 2014

Måger og midnatssol

Plage eller ressource?

En delikatesse.
Så er den gal med mågerne igen.

Sarte, degenererede bysjæle tåler naturligvis ikke måger. For mågen er jo den rene skinbarlige natur – og den slags er farligt og forbudt for børn.

I mågens nærhed er der sex, vold, lort, larm, opportunistisk frås i tarveligt forarbejdede fødevarer – og i det hele taget et festligt leben, der på forbløffende vis ligner menneskenes. Og det er måske det, der i virkeligheden er problemet: Mågerne minder i deres bramfri adfærd alt for meget om mennesker – og den lighed er svær at kapere for det narcissistiske, højt uddannede og dannede bymenneske, der har taget patent på civiliseret opførsel og god smag.

Så i disse dage går anonyme, kommunale jægere – uden kendingsmærker som russiske kommandosoldater – på jagt i byernes baggårde og regulerer bestanden.

De kommunalt ansatte jægere nyder et privilegium, som ikke er tilgængeligt for almindelige mennesker.
Det er en skam – for måger er natur og dermed også en ressource. Gennem årtusinder har menneskene både jaget mågerne og samlet deres æg. Den slags er ikke tilladt i Danmark – for vi har glemt at være naturlige i almindelig bekymring for naturens naturlige tilstand.

I 2007 flyttede jeg til Tromsø – denne hyggelige nordnorske by med et endog stort antal værtshuse, og som ved festlige lejligheder omtaler sig selv som Nordens Paris. I Norge er pral lidt af kunstart – og man må godt prale. Og kan tromsøværingerne ikke finde på andet at prale af, så hævder de stolt, at Tromsø er den norske by med flest måger.

Der er noget om snakken. For nede ved havnen skuer polarforskeren Roald Amundsen ud mod polarhavet, mens mågerne i stride strømme skider på nationalhelten.

Det var i foråret i maj – og midnatssolen gav nattelivet en ekstra dimension. Jeg skulle forrette tre års tjeneste som seniorrådgiver i Arktisk Råds sekretariat, der holder til på byens polarcenter – en kæmpemæssig kontorbygning som rummer en lang række virksomheder og institutioner med relation til den arktiske verden.
Fredag eftermiddag begav konen og jeg os ud i byen for at nyde en stille pils på fortovet foran Skarven – byens insted – stedet, hvor man kommer for at blive set.

Eftermiddagen blev til aften – og snakken gik livligt mellem de små borde på fortovet. Ved siden af os sad Salve, der var direktør i en af virksomhederne i polarcentret – og han var meget interesseret i min kone.
Hun er nemlig grønlænder og ved en masse om, hvordan man tilbereder sæl. Det interesserede Salve, for han havde licens til at jage sæler – og havde fryseren fyldt med sælkød. Nu var vi jo tilflyttere, så han ville da også gerne introducere os til en af de lokale forårstraditioner - mågeæg.

Så inden vi vidste af det, sad vi i Salves dejlige have i et af byens bedre kvarterer – og fortærede hårdkogte mågeæg pyntet med gaffelbidder og ledsaget af ægte russisk vodka i rigelige mængder. En rigtig himmerigsmundfuld – og sundt var det garanteret. Det blev en uforglemmelig nat – i midnatssolens skær.

Mågeæg er en delikatesse, som vi ikke bør snyde os selv for. Hvis man mener, at der er for mange måger, så vil det være en indlysende løsning igen at tillade indsamling af mågeæg til konsum i Danmark. Og kan æggene ikke gøre det alene, kan vi jo begynde at spise mågerne.

For mange år siden var jeg på højskole på Lofoten – og erhvervede mig i den forbindelse norsk jagttegn. Det brugte vi højskoleelever blandt andet til at jage svartbag og sølvmåge. Det er en stor delikatesse. På hver side af brystet sidder en prægtig engelsk bøf – blodig, mør og på cirka 300 gram. Rigtig mandfolkemad – og hvis man holder sig til ungfuglene, smager det vidunderligt med brun sovs og masser af bløde løg.

Så hvorfor ikke gøre som nordmændene? Betragt mågerne som en ressource i stedet for en plage og genindfør jagt og ægsamling. På den måde bliver mågerne til glæde for hele befolkningen – og ikke bare nogle få skatteyderbetalte, kommunale mågejægere.

Fra Nordjyske Stiftstidende 21. marts 2014.

torsdag den 20. marts 2014

Når geografien halter

Danske journalister har meget at lære

Collage med tilladelse fra Robert Holmene.
Grønland og Arktis er blevet populære historier i pressen de seneste par år.

Desværre er megen af omtalen baseret på rygter og manglende research - og selv meget anerkendte media har dummet sig. Blandt andet da Politiken fortalte, at kommunen i Nuuk havde indsat busser, så alle de grønlandske vælgere kunne komme til valgstedet i Nuuks kulturhus. Eller da TV2 vendte det grønlandske flag på hovedet. Eksemplerne på manglende indsigt er mange...

Torsdag gik det galt for DR2, der ellers prioriterer det arktiske stof højt. Stationen fik anbragt Sydpolen på Polarhavets plads. Det inspirerede min gamle ven, den grønlandske tegner Robert Holmene til denne collage, hvor de antarktiske pingviner griner af de uvidende mediefolk.

Jeg nøjes med at tage mig til hovedet og sukke højlydt over den journalistiske ignorance. Der er åbenbart ingen grænser i mediernes indbyrdes kamp for at nå lavmålet.

onsdag den 19. marts 2014

Dagens ord LXV

Epideiktisk...

Bloggeren i færd med epideiktiske
aktiviteter. Taebaek, Sydkorea 2005.
Foto: Trine Kamp Larsen.
Så lærte man lige et nyt ord...

I ugens udgave af Kommunikationsforum.dk er der en analyse af en nekrolog over Jesper Langballe, der jo døde forleden. Her kan man lære, at nekrologen tilhører en retorisk genre, der kaldes epideiktikken.

Jeg indrømmer blankt og på stedet, at det ord har jeg aldrig hørt før - og havde i øvrigt svare kvaler med bare at udtale det, da jeg lige så det.

I artiklen forklares ordet som lejlighedstale - og det giver god mening. Alligevel forsøgte jeg at gå et spadestik dybere i forklaringen. Ord er nemmere at huske, hvis man forstår oprindelsen - i hvert fald i min alder.

Det viser sig, at det er sammensat af episk - altså fortællende, og deiktisk, der betyder at fortælle om noget kendt. Det viser sig også, at gruppen af påpegende stedord (demonstrative pronominer) kan deles i to grupper, nemlig de deiktiske og de anaforiske, hvor sidstnævnte gruppe peger mod noget tidligere omtalt, mens de deiktiske peger på noget, der forudsættes alment kendt.

For en ordkløver er den slags ganske spændende - især når man som undertegnede har begået ganske mange lejlighedstaler. Men det er altså også lidt nørdet - indrømmet.

tirsdag den 18. marts 2014

Foråret hilser de døde

Nekrohortofili...

De ukendtes grav.
På kirkegården i Farsø er der nederst nede en fredfyldt plads med urnegrave og en sten for de ukendte. Her kan de efterladte gå rundt og få sig en sludder med forfædrene - uden fordømmende, himmelvendte og bebrejdende blikke, der antyder, at nu er man da ramt af fremskreden mental senescens.

Her er også hensat urner med asken fra mine forældre. Efter ønske fra min mor står de i afsnittet for de ukendte.

Så nemt synes vi bare ikke, at hun skal slippe - så sidste efterår begik vi hærværk på kirkegården. Vi havde noteret placeringerne af urnerne - og på en hyggelig, lidt løssluppen eftermiddag plantede vi en håndfuld krokusløg på positionerne.

Livet går videre...
Netop nu blomstrer denne lille og utroligt smukke forårsbebuder - og tiden var inde til et besøg på kirkegården for at se resultatet af vores insubordination. Det er fuldbragt - og uanset mors ønske har vi nu sat forældrene et lille minde.

Det er såmænd også praktisk nok. Vi mødte nemlig min gamle tropsfører Børge på kirkegården - og den venlige mand på 92 spurgte nysgerrigt efter, hvor far og mor var begravet. Det var nemt at svare på: Der hvor krokusserne blomstrer!

mandag den 17. marts 2014

Kvinderne i Alluitsoq

Da missionærerne forlod Lichtenau

Mændene i kajak tager afsked med missionærerne i Alluitsoq.
Foto: Arktisk Institut
Forleden ringede Palle - min gamle ven fra Grønland - og det fik mig til at tænke på ”Tyske missionærers farvel i Lichtenau i år 1900”, et billede af den grønlandske kunstner Hans Lynge.

Jeg mødte Palle første gang, da jeg lige var flyttet til Nuuk. Han var dengang specialestuderende på AUC - og skulle bruge lidt hjælp. Dina kendte hans mor - og så blev det altså mig, der kom til at hjælpe ham.

Palle er fuld af gåpåmod - og har prøvet lidt af hvert. Nu har han påtaget sig den ganske sikkert utaknemmelige opgave at skaffe midler til at restaurere den gamle missionsstation i Lichtenau i Sydgrønland.
Jeg har aldrig været i Lichtenau, der hedder Alluitsoq på grønlandsk - men kender alligevel stedet, der har spillet en stor rolle i den grønlandske historie.

Den tyske, herrnhuttiske brødremission var i 1800-tallet meget aktiv i Grønland. De tyske missionærer opholdt sig normalt i Grønland det meste af livet - og bidrog på mange måder til det Grønland, vi kender i dag. Mest kendt er nok Samuel Kleinschmidt, der skrev den første grønlandske grammatik - og i det hele taget var med til, at det grønlandske sprog den dag i dag er et levende sprog.

Tyskerne forlod Grønland i år 1900 efter en fredelig overenskomst med KGH og det danske missionsselskab. Det var selvfølgelig et vemodigt øjeblik, da man holdt afskedsgudstjeneste på missionsstationen Lichtenau. Hele 242 kajakker var forsamlet ved den anledning - og det findes der et foto af.

Fotoet inspirerede den store grønlandske kunstner Hans Lynge til et af hans allerbedste billeder - malet i 1985 kort før kunstnerens død. Men Hans Lynge ville ikke være den store kunstner, han var, hvis han ikke havde vendt situationen på hovedet.

Han spurgte sig selv: Hvor er kvinderne henne på billedet? Og så malede han det syn, som kajakmændene ville have set på fotoet.

Billedet hænger i dag i Inatsisartuts (Landstinget) mødesal i Nuuk og er skænket selvstyret af Lions Club i Nuuk.
Og her er, hvad kajakmændene kiggede på - i følge Hans Lynge.
Foto: Inatsisartut

søndag den 16. marts 2014

Køkkenprojektet

Et skridt videre

En skinnende flot ny stålvask - lavet efter
specialmål - er nu på plads i det gamle køkken.
For lige godt et år siden begyndte jeg at renovere det gamle køkken i det endog meget gamle hus.

Det var planen, at projektet skulle være færdig til vores store forårsfest i maj sidste år. Sådan gik det ikke helt - for der var mange udfordringer i det skæve hus.

Blandt andet var det planen at skifte køkkenvasken og blandingsbatteriet, men denne del af projektet strandede i første omgang på, at der simpelthen ikke var plads til en normal dansk standardvask af den type, der er lagervare i de fleste tømmerhandler.

Så jeg måtte ud og bestille en specialfremstillet vask - og så skred tidsplanen....

Men her i weekenden er vasken og et nyt blandingsbatteri endelig kommet på plads - og en stor sten er faldet fra mit hjerte.

Den gamle vask var utæt, blandingsbatteriet ligeså - og med de nye installationer er det i hvert fald slut med hele tiden at skulle gå og tørre op.

Sidste del af køkkenprojektet - nye reoler over køleskab og fryser - mangler stadig. Men nu begynder havesæsonen, og køkkenet fungerer - så det bliver nu nok først til efteråret. Hastværk er som bekendt lastværk.

Mere brænde

Forskud på en hård vinter

Så er der frisk brænde.
På grund af det herligt milde vintervejr var jeg for en gangs skyld kommet helt til bunds i stabelen af træ, der skulle skæres og kløves. Men hvor længe var Adam i paradiset?

Vinterens storme har toldet af træerne oppe i Rødhus - og forleden måtte jeg tage motorsaven under armen og rydde lidt op deroppe. Det er et større arbejde - og jeg regner med at tage det sådan lidt løbende, når jeg alligevel skal på de kanter.

Weekendens blæst har taget hårdt på juletræet.
Jeg stabler så træet oppe i skoven og regner med at hente det hjem til efteråret. Men lørdag havde jeg besøg af Birgitte og Leo - og da de havde traileren på bilen, kunne vi da lige så godt hente et læs træ. Så nu er der altså fast arbejde ved huggeblokken den næste uges tid - og så kan vi i hvert fald se en kommende hård vinter i øjnene uden at blinke.

Forresten var fredagens storm hård ved haven. Ikke alene lagde postkassen sig endnu en gang, men også vort flotte store juletræ ude ved vejen har taget skade. Det er desværre sådan noget, der sker, når man bor et sted, hvor vestenvinden dominerer - og juletræet har altså nu nået den størrelse, hvor det begynder at hælde faretruende mod øst, som alle større træer på egnen. Vi kan ikke gøre meget andet end krydse fingre for, at det ikke bliver værre...

lørdag den 15. marts 2014

Sælfies

Støtte til sælfangerne

Sælfie fra Facebook med de grønlandske
kunstnere Aviaja Lumholdt, Nukâka Coster-Waldau
og Karina Møller. Foto: Inuit Sila
Den grønlandske sælfangst har været i fokus de seneste dage.

Onsdag holdt Dronningen sit traditionelle hofbal for Folketinget og de danske medlemmer af EU-parlamentet. Her vakte det opsigt, at syv folketingsmedlemmer bar sælskind i større eller mindre grad.

- Sælskind er smukt, blødt og bæredygtigt, og vi kan bruge det mere. Vi vil gøre opmærksom på det smukke grønlandske sælskind for at støtte grønlandske fangere, sagde den radikale Lone Loklindt onsdag til Sermitsiaq.AG.

Torsdag var der høring på Christiansborg om sælfangsten. Efter høringen udsendte en række folketingsmedlemmer, der repræsenterer alle partier i Folketinget, en udtalelse, hvori det blandt andet hedder:

Sælfangst er en vigtig del af den grønlandske identitet.
- Gennem en årrække er det gået nedad for salget af grønlandske sælskind. Det skal være slut nu. Årtiers kampagner imod sælfangst og EU's importforbud mod sælskind har resulteret i, at Grønlands sælfangererhverv og eksport af det bæredygtige produkt er blevet ramt utilsigtet. EU's importforbud indeholder ellers en såkaldt inuit-undtagelse, som tillader import af grønlandske sælskind. Men undtagelsen har indtil videre ikke virket i praksis. Derfor er der brug for klar oplysning til EU's borgere og forhandlere om, at grønlandske sælskind er fuldt ud legale. Blandt andet har WWF Verdensnaturfonden for nylig slået fast, at Grønlands fangst af sæler er baseret på princippet om bæredygtighed og videnskabelig rådgivning.

Også på Facebook er der stor opmærksomhed om fangernes problemer. På kampagnesiden "Støt Fangerne" opfordres brugerne til at indsende såkaldte "Sælfies" - og det er der kommet mange fantasifulde indslag ud af.

Bag kampagnen står blandt andet den grønlandske fangerorganisation KNAPK. Om baggrunden for kampagnen hedder det:

EU's forbud mod sælskind truer
livet i de små grønlandske bygder.
- Sælfangst har traditionelt været grundlaget for inuitternes liv i Grønland. Før industrialiseringen var det ikke muligt at overleve i landets kolde klima uden sælens vitaminrige kød og skindet som beklædning. Men også i dag lever flere tusinde grønlændere som fangere, der sælger sælens kød og skind for at forsørge dem selv og deres familier. Særligt i Grønlands mindre bygder er salget af sælskind en central del af livsgrundlaget.

- Dette livsgrundlag er nu truet fordi fangerne ikke længere kan sælge deres sælskind. Årtiers kampagner fra dyreværnsaktivister og kendisser mod fangstmetoder og fangst af sælunger i Canada har skabt en stor modstand mod sæl- og skindprodukter blandt forbrugere og politikere. Dette har blandt andet medført at EU i 2010 indførte et forbud mod import af sælskind. Senest har også Rusland, Hviderusland og Kazakhstan indført importforbud mod sælskind.

Baggrunden for fangernes kampagne er ganske alvorlig. Siden 2006 er fangernes salg af skind faldet 90 procent. Dermed forsvinder livsgrundlaget for mange af de små grønlandske bygder.

fredag den 14. marts 2014

Nyt perspektiv

Jorden set fra oven

Når Nordpolen er verdens navle.
Da jeg for mange år siden kom til Grønland, faldt jeg pladask for et kort over Arktis, som jeg første gang så på et kontor i det daværende hjemmestyre.

Kortet var på daværende tidspunkt ikke til at købe i almindelig handel, men var en gave fra den canadiske regering. Det ærgrede mig - for jeg synes, at det at se verden i et andet perspektiv var en ganske tankevækkende oplevelse.

Jeg ved ikke, om man nutildags kan købe kortet - men heldigvis kom jeg jo tæt på det canadiske udenrigsministerium, da jeg arbejdede i Arktisk Råd. Her var jeg så heldig på et tidspunkt at blive begavet med kortet, der i  sin tid er fremstillet af den canadiske naturstyrelse.

Polkortet har holdt flyttedag.
Desværre har jeg ikke så meget vægplads, så ind til nu har det faktisk smykket væggen på toilettet på første sal. Det er synd, så i forbindelse med den seneste tids vægmaleri benyttede jeg lejligheden til at flytte det nedenunder, hvor det hænger ved trappen op til første sal.

Forresten side om side med et grønlandskort der i mange år hang i mine forældres soveværelse. Kortet er gammelt - for det er med danske stednavne, der ellers blev afskaffet i 1979 - og de grønlandske stednavne er skrevet efter den gamle grønlandske retsskrivning, der blev erstattet i 1972 med den nugældende retsskrivning.

Den lille Jesper med pol-paraplyen.
Det canadiske polkort er i øvrigt fortsat en populær gave. Da den canadiske formand for Arktisk Råd i januar deltog i en stor konference i Tromsø, havde det canadiske udenrigsministerium sat 10 polkort på højkant til de konferencedeltagere, der først prikkede den canadiske ambassadør for Arktis på skulderen.

Da jeg i sin tid blev 50, var gaven fra kollegerne i Arktisk Råd også et polkort. Men det var nu form af en paraply med nordkalotten påtrykt. En velvalgt gave som jeg også er meget glad for - og gladeligt promenerer med, når det regner...

torsdag den 13. marts 2014

Stæren i lærken

Så skal sangermusklen trænes...

Stærens karakteristiske bronzeskær i vårens aftensol.
Stærene er kommet tidligt i år - og det giver fest i haven fra morgenstunden.

For stæren er en festlig fætter med et bredt repertoire af sjove og pudsige lyde, når den sidder højt oppe og gør sig til - i håbet om at finde en mage. Sjovt nok ser det ikke ud til, at det er mit gamle stærehøjhus, der lokker.

Flagspætten lavede mejsekassen om til stærekasse.
Derimod har en af stærene kastet sin kærlighed på en mejsekasse i lærketræet. Mejsekassen har tjent som vinterkvarter for en flagspætte, der nok vidste råd, selv om mejsehullet er alt for lille til den store røde spætte. Den er en ferm tømrer og med sin næbbede mejsel fik den hurtigt tilpasset hullet, så der også er plads til en spætte - eller en stær for den sags skyld.

For nu er stæren flyttet ind - og mangler bare en mage til at dele den fine lejlighed med.

Sjovt nok er der så en gråspurv, der er flyttet ind i stære-højhusets nederste etage. Der er efterhånden en del stære i og omkring parcellen - og det bliver spændende at se, om grossenolliken får lov at fortsætte med sit forehavende.

For nogen tid siden satte jeg en ny mejsekasse op i bøgen. De seneste dage har der flere gange været et sortmejsepar for at se på faciliteterne. Det kan blive sjovt, hvis det bliver til noget - et par af Danmarks mindste mejser boende i havens største træ.