Krigsminder

Engelske flyvere mindet

Fire T-17 fra RDAF ærede
deres faldne kolleger med "The Missing Man Formation".

13. august 1940 fløj 11 engelske Blenheim-bombefly ind over den jyske vestkyst. Målet var Aalborg Lufthavn, som de tyske besættere brugte flittigt som trædesten mod Norge. Bombetogtet var en fiasko. Ingen af de 11 fly vendte hjem til England, men blev skudt ned forskellige steder - blandt andet i området ved Tranum, hvor to fly styrtede og seks engelske flyvere blev dræbt.

Mindehøjtideligheden på 73-årsdagen
samlede godt 350 deltagere.

Bombetogtet er senere blevet kendt som "Den dømte eskadrille" efter Ole Rønnests bog af samme navn. Det har jeg tidligere fortalt om - i forbindelse med en vandretur i Tranum Klitplantage.

Dengang - for godt to år siden - besøgte vi stederne, hvor to af Blenheim-flyene styrtede. Det var skovløber og naturvejleder Søren O. Sørensen, der havde fundet de to steder og ryddet lidt op i buskadset. Dengang fortalte han, at han drømte om at få stillet en mindesten op i skoven.

Nu er drømmen gået i opfyldelse.

Squadron Leader Robert Hylands, RAF og borgmester
 Mogens Gade, Jammerbugt kommune, stod for afsløringen
af de to mindesten.

Tirsdag eftermiddag kunne Lerup-Tranum lokalhistoriske sognegrupper afsløre to mindesten i Tranum Klitklantage.

Solen strålede i Hylands
nypudsede sildesalat.

Afsløringen foregik ved et smukt, værdigt og forresten også ganske hyggeligt arrangement, der blandt andet bød på taler af blandt andre stabsofficer og squadron leader fra RAF Robert Hylands, der ikke alene mindedes de seks faldne flyvere ved Tranum, men alle de danskere og englændere, der har givet deres liv i kampen for frihed - også i Irak og Afghanistan.

Ole Rønnest, der gennem mange år har forsket i historien bag den dømte eskadrille, fortalte om selve bombetogtet - og borgmester Mogens Gade takkede de lokalhistoriske sognegrupper for initiativet.

Ved begge mindesten holdt man et minuts stilhed, og Henrik Skøtt spillede "The Last Post" på trompet.

The Missing Man.

Dagens store clou, der ikke var annonceret på forhånd, var fire T-17 fra flyvevåbnet, der fløj i formation over forsamlingerne ved begge mindesten. Formationen var "The Missing Man Formation", hvor et af de fire fly symboliserer den faldne kollega - og derfor dykker ud af formationen.

Arrangementet samlede godt 350 tilhørere, der sluttede eftermiddagen af med at synge "Altid frejdig når du går" midt i skoven. Det var rørende og stemningsfuldt.

Og nååh ja... Der var selvfølgelig kaffe og kransekage bagefter...

Der blev lagt kranse ved mindestenene.

Fra arkivet: Luksus-eskimo

Grønlandsk is

Den færøske ismand, en ung landsstyreformand Lars-Emil Johansen
og hjemmestyredirektør Kaj Kleist.

I en af arkivkasserne fandt jeg dette festlige billede, som jeg lavede i 1994 til KNI's personaleblad Aluu Suleqat.

Jeg husker ikke alle detaljerne, men ganske kort var historien den, at et eller andet klogt hoved havde kigget i nogle statistikker og fundet ud af, at hver eneste grønlænder på det tidspunkt spiste otte liter is om året. Et forbløffende tal, når man tager den korte grønlandske sommer i betragtning - men kendsgerningen var altså den simple, at de grønlandske forbrugere elskede is.

KNI var på det tidspunkt i gang med en kæmpemæssig omstrukturering, der skulle ændre selskabet fra et gammelt og støvet statskompagni til en moderne koncern, der fungerede på kommercielle vilkår. Men der var ikke et overordnet strategisk fokus - og ud over detailhandel var man også dybt involveret i grønlandsk produktion.

De kloge hoveder mente derfor, at KNI skulle lave en isfabrik, så man kunne begrænse den kostbare import af færdig is fra Danmark. Opgaven blev lagt i hænderne på datterselskabet KNI Detail, hvor jeg på det tidspunkt var informationschef.

I samarbejde med et par lokale erhvervsfolk i Narsaq stiftede man isfabrikken Siku, der slet og ret betyder is. Man erhvervede den gamle brandstation i Narsaq, der blev bygget om, så den kunne rumme en isfabrik.

Produktionsudstyret fandt man på Færøerne, hvor der i mange år er blevet produceret is. Samtidig blev direktøren for den færøske fabrik ansat som konsulent, der skulle sikre Siku en smertefri fødsel. Direktøren hed Poul - efternavnet erindrer jeg desværre ikke -og det er den storgrinende mand til venstre i billedet.

Isfabrikken kørte kun i få måneder, så gik udstyret i stykker - og hvad der derefter skete, ved jeg ikke, for på det tidspunkt havde jeg skiftet job til Nuup Kommunea. Men isfabrikken findes i hvert fald ikke mere.

Billedet er taget i Narsaq under ombygningen af brandstationen i foråret 1994. Landsstyreformand Lars-Emil Johansen var på rundrejse i Sydgrønland - og skulle selvfølgelig også høre om planerne for den grønlandske isproduktion.

Det foregik på brandstationen, hvor den færøske direktør engageret tegner og fortæller om planerne. På billedet viser han landsstyreformand Lars-Emil Johansen og hjemmestyredirektør Kaj Kleist en plakat med de planlagte ispinde. Sortimentet er en kopi af den færøske isfabriks - og her var der blandt andet en is med det sigende navn "Luksus-Eskimo".

Grinet skyldes ministersekretæren, en dengang yngre jurist, som ikke er med på billedet. Men det var altså den nuværende retschef ved den grønlandske ombudsmand Michael Mikkelsen - der tørt konstaterede, at den is i folkemunde sikkert ville blive kaldt en "Lars-Emil".

Red. anm. 19. juli 2020: Navnet på den færøske direktør er Poul Michelsen. Han har siden 2015 været Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender og handel - altså hvad der svarer til handels- og udenrigsminister. Han er stifter af det færøske løsrivelsesparti Fremsökn, der har to mandater i det færøske Lagting, som har i alt 33 medlemmer.

Den omtalte jurist, Michael Mikkelsen, er i dag chefkonsulent i Kommune Kujalleq.

Pas på fotoet

Forbudt at grine

Manden griner over hele
femøren. Det er nu blevet forbudt.

Da jeg skrev den forrige blog-artikel, som egentlig er en klumme til Nordjyske Stiftstidende, tjekkede jeg lige reglerne for pasfoto.

Som alt andet i dette forvirrede og ustrukturerede samfund, hvor offentligt ansatte og politikere render rundt som som blinde høns, bliver der jo også lavet om på de regler med jævne mellemrum.

Sjovt nok viser det sig, at man blandt mange andre bestemmelser nu har besluttet, at man ikke må have åben mund på et pasfoto.

Det er unægteligt lidt af en udfordring, når man som undertegnede har et åbent ansigt, der gerne griner højt og larmende flere gange i minuttet.

Jeg fandt et gammelt pas i skrivebordsskuffen - og som det kan ses, har jeg altså virkelig svært ved at lade være med at smile højlydt, når jeg bliver fotograferet.

Selv i USA var det
tilladt at grine i gamle dage.

Men nu sidder jeg altså også i skrivende stund og smågriner. For mange af reglerne for pasfotos er jo amerikansk inspireret - og jeg skal da gerne medgive, at der ikke er meget at grine ad i USA. Men alligevel er det lykkedes mig i 2004 at få et journalistvisum til Guds eget land, hvor jeg griner over hele femøren.
Oven i købet var jeg til interview på den amerikanske ambassade i København i forbindelse med ansøgningen - og dengang havde man åbenbart ikke noget imod en storsmilende dansker.

Siden dengang er der jo løbet meget vand i åen - og snart bliver det vel helt forbudt at smile på åben gade. For der skal nok være en eller anden seksuel minoritets-gruppe eller nogle religiøse tosser, der tror, at man laver grin med dem. Og det er jo ikke politisk korrekt at lave grin med folk, så vi må hellere forbyde al form for grinen uden for hjemmets fire vægge.

Apropos politisk korrekthed. I artiklen om Jammerbugt kommunes pasautomat bruger jeg ordet dværg. Det tjener danske dværge til ære, at deres forening i 2007 skiftede navn fra "Foreningen af væksthæmmede" til "Dværgeforeningen". Man kan jo lige så godt kalde en spade for en spade...

Klar tale

Budskabet som forsvandt

Pas på papirnussere, der ikke kan
 skrive et klart og letforståeligt dansk.

“I dont want no short people/Short people got no reason to live”

Sådan sang Randy Newman I 1977 – og vakte berettiget opsigt med et budskab, der – hvis man tog det for pålydende – var voldsomt diskriminerende og ikke særlig politisk korrekt.

Jeg kom til at tænke på sangen forleden, da Jammerbugt kommune skrev på sin hjemmeside:

”Fra d. 1. september 2013 vil det af sikkerhedsmæssige og praktiske grunde kun være personer over 115 cm, som vil kunne få lavet pasbillede i kommunens borgerservice. Vi har oplevet en række uhensigtsmæssige situationer omkring fotografering af børn, som vi ikke synes, at vi kan blive ved med at forsvare rent sikkerhedsmæssigt. Vores pasmaskine egner sig kun til personer over 115 centimeter, og vi har derfor valgt at sætte denne grænse fremover.”

Av, for den, tænkte jeg. De kan godt nok ikke lide korte mennesker her i Jammerbugt. Det er jo det rene diskrimination. Ikke alene af børn, men sandelig også af dværge. Og hvad mener man med ”uhensigtsmæssige situationer omkring fotografering”?

Det er en meddelelse, som rejser flere spørgsmål end svar. Jeg har altid kæmpet for de små i samfundet, så jeg sendte en mail til borgmester Mogens Gade for at få svar på, om det nu var officiel politik i Jammerbugt kommune at diskriminere dværge.

Gade, der jo er formand for kommunalbestyrelsen, som vi heroppe kalder for ”Gades parlament”, svarede – som den pæne mand han er – lynhurtigt tilbage, at kommunen naturligvis ikke vil diskriminere. ”Det handler om udfordringerne med at fotografere børn”, forklarede han.

Nu er det jo almindelig kendt – også blandt fotografer - at børn altid er en udfordring, men i en opfølgende mail forklarer chefen for Jammerbugts kommunes borgerservice, at problemet er stolen i pasautomaten. Der havde været tilfælde, hvor man havde stablet stole og taburetter op i automaten for at fotografere de stakkels små – og det vil man altså ikke være med til.

Det er jo meget forståeligt – og al ære og respekt for det. Men hvorfor så den ubehjælpsomme tekst på hjemmesiden?

Jeg har adskillige års erfaring - også i den offentlige sektor - som informationschef, og jeg spørger mig selv, hvor informationsmedarbejderne blev af. For i den offentlige sektor er der i dag horder af informationsmedarbejdere – så mange, at man kan fodre svin med dem. Som regel dygtige unge mennesker med fine eksaminer fra universitetet, som kan alle de smarte ord med strategier, visioner, facebook, stakeholders og så videre. Imidlertid kniber det ofte med det elementære håndværk – nemlig at skrive et almindeligt og letforståeligt dansk.

Forresten kan man sagtens spare alle disse informationsmedarbejdere væk til glæde for skatteyderne. I virkeligheden bør alle ansatte i den offentlige sektor kunne udtrykke sig på et klart og forståeligt dansk. Faktisk bør det være fyringsgrund, hvis man ikke kan det.

Jammerbugt kommune kunne for eksempel have skrevet: ”Vores fotomaskine kan desværre kun fotografere personer over 115 cm. Hvis du skal have pas til dit barn, skal du derfor selv medbringe pasfoto.”

Så enkelt kan det gøres – og så var denne ”På kanten” aldrig blevet til noget.

I øvrigt kan man med en vis rimelighed spørge, om det overhovedet er en kommunal opgave at producere pasfotos. Det er der faktisk mange fotografer, der kan – og i modsætning til offentligt ansatte skal de jo selv tjene deres løn.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 9. august 2013

Deep Purple

40 år efter...

So comes Highway Star...

Ian Gillan i klassisk Gillan-positur.

Skovens dybe, stille ro blev for et par timer forvandlet til rock i verdensklasse, da Deep Purple torsdag aften gæstede Skovdalen i Aalborg.

Helt efter bogen lagde de gamle drenge ud med numre som Highway Star, Into the Fire og Strange Kind of Woman. Det var varen, som publikum var kommet efter - og bandet havde de midaldrende tilhørere i sin hule hånd.

Deep Purple blev stiftet i 1968 og havde efter min mening sin storhedstid i 70'erne - og ser vi på setlisten tyder meget på, at bandet selv er klar over det.

Bevares, der blev da spillet et par nyere numre i den halvanden time lange optræden, men det var tydeligt, at det var de gamle melodier, folk var kommet for at høre.

Don Alrey og Steve Morse er vårharerne i Deep Purple.

Specielt hæftede jeg mig ved Lazy - denne dovne, ikke særlig betonprægede jazz-blues fra 72-albummet Machine Head. Den har et lidt kompliceret forspil - og det var sjovt at høre folk klappe, efterhånden som de opdagede, hvad det var, purplerne var i gang med.

Og så gik det ellers videre med Space Trucking og selvfølgelig som afslutning Smoke on the Water.

Ekstranumrene blev indledt med en sjov coverversion af Booker T & The MG's Green Onion, Hush fra 1968 og selvfølgelig, mens mørket faldt på, Black Night.

Ian Paice har banket i trommerne siden 1968.

Deep Purple var i mange år et meget levende orkester med mange udskiftninger - men den udgave, der optrådte i Skovdalen har spillet sammen siden 2001. Fra 1968 er kun Ian Paice på trommer med, men ellers var det Ian Gillan og Roger Glover fra den berømte mk II. Guitaristen Steve Morse kom med i 1994 og organisten Don Alrey i 2001.

Ian Gillan synger som han altid har gjort. Selv om han har mistet det lange hår og ser halvgammel ud, kan han stadig komme højt op. Det beviste han i Strange Kind of Woman, hvor der traditionelt er en duel mellem sangeren og guitaristen.

Organisten Don Alrey lyder stort set som en klon af John Lord - og kan også det med små riffs hentet fra den klassiske melodi-bog. Men jeg mener nu også, at jeg på et tidspunkt i Skovdalen fangede et par toner fra en af de danske fodbold-sange.

Roger Glover har en
fantastisk udstråling.

Men ellers var det nok Roger Glover, som jeg synes bedst om. Han har betydelig udstråling - karisma kalder man det nu om dage - og fylder meget på scenen. I sin tid var han manden bag "The Butterfly Ball" - og han udstråler simpelt fest og farver akkurat som den dejlige sang. Men han spiller også brandgodt bas, hvad han blandt andet viste til fulde i Black Night.

Jeg hørte sidst Deep Purple i Vejlby-Risskov-hallen i 1972 - og jeg er ret sikker på, at Child in Time var den eneste melodi fra dengang, der manglede denne aften i Skovdalen.

Jeg er forresten lidt rystet over, at der skulle gå godt og vel 40 år. For jeg har alle Deep Purples tidlige LP'er og nogle af dem også på CD - og jeg har altid været vild med det orkester. I mange år var Made in Japan en af mine favorit-festplader - til først mine forældres og siden mine naboers usigelige rædsel.

Dengang i 72 kostede billetterne 26 kroner, men så var opvarmning også lagt i hænderne på Electric Light Orchestra. Billetterne i Skovdalen kostede 345 med Alex Nyborg Madsen som opvarmning. Jeg tillader mig stilfærdigt at gøre opmærksom på, at hvis billetprisen havde fulgt den almindelige prisudvikling, burde billetterne i Skovdalen have kostet 166 kroner i følge Danmarks Statistik.

Vejrguderne var med Skovdalen denne aften. Deep Purple samlede godt 5.000 tilhørere - og selv om jeg har brokket mig lidt over prisen, så var festen alle pengene værd.

Det var i øvrigt Deep Purples eneste optræden i Danmark i denne omgang - så denne dejlige aften i Skovdalen kan Aalborg Kultur- og Kongrescenter og Skråen, der stod bag koncerten, godt tillade sig at prale lidt af - selv om vi jo ikke praler i Nordjylland.

Tordenskjolds bornholmerur

Urene vokser ikke ind i himlen

Bornholmeren skrumpede på vej til USA.

Forleden døde den kendte Aalborg-matador Thorkild Kristensen.

Han var blandt meget andet manden bag Tordenskjold-diskotekerne, der var noget af de mest hotte i restaurationsbranchen i mine unge dage, da jeg i en årrække læste erhvervsøkonomi i Aalborg.

Tordenskjold i Jomfru Ane Gade var den passende ramme, når drengene fra erhvervsøkonomi-studiet skulle give den gas - og Thorkild Kristensens op- og nedture blev fulgt flittigt i undervisningen.

Thorkild Kristensen kunne tjene penge - og den slags har man respekt for i de kredse. Ikke mindst vores lærere fremhævede Kristensens evne til at lande på benene, når det gik galt.

Med næse og instinkt fik han for eksempel solgt diskotekerne, da den branche var på sit højeste - for det er, når det går godt, at man får mest for forretningen, som han afslørede for de studerende.

Thorkild Kristensens mange bedrifter og successer har da også præget nekrologerne i pressen - men har behændigt undgået den ene gang, hvor det gik rigtig galt for denne succesrige forretningsmand, så den historie bringer vi her på Dovregubben - bare for fuldstændighedens skyld.

Det var i begyndelsen af 60'erne. Thorkild Kristensen havde med vanlig sans for muligheder fundet ud af, at amerikanerne var vilde med bornholmerure - og han startede derfor en produktion af det velkendte stueur fra klippeøen. Han brugte stor energi på at skaffe et præcisionsværk, men knap så meget energi på selve kassen.

Kassen, der jo ret beset er det vigtigste ved et bornholmerur, blev fremstillet af frisk grantræ - så frisk, at den første skibsladning ure ved ankomsten til USA var skrumpet, og hele molevitten blev returneret. Så den gik ikke, Thorkild.

Men ideen var da god nok...

En dråbe i haven

Alle gode gaver kommer ovenfra

Regndråber drypper på min gårdsplads.

Dagen begyndte med torden.

Det var længe ventede dråber, der faldt over det lille hus på Øland denne morgen. Efter en god måneds tid med sølle fem millimeter regn i alt, har vi mest af alt brug for et rigtigt skybrud.

Dina har holdt liv i potterne ved at vande hver dag.

De første dråber faldt kl. 06.42, og tretten minutter senere havde regnmåleren registreret 7 mm, så skybruddet var inden for rækkevidde. Vi fik også et par ordentlige tordenskrald, men det var nu altsammen overstået i løbet af al for kort tid.

Ved ottetiden var facit 10 mm regn.

Allerede ved syvtiden stilnede regnen af - og bygen endte med 10 mm i alt. Senere på dagen faldt der så en millimeter mere - men faktum er, at vi stadig lider af voldsom regnmangel her på øen.

Men ti millimeter er da bedre end ingenting - og vi glæder os voldsomt til de kommende dage. For det er i hvert fald nok til at sætte gang i græsplænen igen. Det er snart en måned siden, vi slog græs sidst - og græsset er overalt gult og vissent, så et frisk grønt drys vil - ligesom persille - gøre underværker.

Skånelands flagga

Et regionalt flag med rod i fortiden

Skånelands flagga.

 Overalt i Malmø ser man Skånelands flagga - det skånske flag med den røde dug og det gule kors.

Det skånske flag opfattes i dag af mange som et påfund til glæde for turisterne - men sådan har det ikke altid været. Baggrunden for flaget er både blodig og alvorlig.

Flaget er i dag anerkendt og accepteret som regionalt flag for Skånelandene - altså Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Det må således også bruges på den danske klippeø - men de fleste bornholmere foretrækker mig bekendt det bornholmske flag, som er rødt med et grønt kors.

Det skånske flag har ikke altid været anerkendt. Flaget i sin nuværende udformning stammer fra 1870'erne - og de svenske myndigheder har bestemt ikke været begejstret for brugen af flaget. Så sent som i tresserne registrerede det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, borgere, der brugte flaget. Der er dem, som mener, at svenske traditoner for åbenhed, mangfoldighed og tolerance aldrig har omfattet Skåne og skåningerne.

Selv om flaget i dag betragtes som upolitisk, har det stor betydning for blandt andet foreningen Skånsk Fremtid, der mener, at svenskerne har foretaget etniske udrensninger i de tidligere danske besiddelser i Sverige. Som bekendt blev Skåne, Halland og Blekinge jo svenske i forbindelse med Roskildefreden i 1658 - og skåningernes insisteren på en egen kultur var i århundreder en torn i øjet på de højsvenske myndigheder i Stockholm.

Flaget stammer som sagt fra 1870'erne. I begyndelsen blev det mest anvendt af skånske landmænd i forbindelse med blandt andet midsommerfesten - og det blev dengang kaldt bondeflaget. Den nuværende udbredte brug af flaget overalt og hver dag begyndte i 1970'erne.

Erik af Pommerns byvåben til Malmø i 1437.

Det er en udbredt misforståelse, at det skånske flag med de rødgule farver er et kompromis mellem Dannebrogs røde dug og det svenske flags gule kors. De to farver har været symbolet på Skåne, siden Erik af Pommern i 1437 gav Malmø sit våben. (Læs mere her.)

Det bør også bemærkes, at det skånske flag har samme proportioner som Dannebrog (3:1:4,5 i bredden, 3:1:3 i højden), hvorimod det svenske flags proportioner er 5:2:9 i bredden og 4:2:4 i højden.

Hinsidan...

Udflugt til Malmø

Malmøs vartegn er The Turning Torso, der med sine 54 etager er
Skandinaviens højeste hus. Den øverste etage kan lejes på
dagsbasis for sølle 25.000 kroner. Kaffe og te er inkluderet i prisen.

Torsdag formiddag var vi et smut i Malmø.

Det var ikke første gang - for jeg finder Malmø betydeligt mere charmerende end København. Tidligere havde vi ofte en overnatning i Kastrup, når vi rejste til eller fra Grønland - og som regel tog vi til Malmø for at spise i en af byens mange gode restauranter i den forbindelse. Rent prismæssigt er det temmelig fornuftigt - og efter at Øresundsbron er kommet, er det såmænd lige så hurtigt. Forresten er Malmø jo også en gammel dansk by...

Torsdagens udflugt var en rigtig turisttur, så vi tog på kanalrundfart og kom rundt om hele den gamle bydel. Det var en dejlig tur i strålende solskin - og på søsiden var der knap så varmt som inde mellem byens huse.

Men selvfølgelig blev det også til en slentretur i den fine, gamle middelalderby. Lidt shopping blev det også til. Der er mange gode butikker, og Dina - Ølands svar på Imelda Marcos - erhvervede sig et par nye sko.

Her er et par fotos fra dagen...

Kanalrundfarten bød på sejlads under
ikke færre end 22 broer på en lille time.

I havnen stødte vi på dette skib med det sympatiske navnTintin.
Det rummer blandt andet en cafe - og skal helt sikkert besøges
 næste gang vi er i Malmø.

Langt fra hjemmet - men bestemt ikke uden øl.

Malmøs gamle middelalderby er smukt vedligeholdt og
en særdeles hyggelig ramme for en slentretur.

Moderne byer er fyldt med kunst og kultur. Ofte finder jeg det
temmeligt anmassende, men når det er så letforståeligt, tavst og
humoristisk som denne skulptur, er det helt i orden.

Grønland i Tivoli

En dejlig aften i Tivoli

Pladserne ved tønderne er tæt besat ved Grønland i Tivoli.

Grønland i Tivoli er den største grønlandske kulturbegivenhed i Danmark.

Det store og festlige arrangement samler hvert år tusinder af grønlændere og grønlændinge til nogle timers sommerhygge midt i København - fjernt fra øde kyster og isfjelde.

Datoen ligger fast. Det er den 1. august, at det sner i Tivoli - og vi var selvfølgelig med. Tidligt om morgenen landede vi i Kastrup. Egentlig var det planen, at vi ville have været en tur i Den Blå Planet, men det gode vejr lokkede, så vi lagde ud med en udflugt til Malmø.

Det skulle vise sig at være lidt af en fejl. For da vi endelig dukkede op i Tivoli ved 17-tiden var festen i fuld gang - og alle de gode pladser besat. I løbet af eftermiddagen var der blevet drukket adskillige liter fadøl i Tivoli - og det var lidt ligesom at hoppe på et tog i fuld fart, da vi endelig arriverede.

Men det lykkedes os alligevel at tilkæmpe os et par pladser inde under halvtaget ved tønderne - og det var vores faste base hele aftenen. For Grønland i Tivoli er lidt ligesom en stor reception. Enten kan man gå rundt og møde alle mennesker - eller også kan blive på det samme sted og vente på, at alle dem, der går rundt, kommer forbi.

Den sidste løsning er den mageligste - så det gjorde vi. Og ingen nævnt, ingen glemt - men det blev til mange festlige gensyn. Desværre må jeg også erkende, at hukommelsen er ved at være lidt rusten - og det er nu seks år siden, vi flyttede fra verdens dejligste ø, så der var altså også en del mennesker, som jeg erindrede - men ikke lige kunne sætte navn på. Det må være alderdommen, der trykker...

Fra tønderne havde vi også en god udsigt til den store scene - og aftenen bød på et flot sammensat program med noget for enhver smag fra den grønlandske musikscene.

Torluut - grønlandsk performance-rock.

Aftenens første navn var Torluut - et band jeg ikke tidligere har hørt om, men en positiv overraskelse. Grønlandsk performance-rock, melodiøst og alligevel hårdtslånde. Et spændende bekendtskab, der endnu ikke har udgivet plader. Og så er det jo fedt, at et ungt orkester i Tivoli kan få lov til at spille på en stor scene med videostorskærme, røg og lys - akkurat som de store navne.

Vejgatmusik som i gamle dage...

Aftenens store, nostalgiske tåreperser var Qullisera - et band sammensat af det grønlandske nationalteater, Silamiut, i forbindelse med en forestilling om kulminebyen Qullissat, hvor Dina i sin tid blev født. Orkestret spiller Vajgat-musik - en særlig grønlansk genre med mindelser om både hawaii, swing og country-musik - og tilbagelænet som bare pokker...(1)

Aftenens sidste navn var grønlansk nostalgirock med Qarsoq. Sammen med Sume har orkestret båret den grønlandske rockmusik frem til i dag. Det er gamle mænd, men de kan stadig spille Fanden et øre af. Jeg brugte i sin tid blandt andet Qarsoq's hårdtslående guitarrytmer til filmen "Nuuk - the Capital of Greenland", som jeg producerede i 2006.

Dina morede sig kongeligt til
tonerne fra Qullisera: Aammalu....

Qarsoq overraskede i øvrigt ret meget, da bandet havde allieret sig med aalborgensiske Tonny Aabo, kendt fra Dansktoppen med mere, der tabte sit hjerte til Grønland, da han for mange år siden arbejdede som musiker i Nuuk. Han har skrevet flere populære sange om Grønland - og gav i indledningen af Qarsoqs optræden et par stykker af dem. Det faldt bestemt i publikums smag. Prøv blot at se denne video, som jeg har lånt fra Tonny Aabos Facebook-side. Den er produceret af Dennis Hansson:

Alle kunstnerne var på scenen
ved den afsluttende fællessang.

Alt i alt en rigtig god aften i Tivoli - og vi glæder os allerede til næste år, selv om vi var noget trætte og sov godt og grundigt i flyet på vej hjem. Og forresten det meste af eftermiddagen med, da vi var helt hjemme...


(1) Vajgat-musikken opstod i Grønland under krigen og tiden derefter. Man havde ikke de store muligheder for at høre radio, men med lidt held kunne man opsnappe musikken fra de amerikanske baser - og det dannede skole med en iørefaldende blanding af swing og hawaiimusik. Stilarten blev skabt af blandt andre Jens Hendriksen og Jens Leibhard i Qullissat - og er siden udviklet af kunstere som Pele Møller og Rosa Wille. Musikken har navn efter Vajgat-sundet mellem Disko og Uummanaq-halvøen. Et fint eksempel på stilarten findes på denne YouTube-video med Qullisera.