Stem blankt

Regionsrådene er en ren skueproces

Feje hundehoveder, bovlamme grødhoveder,
elendige socialdemokrater, skidesprællere
 og klamphuggere... (Citat: Egon Olsen)

Kommunalreformen i 2005 er vel nok det værste anslag mod det danske demokrati efter Grundlovens indførelse, når vi ser bort fra den tyske besættelse i 1940 og indlemmelsen i EF i 1973.

Reformen vil i al fremtid stå som en skamstøtte over en impotent borgerlig regering, som havde alle mulighederne for at skabe et frit samfund – og smed det hele væk i bureaukrati, øget skattetryk og helt nye standarder for offentlig indblanding i borgernes liv.

Kommunalreformen gjorde det danske folkestyre til en parodi og en skueproces – blandt andet fordi det slet gennemførte reformarbejde gav os de totalt overflødige regioner. Regeringen og forligspartnerne i det politiske establishment havde hverken viljen eller evnerne til at skære igennem og fjerne det overflødige flæsk – vel sagtens fordi mange trofaste partisoldater i regionsrådene kunne belønnes med et fedt ben og honorar uden at udgøre en reel politisk magt eller trussel.

Miseren skyldes især, at man fjernede den traditionelle sammenhæng mellem politisk ansvar og skatteudskrivning, så regionerne nu lever på den til enhver tid siddende regerings nåde og finansministerens velvilje.

Et andet problem er kommet til. I al det politiske reformmageri er nationale strategier og planer blevet et sandt mantra. Alt skal leve op til en landsdækkende standard – og dermed svækker man lokaldemokratiet.

Som prikken over i’et besluttede man, at der skulle bygges de såkaldte supersygehuse - en stribe mini-rigshospitaler fyldt med isenkram og dyre behandlingsmetoder, men uden menneskeligt nærvær og med en blind, ukristelig tro på det evige liv, hvis bare behandlingen er dyr nok.

Supersygehusene er blevet en gøgeunge – en kræftbyld der suger alle ressourcer ud af en række ellers velfungerende lokale sygehuse. Og det er slet ikke slut endnu. For når budgetoverskridelserne først begynder at melde sig i de flotte prestigebyggerier, er der jo kun den de lokale sygehuse til at betale.

Folketinget kan glæde sig – for aben er sendt videre til regionerne, der får lov til at føre kniven – oven i købet med det overbevisende mandat, at de er folkevalgte.
Politikerne er ligeglade – for når bare de får en post og et honorar, har de jo deres på tørre. Og sammenlagt koster de overflødige regioner så mange millioner i administration og politikerhonorarer, at Lars Løkkes førsteklasses udskejelser er en bagatel ved siden af.

Bureaukrati, djøffere der lægger tal sammen for øvelsens skyld og politikere, der sidder i bestyrelser for honorarets skyld er ikke sådan lige at afskaffe. Men som befolkning kan vi i hvert fald svække deres folkelige mandat.

Det kan vi gøre – ikke ved at blive væk fra tirsdagens valg, men ved at aflevere en blank stemmeseddel. Hvis vi bare bliver hjemme, er det et signal til politikerne om, at vi er ligeglade, men hvis vi stemmer blankt, er det et signal om, at vi gerne vil høres – men ikke ser et potentiale og en fremtid i det nuværende udvalg af Mickey Mouse-politikere til regionsrådet.

Derfor vil jeg opfordre alle til at stemme blankt til regionsrådene på tirsdag.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 18. november 2013,

Licoroso

Guddommelige dråber fra Portugisien

Liflige dråber fra 1982.

 Aldi er en meget mærkelig butik.

Det faste varesortiment nærmest kedeligt, stærkt begrænset og dækker kun det allermest nødvendige i en husholdning. Det er sådan set hele ideen bag en discount-forretning, som Aldi jo nærmest er prototypen på.

Men så - ind i mellem alt det kedelige hverdag - kan man virkelig finde guld på hylderne. For eksempel i forrige uge, hvor man pludselig udbød et begrænset parti portugisisk licoroso fra 1982 til en pris af 149 kroner halvflasken - en absolut konkurrencedygtig pris.

Det skulle selvfølgelig prøves - og vinen var bestemt alle pengene værd. Det er sødmefyldt nektar fra gudernes egen vingård med en aristokratisk næse og udsøgt fylde i smagen. En rigtig himmerigsmundfuld fra 1982 - det år, hvor engelskmændene bankede argentinerne på Falkland, og Hovsa-Olsen på Peter Skram skød Lumsås i smadder.

Dina deler bestemt ikke mandens hang til gamle hedvine - men da hun fik det første glas, var der ingen tvivl om, at denne vin var noget helt særligt, der gik lige til hjertet.

Vi drak vinen over et par dage - kunne ikke nænne at drikke det hele på en gang - men vin med over 30 år på bagen holder ikke længe, når først den er trukket op, så det vil også være synd at lade den stå alt for lang tid. Og i dag besøgte jeg så Aldi-butikken i Brovst og sikrede mig et par ekstra flasker, for det er altså en vin, der vil gøre sig til desserten ved fremtidige gæstebud i det lille hus på Øland.

Licorosoen har en fyldig sødme med mange smagsnuancer
 og en aristokratisk næsen i sky-bouquet.

Licoroso er - ligesom portvin - en såkaldt hedvin, altså en vin hvor gæringen er stoppet med druesprit. Forskellen til den traditionelle portvin er, så vidt jeg har forstået, at man allerede stopper gæringen efter tre dage, hvilket giver licorosoen en ekstra sødme fra de ugærede druer. Det skulle i øvrigt være kutyme i Portugal, at man laver licoroso af druer fra gamle, døende vinstokke - som en tak for indsatsen.

Og når man så lige fadlagrer herlighederne i små 30 år, så skal resultatet selvfølgelig blive godt.

Det er forresten ikke første gang, jeg har gjort et godt vinkøb i Aldi. Når man har forretninger over det meste af Europa, står man stærkt i forhandlingerne - og derfor har den tyske discountkæde ofte ganske fine vine på hylderne til en overkommelig pris. I øjeblikket blandt andet en Saint-Emilion Grand Cru fra 2011 til sølle 90 kroner. Så her i huset rynker vi bestemt ikke på næsen af discountvine - nej, vi nyder dem...

Køkkenskriverier

Cool Scrabble...

Gamle Scrabble-bogstaver er sagen  for en ægte køkkenskriver...

Det her er min kreative søsters ide - men det gør bestemt ikke påfundet ringere...

I disse Wordfeud-app-tider er det gamle Scrabble-spil blevet sendt på pension - og stod i pulterkassen og samlede støv.

Lillesøster fandt så på at købe et ark med små, selvklæbende magneter i Panduro. Magneterne blev klistet bag på Scrabble-spillets bogstavbrikker. Herefter blev brikkerne sat på køleskabslågen - og hænger der nu til almindelig, daglig morskab.

For eksempel kan man bruge bogstaverne som huskeseddel. Man kan også byde gæster velkommen på køleskabslågen - eller man kan, som jeg gjorde i søndags, slå dagens tema an med et par velvalgte ord. Vi lavede jo spegepølse i søndags, så det var nærliggende at scrabble lidt over spegepølsemageri og ingredienserne.

Det er nemt at sætte billeder på
køleskabet, hvis man printer
på magnetisk papir.

Størst fornøjelse giver bogstaverne imidlertid, når der er køkkenskrivere på besøg. For eksempel når manden rumsterer i køkkenet, og gæsterne har lyst til at snakke over et glas vin. Det kommer der ofte mange og sjove bogstavkombinationer ud af.

Under alle omstændigheder har de løse bogstaver en næsten magnetisk, dragende indflydelse på køkkenets gæster, der simpelthen ikke kan holde fingrene i lommen, når de ser de kære gamle bogstavbrikker.

Den opmærksomme læser har sikkert lagt mærke til, at jeg - i lighed med mange andre - sætter snapshots fra forskellige begivenheder op på køleskabs-lågerne. Her har jeg et lille fif: Jeg printer billederne på magnetisk fotopapir. Det kan blandt andet købes i Biltema. Det er ikke helt billigt - men det virker.

Endelig...

Så kom den første nattefrost

Sæsonens første rim på plænen.

Så fik vi endelig sæsonens nattefrost. 11. november - det er sent, for som oftest sker det allerede i begyndelsen af oktober.

Nattefrosten ser forresten ud til at blive en enlig svale. De næste mange dage forudser meteorologerne sådan almindelig dansk efterårsvejr med lidt blandet regn, lidt lune om dagen og lidt koldere om natten - men altså ikke sådan rigtig koldt.

Alligevel er vinterdækkene på plads - og jeg måtte da også en tur rundt i haven med kameraet. For her i huset kan vi jo som bekendt godt lide vinter og frost - når det kommer til tiden, og ikke som i foråret, der aldrig blev til et rigtigt forår på grund af vedvarende frost. Nu bliver det så bare spændende at se, hvornår vi får den første sne.

Bøgetræerne har smidt bladene - men der er stadig blade på
 hækken. I modlyset fra den lave morgensol er det et smukt syn.

Nu kan brombærrene godt gå i vinterhi.

Efteråret har været mildt - og juleroserne står allerede i knop. Det
er halvanden måned tidligere end sidste vinter.

En speget affære

Gang i pølsemageriet

To glade pølsemagere...

Det er jo en uomtvistelig kendsgerning, at julen nærmer sig med hastige skridt - og har man sagt jul, har man også sagt lækker mad.

Men ting ta'r tid - og især kvalitet ta'r tid, så det er altså allerede nu, at mange af julelækkerierne skal forberedes. Derfor var der travlhed i det lille køkken allerede fra morgenstunden søndag.

Kødet er meget groft hakket. Det giver sådan en pæn
skæreflade på spegepølsen - og så kan se, at der
er spæk i. For god spegepølse kan ikke laves uden spæk.

Søren Nabo og jeg var nemlig blevet enig om at forene kræfterne og lave seriøse mængder af hjemmelavet spegepølse. Det er der raison i, for dels er spegepølser lidt ligesom ost - de kræver lang tids lagring - og dels er røgearbejdet det samme uanset om det er fem eller femten pølser, der skal røges.

Så efter en hurtig kop morgenkaffe gik vi i gang med at hakke syv kilo nakkekam og tre kilo spæk. Det er den nemmeste del af arbejdet. Så skulle farsen æltes - og det foregik med håndkraft. Det er hårdt arbejde - og det er bare med at få klør fem ned i farsen, der blev tilsæt salt, spegepølsekultur, peber og hvidløgspulver i et forhold, som jeg fandt ud af er ganske passende, sidst jeg lavede spegepølse.

Flotte - næsten på millimeter ensartede - spegepølser
til julens madorgier.

Men det skulle blive værre endnu - med det hårde arbejde, altså. For så skal pølserne stoppes. Spegepølsefars er temmelig tør og massiv - og det er et knokkelarbejde at få det gennem køkkenmaskinen. Vi delte arbejdet mellem os.

Henset til fysik og størrelse blev det Søren, der måtte tage den hårde tørn med at stoppe kødet i maskinen, mens jeg gav den som næsten faglært pølsemager.

Håndelaget er blevet betydeligt bedre, siden jeg sidst lavede spegepølse - og det lykkedes faktisk at producere en stribe pølser, der var så ens i størrelse og udseende, at vi var parat til at møde Mette Blomsterberg med linealen... Kom bare an, Mette...

Nu hænger spegepølserne til tørre i brændeskuret.

Det blev til i alt 14 spegepølser i det velkendte tapas-format - og så blev det til fire store et-kilos pålægsspegepølser. Så nu skulle vi også gerne have spegepølse til et pænt stykke ud på foråret.

Pølserne hænger nu til tørre i brændeskuret. Her skal de hænge en uges tid, inden turen går i røgeovnen, hvor de skal være et par dage. Bagefter skal de tørre endnu en fire ugers tid - så lige før jul, er pølserne klar til at gå på bordet ved juledagenes massive frokoster.

Det grønne drys

Dina sidder og hakker i det

Så er persillen høstet, hakket og frosset...

Drengene fra Farsø

Dengang politik var alvor

Spejderhytten Hylkedam på Vestfyn.

Det kan være svært at tage politik alvorligt nutildags - blandt andet fordi det hele er sovset ind i floskler, tautologier og Photoshop, så det ikke er til at se eller høre forskel på kandidaterne.

Men der var en gang, hvor det var blodig alvor. Det blev jeg mindet om forrige weekend, hvor jeg var til møde på Hylkedam - en gammel spejderhytte i det vestfynske opført umiddelbart efter krigen.

Mindestenen for medlemmer af Det Danske Spejderkorps,
der mistede livet i kampen mod Nazi-tyskland.

I min verden har Hylkedam altid eksisteret, men jeg må også indrømme, at jeg aldrig har været der før. Så jeg tog en pause fra al snakken og gik en lang tur rundt på grunden i det i øvrigt dejlige efterårsvejr.

Oppe i skoven stødte jeg på en mindesten. Den bar tydeligt præg af at have stået der i mange år, mosgroet som den var - og inskriptionens sorte bogstaver trængte ærlig talt til at blive trukket op.

Nederst navnene på de to spejdere og
 frihedskæmpere fra 1. Farsø Trop.

På forsiden fortæller teksten, at stenen er rejst til minde om de spejdere, som mistede livet i Danmarks frihedskamp 1940 - 45, og at stenen er rejst af kammeraterne i Det Danske Spejderkorps.

På den trekantede stens andre sider findes en inskription med navnene på i alt 27 spejdere - heriblandt Per Sonne og Christian Ulrik Hansen fra 1. Farsø Trop.

På en måde var det som om, ringen her blev sluttet. For netop spejderhuset i Farsø er i lighed med Hylkedam opført efter krigen - en periode hvor spejderbevægelsen nød stor velvilje i samfundet - og foran spejderhuset er der en mindesten for de to frihedskæmpere. Og det var jo i spejderhuset i Farsø, at jeg begyndte min spejderkarriere - i 1966 i en blå, kradsende ulvetrøje af uld.

For mig er alt dette historie, men 1. Farsø holder stadig den dag i dag 4. maj-parader foran spejderhuset ved søen for at hædre Per Sonne og Christian Ulrik Hansen. På den måde lever historien videre i Farsø, men jeg spekulerer på, hvor mange mennesker i Farsø, der i dag ved, at der også på Fyn står en mindesten for to af byens sønner.

Også divisionschefen for DDS' navnkundige Nørrejyske
 Division, Richard Raetzel, var blandt de faldne.

Blandt de faldne noterede jeg også divisionschef Richard Raetzel fra Nørrejyske Division. Raetzel var læge og blev dræbt ved et såkaldt clearingmord - altså hævn - af tyskerne den 7. oktober 1944. Det skete i et ynkeligt bagholdsangreb i Rosenlundsgade i Aalborg - og rent tilfældigt boede jeg et par år i midten af firserne i Rosenlundsgade, hvor jeg dagligt passerede den mindeplade, der er sat op på stedt.

Hylkedam blev indviet i 1948. Hytten brændte i 1972 - og i 1975 blev den nuværende hytte på stedet indviet.

Billederne er klikbare, hvis det kniber med at læse teksten.

Teflon-fjæs

En tur på skolebænken - og i Photoshop

Flemming Krøll fortæller om pixels og dpi...

Principielt mener jeg, at man aldrig bliver for gammel til at lære noget. Men lige så principielt mener jeg også, at kurser, efteruddannelse, eksamensbeviser og andet pædagogisk skrammel er stærkt overvurderet.

Jeg tror på det gode, gamle spejderprincip om learning by doing. Det er ude i den virkelige verden - og ikke på skolebænken, at man lærer at gøre de rigtige ting på en nogenlunde rigtig måde. Og i øvrigt er det mig næsten kropumuligt at sidde stille flere timer ad gangen.

Mine mange år i Grønland har også lært mig, at hvis tingene skal gøres, skal man gøre dem selv - og så hjælper det ikke noget at sidde med hænderne i skødet. Så er det bare med at klø på og finde ud af det...

Det giver sig selv, at kurser ikke hænger på træerne i Grønland. Det er for dyrt og for besværligt, fordi man ofte skal til Danmark eller andre steder i verden, hvis man vil på et rigtigt, autoriseret kursus.

Så det meste af det, jeg kan i dag, har jeg lært mig selv. Det er faktisk 19 år siden, at jeg har været på et rigtigt, forkromet kursus. Det var i 1994, hvor jeg var i København i 14 dage for at lære at bruge Photoshop og Quark. Der er løbet meget vand i åen siden da - i dag findes Quark ikke længere, kameraerne er blevet digitale, og Photoshop er blevet voksen.

Helt ærligt så må jeg også indrømme, at det teoretiske fundament for at fotografere så meget, som jeg faktisk gør, var lidt svagt. Bevares - de grundlæggende ting sidder på rygraden fra skoletiden, men principperne bag digitalfotografering og billedbehandling kunne godt være bedre.

Så for et par ugers tid siden, satte manden sig igen på skolebænken. Det var på Aalborg Tekniske Skoles grafiske linje - undskyld Media College Aalborg, som det hedder nutildags. Jeg havde fundet ud af, hvis man selv vil betale - og ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse eller har en arbejdsgiver til det - er skolens kurser absolut til at komme i nærheden af. Prisen er faktisk latterlig lav - og udtrykker vel fint tidens tendenser til kassetænkning. Skolen henter selvfølgelig pengene, der hvor de er: I beskæftigelsessektorens bugnende og uudtømmelige pengetanke.

Kursusholder var Flemming Krøll. Jeg husker ham som en energisk discjockey fra lokalradioernes pionertid i midten af firserne - men i de mellemliggende år er han åbenbart blevet uddannet som fotograf og lidt af en ekspert i Photoshop.

Et rigtigt teflon-fjæs lige til valgplakaten.

Kort fortalt var det et godt kursus med en god afveksling mellem teori og praksis. Det var heldigvis ikke ren skolebænk. Jeg har fået bedre styr på Photoshop-begreberne, men ellers var den største fornøjelse at få lov til at arbejde i et rigtigt fotostudie. Den slags har jeg ikke lejlighed til normalt - og det var fedt at arbejde med lyset og gav i øvrigt gode mindelser til de gode, gamle dage på reklamebureauerne.

Kort fortalt er Photoshop et billedbehandlingsprogram, hvor man laver en masse ting med billederne, som vi i gamle dage lavede i mørkekammeret. Det er grundlæggende forhold, som har med belysningen at gøre - men derudover er programmet jo et fantastisk redskab til at manipulere fotos med: Lige fra lidt kosmetisk retouche som at fjerne bumser til på ægte stalinistisk vis at fjerne uønskede personer fra billedet.

Det ser man tydeligt på valgplakaternes teflon-ansigter, hvor ethvert tilløb til bumser, skægpest, rynker og livserfaring er fjernet fra kandidaternes zombie-kranier.

Den virkelige vare - som jeg foretrækker
det med rynker og fedtet hud...

Tilfældigvis brugte Flemming Krøll et portræt af bloggeren til at demonstrere retouche-kunsten - og jeg må indrømme, at det gjorde ondt langt ind i sjælen, da han fjernede rynkerne. Hver eneste af dem har kostet mig rundt regnet 100.000 kroner i bajere og smøger - og så kan de fjernes med et pennestrøg.

Nej, så foretrækker jeg nu et knivskarpt, velbelyst foto, hvor rynker og livserfaring kommer helt frem - og det skulle jeg forresten hilse fra fruen og sige, at det gør hun også...

På arkitekturens vinger

Vilhelm Lauritzen-terminalen

En enkel svingdør var rigeligt til at klare passager-tallet
i Kastrup i slutningen af trediverne. 

Funktionalismen blomstrede i 1930'ernes Danmark. Aalborg fik blandt andet det berømte Vesterbro-gennembrud - og i København stod arkitekten Vilhelm Lauritzen bag to af tidens smukkeste bygninger, Radiohuset på Rosenørns Alle og Københavns Lufthavns første murede terminal, i dag kendt som Vilhelm Lauritzen-terminalen.

Så enkelt - akkurat som en banegård - var lufthavne
for bare 70 år siden. Man går ind i den ene side -
og uden at møde toldfri butikker og sikkerhedskontrol
 ud til flyene på den anden side...

Da jeg sidste lørdag deltog i SAS' farvelflyvning med MD-80, havde jeg for første gang lejlighed til at besøge denne fantastiske bygning, der har en central placering i såvel dansk luftfarts som dansk arkitekturs historie.

Det er renlivet funkis, så man næsten bliver helt åndeløs. Rene linier og hvide farver, masser af hvidt, gedigne materialer hele vejen igennem - og en masse detaljer, der viser, at funtionalismen er meget mere end kedelig funktion.

Tag for eksempel de afrundede former, der bløder det stramme udtryk op. Eller terminalens flot svungne bølgetag, der i virkeligheden blev til, fordi Vilhelm Lauritzen ikke ønskede, at den store ventesal skulle skæmmes af brutale tværdragere til at bære taget.

Overalt er der gode oversigtsforhold for
den nysgerrige gæst i lufthavnen.

Lauritzen udviklede tagkonstruktionen i samarbejde med ingeniøren, professor, dr. techn. Christian Nøkkentved allerede i konkurrencefasen. Den form for samarbejde ses kun sjældent i dag, hvor arkitekterne er følsomme kunstnertyper, der bare tegner, og så må ingeniørerne bagefter løse problemerne - ofte med voldsomme budgetoverskridelser til følge. Bølgeloftet er kun 14 cm tykt og består af sinuskurver med 50 cms dybde - og har en stivhed, der svarer til en normal drager-konstruktion. Loftet er indvendigt beklædt med fliser af perforeret fibertræ, der er limet på betonkonstruktionen.

I 30'erne var luftfarten endnu i sin vorden og genstand for betydelig opmærksomhed. Det kendetegner da også terminalen, at der er god plads til nysgerrige. Blandt andet med de flotte balkoner i salen - og uden for på taget er der terrasser, hvor de pårørende kan vinke farvel til flyene.

Det får mig forresten til at tænke på min barndom, hvor CPH's nuværende Terminal 2, der i øvrigt også er tegnet af Lauritzen, var offentlig tilgængelig. På taget af finger B kunne man gå ud og beundre flyene - også selv om man ikke skulle ud at flyve. Det har jeg prøvet adskillige gange, når jeg var på ferie på Sjælland. Jo, der var noget ved at være flyspotter dengang. Al den romantik er desværre ødelagt ufredsmænd, rakkerpak og og terrorrister. (Disse banditters kujonagtige optræden kostede også den berømte og navnkundige Grønne Bar i Kangerlussuaq livet, hvilket jeg aldrig tilgiver).

Andre flotte detaljer i Vilhelm Lauritzen-terminalen er de flotte trapper. I den ene ende en smukt svunget spindeltrappe, i den anden ende en langtrappe - begge med et svævende trægelænder.

Spindeltrappen er en af terminalens kendte detaljer.

Vilhelm Lauritzen-terminalen blev indviet i 1939 - og siden er det gået stærkt i Københavns Lufthavn. Så stærkt at den i mellemtiden fredede terminal i 1999 lå i vejen for en udvidelse af lufthavnen. Derfor blev 4.000 kvadratmeter store og 2600 ton tunge bygning ved en spektakulær flytteoperation kørt på blokvogn 3,8 km tværs over lufthavnen til den nuværende placering i Maglebylille.

Som et kuriosum kan jeg lige nævne, at terminalen oprindeligt kun havde 10 parkeringspladser - og at der var afsat et betydeligt større areal til cykelparkering. Til sammenligning har Aalborg Lufthavn i dag 3750 parkeringspladser.

Terminalen bruges i dag blandt andet til kontorformål - og til VIP-modtagelser. Blandt andet er adskillige præsidenter og lignende - og altså forrige lørdag deres ydmyge blogger - blevet modtaget her.

Bølgeloftet har nærmest ikonisk status i dansk arkitektur.

På plakaten...

Lygtepæle uden lys

Han ku'...

Danske lygtepæle har et alvorligt problem: De er plakatfulde.

Sådan har det i hvert fald været siden fredag nat, hvor den kommunale valgkamp blev skudt i gang med rituel stammedans om lygtepælene, som blev iklædt papstykker med politiske idolbilleder.

Det er ikke noget kønt syn, men dens slags jordnære betragtninger anfægter ikke kandidaterne. Det kan undre, for politikerne på plakaterne er ofte simple bogholdertyper, der vogter nidkært over, hvordan almindelige mennesker indretter sig på egen parcel. Men sådan er det jo, som Vestager sagde. Det er nemmere at få øje på splinten i broderens øje end bjælken i eget øje.

For mange af de politisk aktive er det lidt af en fest, når plakaterne skal op. Det skal gå stærkt for at få de bedste pladser – og i Aalborg var der en yngre socialdemokrat, der oven i købet dristede sig til at hænge plakater op før tiden.

Det viser, at den norske sociolog Gudmund Hernes havde ret, da han engang i firserne udtalte, at politikere er folk, der er så hårdhudede, at de kan holde sig oprejst, selv om de mangler rygrad.

I hvert fald er der en udtalt modvilje blandt politikerne til at overholde egne regler. Sidste år var der en stakkels landmand, der fik en bøde på 25.000 kroner af Arbejdstilsynet, fordi han rensede en tagrende fra grabben på traktoren. Hvor var Arbejdstilsynet egentlig henne fredag nat? For jeg så i hvert fald ikke nogen politikere, der brugte stillads, sikkerhedshjælm og behørig afskærmning, da plakaterne blev sat op.

Allerede mandag var der i øvrigt mange af de håbefulde kommunalpolitikere in spe, der sank til under lavmålet, da der blev blæst om plakaterne. Kommunerne var hurtigt ude med et påbud om at få plakaterne på plads. Fint nok – men havde det været en almindelig forretningsdrivende, der ikke havde sikret sine plakater, var der jo nok faldet både bøder og afgiftsbelagt brænde ned.

Det er karakteristisk for valgplakaterne, at de ikke har noget budskab. Politikerne er tilsyneladende argumentet i sig selv. Sådan tænker kun meget selvglade folk.

Det støder mig, at der ikke er et lovkrav og en EU-forordning om, at plakaterne skal være forsynet med behørig varedeklaration – og tydelige advarsler om, at politik kan medføre kvalme, livslang afhængighed af offentlige ydelser samt impotens.

Nu er virkeligheden jo ikke noget, der optager vore politikere synderligt meget. Det er sikkert også derfor, at ethvert tilløb til rynker, bumser og skægpest er redigeret væk fra kandidaternes ansigter, når de er på plakaten.

De politiske slip-let-pander og Teflon-hoveder giver nyt liv til den gamle talemåde om at få et lån på sit glatte ansigt. Det er som bekendt et lån uden garanti – akkurat som i politik, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det ligner til forveksling manglende rygrad, men hvad gør man ikke for at bevare sit fede ben, arbejdsfri indkomster, udsigten til et ridderkors og en retrætepost i EU’s gyldne og skattefri haller?

Generelt er de politiske plakater lidt af en jammerdal – i både retorisk og æstetisk forstand. Men lyspunkter er der da. I Tårnby har de et byrådsmedlem, som hedder Jytte Boller. Helt uden rødmen bekendtgør hun på sine plakater: Jytte Boller Socialdemokraterne.

Det er forresten tankevækkende, at det stort set kun er politikere og cirkus, der bruger plakater i markedsføringen. Men ligheden er jo slående – og nej, det er ikke klovnerne, jeg tænker på. Derimod akrobaterne, der svæver rundt oppe under teltkuppelen – uden jordforbindelse.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. november 2013.