 |
| En rigtig "hotter". Foto: Nord-grill, Haderslev |
På Nytorv i Aalborg står der en pølsevogn – diskret parkeret i en fin lille garage af den smukkeste, fornemme og dyreste stenhuggergranit, sådan at byens internationale gæster kan blive skånet for synet af den gode, danske pølsevogn, der ellers repræsenterer noget af det fineste, vi som nation har frembragt.
Personligt har jeg altid undret mig over, at byens skatteydere uden videre har fundet sig i, at byplanlæggerne har brugt en stor pose penge for at skjule dette folkelige samlingssted. I mange andre fattigere og mindre fredelige lande ville den slags have udløst voldelige revolutioner, standretter og diverse guillotine-installationer til almindelig folkelig underholdning på det selvsamme Nytorv.
Men skatteyderne i Aalborg har åbenbart råd til det, så det skal jeg ikke blande mig i.
Spørgsmålet er imidlertid blevet aktuelt i den forløbne uge, hvor byrådet i Næstved har nægtet byens gamle pølsevogn adgang til den sjællandske provinsbys nyanlagte gågade. Gad vide, hvad der foregår i hovedet på alle disse politikere, byplanlæggere og fine arkitekter, når de tror, at de kan skjule elementære menneskelige drifter bag mure af dyr granit?
Det er udtryk for en utrolig foragt for den jævne mands behov – selv om jeg tør vædde på, at de selvsamme byplanlæggere og arkitekter i en sen nattetime også har fundet kulinarisk trøst i pølsevognens dampende og velsmagende pølser. Sådan må det jo nødvendigvis være i et land, hvor moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt.
Men det er jo en del af tidsånden, når den herskende klasse ser ned på den jævne mands vaner og behov. For pølser og hurtigmad som sådan er jo usundt og nedbrydende for folkesundheden og målsætningerne om et kedeligt, indholdsløst, men langt liv i en tryg velfærdsstat. Folket skal opdrages og lære sunde vaner. Det gør vi tilsyneladende bedst ved at skjule problemerne – på akkurat samme måde som man efterhånden har fået jaget rygerne ud af alle offentlige sammenhænge, og at visse politikere mener, at det er bedre, at narkomanerne fixer i særlige fixerum i stedet for på gader og stræder.
Nu har det jo aldrig været meningen med fastfood, som det efter amerikansk forbillede også kaldes, at det skal være sundt. Det skal – som navnet siger – være hurtigt og også gerne velsmagende – og i den henseende er den danske pølsevogn førende i modsætning til de amerikanske burgerkæders papburgere og den mærkværdige japanske modedille med at spise rå fisk. Det er muligt, at folk finder fornøjelse ved disse smagsløse produkter, men de er ganske umuligt at blive mætte af. Hvis et måltid skal smage af noget, skal det altså indeholde masser af kalorier – og i den henseende er den danske hotdog lidt af et mesterværk.
Men endnu bedre er den gode, gamle bøfsandwich, der desværre er på returen i det danske hurtigmadsmarked. Bøfsandwichen er den sande fornægtelse af et af tidens populære kulinariske dogmer, hvor det hedder sig, at råvarerne skal være friske.
Nu er det med de friske råvarer dybest set noget sludder. En frisk ost hverken smager eller lugter af ost – og både vildt- og oksekød fordrer faktisk en betydelig lagring, før det overhovedet kan spises.
Ligesådan med bøfsandwichen, som umuligt kan laves af friske råvarer. Man tager en hakkebøf i sovs fra dåse, lægger bøffen i blød underbolle, overhælder bøffen med ristede løg, sovs, agurkesalat, syltet rødbede, sennep, ketchup og remoulade – lægger overbollen på og overhælder det hele med ekstra brun sovs fra bøfdåsen. Eventuelt kan man pynte med lidt flere ristede løg. Se, det er en rigtig herreret, som bare ikke kan laves med friske råvarer.
Pølsevognen er et stykke ærlig dansk folkelig kultur – og bør derfor have en plads i kulturkanonen på linje med H.C. Andersen, Grundtvig, Rifbjerg og andre koryfæer.
I den sammenhæng er pølsevognen også et ganske lærerigt stykke om, at integration i virkeligheden ikke er så svært. Flere og flere pølsevogne ejes i dag af medborgere af anden etnisk oprindelse – og såmænd ofte fra lande, hvor man ellers har et problematisk forhold til svinekød. Mange af disse nydanskere behandler dette stykke dansk kultur med stor respekt og omsorg. Det er integration på det folkelige plan – og det er da smukt, mellemfolkeligt og helt i tidsånden.
Jeg synes, at vi skal gøre en indsats for at bevare den gode, danske pølsevogn – og få den ud af byplanlæggernes granittempler. Snup gerne en gang om ugen – eller efter behov - en hotdog med det hele eller en bøfsandwich og vær med til at holde liv i et stykke dansk kultur.
