Sild i lange baner

Årets sidste møde i Øland Sildelaug bød ikke overraskende på sild i lange baner.
Jul er jo traditionel sildetid - og hvad en mand ikke kan gøre, det kan de mange, så ved fælles hjælp tilbereder man sild til de mange julefrokoster, så laugets medlemmer og deres venner og bekendte ikke skal døje med fabrikkernes massefabrikerede sild.
Her blev der tilberedt kryddersild, saltsild og marineret stegt sild med kærlig mandehånd til julen. Specielt den stegte sild, selvfølgelig paneret i rugmel, er lidt af et hit - og der blev stegt på livet løs hele den første del af mødet.
Denne sildeaften - hvor der naturligvis ikke var nogen, som kom for silde - sluttede med et forsvarligt måltid naturligvis bestående af sild og lidt brændevin af den stærke fra Aalborg samt en masse god mandesnak. Herefter kunne laugsbrødrene så gå hver til sit med masser af gode sild under armen til den forestående højtid.

Muuuh...

Forleden morgen var jeg i gang med at tænde op i røgeovnen nede i baghaven, da dagen gryede sådan lidt op ad formiddagen.
Mens jeg nussede med morgenpligterne, fik jeg selskab af en af naboens køer, der nysgerrigt iagttog den smågale mand og hans roden rundt.
Koen stod forsagt og genert og gemte sig bag laden, men nysgerrigheden var alligevel for stor til, at den kunne lade være med at titte betuttet frem.
Nu forstår jeg ikke helt, hvorfor dette smukke eksemplar af et af vore vigtigste husdyr er så genert. For hun er da et rigtigt pragteksemplar med våd mule, et sørgmodigt blik og vakre krøller på vinterpelsen - en rigtig model, som helt sikkert kan gøre sig på et dyrskue, hvis noget sådant ellers findes mere.
Og selv om en ko er et endog meget stort dyr, var jeg helt tryg ved dens tilstedeværelse. For koen er et beskedent og fredeligt dyr, der næppe kan gøre andet end en flue fortræd - og som kan passe sig selv, bare der er lidt græs at gumle på. Hyggeligt er det med sådan lidt selskab - og når det endelig skal være, foretrækker jeg så absolut selskabet fra en godmodig ko, der ikke stiller de store krav om opmærksomhed - og ej heller larmer meget mere end et fredsommeligt muuh. Det kan nabolagets hunde virkelig lære noget af.

Svanegang

Vinterens komme har gjort livet lidt sværere for fuglene. For det må unægtelig være lidt af en overraskelse for en af årets svaneunger at opdage, at vandet lige pludselig er stift.
Her har man hele sommeren svømmet rundt i det stille søvand i Farsø sø - overlevet angreb fra sultne gedder og uvorne møgunger, lært at undvige glubske rovfugle og måger - og så en morgen kan man pludselig ikke længere svømme rundt.
Så er det godt, at en erfaren svanemor kan lægge sig i spidsen og svømme i konvoj med ungerne gennem isen. For svanen skal jo - ligesom avisen - ud.
Jeg fandt dette sjove billede af en svanekonvoj - svaneunger i gåsegang fristes man til at sige - forleden formiddag i Farsø. Der var et tyndt lag nyis på søen - og fuglene var unægtelig lidt forvirrede over den ny situation. Men da en knopsvane kan blive helt op til 40 år, er der ingen tvivl om, at svanemor har prøvet det før - og derfor med kendermine kan føre svællingerne, som ungerne også kaldes, sikkert gennem isen.
Svaneparret i Farsø sø har i år haft stor succes med ynglen. Der blev i forsommeren udklækket hele ni svællinger, og indtil videre er der kun to, som er gået til de evige svaneagre. Svaneparret i søen er det første i en årrække - og de flotte fugle nyder derfor stor opmærksomhed i byen.
Knopsvanen blev for nogle år siden kåret som Danmarks nationalfugl i en afstemning foranstaltet af Danmarks Radios Poul "Dus med dyrene" Thomsen.

Lidt hverdags-ornitologi

Vi har jo haft et par dage med frost (og en lille smule sne) - og der er ingen tvivl om, at dette skift i vejrliget har øget interessen for foderbrættet blandt kvarterets fugle.
Jeg har ellers haft fodringen indstillet hen over sommeren for ikke at sprede sygdommen gul knop blandt grøniriskerne, men for en bette måneds tid siden gik vi i gang igen - sådan stille og roligt.
Det har især været musvitterne, blåmejserne, sumpmejsen og skovspurvene, der har nydt godt af det - men nu da frosten er kommet, er der altså blevet lidt mere liv omkring foderbrættet.
Interessant nok har jeg en del gråspurve på kost. Det er interessant, fordi den gode, gamle gråspurv ellers er blevet voldsomt fortrængt som havefugl af skovspurvene, der huserer i store flokke - og i øvrigt har ynglet i mindst halvdelen af mine redekasser.
En anden gæst er tyrkerduen - og nu vil mange nok mene, at det da ikke kan være særligt spændende. Jo, det er - for tyrkerduen er faktisk temmelig sky, selv om den lever i skøn symbiose med menneskene. Den kan være lidt svær at komme på fotohold af, men tirsdag morgen fangede jeg denne her i bøgetræet lige uden for herreværelset.
Tyrkerduen er - undskyld udtrykket - temmelig ugleset, ikke mindst på grund af dens insisterende kuuh-kukkuu, der nok kan bringe en på vanviddets rand en tidlig sommermorgen, hvis man ikke er morgenduelig og hellere vil sove. Men det er en fantastisk flot fugl og en elegant flyver.
Tyrkerduen er i øvrigt en forholdsvis ny repræsentant i den danske fauna. Første registrering i Danmark skete i 1948 - og første ynglefund var i Skagen i 1950. Men siden har den bredt sig over det danske land, og hvis man ikke lige ser den, så er det i hvert fald sikkert, at man hører den. Kuuh-kukkuu, kuuh-kukkuu...

Smørkrise

Vort norske broderfolk er ramt af smørkrise. Det er den særegne norske landbrugspolitik, som har givet en voldsom mangel på dette ordentlige, naturlige og velsmagende fedtstof i nabolandet. For at redde julen i de mange små hjem rundt om i Norge har myndighederne fra 1. december nedsat tolden på importeret smør - men spørgsmålet er bare, om det så hjælper. I hvert fald har dansk-svenske Arla meddelt, at man ikke bare sådan uden videre kan øge produktionen.
Så er det jo godt, at vi har Hans Engell og Jens Olaf Jersild. Se blot dette klip fra "Spise med Price":

Og mon ikke vi godt kan undvære Jersild og Engell et par dage, mens de løser den norske smørkrise?

Røget hellefisk

Så er mandens første produktion af røget hellefisk færdig - og den giver egentlig ikke anledning til det helt store kommentarer.
Altså bortset fra at det er en lækkerbidsken - og jeg har da altid foretrukket hellefisk frem for laks. Hellefisk er ellers også en fed fisk, men lige knap så fed som laks - og så har kødet en anderledes struktur, som i hvert fald falder i min smag, når den er røget.
Til gengæld er jeg ikke så vild med kogt hellefisk, der efter min mening er lidt svær at tilberede, så den ikke bliver tør - og derfor bruger mange i stedet at lave hellefisk i fad med fløde og en masse guf - for eksempel gulerødder, porrer og lidt røget bacon.
Hellefisk er i øvrigt en ikke helt billig fisk - da især når den som denne her oven i købet er sejlet med Royal Arctic Line hele den lange vej fra Ilulissat. Men det kan der nu hurtigt laves om på. I de seneste år er laks jo blevet stadig billigere, fordi den lækre fisk bliver opdrættet. I dag kommer cirka 70 procent af verdens lakseproduktion fra norske opdrættere - og jeg husker fra min tid i Tromsø, at nordmændene der eksperimenterede med opdræt af hellefisk, som man har store forventninger til i fremtiden. Det var ret imponerende - for man bruger moderfisk, som er mere end 100 år gamle, og sådan en fisk er altså på størrelse med et væg-til-væg-tæppe. Men det mest spændende er nu, om det lykkes på langt sigt. Lakseavlen begyndte i 80'erne og er blevet sat alvorligt tilbage flere gange på grund af forskellige epidemier, men kører altså temmelig stabilt i øjeblikket. Udover Norge har også Chile en stor produktion af laks. Opdrætslaks er væsentligt billigere end vildlaks, så det eneste man i dag kan være sikker på, er, at når man køber en røget laks fra Royal Greenland, så kommer den i hvert fald ikke fra Grønland - men det er en helt anden snak.
Men min hellefisk: Den er i hvert fald grønlandsk - indtil videre...

Dagens ord XLVIII

Dagens ord er polyandri. Ordet er interessant, simpelthen fordi jeg aldrig har hørt det før - indtil i går aftes, hvor jeg tilfældigvis på P5 hørte en genudsendelse af et underholdningsprogram fra 1989 - Tag telefonen. Programmet går ud på, at de to deltagere, som er journalister, konkurrerer om, hvem der først kan skaffe en bestemt oplysning ved hjælp af en telefon - og så er det jo ellers bare med at have kildenettet i orden.
I gårsdagens udsendelse lød et af spørgsmålene: Hvad hedder det, når en kvinde er gift med flere mænd - modsat polygami, hvor en mand er gift med flere kvinder? Og det viste sig altså at hedde polyandri - selv om en af deltagerne, Se og Hørs MEP, nu nok mente, at det burde hedde polymani - og jeg da lige for egen regning kan tilføje, at udtrykket ikke har noget som helst at gøre med, at ænder ofte parrer sig med flere forskellige andrikker...

Den første sne

Så kom den endelig - sæsonens første sne. Ganske vist ikke i overvældende mængder, men dog sne - rigtig vaskeægte sne, som forresten bestemt ikke tåler vask.
Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, da dagen lysnede - og afslørede, at der i nattens løb havde været både frost og et ganske let snefald over det ganske land.
Det var jeg forresten ikke i tvivl om - for Nordjyllands Radio formeligt jublede over sneen og det glatte føre allerede fra tidligt på morgenen - umiddelbart efter at Hans Otto Bisgård i dagens naturkalender havde fortalt om blishønsene, hvor de danske eksemplarer netop i disse dage får selskab af deres baltiske artsfæller, som tilbringer vinteren her i landet.
Det er i øvrigt sent på året, at den første sne er faldet. Efteråret har jo generelt været temmelig lunt - og i hvert fald krokusserne har allerede stukket toppen op af jorden. Enkelte steder er også påskeliljerne begyndt at spire - men mon ikke de går i hi nu. For det er altså lige tidligt nok, og det vil sikkert være det bedste for alle, hvis de lige tøver en kende - og venter et par måneder til det rigtige forår går i gang. I mellemtiden kan vi andre jo så glæde os over, at der nu kun er godt to uger til vintersolhverv - og det igen begynder at gå mod lysere tider.

Julepynt

Torsdag bragte TV-avisen et indslag med en såkaldt trendforsker om årets tendenser i julepynt.
Oraklet kunne berette, at den helt store dille var juleting skåret i træ. Nu kender sådanne trendforskere jo ikke til ærligt arbejde, men går meget op i tingenes symbolværdi, så hun lagde stor vægt på, at julepynten skulle se hjemmelavet ud. Det er vigtigt for at vise, at man har så stort et personligt overskud, at man har kræfter til at lave sine ting selv - underforstået at man skulle betale i dyre domme for at få noget bevidst håndværksmæssigt klamp.
Det forbyder min inderste krejlersjæl mig imidlertid. Men til gengæld har jeg faktisk overskuddet og tiden til at skære mine egne julehjerter selv, så det der med at være med på tidens tendenser skulle godtnok komme an på en prøve.
Derfor tilbragte jeg torsdag aften på værkstedet - som en anden Emil fra Lønneberg - mens jeg snittede julehjerter af hjertens lyst. Det blev til en lille håndfuld hjerter skåret ud af et stykke kirsebærtræ, som jeg havde liggende. De blev pudset let med sandpapir, så de stadig har det rustikke snit, hvorefter de blev lagt i linolie natten over. Dagen efter tog jeg dem op, tørrede dem og pudsede en gang mere - og så var de klar til hjerternes fest.
De hjemmegjorte hjerter pryder nu en troldhasselgren, som hænger i et hjørne af stuen - og spreder det glade budskab om, at her bor en mand, som har tid og overskud til selv at lave sin julepynt.
Jeg har forresten selv en broget fortid som trendforsker. Det var i mine unge dage, hvor vi om morgenen lå på lur for at få et glimt af krondyrene i kongens jagtrevir i Trend!

Portræt

Det er ingen kunst at tage gode billeder - for i virkeligheden er det et spørgsmål om godt håndværk og en lille smule held.
Heldet lader jeg Vorherre om - og så er det jo ellers bare med at komme i gang med håndværket. Det består selvfølgelig i at kende de helt basale regler for, hvordan lys opfører sig i et kamera, men det består nu også i at kende sit udstyr på rygraden.
Det kan man blandt andet lære ved at tage en hel stribe billeder af det samme motiv ved forskellige indstillinger. Derefter kan man sammenligne billederne og se, hvad der teknisk set giver det bedste resultat.
Forleden fik jeg min Speedlite 580 EXII (den indforståede læser ved, at det er en blitz) tilbage fra reparation - og i den forbindelse skulle jeg da lige tjekke, at den opførte sig normalt. Jeg tog derfor en hel stribe fotos af Dina. Det er som regel hende, der skal holde for, når den slags kommer over mig, og bagefter satte jeg mig til at kigge på billederne på pc'en. Og nu er det så, at vi kommer til Vorherres afdeling: For ikke alene var flere af billederne teknisk set temmelig gode, men heldet havde sandelig også været med mig, og jeg havde begået et ualmindeligt smukt foto af Hjemmestyret.
Det kan jeg naturligvis ikke lade være med at dele med bloggens læsere.