tirsdag den 6. november 2012

Bænkevarmere

Det var kattens...

Tirsdagens frostklare morgen drev mig rundt i distriktet bevæbnet med op til flere kameraer for at fange lidt Limfjordsstemning.

På havnen i Løgstør er der en stribe fiskerhuse, og der sad tre katte - ikke på et varmt bliktag - men på en bænk. Fiskeren var inde i skuret og i gang med at forberede dagens dont - og mon ikke de tre katte er vant til, at der falder en godbid af, når dagens fangst skal renses?

Tre katte venter på en godbid...
Egentlig er jeg ikke særlig begejstret for katte. Det er noget kryb - og det antages, at katten er det dyr i Danmark, som har flest fugleliv på samvittigheden. Katte har også en dårlig vane med at grave nyplantede blomster og løg op af jorden, og kan i det hele taget være en plage. Men på plussiden hører, at de også fanger mus, rotter og mosegrise - så derfor er kattene på tålt ophold herhjemme på parcellen. 

Men de skal passe på, skal de. Jeg har købt en vandpistol med ti meters rækkevidde - og viser de alt for stor interesse for fuglene, så får de et ordentlig strint.

Det er egentlig mærkeligt, at det kan skræmme et dyr, som selv bruger det meste af tiden på at strinte. 

søndag den 4. november 2012

Bevingede ord

Et guddommeligt ordspil

Undskyld, men jeg kan altså bare ikke lade være med det her. I følge medierne har Ægyptens kristne mindretal, der som bekendt kaldes koptere, i den forløbne weekend valgt ny "pave".

Man må formode, at denne klerikale dignitar, kopternes ypperstepræst eller pave er en særdeles hellig mand - altså en hellig kopter...
En hellig kopter?

Gadens gastronomi

Dansk hurtigmad i verdensklasse

En rigtig "hotter". Foto: Nord-grill, Haderslev
På Nytorv i Aalborg står der en pølsevogn – diskret parkeret i en fin lille garage af den smukkeste, fornemme og dyreste stenhuggergranit, sådan at byens internationale gæster kan blive skånet for synet af den gode, danske pølsevogn, der ellers repræsenterer noget af det fineste, vi som nation har frembragt.

Personligt har jeg altid undret mig over, at byens skatteydere uden videre har fundet sig i, at byplanlæggerne har brugt en stor pose penge for at skjule dette folkelige samlingssted. I mange andre fattigere og mindre fredelige lande ville den slags have udløst voldelige revolutioner, standretter og diverse guillotine-installationer til almindelig folkelig underholdning på det selvsamme Nytorv.

Men skatteyderne i Aalborg har åbenbart råd til det, så det skal jeg ikke blande mig i.

Spørgsmålet er imidlertid blevet aktuelt i den forløbne uge, hvor byrådet i Næstved har nægtet byens gamle pølsevogn adgang til den sjællandske provinsbys nyanlagte gågade. Gad vide, hvad der foregår i hovedet på alle disse politikere, byplanlæggere og fine arkitekter, når de tror, at de kan skjule elementære menneskelige drifter bag mure af dyr granit?

Det er udtryk for en utrolig foragt for den jævne mands behov – selv om jeg tør vædde på, at de selvsamme byplanlæggere og arkitekter i en sen nattetime også har fundet kulinarisk trøst i pølsevognens dampende og velsmagende pølser. Sådan må det jo nødvendigvis være i et land, hvor moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt.

Men det er jo en del af tidsånden, når den herskende klasse ser ned på den jævne mands vaner og behov. For pølser og hurtigmad som sådan er jo usundt og nedbrydende for folkesundheden og målsætningerne om et kedeligt, indholdsløst, men langt liv i en tryg velfærdsstat. Folket skal opdrages og lære sunde vaner. Det gør vi tilsyneladende bedst ved at skjule problemerne – på akkurat samme måde som man efterhånden har fået jaget rygerne ud af alle offentlige sammenhænge, og at visse politikere mener, at det er bedre, at narkomanerne fixer i særlige fixerum i stedet for på gader og stræder.

Nu har det jo aldrig været meningen med fastfood, som det efter amerikansk forbillede også kaldes, at det skal være sundt. Det skal – som navnet siger – være hurtigt og også gerne velsmagende – og i den henseende er den danske pølsevogn førende i modsætning til de amerikanske burgerkæders papburgere og den mærkværdige japanske modedille med at spise rå fisk. Det er muligt, at folk finder fornøjelse ved disse smagsløse produkter, men de er ganske umuligt at blive mætte af. Hvis et måltid skal smage af noget, skal det altså indeholde masser af kalorier – og i den henseende er den danske hotdog lidt af et mesterværk.

Men endnu bedre er den gode, gamle bøfsandwich, der desværre er på returen i det danske hurtigmadsmarked. Bøfsandwichen er den sande fornægtelse af et af tidens populære kulinariske dogmer, hvor det hedder sig, at råvarerne skal være friske.

Nu er det med de friske råvarer dybest set noget sludder. En frisk ost hverken smager eller lugter af ost – og både vildt- og oksekød fordrer faktisk en betydelig lagring, før det overhovedet kan spises.

Ligesådan med bøfsandwichen, som umuligt kan laves af friske råvarer. Man tager en hakkebøf i sovs fra dåse, lægger bøffen i blød underbolle, overhælder bøffen med ristede løg, sovs, agurkesalat, syltet rødbede, sennep, ketchup og remoulade – lægger overbollen på og overhælder det hele med ekstra brun sovs fra bøfdåsen. Eventuelt kan man pynte med lidt flere ristede løg. Se, det er en rigtig herreret, som bare ikke kan laves med friske råvarer.

Pølsevognen er et stykke ærlig dansk folkelig kultur – og bør derfor have en plads i kulturkanonen på linje med H.C. Andersen, Grundtvig, Rifbjerg og andre koryfæer.

 I den sammenhæng er pølsevognen også et ganske lærerigt stykke om, at integration i virkeligheden ikke er så svært. Flere og flere pølsevogne ejes i dag af medborgere af anden etnisk oprindelse – og såmænd ofte fra lande, hvor man ellers har et problematisk forhold til svinekød. Mange af disse nydanskere behandler dette stykke dansk kultur med stor respekt og omsorg. Det er integration på det folkelige plan – og det er da smukt, mellemfolkeligt og helt i tidsånden.

Jeg synes, at vi skal gøre en indsats for at bevare den gode, danske pølsevogn – og få den ud af byplanlæggernes granittempler. Snup gerne en gang om ugen – eller efter behov - en hotdog med det hele eller en bøfsandwich og vær med til at holde liv i et stykke dansk kultur.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 3. november 2012.

lørdag den 3. november 2012

Kanon-føde

10 kulinariske højdepunkter

Stegt flæsk med persillesovs er noget af fineste, der
er frembragt i det danske køkken.
Fredag formiddag sad jeg og skrev på klummen "På kanten" til lørdagens udgave af Nordjyske Stiftstidende. Som sædvanlig havde jeg noteret en del ideer ned - og en af dem handlede om, at pølsevognens hotdog burde være en del af den danske kulturkanon på linie med H.C. Andersen og Rifbjerg.

Jeg havde også ganske hurtigt griflet et forslag til en dansk kulinarisk kanon ned. Den blev ikke brugt i klummen, men derfor behøver bloggens læsere ikke at blive snydt for mit bud på de ti vigtigste retter i det danske køkken - foruden altså hotdoggen og den herostratisk berygtede bøf-sandwich med brun sovs. 

Smørrebrød
Medister
Sprængt oksebryst
Mormorkylling
Tarteletter
Stegt flæsk med persillesovs
Stegt rødspætte
Kogt torsk
Wienerbrød
Frikadeller

Listen er ikke prioriteret, men består af ti af mine yndlingsretter - og der er sikkert et par, som jeg har glemt, men sådanne top ti lister er jo ikke andet end pjat og lir, så det lever jeg med.

tirsdag den 30. oktober 2012

Sikken silkehale

Et varsel om en hård vinter?

Der var ingen tvivl, da jeg åbnede døren og hørte lyden. Som en masse små bjælder, der som et vandfald tindrer i den frostklare morgenluft. Der var silkehaler i luften.

Silkehalen er en kær, gammel kending fra årene i Nordnorge. Her så vi den hver vinter, hvorimod dens gæsteoptræden i det danske land er af en anderledes sporadisk slags. I hvert fald mener jeg, at vi skal helt tilbage til en gang i 70'erne, hvor jeg sidst så en stor flok silkehaler i Danmark.

De sad i bøgen lige uden for køkkendøren og trillede triller til den store guldmedalje - helt sikkert lokket til haverne i Østerby af store mængder nedfaldsæbler og tjørnebær en masse. For den slags er en rigtig lækkerbidsken for en silkehale. Frugterne må for den sags skyld også gerne være gærede - for i forhold til kropsvægten har silkehalen den største lever af alle fugle. Så kan man tåle mosten og undgå at miste flyvecertifikatet - selv om man har en lille skid på.

Desværre havde jeg ikke lige mit nummer-et-kamera ved hånden, så det var den bedagede EOS 300D, der måtte forevige øjeblikket. Det afstedkom lidt indstillingsproblemer, så det blev kun til et enkelt ordentligt foto, inden flokken fløj videre til den næste have.

Det er tidligt på sæsonen at opleve silkehaler, så det kan være et varsel om, at vinteren denne sæson bliver hård. Men under alle omstændigheder er det en fornøjelse at byde velkommen til den farvestrålende fugl med de smukke triller.
Silkehalerne er på spil allerede sidst i oktober. Det kan
være et varsel om en hård vinter.

Strømafbrydelse

Mørkt som i en negers...

Det nok så berømte lille lys i mørket.
Øland blev i nat ramt af en strømafbrydelse ved tre-tiden. Det var en lidt uvant situation - for det har jeg ganske enkelt ikke oplevet, siden jeg flyttede fra Norge og Grønland. For i de arktiske strøg er strømafbrydelser ganske normale - men her i det velorganiserede og fredelige Danmark hører det unægteligt til sjældenhederne.

Men strømafbrydelsen var nu også en påmindelse om, at vi måske har organiseret os lidt for godt i det trygge, lille smørhul. For uden strøm er vi sårbare. For eksempel kan vi ikke bruge telefonen, fordi moderne bredbåndstelefoni er afhængig af el - i modsætning til de gode, gammeldags telefoner, der bare altid virkede.

Det blev jeg mindet om, da afbrydelsen havde stået på en lille times tid. Jeg kunne selvfølgelig have lagt mig til at sove igen - hvad der helt bestemt ville have været det mest fornuftige. Men langsomt sneg tanken ind over mig - hvad nu hvis jeg er den eneste, der er vågen her på vores lille afsondrede ø? Så er der måske ikke en gang nogen, der reparerer fejlen.

Heldigvis var der forbindelse på mobilen. Ikke godt nok til internettet, men til en almindelig samtale gik det da. Men hvem skal man ringe til, når man ikke kender nummeret på elværket - og ikke kan gå på internettet? I min kvide kunne jeg ikke finde på andet end at ringe til 114, hvor jeg kom til at snakke med vagthavende på politigården i Aalborg. Han havde ganske rigtigt ikke hørt om strømafbrydelsen, men lovede - som han sagde - at rette henvendelse til rette myndighed.

Bagefter havde den flinke politimand oven i købet konduite nok til at ringe tilbage og fortælle, at Nyfors - som elværket hedder - havde problemer over hele Brovst kommune, men at man arbejdede på at skaffe strømmen tilbage. Virkelig fin service fra et politi, der ellers er trængt af politireform og andre nymodens genvordigheder.

Efter næsten to timers afbrydelse vendte strømmen tilbage - og samfundsordenen var genoprettet.

Tilbage står så det politiske spørgsmål. Hvordan er vi kommet så vidt, at vi har baseret hele vort samfund på kommunikation, der er afhængig af el? Er det virkelig rettidig omhu? Hvordan ville vi klare en naturkatastrofe som Sandy, når vi er afhængige af internettet. Er tiden ikke inde til, at vi overvejer nogle mere gammeldags og intelligente løsninger på det problem?

Op på hesten igen

Det nytter ikke at være håndsky...

Et par af de faldne fyrretræer.
For nogen tid siden kunne jeg berette om et gigantisk hold i ryggen som følge af overdrevent arbejde med motorsaven. Det gjorde avs - og kunne såmænd nok tage lysten til skovarbejdet fra manden.

Men sådan spiller klaveret ikke. Næste vinters brænde skal altså bjerges nu, så det kan nå at blive tørt inden brugen. Så der var sådan set ikke andet at gøre end at se til at komme op på hesten igen.

Som sagt, så gjort - og torsdag morgen lød atter den velkendte lyd af motorsaven i Rødhus plantage. Og nu et par dage senere kan jeg så konstatere, at jeg overlevede denne gang. Så jeg håber, at holdet i ryggen var en engangsforeteelse. 

Med torsdagens arbejde er brændet til den kommende sæson i hus - sådan i store træk. Træet er nemlig fyrretræ, som ikke kan bruges i røgeovnen. Så jeg skal lige have fundet et sted, hvor jeg kan hente lidt bøgetræ - en rummeter eller to. Og det skal som bekendt saves i hånden - i hvert fald dele af det - for motorsavens kædeolie og røgning er to uforenelige størrelser. Men den tid, den sorg. På onsdag skal lejligheden i Farsø afleveres - og vi mangler endnu at hente de allersidste ting, så det varer i hvert fald et par dage, inden jeg går i gang med det håndskårne bøgetræ.

Ny øse

Det svære valg

Farvel til en trofast slider...
Bonderøven og drengerøven har haft en ordentlig diskussion. Det skyldes, at jeg skulle til at have ny bil. Der var ganske vist mange kilometer endnu i den gamle og elskede Astra - men alligevel var jeg kommet dertil, at  der nok ventede en del reparationer på den otte år gamle bil i den kommende tid.

Bonderøven mente, at det var en passende anledning til at investere i en større, mere praktisk bil - og samtidig få en rigtig økonomisk brændstofbesparende model. Drengerøven havde for så vidt ikke noget imod en større bil - men praktisk og med en lille, økonomisk sparemotor nej - livet er for kort til kedelige biler.

...Og goddag til en ny model.
Jeg har som sagt været glad for den gamle bil - som jeg faktisk har haft to eksemplarer af - og har aldrig haft noget at sige den på, hverken hvad angår køreglæde eller driftssikkerhed, men da jeg blandt andet bruger bilen til at transportere brænde og byggematerialer har den aldrig været særlig praktisk.

Bonderøven var derfor faldet for en Opel Meriva - en rigtig familiecontainer med masser af plads, et lækkert design og en lille økomotor, der angiveligt skulle kunne præstere over 25 km på en liter diesel. Det var svært at argumentere imod, for bilen var faktisk også ganske charmerende at køre i - men med hånden på hjertet kunne bonderøven da også godt se, at den nok ville blive sej at få hjem fra Tyskland fuldt lastet med billige øl og sodavand.

Forude venter forhåbentligt mange gode år sammen...
Drengerøven derimod havde fat i noget af det rigtige. Han sagde: - Du ved, hvad du har - og det er du glad for. Hvorfor begynde at eksperimentere? 

Så det endte alligevel med en Astra igen. Den nye, smarte model, men uden noget som helst politisk korrekt øko-tingeltangel, men med en helt konventionel 1,6 liters benzinmotor nøjagtig som i den gamle bil. Ikke specielt benzinbesparende, men masser af køreglæde. 

Foreløbigt har jeg ikke fortrudt valget. Den kører smaddergodt, hænger fint ved i svingene, er marginalt langsommere end den gamle på topfarten, men har et fint træk og accelleration på det vigtige interval mellem 80 og 120 km/t. Og da modellen og bagagerummet faktisk er lidt større end på forgængeren, blev der også lidt til bonderøven...

fredag den 26. oktober 2012

Løvfald

Bladdøden slår til...

Bøgebladene falder stille ned i voldgraven - og
bliver med tiden til dynd og metan.
Nu nærmer vinteren sig med hastige skridt, og naturen forbereder sig på en pause i produktionen.

Træerne bliver sat på vågeblus, bladene visner og klæder skoven i en klædelig ligdragt af gule, røde, brune nuancer. 

Det er lidt trist, men også uendeligt flot, så jeg tog kameraet med ned til skoven ved Kokkedal. Heldigvis mødte jeg ikke den gale godsejer, der er mere kendt for sin næsten daglige gang i landets retter end sine evner som gods- og hotelejer, så Erik Banners gamle middelalderborg tog sig ud fra sin bedste side. Som slottet ligger der mellem store bøge og omkranset af en stille voldgrav er det den rene idyl.
Kokkedal set fra Valdemars Kær.
Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der en skov så smukt...


onsdag den 24. oktober 2012

Den totale deroute

Ned på jorden

Tilbage til basis...
For blot et par år siden havde jeg verdens mest rodede tilværelse. Boede på Øland, havde kontor i Tromsø og det meste af den nordlige halvkugle som min arbejdsplads.

Alt i alt betød det, at jeg flere end 300 gange om året satte mig ind i et fly, hørte stewardessen lire nødproceduren af og faldt i en dyb søvn, allerede inden vi nåede startbanen. Der var ærlig talt ikke noget at sige til, at jeg var en af SAS's yndlingskunder - og jeg var derfor i mange år udstyret med et såkaldt guldkort, der var i stand til at åbne de fleste døre i lufthavnene, og i øvrigt gav mig en sublim service, som ligger alen over det, knap så stabile kunder oplever.

Da jeg skiftede til min nuværende tilværelse som amatørbonderøv og kartoffelavler, var det selvfølgelig også slut med alt det flyveri - og allerede sidste år modtog jeg fra SAS et såkaldt sølvkort til erstatning for guldkortet. Selvfølgelig ledsaget af et beklagende brev om, at man havde den største forståelse for, at behovet for at flyve kunne skifte fra år til år - og hvis jeg igen fik behov for at flyve noget mere, ville jeg naturligvis igen blive udstyret med et guldkort.

Nu indskrænker mit øjeblikkelige behov for at flyve sig til to til tre årlige ture til København - og den slags gør mig jo ikke ligefrem til kernekunde - så forleden modtog jeg atter et brev fra SAS. Denne gang med et basis-kundekort. Og så er man jo ligesom nede på jorden igen. Fuldt fortjent, men alligevel lidt vemodigt.

For nu er det slut med at stå forrest i køerne eller blive guidet udenom den almindelige sikkerhedskontrol gennem VIP-slusen, nu skal jeg have tegnebogen frem, hvis jeg vil spise og drikke i lufthavnene, jeg må kun have en kuffert med i flyet, jeg skal også bløde for overvægtig bagage - og så skal jeg forresten også til at betale gebyr for at bruge det kreditkort, som jeg har knyttet til kortet. Jeg er kort sagt blevet en ganske almindelig og ordinær kunde, når jeg en sjælden gang sætter mig ind i en flyver.

Taget mit begrænsede flybehov i betragtning er det vel både rimeligt og til at leve med - men det er nu engang lidt sjovere, når alle medarbejderne står på stikkerne for en. Jeg har gennem årene oplevet en fantastisk service - og jeg vil da gerne takke alle SAS-medarbejderne for at være med til at gøre mit rejseliv til en oplevelse. Jeg tænker på dem, hver gang jeg her fra parcellen tæt på Aalborg Lufthavn ser et fly starte eller lande. 

SAS vil ikke oplyse, hvor mange guldkort der er i omløb, men et hurtigt slag på tasken siger 10.000 i Danmark.