1001 nats eventyr

Dovregubben på nye eventyr...

Orientalske godbidder...

Der har været stille på bloggen den seneste uges tid. Manden har været på ferie.

Eller ferie er måske så meget sagt. For vi har været på rundrejse i Tyrkiet. En lidt pludselig indskydelse og måske ikke særlig velovervejet. For det er hårdt arbejde at være på en grupperejse med et program, der skal holdes og godt 1500 kilometer i en bus.

Men sjovt og oplevelsesrigt har det nu været alligevel. Der ligger nu flere end 800 fotos, der skal ses igennem og kategoriseres - og så vender vi tilbage.

Imidlertid kan man ikke komme uden om mavedans, når man er i Tyrkiet - så jeg løfter lidt af figenbladet med et par fotos af denne på mange måder store attraktion. For de bedste mavedansere er ikke nødvendigvis de slankeste - tværtimod. Nej, det er frodige damer med idealmål fra en svunden tid - og når man nu selv er lidt godt i stand, er det godt at se, at der kan komme noget decideret æstetisk ud af det...

Huuj, hvor det svinger...

Juletid

Første søndag i advent

Masser af juletræer i "hvalfiskens bug".

Så har vi passeret første søndag i advent - og en ny jul truer...

Det plejer vi jo her på bloggen at fejre med et foto eller to af julelysene i og omkring det lille hus på Øland. Men en gang i mellem skal man jo prøve noget nyt, så i år bringer jeg dette foto fra forbindelsesgangen mellem Terminal 1 og Terminal 2 i CPH. Jeg kom tilfældigvis forbi i lørdags - og så, at lufthavnen har pyntet op til jul.

Det bliver til adskillige juletræer i den 400 meter lange gang, der heldigvis er forsynet med et rullende fortov.

Det kan i øvrigt godt ærgre mig lidt, at der ikke er en nedgang til A24 i forbindelsesgangen - for så havde det naturligvis været det skilt, der havde været i forgrunden.

Alle læserne ønskes hermed en god julemåned med forhåbentlig masser af sild, gris, øl og brændevin - sådan som det hører sig til i vikingeland.

DR-dagen

Lynafleder

DR-organisationen kan altså noget med levende
musik, som man ikke finder andre steder.

I gamle dage var Danmarks Radio styret af radiorådet. Det var på godt og ondt en demokratisk styreform - ofte skueplads for besynderlige optrin ikke mindst i Erhard Jacobsen-perioden, hvor de røde lejesvende førte sig frem og påkaldte sig politisk vrede.

Tiden er løbet fra den slags styring. På en måde er det jo ganske stalinistisk at sætte politikerne til at styre statsradiofonien - og derfor ledes DR i dag af en mere eller mindre professionel bestyrelse.

Det er bestemt ikke hver dag, at man oplever
et helt bigband til en lille uforpligtende
 afslutningsreception. Forrige år sang Radiopigekoret
 - og det er altså også en stor oplevelse

En sidste rest af gamle dages demokrati er DR-dagen, hvor bestyrelse og direktion skal stå til ansvar for en broget forsamling af 120 lytter- og seerrepræsentanter. Det kan være sjovt - for det er bestemt ikke alle, der tager management-snakken om målgrupper og segmentering for gode varer, når de vil have noget for licenspengene.

DR-dagen foregik løb af stabelen lørdag. Det var tredje år, jeg deltog - og formen var den gammelkendte. Bestyrelse og direktion i krydsild om formiddagen - og om eftermiddagen forskellige workshops om fremtidens radio og TV.

Krydsilden kan vel bedst beskrives som en slags lynafleder. Den slags peger mere bagud end fremad - og DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen er veltalende - meget veltalende.

Men ikke desto mindre benyttede jeg da lige lejligheden til at få sagt, at tiden måske er ved at løbe fra radioens timenyheder - især når der ingen nyheder er, og man tre gange i træk med en times mellemrum sidder og refererer undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse og en forkølet universitetslektor. Den slags kan man efter min mening lige så godt læse på nettet.

Jeg tog tråden op i dagens første workshop, der handlede om fremtidens regionaldækning. Jeg understregede endnu en gang, hvor vigtigt det er, at DR holder sig til hardcore nyhedsdækning. Det var sandsynligsvis spildte Guds ord på Ballelars, for den nyudnævnte direktør for DR Danmark, hvorunder regionalstationerne hører, tilhører den nye generation af journalister, der vægter afsenderkvalitet højere end modtagerkvalitet - og derfor lægger vægt på, at nyhederne skal formidles og perspektivere. Ordskvalder uden bund i folkesjælen efter min mening. Det er sikkert meget sjovt at lave og giver kollegernes anerkendelse og priser - men det bliver man altså ikke populær på herude på Lars Tyndskids mark, hvor vi faktisk godt selv kan danne os vores mening uden hjælp af formidlere og Klogeåger.

Jeg er ret pjattet med "Fly me to the Moon" -
og det er rigtigt svingende bigband-musik,
 når det er bedst.

Hurtighed og omstillingsevne er radioens største styrke. Derfor er netop radio meget bedre end noget andet medie til at skære hakkelse i døgnets rejsestald - og alt det andet kan man så overlade til andre og langsommere medier.

Så var der anderledes gods i dagens for mit vedkommende anden workshop, hvor vi arbejdede med etikken i Danmarks Radio - godt hjulpet på vej af statsradiofoniens nye etik-direktør Inger Bach. Gennem en række cases gik vi redaktionerne i bedene i de etiske valg - og det var lærerigt. Ikke mindst fordi netop DR har haft alvorlige problemer med etikken på det seneste - især fordi brugen af skjult kamera, udhængende satire, falske dokumentarer og en tåbelig exit-poll har efterladt indtrykket af et medieforetagende, der sætter seertal over alt andet.

Jeg har valgt at dække dette indlæg med fotos fra den afsluttende reception, hvor DR's amatørbigband kaldet DRAM spillede - i stedet for at vise billeder af talende direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det synes jeg er sjovere...

Luft under vingerne XX

Lørdag var jeg til møde i København - og da Norwegian er det eneste selskab, der flyver fra Aalborg om sent morgenen på lørdage, foregik turen med det norske selskab, som jeg ellers ikke er særlig pjattet med. Blandt andet fordi selskabet har en enhedsflåde af Boeing 737, som efter min smag er et højst passager-uvenligt fly.

Men nu er morgenturen fra Aalborg en ganske tynd afgang - og Norwegian outsourcede for nogle måneder siden afgangen til det danske selskab DAT, der flyver ruten med et mindre, men betydeligt mere passager-venligt fly - en ATR 72. Det er til at leve med.

Ankomsten til CPH lørdag morgen.

ATR-flyene er gode, gamle kendinge i dansk indenrigsflyvning. Flytypen var i sin tid rygraden i Cimber Airs flåde - og jeg har da fløjet adskillige turer mellem Aalborg og CPH eller Oslo med det sønderjyske selskab. Nåja, det er da også blevet til en enkelt returflyvning mellem CPH og Sønderborg.

Cimber Air overtog som bekendt i sin tid det skrantende Sterling - og det endte med et brag, da selskabet krakkede sidste år. Selskabet kæmpede til det sidste - og brød med gamle traditioner og skar ned på servicen. Det skulle de nok ikke have gjort.

Stifteren af Cimber Air, Ingolf Nielsen, havde ellers et mantra, der sagde, at hans passagerer selvfølgelig skulle have en avis, en kop kaffe og en småkage på flyveturen. Selskabet var i det hele taget præget af gamle dyder, og det var en fryd at komme ombord på selskabets fly, hvor kabinen altid var klinisk ren og velduftende i en grad, jeg aldrig har oplevet hos andre selskaber.

Kabinen i ATR 72. Foto: DAT

Man sidder smaddergodt i ATR-flyene. Pladsen kan ellers godt være lidt klemt i små turbopropfly, men det gælder altså ikke ATR.

En sjov detalje ved ATR er, at fragtrummet er anbragt forrest i kabinen - og man går derfor altid ind i flyet fra bagenden. Og når stewardesserne i startproceduren lukker døren til cockpittet, foregår det altså ved, at de går gennem fragtrummet.

ATR 42/72 er et tomotors turbopropfly beregnet for korte strækninger. Det er produeret af fransk-italienske ATR og 42'eren kom på markedet i 1984. I 1988 kom den noget større udgave, ATR 72 - og det er den model, som DAT nu flyver med på mange af selskabets ruter i blandt andet Norge og altså nu på vegne af Norwegian også i Danmark.

ATR 72 i Alsie EXpress' matsorte farver.

ATR 42/72 er et meget behageligt fly i luften. Ikke så livligt som for eksempel de tilsvarende DASH-fly - og virker i det hele taget som et rigtigt rart bekendtskab. Der er produceret godt 400 eksemplarer af 42-modellen og over 500 af 72'eren. I alt 44 eksemplarer er gået til i forbindelse med forskellige ulykker.

Arven fra Cimber Air lever videre i Danmark. Flytypen bruges nu også af selskabet Alsie Express, der beflyver ruten mellem Sønderborg og CPH med to ATR 72. DAT bruger flyet på ruter til Rønne, Billund, Esbjerg og Aalborg - blandt andet i samarbejde med Norwegian.

ATR 72 fra DAT lander i CPH.

Jeg har forresten også prøvet at flyve ATR 42 i Grønland. For nogle år siden brugte Air Greenland flyet på forsøgsbasis i jagten på en afløser for de navnkundige DASH-7. Det endte imidlertid med, at Air Greenland nu er i gang med at fase 7'erne ud til fordel for DASH-8.

I øvrigt skal det nok lige nævnes, at Cimber-navnet lever videre i dansk luftfart. Ledelsen i det gamle Cimber Sterling har overtaget selskabet og flyver i dag kontraktflyvning for SAS med fem CRJ 200 og to ATR 72 i SAS-bemaling.

Dialogmøder

Offentligt ordskvalder

På dialogmødet får du lov til selv at bestemme,
 om du skal hænges eller skydes.

Et af tidens mest idiotiske og mest brugte management-modeord er ”dialogmøde”.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på folk, der indkalder til dialogmøder – for ordet er en tåbelighed, en pleonasme eller dobbeltkonfekt, som min gamle lærer kaldte det. Hvis der ikke er dialog, er der jo slet ikke nogen grund til at holde et møde. Så kan man lige så godt sende et diktat.

Det kan selvfølgelig være et plumpt og slet skjult forsøg på at dække, at der rent faktisk er tale om et diktat. Man bilder folk ind, at de selv er med til beslutte, at den lokale skole skal nedlægges – eller hvad der nu er temaet for et dialogmøde. Men at ordet bliver brugt manipulerende, skal jeg nok vare mig for at hævde. Man bør som bekendt ikke påstå ond vilje, før man positivt har udelukket inkompetence.

Men helt generelt er det sikkert en dårlig ide at deltage i såkaldte dialogmøder med offentlige myndigheder. For ofte ønsker de en dialog om ting, der overhovedet ikke rager dem.

Tag nu for eksempel det såkaldte dialogmøde, som Fødevarestyrelsen forleden indkaldte de danske bagermestre til – efter at kanelsagen var løbet løbsk, og den uskyldige kanelsnegl var forvandlet til en dræbersnegl.

Her bør bagermestrene blive langt væk, for her kan dialog slet ikke komme på tale. Fødevarestyrelsen skal bare have at vide, at de skal holde snitterne væk.

Her i landet har vi en lang tradition for, at folk selv bestemmer, hvad de spiser – og det skal ingen – hverken EU eller Fødevarestyrelsen blande sig i. Det skulle jo nødigt ende med, at vi bliver nødt til at tage en tur til Christiania – bare for at pushe lidt kanel til risengrøden juleaften.

Jeg får simpelthen højviolette, fluoriscerende knopper, når jeg hører om en offentlig instans, der i vammel velvilje og altopædende omsorg blander sig i befolkningen dagligdag ved at fedte os ind i et tæt væv af snærende forbud.

I forvejen har vi kun få glæder i denne socialistiske mønsterstat, der efterhånden næppe kan sammenlignes med andre end DDR. Skattevæsenet tager millionærdrømmene fra folk – for det er næppe muligt at skabe velstand og tryghed for sig selv og sin familie på ærlig vis. På grund af tårnhøje skatter er den almindelige dansker henvist til offentlig forsørgelse fra fødsel til død. Her lades alt håb ude – og så vil myndighederne oven i købet forbyde folk at drukne sorgen i tobak, alkohol eller kanelsnegle.

Det er den slags stof, revolutioner er lavet af. En dag ryger proppen af – og folket vælter ind på de bonede gulve. Politikerne og embedsmændende møder en voldsom død hængende fra lygtepælene – og det er i det hele taget ikke særlig pænt at se på. Eksemplerne fra det arabiske forår er mangfoldige – og det burde få Fødevarestyrelsen til at fare med lempe.

Men nej – de indkalder Herren hjælpe mig til et dialogmøde – så bagermestrene, disse fornemme selvstændige erhvervsdrivende, selv kan slå sømmene i deres ligkiste.

Så pas på. Sproget er en del af magten – og invitationer til dialog varsler overgreb. Dialogmøder er vore dag es svar på gamle dages narresut – brugt af narrehatte.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 29. november 2013.

Rødbeder for sjov

Fra den kulinariske legeplads

Fra det kulinariske overdrev - røget rensdyrkølle
med råmarineret rødhede i fire forskellige varianter.

I fryseren lå der et pænt stykke røget rensdyrkølle, som manden havde lavet sammen med et par dyrekøller for en måneds tid siden.

Den må kunne bruges, tænkte Dina, da hun funderede over, hvad hun skulle diske op med på fredagens møde i "Ida Davidsens disciple" - øens forening for velrenommerede fruentimmere og en feminin pendant til sildelauget.

Ideen er, at kvinderne mødes hos hinanden på skift. Hver gang medbringer to af medlemmerne selvkomponerede eksempler på høj dansk smørrebrødskunst - og fredag er det Dina, der har smørrebrødsturen.

Vi vendte mulighederne - og kom frem til, at rensdyret skulle serveres med pynt af æggestand, tyttebær, purløg og råmarinerede rødbeder. Det var der ikke de store problemer i - men spørgsmålet var så lige, hvordan rødbederne skulle marineres.

Der var flere muligheder, og der var ikke andet for end at lave en prøveproduktion, hvor vi testede fire forskellige marinader.

Min favorit med marinade af olivenolie og æbleeddike
 samt peberrod giver et flot modspil til tyttebærrene.

I skrivende stund har Dina endnu ikke besluttet, hvilken marinade der løb af med sejren - men jeg skynder mig her at bringe opskriften på min favorit.

Man tager to skeer olivenolie, to skeer æbleeddike, en teske honning, peberrod, lidt salt og lidt hvid peber, rører det hele sammen. Rødbeder skæres i julienne og lægges i marinaden, trækker mindst et kvarter, men gerne mere - og voila, klar til at servere.

Fart over feltet

Fugleflugt

Jeg arbejder fortsat med at forevige smedens fugle. Vi tog en time på marken i søndags - og det resulterede blandt andet i dette smukke billede af Bobo i fuld fart over feltet.

Men ellers er det altså svært med araerne i øjeblikket. Tjørnetræerne er fyldt med dejlige bær - og de er altså mere interessant end opvisningsflyvning for fotografen...

Julen sunget ind

Oxholm kirke tyvstartede julen

Jens-Christian Wandt sang for - og introducerede...

Lørdag aften var der koncert i Oxholm Kirke. Det var operasangeren Jens-Christian Wandt, der sammen med Holmens Vokalkvartet sang julen ind, som det hed i overskriften.

Repertoiret bød på en lang række juleklassikere lige fra "Blomstre som en rosengård" til "White Christmas" - og Oxholm kirke tyvstartede dermed julen - selv om det først er første advent næste weekend.

Holmens Vokalkvartet backede op - og optrådte
også både sammen og hver for sig.

Men i øvrigt var der ikke noget, der tydede på, at denne tyvstart generede publikum. 180 gæster havde hver betalt 160 kroner for at overvære koncerten - og det er betydeligt flere mennesker, end kirken samler på en normal søndag.

Det fik kirkesangeren til at sukke: - Måske vi skulle overveje at tage entre om søndagen..?

Koncertpublikummet var i øvrigt ikke kun de lokale. Folk var kommet langvejs fra - og det vidner om stor interesse og vilje til at betale, når der er kunst ud over det almindelige på programmet.

Sangerne blev akkompagneret af lokale
Christian Vestergaard på orgel, Alexander McKenzie
på klaver og her Andreas Birk på violin.

For Wandt, vokalkvartetten og musikerne gjorde det flot og professionelt.

Personligt har jeg ikke en tone skabt i livet - men det bjergtager mig, når en operasanger trykker den af, sådan lidt folkeligt sagt. En trænet sanger som Wandt kan uden problemer fylde kirkerummet op med sin store stemme - og det kan altså godt få de små hår på armen til at røre på sig.

Jens-Christian Wandt huserer normalt i Skagen og nærmeste omegn, men under sine besøg i Nordjylland var han faldet for Oxholm kirke, fortalte han til lokalradioen.

Birgit - den lokale præst - var med på ideen. Efter koncerten udtrykte hun håbet om, at denne før-juls koncert kan blive en tradition. En god ide - efter det solide fremmøde at dømme.

Sammenlignet med operasangeren er bloggeren den bette...

Her i huset glæder vi os allerede til næste år. Og hvem ved? Måske også Øland Karlekammerkor kan bidrage med noget - selv om de jo er glade, meget glade amatører sammenlignet med Wandt og følge.

Koncerten var en fotografisk udfordring. Det er mig inderligt imod at bruge flash i en kirke, hvor stemningen i sagens natur er andagtsfuld. Så jeg måtte skrue helt op for iso'en og håbe det bedste. Med mit lysstærke 50 mm lykkedes det at få nogenlunde velbelyste billeder ud af det - men helt undgå korn kan man altså ikke under de omstændigheder. Så under den afsluttende fællessang dristede jeg mig alligevel til at bruge flashen...

Holmens Vokalkvartet og Jens-Christian Wandt i afslutningsnummeret.

En udfordrer

Snydt af naturen

Der var ikke meget udfordring over denne Challenger.

Tirsdag middag på vej til møde i Aalborg spottede jeg en blå kærhøg over rørskoven nede ved dæmningen.

Desværre havde jeg ikke kameraet med - og ej heller tid til at hente det, så der blev ingen billeder ud af den fugl.

Men nu er blå kærhøg lidt af en udfordring. Det er en af de forholdsvis sjældne fugle i Danmark, så jeg syntes da alligevel, at den skulle have chancen for at komme på bloggen. Og da vejret var næsten ideelt onsdag formiddag, tog jeg kameraet og en kande kaffe med ned til Ulvedybet.

Det blev til en dejlig formiddag i solen og det vindstille vejr - men det var så også det eneste, der skete. Selvfølgelig var der lidt andesnadren rundt omkring, en masse måger, et par skarver i luften og nogle fiskehejrer, der lettede, lang tid før jeg kom - men ellers skete der intet.

Eller det vil sige: Der skete faktisk en del i luften. Det kongelige danske flyvevåben havde en masse isenkram i luften med kurs til og fra skydeområdet i Tranum, men naturens egne flyvere tog sig en rigtig slapper og holdt sig i ro denne formiddag.

Så dagens eneste billede blev denne Challenger på indflyvningen til Flyvestation Aalborg. Challenger betyder som bekendt udfordrer, men det billede var nu ikke den store udfordring. Dagens store udfordrer var naturen - og den kunne jeg altså ikke knække...

Flyv fugl, flyv...

Et udfordrende motiv

Fuglene var mere interesseret i fotografen end i at blive fotograferet, som
 det ses i dette dobbeltportræt - taget af manden selv.

Filminstruktøren Erik Balling hadede børn og dyr  - i hvert fald når han skulle instruere.

Problemet med børn og dyr er, at de er totalt uberegnelige - og ikke til at instruere. Det har jeg måttet sande, efter at jeg har sagt ja til at hjælpe Sanne og Jørn med at få deres flotte papegøjer og andet fjerkræ foreviget.

Araerne var ikke meget for at flyve i den hårde vind.

Søndag formiddag var en flot efterårsdag med masser af sol - og jeg gik i gang med, der i bedste fald kan betegnes som de indledende øvelser på den opgave.

For det var blæsevejr - og fuglene ville egentlig helst ikke flyve. Og når de så endelig gjorde det, var det så uberegneligt, at der ikke rigtigt kom nogle ordentlige billeder ud af det.

Efter en times tid ude par markerne fortrak vi derfor til hestefolden foran smedens hus - og her gik det lidt bedre. Men her var lysforholdene bare lidt mere kritiske - og forresten var baggrunden heller ikke så fotogen, så det gjorde noget.

Araens flugt over plankeværket...

Men det værste var nu nok, at fuglene fandt, at fotografen var det mest interessante sted at sidde denne formiddag - og så er man altså virkelig udfordret.

Under alle omstændigheder var dagen ikke spildt. Det var måske ikke lige mesterfotos, der kom ud af det - men jeg har lært fuglene lidt bedre at kende - så nu venter vi bare lige på en dag, hvor vi har tid - og det ikke blæser. Så skal vi nok få den fugl barberet - som man siger...

Her er noget af det rigtige - men baggrunden dur bare ikke.